20.12.2011

Foragt er ikke nødvendigvis forkert. Det forkerte er at formidle foragten usagligt eller at lade dens genstand være et menneske frem for et menneskes mening. Jan Maintz Hansen og Kresten Lundsgaard-Leth reflekterer her over den danske politiske debatkultur og de stærke personudfald, der ofte præger den.

KOMMENTAR af Jan Maintz Hansen & Kresten Lundsgaard-Leth

De sidste 10-15 års dansk politisk debatkultur har været præget af heftige meningsudvekslinger: Hadske udfald, stærke personangreb og intet mindre end en decideret foragt for politiske modstandere har ofte præget den offentlige samtale. Et godt eksempel på denne foragt så vi i efteråret, da Carsten Jensen diagnosticerede i Politiken 17. september i år politikere i Dansk Folkeparti som ”Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker”. Unægtelig en skarp formulering, som da også medførte ramaskrig og heftig kritik af Jensen.

Denne dimension af debatkulturen kalder på en grundlæggende refleksion over et helt afgørende spørgsmål, som omhandler demokratiets natur, men som ikke har fyldt noget i offentligheden: Er det forkert at foragte andre mennesker, blot fordi de mener noget andet end en selv? Eller er det tværtimod passende – sådan som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen proklamerede – at vi ikke skal være tolerante over for de intolerante? I givet fald: Hvem har retten til at afgøre, præcis hvad der gør et givent synspunkt eller livssyn mere eller mindre foragteligt? Og kan man ligefrem tillade sig at foragte, hvis man ikke er i stand til at give nogenlunde præcise kriterier for værdiers eventuelle foragtelighed?

To intuitioner som forudsætninger
Her må vi medgive i hvert fald to grundlæggende intuitioner: For det første synes det rimeligt at insistere på, at bestemte synspunkter (og endog bestemte mennesker) faktisk ER foragtelige. Denne påstand er stærkere end ”blot” at fastholde, at nogle synspunkter er mere værdifulde end andre. Eksempelvis forekommer det for vagt blot at beskrive principperne bag de nazistiske koncentrationslejre som mindre værdifulde. Vi må kunne fastholde, at sådanne principper er foragtelige og hermed, at foragt i princippet kan være en passende indstilling til andre mennesker (og deres gerninger og al deres væsen). For det andet fremstår Carsten Jensens hadefulde og stærkt personlige angreb på bl.a. Pia Kjærsgaard (”Kan hun smage på en mands sæd, hvad han har drukket dagen før?”) og Anders Fogh Rasmussen (”Nu er den pædofile onkel så blevet chef for NATO”) simpelthen at være over stregen. På den ene side synes Jensens svulstige retorik afgjort ikke at være befordrende for den demokratiske samtale – endsige for nogen form for samtale overhovedet. Men ikke kun det: Hans retoriske umenneskeliggørelse af fx Kjærsgaard og Fogh Rasmussen forekommer på sæt og vis at være for personlig. Det er med andre ord uværdigt og endog krænkende i dén grad at gå efter manden (eller kvinden) i stedet for bolden. Eller sagt helt kort: Foragt kan være passende – men Jensen synes at foragte både forkert og for meget.

Lad os lige understrege, inden vi går videre: Carsten Jensen er på mange måder en ualmindeligt velargumenteret, ekstremt velinformeret og i det hele taget vigtig debatfigur i Danmark. Der er desuden mange andre end ham (på begge politiske fløje), man kunne have brugt til en tilsvarende pointe. Sagen her er imidlertid ikke personfnidderet, men at spørge til, hvordan vore intuitioner kan begrundes – hvis de overhovedet kan begrundes. Altså: Hvorfor er foragten for nationalsocialismen legitim, mens vi er mere skeptiske over for Carsten Jensens til tider selvretfærdige og usaglige polemikker? Det er klart, at eventuel uenighed med bare én af vore to intuitioner får resten af ræsonnementet til at falde sammen, men sådan må det være.

Demokratiets (u)demokratiske dobbelthed
Vores bud har at gøre med, hvad vi forstår ved et demokrati. Demokratiet angiver nemlig en særlig politisk orden, der på afgørende vis forandrer, hvordan man bør tale til og med hinanden – også i tilfælde af meget stor uenighed. Modsat prügelknaben par excellence hos Jensen, altså Dansk Folkeparti, var det nazistiske NSDAP et totalitært parti i en totalitær stat, der fuldstændig afviklede demokratiet og – i helt bogstavelig forstand – slog sine politiske modstandere ihjel. I det totalitære samfund (også i USSR) er ytringsfrihed, personlig frihed og demokratiske valg blevet skrottet. Det samme er i realiteten den politiske samtale, i hvilken man frit kan hævde sin mening og argumentere for sine synspunkter. Uden samtalen som de politiske borgeres fællesnævner kan mennesker ty til for eksempel medløben, apati, fortvivlelse, revolutionsplaner og ikke mindst foragt. Foragtelig er i nazismens tilfælde såvel den nazistiske ideologi (fx antisemitismen) som ophævelsen af samtalen som det grundlæggende kommunikationsmedium.

I et demokrati forholder det sig anderledes: Her må vi høre på hinanden og – med Voltaires berømte diktum – tolerere hinandens synspunkter. Desuden må vi anerkende vore medborgeres grundlæggende menneskelighed. Hvorfor? Jo, vi kan slet ikke tale sammen (og således leve op til demokratiets dybeste norm), hvis vi totalt har diskvalificeret hinandens moral, fornuft og menneskelighed. Eller anderledes udtrykt: I et demokrati er vi primært hinandens samtalepartnere – ikke betingelsesløse modstandere. Og det er netop derfor, vi må opfatte Jensens foragtende retorik som problematisk (i betydningen udemokratisk).

Men er foragten i sig selv forkert i et demokrati? Kan vi ikke tænke os, at Jensens (eller andres) foragt faktisk er berettiget, selvom han kan siges at udtrykke den på en både uheldig og uacceptabel måde? Bliver det ikke til galopperende relativisme, hvis vi uden videre afviser, at et synspunkt skulle kunne være foragteligt, blot fordi det fremsættes i et demokrati? Er det fx per definition udemokratisk at forfægte, at politikken bag landets asylcentre er foragtelig?

Det er det ikke, vil vi foreslå. Men hvorfor? Jo, et demokrati rummer – som nævnt – en norm om, at (stort set) alle synspunkter skal tolereres, og at de politiske beslutninger bygger på flertallets afgørelser. Demokratiet foreskriver altså en model for, hvorledes vi skal diskutere vores værdier. Men dette betyder IKKE, at vi kan forstå alle værdiers værdi som indeholdt i demokratiets egen norm. Rent faktisk kan vi ikke opfatte værdiernes værdi som alene betinget af den demokratiske proces. En principfast vegetar stopper fx ikke med at mene, at det er rigtigst ikke at spise kød, bare fordi flertallet mener noget andet. Den givne vegetar kan oplagt godt se værdien i (demokratisk set), at flertallets beslutning vejer tungt (alternativet ville være en totalitær stat), men det er noget andet, end at selve værdifuldheden i vegetarisme afhænger af flertallets afgørelse.

Det er vigtigt i denne sammenhæng, at man kun ser noget som værdifuldt (fx etnisk homogenitet eller multikulturalisme), hvis man opfatter andet (fx massiv indvandring eller nationalkonservatisme) som mindre værdifuldt. Hvori består ellers værdifuldheden? Hvis alt er lige meget værd, er intet noget værd, kunne man sige. Det er samtidig klart, at man kun er demokratisk sindet, hvis man er klar til at opfatte alternative værdiopfattelser som principielt ligeberettigede synspunkter i den politiske samtale.

Sagen er, at disse simple pointeringer ret beset implicerer en temmelig iøjnefaldende dobbelthed: Vi kæmper for værdier, vi mener er mere værd end værdierne i andre livssyn. Hvorfor ellers kæmpe for dem? Som demokrater kæmper vi imidlertid også for alle demokrati-duelige værdiers ligeberettigelse. I andet tilfælde hævder vi alle værdiers lighed (demokratisk set); i første tilfælde plæderer vi for nogle (nemlig vore) værdiers særstatus (udemokratisk set, om man vil). At diskutere sine værdier i et demokratisk samfund – hvad end disse værdier måtte være for værdier – er således at kunne finde sig til rette i en art parafrasering af det tilsyneladende paradoks, George Orwell lod svinene male på laden i Kammerat Napoleon: ”Alle værdier er lige – men nogle værdier er mere lige end andre”. I dén forstand må demokratiet indebære noget udemokratisk.

Den legitime foragt: foragten for en mening frem for et menneske
Det er vores pointe for indeværende, at denne dobbelthed og ”paradoksalitet” ikke er så komplet håbløs, som det måske kunne tage sig ud. Tværtimod fortæller den os noget vigtigt: Det kan nemlig gøres forståeligt på denne baggrund, hvorfor vi rent faktisk godt kan tillade os at foragte bestemte livssyn, politiske forslag og værdier – også i et demokrati. Ja, i realiteten kan vi sikkert ikke lade være med at foragte livssyn, der er tilpas langt væk fra vort eget. Sådan er den menneskelige psyke nu engang skruet sammen. Hvad vi ikke må gøre i et demokrati, er imidlertid at foragte mennesket bag holdningen, værdien og livssynet. Denne type foragt ødelægger nemlig selve betingelsen for den demokratiske samtale. For hvordan skulle vi tale fornuftigt med en person, hvis menneskelighed vi ikke engang anerkender? I modsætning til den personfikserede foragt, hvorved dialogen kortslutter én gang for alle, er der intet principielt til hinder for at tale med en person, hvis mening (fx om vegetarisme eller indvandring) man foragter. Det er selvfølgelig meget stærkt ligefrem at foragte andres livssyn – og meget ofte vil der sikkert være tale om en ubegrundet overreaktion. Ikke desto mindre forbliver det en mulighed ved denne type saglige foragt, at vi stadig kan prøve at overtale hinanden med statistiske, analytiske eller normative argumenter. Hvorfor? Fordi vi akkurat har holdt os til sagen selv i stedet for at gå frontalt – og i bogstaveligste forstand usagligt – til angreb på personen bag meningen. Foragt er altså ikke nødvendigvis forkert. Det forkerte er at formidle foragten usagligt eller at lade dens genstand være et menneske frem for et menneskes mening.

Rune Lykkebergs meget roste og indflydelsesrige bog Kampen om sandhederne (2008) – som Carsten Jensen i Information 10. juni i år har kaldt ”den længste nekrolog, jeg havde læst over mig selv” – er én lang analyse og beskrivelse af en kulturradikalt præget venstrefløjselites foragt for den kulturelle økonomiske middel- og underklasses livssyn. Og bogen er en forklaring på den kulturelle overklasses meningers tab af værdi i den danske velfærdsstat fra 1980’erne og frem, kulminerende med ”systemskiftet” i 2001. Den kulturelle overklasses foragt for anderledes sindede resulterede i stigende grad i de anderledes sindedes foragt for den kulturelle overklasse selv. De, der skulle reddes fra den økonomiske overklasses materialisme, udbytning og åndelige fladpandethed og bevidstgøres om livets og demokratiets sande værdier, blev i stedet mere bevidste om bevidstgørelsesforsøgets foragtfulde dimension. Lykkeberg har fornemt udfoldet denne historie og påpeget foragten som udviklingens motor. Men tilbage står stadig dét afgørende normative og filosofiske spørgsmål: Er foragten nødvendigvis forkert? Vores svar er dette: Strengt taget kun i det omfang foragten overskrider foragten for en mening og et livssyn og dermed sagligheden.

Den åbne samtale
I den totalitære stat er muligheden for saglighed taget uigenkaldeligt fra borgerne (i det mindste indtil diktatoren styrtes). Men i et demokrati må vi tage vare på sagligheden – fx ved ikke at foragte vore politiske samtalepartnere. Upåagtet, hvorvidt deres værdier og handlinger forekommer os helt igennem foragtelige. Den samtale, der herved muliggøres, er samtidig en essentiel (demokratisk) relativering af den (udemokratiske) skråsikkerhed, vi ofte nok tillægger vore værdier. Vi kan simpelthen blive klogere på vore egne værdiers gyldighed (eller mangel på samme) ved at lade andre argumentere imod dem. Hvilket ganske givet går begge veje. Og dét kan kun lade sig gøre, hvis vi møder vore samtalepartnere og medborgere som potentielt fornuftige mennesker, der – på trods af i vores optik absurde, ufornuftige og foragtelige holdninger – KUNNE være værd at høre på.

Havde Nazitidens tyskere grund til at se på Hitler som et potentielt fornuftigt menneske, hvis person ikke måtte foragtes? Nej. Hitler satte demokratiet ud af kraft, og så bliver de eneste alternativer til apati og medløben en ubetinget foragt og endog væbnet modstand. Men er det rimeligt at møde nogle repræsentanter for de danske politiske partier anno 2011 med denne ubetingede foragt? Vi har svært ved at se, at man kan svare ja hertil uden at give totalitarismen frie tøjler, hvorved man glemmer, at alle værdier er lige – selvom nogle værdier er mere lige end andre.

JAN MAINTZ HANSEN (f. 1979) er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur og Filosofi fra Aarhus Universitet i 2007. Han har bl.a. undervist på Aarhus Universitet og på Testrup Højskoles politiske sommerkursus. Han har skrevet litterære artikler og anmeldt filosofi og litteraturteori i forskellige tidsskrifter. Han underviser på Silkeborg Gymnasium og læser samfundsfag ved Aarhus Universitet. KRESTEN LUNDSGAARD-LETH (f. 1983) er ph.d.-studerende i Filosofi på Aarhus Universitet siden 2009. Hans projekt bærer titlen “Håbets metafysik”. Han har holdt en del filosofiske foredrag samt undervist på Aarhus Universitet, Testrup Højskole og på samme højskoles politiske sommerkursus. Han har studeret på Freie Universität i Berlin og på Warwick University. JAN OG KRESTEN skriver også på bloggen ”Politik & kritik, tak” (http://politisk-kritik.blogspot.com/). ILLUSTRATION: DF-plakater fra 2007 udsat for foragt.