07.12.2011

COP17 går i disse dage ind i sin afgørende fase. Rygterne fra forhandlingerne peger i forskelle retninger før slutspurten. Her gives et overblik over godt og skidt ved udviklinger i Durban indtil nu.

KOMMENTAR af Alexander Ege, DURBAN

Læs også
– Klima: Der kommer ikke en global aftale – men masser af handling
– COP17: De 5 største sten på vejen mod en aftale
– COP17: Derfor vil Kina ikke være med – og ja, det er ligegyldigt uden dem

Godt: De fleste lande er faktisk i Durban med mandat til at få en aftale med hjem og at prøve at holde os alle sammen på kursen mod en maksimal temperaturstigning på 2 grader. Dagen før forhandlingerne startede, rasede en storm i Durban, der kostede otte mennesker livet – så scenen blev i allerhøjeste grad sat for, hvad vi er her for at forhindre. Ja, der er nogle få lande, der er meget besværlige (mere om det senere), men langt størsteparten forhandler for at opnå en global og ambitiøs klimaaftale. COP’en er det eneste forum for denne slags forhandlinger. Her har både de svageste og de mægtigste lande i verden en ligeværdig stemme, og derfor vil det være muligt at lave en aftale, der omfatter alle. G20 er en relativ eksklusiv klub domineret af de rigeste lande og FNs general forsamling vil aldrig kunne vedtage en aftale, der er detaljeret nok.

Skidt: Perspektivet i Durban er efter 2020. Før COP’en startede var det planen, at man skulle diskutere og forhandle om, hvad der skulle ske efter 2012, når Kyoto Protokollens første forpligtelsesperiode udløb. Stort set fra første dag i forhandlingerne har det ændret sig til, at man snakker om “post-2020”. Diskussionen om 2015 som ‘peak year’ (dvs. det år hvor de samlede globale udledninger når deres maksimum og derfra samlet set skal reduceres hvert år) er stort set forstummet – og erstattet af en diskussion om, at lande som USA, Indien og Kina først skal bindes juridisk til handling fra 2020. Det er helt uholdbart i forhold til at indgå en global klimaaftale, der rent faktisk begrænser omfanget af klimaforandringerne. Hvis man reelt vil noget, er der brug for handling nu.

Godt: USA blokerer ikke den Grønne Klima Fond. Fonden er et af de vigtigste resultater af Copenhagen Accord og senere Cancún-aftalen [COP15 og COP16, red.]. Fonden skal fra 2020 administrere 100 milliarder dollars om året til klimatilpasning i de mest udsatte lande. Det blev besluttet på sidste års COP16. Klimafinansiering er et af de største knudepunkter i forhandlingerne, for uden penge er det meget svært at gennemføre de nødvendige omstillinger i udviklingslandene. Før COP17 var der rygter om, at USA ville blokere for forhandlingerne om, hvordan fonden skal administreres og struktureres – blandt andet i den sidste forhandlingsrunde før COP’en, der foregik i Panama i oktober. Det har USA ikke gjort og forhandlinger vedrørende fonden skrider fremad – selve finansieringen mangler stadig, men den forhandling er først programsat til COP 18. I skrivende stund – tirsdag aften i Durban – er det lige blevet offentliggjort, at den tekst, der beskriver fondens etablering, ikke bliver genåbnet til forhandling – det er et stort skridt i retning af etablering af fonden.

Skidt: USA er ubestridt det mest ukonstruktive land i forhandlingerne. Hvis man skal være meget kynisk, så har USA’s forhandlere et mandat med til Durban, der går ud på ikke at gå med til noget. USA vil græde krokodilletårer, hvis Kyoto Protokollen ikke bliver forlænget – i bund og grund vil de være stærkt tilfredse med en såkaldt “pledge og review”-aftale, hvor landene selv melder ind, hvor meget de vil reducere deres udledninger med, og at der så med ‘regelmæssige’ mellemrum bliver opgjort, om man overholder, hvad man lover. Og hvis man ikke gør det – ja, så er der ikke nogen form for sanktionsmuligheder eller anden ‘straf’. Vi hører ofte, at det ikke er muligt for Obama at forpligte sig til noget mere ambitiøst i en international aftale, da Republikanerne har kontrollen med et af de to kamre i den amerikanske kongres. Men der er INTET der tyder på, at den situation vil ændre sig næste år – der er endda en chance for, at vi får en republikansk præsident – og hvis Obama bliver genvalgt, generobrer han næppe hele Kongressen. Med andre ord – hvis man skal være realistisk, så kommer USA ikke med i en aftale inden for det næste årti. Hvis Obama virkelig vil gøre noget for klimaet, bør han bede sine forhandlere om at lade være med at obstruere forhandlingerne og udvande de forskellige mere tekniske dele af de løsninger, der bliver diskuteret her – han bliver jo alligevel ikke forpligtet af det.

Godt: EU kæmper for at sikre Kyoto Protokollens overlevelse. EU er den eneste gruppe af industrialiserede lande, der reelt ligger sig i selen for at sikre, at vi fastholder det eneste internationalt bindende sæt regler vedrørende klimaforandringer. Der er ingen tvivl om, at EU virkelig gerne vil have, at Kyoto Protokollen får en ny forpligtigelsesperiode efter at den første udløber ved udgangen af 2012, og ved åbningen af højniveau sektionen på COP 17 i går talte Connie Hedegaard dunder på vegne af EU – der skal ikke være nogen tvivl om, at EU for alvor kæmper for Kyoto Protokollen, og hvis den ikke overlever, så er det særligt USA, der har slået den ihjel.

Skidt: EUs ambitionsniveau og forhandlingstaktik er henholdsvis for lav og for ringe. For at starte med det sidste: En af de rigtig vigtige diskussioner i forhandlingerne om forsættelse af Kyoto Protokollen er længden på den kommende forpligtigelsesperiode. Der bliver primært forhandlet om to muligheder: enten fem år fra januar 2013 til december 2017 eller otte år fra 2013 til 2020. Hvorfor er det vigtigt? Det er det, fordi længden på perioden afgør, hvor lang tid landene har til at opfylde deres løfter. En kortere periode give en mere ambitiøs aftale. EU har udmeldt, at de er åbne over for enten fem eller otte år, men der er reelt en stærk slagside, der hælder mod de otte år. Medmindre EU samlet og officielt melder ud, at de kun vil acceptere en femårig periode, så har de reelt set givet de mindre ambitiøse lande en gratis sejr, og samtidig frasagt sig muligheden for at ligge pres på de amerikanske forhandlere. EU kræver, at der skal være en samlet bindende aftale på plads for alle lande i verden ved udgangen af den kommende forpligtelsesperiode – hvis den periode så er fem år, vil det medføre en tidligere samlet aftale. Er det så EU’s skyld? Skal de andre lande ikke bare se at blive mere ambitiøse? Jo, det ville da være rart, men det sker ikke uden, at de bliver presset, og her skulle EU fra starten have krævet en mere ambitiøs linje fra alle. Ydermere er EU helt opsatte på at få USA med i en kommende aftale, men de burde i stedet have set skriften på væggen og bevæge sig videre uden USA. Dernæst er der så EU’s manglende ambitionsniveau, der spiller meget sammen med længden for forpligtelsesperioden. Videnskaben siger, at vi på globalt plan skal reducere vores udledningen af drivhusgasserne med 25-40 % i 2020. Flere studier peger endda på, at vi skal ligge tættere på 40 % end 25 %. EU’s nuværende mål er 20 %, og det er slet ikke tilstrækkeligt. Hvis EU bliver på de utilstrækkelige 20 % og er med til at få en kommende forpligtelsesperiode på otte år – så er EU altså medskyldig i, at verden bevæger sig væk fra den sti, der kan lede os væk fra uoverskuelige og ødelæggende klimaforandringer for til gengæld at løbe ned af den sti, der tager os til en verden med klimaforandringer, som vi på nuværende tidspunkt ikke kan forestille os.

Kan være godt; kan være skidt: Kina og Indien. Kina har udadtil og i pressen spillet en mere konstruktiv rolle end tidligere og signaleret at de kunne være med på at rykke sig, så en aftale kan indgås – når visse krav er opfyldt. Indien derimod har vist sig ret uforsonlige og har meddelt, at de ikke synes, at Durban er et passende tidspunkt at begynde at tale om at forpligte Indien og Kina juridisk. Tirsdag florerede der et rygte om, at både Kina og Indien (sammen med USA) havde modsat sig, at processen frem mod, at de bliver dækket af de juridisk bindende forpligtelser, allerede skal være færdig i 2015 – de synes, dét er for tidligt. Det er altså meget usikkert, hvor de reelt står, og det er bestemt ikke noget, der hjælper forhandlingerne på vej. Men begge lande er meget interesserede i at Kyoto Protokollen består – så hvis den er i fare for at afgå ved døden, og hvis Kinas offentlige udmeldinger ikke kun har været spil for galleriet, er der mulighed for, at de begge vil ende med at rykke sig betydeligt i de sidste intense timer af forhandlingerne fredag nat. Hvis Kina rykker sig og begynder at influere Indien, der ydermere er meget allergiske for at blive opfattede som dem, der har forårsaget et kollaps, kan der virkeligt ske ting og sager – men det vil vi ikke vide før om et par døgn.

Det kan virke som om, at de positive ting, der er sket indtil videre i forhandlingerne, er til at overse, mens de negative ting virker nærmest uoverkommelige – kan der overhovedet komme et nogenlunde tilfredsstillende resultat i løbet af natten mellem fredag og lørdag? I Durban er det mest brugte citat – ikke overraskende – af Nelson Mandela: “It always seems impossible, until it is done.”

ALEXANDER EGE (f. 1984) er Outreach Director for Climate Action Network Europe (CAN-E). CAN-E er en del af Climate Action Network International – verdens største netværk af (mere end 700) NGOer, der arbejder med klima og energi. Alexander er i Durban for hjælpe med at koordinere de ca. 150 europæiske medlemsorganisationer i deres arbejde for at sikre så ambitiøs en aftale som muligt. Uddannet i EU-studier og Internationale Udviklingsstudier fra RUC og har studeret Internationale Relationer i Istanbul, Tyrkiet. Har arbejdet med de internationale klimaforhandlinger siden august 2009. Før det fuldmægtig i Afrikakommissionens Sekretariat. ILLUSTRATION: Small talk mellem møderne, COP17, Durban, Sydafrika (foto af Oxfam International).