17.11.2011

Fem år efter, EU lancerede sin strategi for Centralasien med et samlet budget på €790 millioner, tyder alt på, at den har slået fejl. Den er med til at holde autoritære og menneskerettighedsundertrykende regimer ved magten, mener Jos Boonstra, direktør for tænketanken EUCAM.

Af Niels Martin Andersen

Læs også
– RÆSON i Tajikistan: Taleban og Al Qaedas nye fristed
– Demokrati i postsovjetiske lande: En utopi?
– Centralasien: Vestens utilregnelige samarbejdspartnere

EU præsenterede i 2007 en ambitiøs handlingsplan, der vil udbygge Unionens politiske og økonomiske interesser i Centralasien. EU’s interesse for regionen har været drevet af økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser, men Unionen har samtidig holdt fast i, at man med sit engagement ønskede at forbedre vilkårene for civilsamfundet. Strategien skulle efter hensigten kombinere økonomisk og politisk samarbejde med en udvikling af civilsamfundet, men har på flere punkter slået fejl, mener direktør for tænketanken EUCAM Jos Boonstra.

Problemet er, at de centralasiatiske lande kun er lydhøre over for betingelsesløst økonomisk og politisk samarbejde, der kan skabe afsætningsmuligheder og styrke strategiske alliancer – ikke i samarbejde, hvor der er vedhæftet betingelser, såsom demokratiseringsprocesser eller udvikling af retsstatslige principper. Den civile eller normative dagsorden, som flere mener, er en integreret del af EU’s udenrigspolitik, kommer derfor til kort i samarbejdet med Centralasien.

”På trods af EU’s anstrengelser, er der ikke sket en forbedring af menneskerettighederne i Centralasien, og den stagnerende demokratisering i regionen skaber ikke grobund for optimisme,” siger Jos Boonstra.

Små sejre og store nederlag
Fem år efter Europas mest ambitiøse handlingsplan over for Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Turkmenistan blev præsenteret, tegner der sig et mudret billede af strategiens fremtidige perspektiver. EU har for så vidt fulgt den strategi, der blev præsenteret i 2007 og forsøgt at fremme sine økonomiske og politiske interesser samt udvikle civilsamfundet og har i perioden 2007-2015 afsat 719 millioner euro til formålet.

Projekterne kan inden for en række områder betegnes som succesfulde. EU har støttet projekter relateret til undervisning, transport, og grænsekontrol. Fælles for disse projekter er, at de løser konkrete problemstillinger for landene i Centralasien. Man har bl.a. implementeret Erasmus Mundus, hvilket gør det muligt for studerende i de centralasiatiske lande at læse på europæiske universiteter.

EU har uden tvivl et demokratisk sigte ved at støtte en reformering af uddannelsessektoren, styrke infrastrukturen og udbygge grænsekontrollen mellem landene i regionen. Men samarbejdet løser først og fremmest lavpraktiske problemer for de centralasiatiske stater og betragtes af de siddende diktaturer som harmløse i forhold til deres magtposition – ellers ville de simpelthen ikke acceptere samarbejdet. Og et lige så succesfuldt billede tegner sig ikke, når man kigger nærmere på EU’s evne til at støtte en positiv udvikling inden for menneskerettigheder, ytringsfrihed, pressefrihed og retsstatsprincipper i de centralasiatiske lande.

EU nedsatte i forbindelse med sin 2007-strategi en række politiske forummer og seminarer, der havde til formål at sætte fokus på problemer i den ”menneskelige dimension” og skabe en dialog med de centralasiatiske ledere. ”Dialogen” har i det store og hele været nytteløs. Landene har med undtagelse af Kirgisistan været mere eller mindre modvillige mod at indgå i en åbenhjertig og konstruktiv dialog med EU på de nævnte områder. Dermed er der grund til at være skeptisk over for EU’s strategi i Centralasien. På papiret går den på to ben, men i virkeligheden halter det ene noget så slemt.

“Centralasien-strategien udpegede EU’s prioriteter i regionen. Strategien mangler dog et klart mål, og der skal foretages mange ændringer, hvis den skal virke efter hensigten”, mener Jos Boonstra.

Et EU uden muskler
EU er havnet i en prekær situation i Centralasien. Det har vist sig umuligt at kombinere en normativ dagsorden med samarbejdet med de autoritære stater i regionen. EU støtter direkte og indirekte staterne i Centralasien, og er dermed med til at opretholde autoritære og menneskerettighedsundertrykkende regimer. “EU’s strategi for Centralasien har desværre vist sig overambitiøs og en smule naiv. EU er ikke nogen stormagt i Centralasien, og har ikke den økonomiske og politiske betydning, der skal til for at tvinge magthaverne til en dialog om menneskerettigheder, politisk undertrykkelse og demokratisering,” siger Jos Boostra.

EU opgav allerede i 2007 at få betingelser ind i de samarbejdsaftaler, man tilbød de centralasiatiske stater. For betingelser kræver, at dem, de stilles til, reelt set har noget at stort at vinde eller miste, ligesom de tidligere østbloklande havde, da de påbegyndte forhandlingerne om EU-optagelse – den gulerod mangler de centralasiatiske lande.

Mange interesser – få svar
De centralasiatiske stater – særligt Kasakhstan, Turkmenistan og i mindre grad Usbekistan – har brug for EU, når deres gas og olie skal afsættes. Men de har også andre og gode afsætningsmuligheder. Rusland er den vigtigste importør af olie og gas i regionen, og i de seneste år, har både Kina, Iran og Tyrkiet indgået gas- og olieaftaler med lande i regionen. Så her har vi snart sagt mere brug for dem, end de har for os.

Kulturelt set har staterne i Centralasien mere tilfælles med Rusland. Russisk er det mest anvendte sprog i regionen, og der er store grupper af etniske russere i alle fem lande.

Dertil kommer, at lande som Rusland og Kina har ’stor respekt for indre anliggender’ – hvad det betyder: Menneskerettighedskrænkelser og politisk undertrykkelse er sjælendt genstand for kritik.

USA har siden 2001 øget sin politiske tilstedeværelse i Centralasien. Regionen spiller en vigtig rolle i ”kampen mod terror”, og USA har således indgået aftaler med styret i Usbekistan med henblik på bl.a. mellemlandinger til og fra Afghanistan. De centralasiatiske lande kan derfor i deres udenrigspolitik frit balancere mellem verdens stormagter, og denne udenrigspolitiske situation har især de olie- og gasproducerende lande (Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan) formået at udnytte.

Direkte adspurgt, om EU støtter de forkerte i Centralasien, svarer Jos Boonstra: ”Ja, uden tvivl, men dernæst kommer spørgsmålet, hvem skulle man ellers støtte? Dette er en enorm svær balancegang, men EU skal i stigende grad fokusere på, hvem man vil støtte i regionen. Projekter der relaterer sig til sikkerhed skal højne gennemsigtigheden og borgernes beskyttelse, og ikke give regimerne nye muligheder for at undertrykke sin egen befolkning.” Boonstra erkender dog, at EU fortrinsvis kan støtte en udvikling af civilsamfundet via diplomatiske kanaler: ”Det ville være at foretrække, hvis man kunne støtte civilsamfundet direkte, men det er yderst vanskeligt, da regimerne, i sidste ende skal godkende samarbejdet.”

Niels Martin Andersen (f. 1986) er master i international og Europæisk politik fra University of Edinburgh og bachelor i historie og samfundsfag fra Århus Universitet. Han er tidligere praktikant på den danske mission ved OSCE, IAEA og CTBTO og arbejder nu som politisk medarbejder i Folketinget. Særlige interesser: EU’s udenrigspolitik, Kaukasus og Centralasien. ILLUSTRATION: Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdoğan og Kirgisistans premierminister Almazbek Atambayev (til venstre) i hovedstaden Bishkek 2. februar 2011. Atambayev blev valgt som præsident i oktober og tiltræder 31. december 2011.