08.11.2011

“Spørgsmålet er, hvad der vil koste dyrest i det lange løb for EU: At takke ja til russisk støtte nu og samtidigt beholde en ufordelagtig energiaftale eller at insistere på at liberalisere gasmarkedet og så undvære den russiske støtte nu.” Ifølge phD i statskundskab fra Sankt Petersborg Universitet Aleksander Stepanya har Rusland BRIK-blokkens mest fremstrakte hjælpende hånd, men den er dyr at trykke.

INTERVIEW af Jakob Mygind Korsby

BRIKs SYN PÅ EUROKRISEN: RÆSON spørger i denne serie en markant ekspert fra hvert BRIK-land, hvordan deres land ser på eurokrisen. Vil de låne os penge? Har de ændret syn på os? Og hvordan ser de den nye økonomiske magtbalance i verden?

Læs også
– Brasiliens syn på eurokrisen: Får magt og god PR ud af at hjælpe
– Indiens syn på eurokrisen: De taler ikke om at hjælpe

RÆSON: Hvad er den russiske regerings officielle holdning til samarbejdet i eurozonen set i lyset af den aktuelle finanskrise?
Stepanyan: Man må forstå, at Rusland i vid udstrækning ser sig selv som – om ikke del af Europa – så i hvert fald en af Europas allernæreste handelspartnere. Derfor har Medvedev netop på G20-mødet i Cannes meldt ud, at man fra russisk side ønsker at støtte eurolandene finansielt. Tænk på, at eurozonen udgør den primære eksportindtægt for Ruslands gasleverancer. Den russiske regering har derfor interesse i, at denne zone forbliver stabil. Selvom den russiske økonomi naturligvis i høj grad også er afhængig af den amerikanske dollar, er EU idag Ruslands primære handels- og investeringspartner.

RÆSON: Hvilken type støtte har man så i tankerne?
Stepanyan: Her har Medvedev ikke været så klar i mælet, men hans rådgiver og højre hånd, økonomen Arkadij Dvorkovich, har været den første til at sætte tal på ved at gå ud og love 10 mia. dollars i støtte til at hjælpe eurozonelandene ud af krisen.
RÆSON: Det er vel næppe noget opsigtsvækkende beløb. Er der tale om en overvejende symbolsk handling fra russisk side?
Stepanyan: Du kan have ret i, at der ikke er tale om noget et overvældende beløb, hvis målet er reelt at trække eurolandene ud af deres gældskrise, men Rusland har udover de reelle økonomiske interesser desuden en interesse i at udvise velvilje overfor de EU-lande, som har hjulpet med at stille et WTO-medlemsskab i sigte. Man skal huske på, at russisk medlemskab af WTO har været og fortsat er en absolut topprioritet for landets regering. I den forstand kan du godt kalde det en symbolsk handling a la “vi støtter jer, hvis I støtter os”.

RÆSON: Vil det sige, at man fra russisk side er indstillet på unilateralt at støtte EU-landene?
Stepanyan: Man har set nogle interessante udmeldinger fra Kreml, som tyder på det. Rusland har vist sig villig til at give ganske konkret støtte til bestemte lande med henblik på at stabilisere euroen. Præsidentens rådgiver, Arkadij Dvorkovich, meddelte i starten af november, at man var villig til at frikøbe Spaniens samlede gæld. Han har således i kor med den mangeårige russiske finansminister Kudrin meddelt, at Rusland vil gå langt for at forhindre eurozonens lånemarked i at blive lammet og således lukke sig for de hurtigt udviklende økonomier, såsom Rusland, da dette ville ramme landet hårdt.
RÆSON: Hvordan påvirker denne udmelding om russisk enegang landets forhold til de øvrige BRIK-lande?
Stepanyan: Rusland har rigtigt nok isoleret sig fra de øvrige BRIK-lande med forslaget om at støtte eurozonelandene unilateralt. Set i det lys kan man sige, at eurokrisen har haft en splittende effekt på BRIK og stillet Rusland uden for den ellers ofte enige blok.

RÆSON: Hvordan ser Rusland på den pagt, som de 27 EU-medlemslande i maj sidste år indgik med henblik på at stabilisere eurozonens økonomi i det såkaldte EFSF-samarbejde?
Stepanyan: Her er Rusland fortsat, ligesom eksempelvis Kina, overvejende kritisk indstillet. Det skyldes, at man til en vis grad ser EFSF-samarbejdet som ikke bare et redskab i krisetid, men derimod som en lukket klub for den i forvejen stærkt sammentømrede gruppe af EU-lande. Når det er sagt, står det klart, som jeg sagde før, at en forværring af krisen i eurolandene på ingen måde er et drømmescenarie for Rusland. Man har derfor fra russisk side allerede givet udtryk for villighed til at samarbejde med EFSF.

RÆSON: I marts er der præsidentvalg i Rusland, hvor premierminister Putin efter al sandsynlighed bliver valgt til præsident igen. Tror du, at valget kan få betydning for den officielle holdning til eurosamarbejdet og villigheden til at hjælpe EU-landene ud af krisen?
Stepanyan: Det korte svare er nej. Putin og Medvedev har ikke adskilt sig betydeligt fra hinanden i deres syn på europolitikken, så når Putin kommer til magten igen i 2012 vil den officielle holdning være den samme.

RÆSON: Hvad er de fremtidige udsigter for Ruslands forhold til G20-samarbejdet?
Stepanyan: Man kan sige, at Rusland spiller på flere heste. Medvedev har meddelt, at Rusland vil være vært for G20-mødet i 2013, og gentagne gange gjort klart, at landets fremtidige udvikling afhænger af samarbejdet. Men samtidig ser det ud til, at Rusland retter en del energi mod det årlige APEC-møde (Asia-Pacific Economic Cooperation, red.), som i 2012 for første gang afholdes på russisk jord. Dette kombineret med den aktuelle eurokrise har fået flere kommentatorer til at spekulere i, om Rusland vil skifte fokus væk fra den ustabile eurozone hen imod de blomstrende asiatiske økonomier.
RÆSON: Set i dette lys, hvordan spår du så, at forholdet mellem Rusland og eurozonelandene vil udvikle sig de kommende år, og hvad vil have størst betydning for dette forhold?
Stepanyan: Det primære forhold, som i mine øjne vil definere samarbejdet de kommende år, og som også pt får en del omtale i russiske medier, er EU’s relativt nye Tredje Energipakke, som blev vedtaget tidligere på året, og som indebærer, at gasmarkedet liberaliseres. Konkret betyder det, at EU i fremtiden bliver mindre afhængig af russisk gasleverance. Den russiske energiminister Sergej Shmatko har været yderst kritisk omkring pakken, som han mener er stærkt diskriminerende og vil have mærkbar negativ betydning for Ruslands eksportøkonomi ved at ramme Ruslands gasmonopol, Gazprom, hårdt. Med fare for at lyde pessimistisk mener jeg, at pakken vil medvirke til, at Rusland de kommende år gradvist retter sig mere mod det asiatiske marked, hvorved det russisk-europæiske forhold fastfryses. De videre konsekvenser heraf vil jeg ikke spå om.

RÆSON: Men mener du, at det ømfindtlige energispørgsmål kan være årsag til den lidt pludselige håndsrækning fra russisk side mod de kriseramte EU-lande?
Stepanyan: Der er ingen tvivl om, at EU’s Tredje Energipakke er ekstremt uønsket for Rusland, og at man vil gøre alt for at fastholde det europæiske gasmarked. Den russiske udmelding om at hjælpe EU ud af krisen kan man se som et taktisk skridt i den energikonflikt.
RÆSON: Er det så sandsynligt, at det rent faktisk vil kunne påvirke EUs energipolitik?
Stepanyan: Situationen er jo lidt speciel, fordi EU i russiske øjne sådan set har forpligtet sig til et energisamarbejde med Rusland, blandt andet via den omdiskuterede Nord Stream-gasledning, som via Østersøen skal føre russisk gas direkte fra Rusland til Tyskland uden om Østeuropa. Så mit svar vil være, at situationen står temmelig åben. Spørgsmålet er, hvad der vil koste dyrest i det lange løb for EU: At takke ja til russisk støtte nu og samtidigt beholde en ufordelagtig energiaftale eller at insistere på at liberalisere gasmarkedet og så undvære den russiske støtte i den aktuelle krise.

Jakob Mygind Korsby (f. 1984) er specialestuderende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Jacob har studeret politologi ved Sankt Petersborg Universitet. ILLUSTRATION: Dmitri Medvedev og Nicolas Sarkozy til G20-topmøde i Cannes 3. november 2011 (foto af francediplomatie).