01.11.2011

HVEM SKAL UDFORDRE OBAMA? RÆSON portrætterer op til det amerikanske primærvalg fra januar-juni 2012 de republikanske kandidater, der har størst vinderchancer. En af dem bliver Barack Obamas udfordrer ved præsidentvalget til november 2012. Her primærvalgets store overraskelse, forretningsmanden fra Georgia Herman Cain.

Af Rasmus Damkjær Christensen

Læs også
– Rick Perry: Den nye favorit
– Mitt Romney: Den stille favorit
– Michelle Backmann: Den højlydte outsider (GRATIS)

Det lignede et politisk dødsstød, da en journalist fra netavisen Politico gik den førende republikanske præsidentkandidat Herman Cain på klingen vedrørende en skrinlagt sag om sexchikane. Afsløringerne kommer, lige som Cains popularitet når nye højder, og de første reaktioner er ikke sene til at kalde afsløringerne en næsten uoverkommelig forhindring for den tidligere chef for Godfather Pizza.

Det er ikke første gang, eksperterne har dømt Cain ude. Allerede ugen inden, historien om sexanklagerne kom frem, spåede mange ham ude efter en dårlig debatpræstation, en kontroversiel abortudtalelse og en vævende kurs på hans meget omtalte økonomiske plan. Men i stedet susede Cain frem i en meningsmåling foretaget af New York Times og CBS News, der gav ham støtte fra 25 procent af de Republikanske vælgere, mens favoritten Mitt Romney kunne bryste sig af 21 procent og Texas-guvernøren Rick Perry blot sølle 6 procent.

Selv med den store opbakning er der dog mange, der tvivler på Cains vinderchancer. Den tvivl vil kun vokse, når sexchikanesagen i den kommende tid verserer. Dertil kommer de allerede eksisterende problemer med mangel på kampagnemidler og et effektivt organiseret valgapparat, som sandsynligvis kommer til at gøre ondt, når delstatsvalgene nærmer sig på den anden side af nytår – hvis han altså når så langt.

Gav Clinton tørt på i 1994
Herman Cain er ikke så friskt et ansigt i amerikansk politik, som mange gør ham til. Han var allerede i det politiske rampelys for 17 år siden. Dengang var Cain en ukendt direktør for den voksende fast food-kæde Godfather Pizza, og stærkt skeptisk over for den nye præsident Bill Clintons forslag om en national sundhedsreform.

Den skepsis bragte Cain med sig, da han mødte op til et TV-transmitteret vælgermøde i april 1994. Formålet med udsendelsen var egentlig, at Clinton skulle sælge sine reformideer til nationen ved at tage spørgsmål fra folk rundt i landet. Umiddelbart lignede det en ulige kamp mellem den skarpsindige præsident og erhvervsmanden fra pizzakæden. Cain satte imidlertid Clinton til vægs i en debat om de dilemmaer, som sundhedsreformen ville stille arbejdsgivere i.

Dagen efter var pizzamanden, der havde givet præsidenten tørt på, den store historie i hele landet. Cain havde formået at personificere bekymringerne omkring Clintons omfattende reformer, ganske som Joe the Plumber gjorde det over for Barack Obama under præsidentvalget i 2008. Cains optræden gjorde dog mere varig skade. Clintons reform kuldsejlede, og som en udløber af hele fiaskoen tog Republikanerne et jerngreb om Kongressen ved Midtvejsvalget i november 1994.

Politisk læretid som lobbyist
Med sin TV-optræden som løftestang skiftede Cain stille og roligt spor fra direktionsgangene til de bonede gulve i Washington. Dog ikke som folkevalgt politiker. I 1996 arbejdede han som rådgiver for årets republikanske præsidentkandidat Bob Dole, men endnu vigtigere overtog han tøjlerne for den magtfulde lobbyistgruppe The National Restaurant Association. I sine næsten tre år her arbejdede Cain blandt andet sammen med repræsentanter fra cigaretindustrien i et forsøg på at kuldsejle rygeforbud i restauranter. Han kæmpede også mod at hæve mindstelønnen, og lobbyede aktivt mod en nedsætning af den tilladte alkoholpromille, som et led i bekæmpelse af spirituskørsel.

Det var også i denne periode, at Herman Cain efter sigende blev for nærgående over for to af sine kvindelige ansatte. Efter en intern proces forlod begge ansatte The National Restaurant Association med, hvad der efter sigende var lufttætte tavshedsklausuler og femcifrede erstatninger. Erstatninger, som Cain nu afviser at kende til.

Selvom hans handlinger i embedet nu kan koste ham dyrt, så er der ingen tvivl om, at tiden i Washingtons trædemølle var med til at klæde Cain på til det næste kapitel i hans liv.

De gav ham 20 % chance for at overleve
I 1999 skiftede han fra lobbyist til politiker. Og han startede ambitiøst: Han bød ind på den republikanske kandidatbillet til præsidentvalget i 2000. Ikke overraskende kunne han ikke stille meget op mod de etablerede senatorer og guvernører, som flokkedes til valgkampen. Han trak sig før kampagnen for alvor var gået i gang med en parole om, at det mere havde handlet om at sende et budskab end om at vinde nomineringen.

Samme undskyldning kunne ikke rulles ud, da Cain fire år senere tabte i sit andet forsøg på at blive valgt ind i Washington. Denne gang var ambitionsniveauet afstemt og sigtet rettet mod en plads i Senatet for fødestaten Georgia, men alligevel lykkedes det ikke. Han tabte til kongresmedlemmet Johnny Isakson.

Forsøget på at blive senator var Cains sidste forsøg på at blive folkevalgt i 8 år. Han genoptog lobbygerningen, men stod i 2006 over for en langt større udfordring i form af en fremskreden kræft i tarmsystemet og leveren. Lægerne gav ham en tyve procents chance for at overleve. Et år, en omgang hård kemoterapi og en operation senere kunne han erklæres rask. Herman Cain har ved flere lejligheder omtalt sin helbredelse for kræft som en stærk, næsten religiøs, motivation til at genoptage sit politiske arbejde. ”Gud sagde: Ikke endnu Herman – du har stadig et arbejde, der skal gøres”, er Cains faste replik omkring sit sygdomsforløb.

Radiovært og Tea Party-entusiast
Cain fandt en ny tilgang til politik, da han tiltrådte som radiovært ved sit eget program The Herman Cain Show, der blev sendt fem gange om ugen i Atlanta. Samtidig trådte han ind imellem til som gæstevært på det nationale talk radio-program The Neal Boortz Show.

Det var igennem radiomediet, at Herman Cain kommunikerede sin forkærlighed for den Tea Party-bevægelse, som begyndte i slutningen af 2008 og slog igennem i starten af 2009. Bevægelsens politiske toner harmonerede med Cains egne synspunkter – især begges mærkesag om mindre statslige udgifter og lavere skatter. Mere end 10 år efter sit første halvhjertede forsøg på at vinde den republikanske nominering vendte Cain derfor igen retningen mod Det Hvide Hus.

Ind i valgkampen 2011
Allerede i første del af 2010 begyndte han kraftigt at hentyde til et kommende kandidatur. ”I må huske i 2011, at mange vil forsøge at vinde den republikanske nominering, men at der måske også er en outsiderkandidat, som I endnu ikke kender,” sluttede Cain sin tale ved et stort republikansk vælgermøde i 2010.

Hans officielle annoncering kom først i marts 2011, men på det tidspunkt havde han allerede været indberegnet som kandidat i flere måneder. Han slog på sine erfaringer fra det private erhvervsliv og den vanlige retorik om ikke at være en del af det etablerede Washington. Efter at have hængt i midten af feltet igennem første del af 2011 fik han et gennembrud ved en kandidatdebat i september. Cains skatteplan og klare, simple svar vandt stor applaus, og ved den efterfølgende straw poll-afstemning vandt han sin første sejr med 37 procent af stemmerne.

Snupper stemmer fra Perry og Bachmann
Siden da har Herman Cain konsekvent ligget i toppen af de afstemninger og meningsmålinger, som dagligt foretages blandt republikanske vælgere. Især nationalt står han stærkt, men også i afgørende stater som Ohio synes han at nyde stor opbakning.

Cains succes er primært kommet på bekostning af to af feltets andre kandidater: Rick Perry og Michelle Bachmann. Perry virkede i uovervindelig, men ringe debatpræstationer har sendt ham ned af rangstigen. Alligevel mener mange stadig, at han er den stærkeste udfordrer til Mitt Romney.

Bachmann var i lang tid Tea Party-bevægelsens kæledægge. I begyndelsen af 2011 så hun ud til at nyde stor opbakning, men dårlig presse og en lang række problematiske udtalelser, rangerende fra uheldige og faktuelt forkerte til det decideret skræmmende, synes at have sendt størstedelen af hendes støtter i favnen på Cain.

Han har ikke lavet penge nok
Spørgsmålet har dog været, om Cain kan formå at holde på de vælgere, som ifølge meningsmålingerne flokkes til ham i disse dage. Det spørgsmål er blot blevet mere aktuelt af de gamle sexchikanesagerne – selvom han altså blev frikendt dengang de kørte. Allerede før de dukkede op igen, så det ikke lovende ud for valgkampens næste fase.

Cain står dårligt i de stater, som ligger tidligt i primærvalget og som ofte vil afgøre om en kampagne brister eller bærer. Ligeledes har han ikke fået gang i den fund raising, som også kan være afgørende. Ved udgangen af september havde Cains kampagne blot 1,3 millioner dollars, mens både Mitt Romney og Rick Perry havde omkring 15 millioner. Herman Cain er en velhavende mand, men ikke velhavende nok til personligt at finansiere sin kampagne.

Cains manglende kampagnevirksomhed i afgørende stater er desuden blevet tolket som et tegn på, at han er mere ude efter at promovere sin egen person og nyligt publicerede selvbiografi end på reelt at vinde nomineringen. Ganske som Donald Trump benyttede det store postyr om den republikanske nominering til at promovere den seneste sæson af sit TV-show.

Skulle det ende med, at Herman Cain dropper ud af valgkampen, så bliver det spændende at se, hvordan hans opbakning fra Tea Party-baglandet fordeler sig. Det kan ende med for alvor at skyde gang i Rick Perrys kampagne. Eller opbakningen kan visne lidt væk ved at fordele sig bredt, hvilket stort set vil garantere Mitt Romneys kroning som republikanernes præsidentkandidat.

Kan Cain være en varig forelskelse?
Hvis Herman Cain afgør primærvalget, er det altså mest sandsynligt, at det bliver ved sit fravær. Men han har stadig selv en chance. Arnold Schwarzeneggers kampagne overlevede lignende sexchikaneanklager.

Siden nederlaget i 2008 har det Republikanske Parti undergået en forvandling. Selvom mange etablerede kræfter stadig sidder på tunge poster, så er det i høj grad de Tea Party-venlige politikere som Palin, Bachman og Paul, der har tegnet partiets offentlige profil. Den store højre-populitiske bevægelse har ikke bare ændret magtbalancen, men i en hvis forstand også magtstrukturen i the Grand Old Party. Hvor der før var strikse hierarkier, er der nu flere magtfulde grupperinger.

Konsekvensen kan blive, at de vedtagne deviser, som eksisterer omkring Republikanerne, ikke længere er gyldige. Det gælder måske også den gamle sandhed om, at ”Demokrater forelsker sig, Republikanere forliger sig” [Democrats fall in love, Republicans fall in line, red.].

Det er dog ikke sikkert, at det nye Republikanske Parti er lige så pragmatisk en størrelse som det parti, der slog sig til tåls med John McCain for fire år siden. Så hvis Herman Cain formår at fyre op under den forelskelse, som lige nu synes at eksistere mellem ham og det republikanske bagland, og udnytte den antipati, som en stor del af samme gruppe føler over for forligskandidaten Romney, så kan vi være på vej mod en sejr til outsideren. Oddsene er ikke på Cains side – men det har de på den anden side aldrig været.

Rasmus Damkjær Christensen (f. 1982) er kandidat i amerikanske studier fra Syddansk Universitet og har også studeret amerikanske studier ved Ludwig Maxillian Universitet i München. Han skrev speciale om amerikanske præsidentvalgkampe og var fra 2008 til 2011 ansat som programmedarbejder i DR Nyheder. Han arbejder som kommunikationsrådgiver for KommunikationsKompagniet. ILLUSTRATION: Stillbillede fra Herman Cains valgvideo.