24.09.2011

”Tyskerne begynder at sætte et prisskilt på Europa”. Det siger Ulrike Guérot, leder af den tyske afdeling af den højagtede tænketank European Council on Foreign Relations, til RÆSON. Europa er i en brydningstid: “Det projekt, der tegner sig i Europa nu, som formodentlig kan ende i et tættere finanspolitisk samarbejde om eksempelvis euro bonds, er en komplet institutionel nyskabelse i EU. Det er som med de lejlighedsrenoveringer, der sker i Berlins gamle bydele: Udefra ligner lejlighederne sig selv, men indeni er inventaret revet ud og erstattet af noget helt nyt.”

INTERVIEW af Kim B. Olsen, BERLIN

I næste uge retter Europas øjne sig igen mod Berlin. Torsdag stemmer Forbundsdagen om ændringerne for euroens redningsplan European Financial Stability Facility (EFSF). Kansler Angela Merkels borgerlige bagland advarer imod, at Tyskland udvikler sig til en permanent redningsplanke for kriseramte Sydeuropa.

RÆSON: Den tyske regering er siden krisen for alvor brød ud i efteråret 2009 blevet kritiseret kraftigt for dens manglende krisehåndtering. Du har i denne sammenhæng argumenteret for at spørgsmålet om euroens fremtid er blevet til “det nye Tysklandsspørgsmål”. Hvordan kunne diskussionen om den fælles valuta komme til at handle om Tysklands rolle i Europa?
Ulrike Guérot: Tysklands rolle i Europa er forandret. Tyskland er kommet videre end det var i perioden mellem 1949, hvor republikken fik sin grundlov, og 1989 ved Murens Fald og afslutningen af den Kolde Krig. Dengang holdt man fast i de udenrigspolitiske paradigmer om en stærkere europæisk integration og et stærkt transatlantisk forhold. Det var to sider af samme sag, og var betinget af det 20. århundredes krige. Tyskland vokser nu ud af disse paradigmer – deres forhold til historien ændrer sig. Tyskerne begynder nu at sætte et prisskilt på Europa. Ideen om ”Europa til enhver pris” dominerer ikke længere. Den historiske tvang til det europæiske projekt ikke er så stærk længere.

RÆSON: Hvor kommer impulserne til denne forandringsproces fra? Er det et folkeligt pres eller en ændring i den politiske klasse?
Guérot: Jeg vil mene, at der sker synkrone forskydninger på begge niveauer. På befolkningsniveau er der to oplevelser: På den ene side kan det godt være, at Tyskland vinder relativt på det europæiske fællesskab, men det gør taberne i globaliseringsprocessen ikke. De vender sig derfor mod Europa. På den anden side vokser der også i Tyskland en større europæisk elite, som ser Europa som en selvfølge, der ikke længere skal kæmpes for – men også her er der sket forskydninger. Merkel er ikke Kohl, hun har ingen krigsforgangenhed. Forbundsdagen blev ved seneste valg i 2009 meget forynget. Og så har genforeningen, i positiv forstand, givet et nationalt rykstød. Samlet betyder dette, at den tyske indenrigspolitik bestemmer landets udenrigspolitik i meget højere grad end tidligere.

RÆSON: Den nye chef for det liberale parti FDP, Philipp Rösler, foreslog som den første regeringspolitikker, at en delvis insolvens af Grækenland er en reel mulighed. Det blev af tyske medier set som et skridt i en anti-europæisk retning. Hvordan vurderer du denne usikre kurs i regeringssamarbejdet?
Guérot: Efter min mening har Rösler endnu ikke den store Europapolitiske erfaring. De liberale har en stærk pro-europæisk tradition. Men partiet er i krise, meningsmålingerne er i bund, og derfor er der visse FDP-folk, der ikke kan modstå fristelsen til at fremkomme med populistiske forsøg på at skabe en anti-europæisk stemning. Men det afgørende er, at det ikke lykkedes. Ved delstatsvalget i Berlin sidste søndag fik FDP 1,8% af stemmerne. Det betyder, at euro-populisme ikke sælger i Tyskland. Det er trods alt et godt signal. Jeg fastholder, at det overvejende flertal af tyskerne stadig er pro-europæiske og ikke ønsker euroens endeligt.

RÆSON: Hvilke prioriteter har kansler Merkel for tiden i håndteringen af de gryende indenrigspolitiske EU-kvababbelser?
Guérot: Hvis vi forestiller os, at der dannes en ny balance mellem finans- og valutapolitik, kræver dette også en fornyet legitimering på det indenrigspolitiske niveau. Merkel må tage hensyn til at Forbundsdagen vil kræve at blive hørt, inden der træffes vidtrækkende beslutninger af regeringerne på det europæiske niveau, hvilket netop ligger i Forbundsdomstolens afgørelse om, hvorvidt EFSF’en er grundlovsstridig. Der er altså mange hensyn, der skal tages ved en sådan proces.

RÆSON: Hvorfor er processen så besværlig for kansleren?
Guérot: Man må forstå, at Tyskland er et stort skib. Store skibe har store vendekredse og er ikke nemme at manøvrere. Men det projekt, der tegner sig i Europa nu, som formodentlig kan ende i et tættere finanspolitisk samarbejde om eksempelvis euro bonds, er en komplet institutionel nyskabelse i EU. Det er som med de lejlighedsrenoveringer, der sker i Berlins gamle bydele: Udefra ligner lejlighederne sig selv, men indeni er inventaret revet ud og erstattet af noget helt nyt.

RÆSON: Har merkel stadig fuld kontrol over processen?
Guérot: Merkel er udsat for meget kritik for tiden, hendes crisis management bliver bedømt som ”too little too late”. Selv var jeg blandt de første, der i mine kritikker lavede ”Germany-bashing” sidste år. Men jeg synes, vi skal til at vende spørgsmålet om, for Tyskland har nu reageret. I denne sommer har vi haft en af de mest åbne, kreative og nyskabende diskussioner om fremtidens Europa og hvilke byggesten, der skal indgå i denne fremtid. Man kan kun ønske sig, at tyskerne ikke kommer til at stå alene i Europa med denne fornyelsesproces. Hvis italienerne, danskerne, franskmændene og hollænderne kommer og siger ”vi skal da ikke have mere Europa”, så bliver det svært. Vi må huske på, at euro bonds ikke er gratis. Hvis vi virkelig vil have et tættere politisk samarbejde i Europa, så skal alle også trække ved samme streng og alle må bidrage til forandringsprocessen.

RÆSON: Processen må, som så ofte i Europas historie, forventes at blive skubbet frem af den tysk-franske integrationsmotor. Hvor ligger de største udfordringer for samarbejdet mellem Merkel og Sarkozy?
Guérot: Tyskland har skændes med franskmændene i evigheder om, hvordan økonomisk styring bedst foretages i Europa. Det føderale Tyskland over for det centralistiske Frankrig. Forskellene kunne næsten ikke være større. Men jeg vurderer, at de ophedede diskussioner er positive, fordi de er nødvendige. For hvis euro bonds og et tættere finanspolitisk samarbejde virkelig bliver løsningen, så skal legitimiteten på det europæiske niveau sikres på ny. Ikke mindst den tyske Forbundsdomstol minder jævnligt om, at parlamentarismen ikke må trædes under fode. Tyskerne er meget bevidste om at sikre den parlamentariske legitimitet i Europa. Denne tradition er mindre stærk i Frankrig. Det er vigtigt at huske denne forskel, fordi euroen er et politisk projekt. Eurokrisen handler også om at finde enighed i grundlæggende demokratiske spørgsmål. I diskussioner om gældsnedskæringer og fælles statsobligationer må vi ikke overse de dybere politiske diskussioner, der kræves for at skabe en stabil enighed om euroens og Europas fremtid.

Kim B. Olsen (f. 1986) er RÆSON’s Tysklandsredaktør og specialestuderende i statskundskab ved Københavns Universitet. Han har studeret international og tysk politik ved Freie Universität i Berlin, og har senest ved UC Berkeleys Institute for German and European Studies forsket i Tysklands rolle i eurokrisen og nyere udviklinger i tysk udenrigspolitik. ILLUSTRATION: Mangel på holdånd? Europæiske ledere til 20-års jubilæumet for Murens Fald (foto af Kim B. Olsen).