14.09.2011

Trine Mach’s kritik af Liberal Alliances plan er fuld af fejl. Og mere overordnet: Ingen seriøse økonomer tvivler på, at lavere skat og en større arbejdsstyrke (pga. tilbagetrækningsreformen) vil skabe vækst. Ved at forsømme reformerne svigter SF samfundets svageste, som vil betale prisen for nedturen.

KOMMENTAR af Søren Kenner, formand for visionsgruppen, LA

Trine Mach, der er kandidat for SF i København, skriver i en kommentar i RÆSON om Liberal Alliances vækstplan, at det er den ’mest useriøse plan, noget parti har fremlagt’. Mach anerkender, at planen udpeger 15,3 mia. i konkrete nedskæringer m.m., men sætter spørgsmålstegn ved planens andre dele: “Hvad angår besparelserne, er der konkrete forslag til nedskæringer og brugerbetaling for samlet 15,3 mia. (beskæring af erhvervsstøtte og dagpenge, ny brugerbetaling i sundhedsvæsnet). […] Værre ser det ud med den øvrige finansiering”]. LA har I planen udpeget 3 områder, som Mach betvivler:

1 Effektivisere den offentlige sektor = 20 mia.
2) Tilbagetrækningsreform = 22 mia.
3) Yderligere udlicitering = 15 mia.

Machs Påstand 1: Indtægten fra effektivisering af den offentlige sektor er usikker
En stor del af dette felt vedrører direkte besparelser på lønninger i det offentlige ved at man reducerer arbejdsstyrken med 5%. Man kan være imod forslaget, men ikke nægte at det giver 16 mia. (af de 20), som man altså kan starte med at lægge oveni de første 15.3.

Machs påstand 2: Gevinsten ved tilbagetrækningsreformen er usikker.
Dette er ligeledes noget sludder. Der er intet usikkert ved det beløb, man får ind ved at afskaffe efterlønnen og sætte pensionsalderen op til 68 år. Beløbet her er uafhængigt af, om der er krise eller ej. Det er slet og ret de penge, man sparer ved øvelsen.

Machs påstand 3: Gevinsten ved udlicitering er usikker
Mach påstår, at det er meget usikkert, om man kan hente de 15 mia., Liberal Alliance foreslår, gennem bedre udliciteringer. Svaret hertil er, at det kommer an på, hvilken politisk villighed man har. Hvis man f.eks. reducerer kommunernes budget med den andel af de 15 mia., som de hver især er ansvarlige for og selv lader dem løse udfordringen (gerne med hjælp omkring håndtering af praktikken), så kan tallet komme til at passe præcis. Hvis man ønsker at gå mindre hårdhændet til værks, er det da bestemt muligt, at man ikke kan nå lige så gode resultater – men enhver, der har sat sig ind i, hvor ineffektivt det offentlige er som indkøber, ved, at der er rigtig mange penge at spare her. Det er imidlertid uvæsentligt for denne diskussion, da Liberal Alliances plan er fuldt finansieret selv uden bidraget fra udlicitering.

Machs påstand 4: Konklusioner fra DREAM er usikre
Den uafhængige institution DREAM (der også laver beregninger for bla. Finansministeriet, Erhvervsministeriet og diverse kommissioner) har beregnet effekten af Liberal Alliances forslag og konkluderer, at det frem mod 2020 vil kunne give op mod 210.000 fuldtidsarbejdspladser, vende et offentligt underskud til overskud allerede i 2014 samt forbedre landets BNP med 166 mia. kr.

Hertil indvender Mach, at man ikke kan være sikre på, at de beregninger DREAM har lavet er rigtige – eller for den sags skyld, at samfunds-udviklingen vil gå sådan som beregnings-modellen forudsætter. Det er fuldstændig korrekt. Som DREAM’s forskningschef Peter Steffensen selv påpeger: ”Hvis krisen er overstået i 2020, og der ikke er opbygget en alt for stor pukkel af langtidsledige – så er det rigtigt (hvad modellen viser). Hvis det ikke er tilfældet, er det ikke rigtigt.”

Men sådan er det jo med alle beregningsmodeller – også S-SF’s og VKs. Beregninger af denne type er altid ’alt andet lige’. Men det, som man i virkeligheden bør hæfte sig ved her, er, at ingen seriøse økonomer (eller for den sags skyld erhvervsdrivende) sætter spørgsmålstegn ved, at kombinationen af lavere skatter og en større arbejdsstyrke (pga. tilbagetræknings-reformen) vil skabe vækst. Om det drejer sig om 100.000, 150.000 eller 200.000 job kan sagtens komme an på omstændighederne – men at det foreslåede tiltag stukturelt set giver den bedste chance for vækst, er indiskutabelt.

S-SF’s planer indeholder langt større usikkerhed
I sin nedladende anmeldelse af Liberal Alliances plan skriver Mach: ”Den politiske debat skal naturligvis forholde sig til fakta, og økonomiske planer som LAs bør dømmes ude i valgkampen.” Hun overser, hvor usubstantielt et grundlag hendes egen S-SF plan hviler på. Uden at kaste sig ud i at skille den ad i atomer kan man i flæng nævne følgende:

10 mia. gennem bedre uddannelse. S-SF påstår, at bedre forskning og uddannelse skulle give 10 mia. i indtægter uden at kunne forklare præcis hvordan.

12 minutter giver 15 mia. Tilsvarende skulle 12 minutters ekstra arbejde kunne give 15 mia. kr –– men vi har aldrig fået at vide præcis hvordan. Hvis de 12 minutters ekstra arbejde skal være med fuld løn som FOA’s Dennis Kristensen fastholder, kan regnestykket ikke gå op (så er der reelt bare tale om tab af produktivitet) –– og det er også svært at se, hvordan man skal vride 12 minutter ekstra ud af den del af det private erhvervliv der går med slips – her arbejder man jo i forvejen en god portion mere end 37 timer om ugen.

Sidst men ikke mindst mangler S-SF at redegøre for, hvordan højere skatter og en større offentlig sektor skal kunne skabe vækst og stoppe flugten af job til udlandet. Spørger man landets erhvervsledere, siger de jo det modsatte. At den eneste måde at få dem til at holde jobbene i landet er at sænke skatten.

Gældfærdskoalitionen
Machs analyse af Liberal Alliances plan er et useriøst og reelt ubegrundet partsindlæg, der nok i højere grad ønsker at så tvivl end reelt at ville analysere og forholde sig konkret til forslaget. Årsagerne hertil kan være mange – men mest oplagt er nok det faktum, at S-SF jo forsøger at finde deres vælgere i gældfærdskoalitionen’ – de 2/3 af stemmerne, der enten forsørges eller aflønnes af det offentlige. Og til disse vælgere er man ikke i stand til at fortælle sandheden: At Danmark ikke har råd til at have 2 millioner mennesker på forsørgelse plus en offentlig sektor med 840.000 ansatte – og at vi på et eller andet (snarligt) tidspunkt bliver tvunget til at gennemføre reformer, som vil medføre, at der skæres i både velfærd og mængden af offentlig service.

Hvis man virkelig var socialt ansvarlig, ville man gennemføre disse reformer nu, hvor vi stadig har en god chance for at vende skuden og skabe grundlag for fremtidig velfærd. Det er jo det, Liberal Alliances plan handler om – at reagere prompte, så vi kan skabe vækst og nye job og dermed få råd til velfærd også fremover.

Prisen for at vente med at gennemføre disse reformer bliver høj og den vil skulle betales af de socialt svageste. Det er dybt asocialt. Men det er ikke desto mindre præcis den politik, S-SF går til valg på.

At Trine Mach på den baggrund tillader sig at kritisere Liberal Alliance for at have en ’useriøs plan’ virker lidt som at kaste med sten, når man selv bor i et glasparnas af de allerhøjeste.

FOTO: Trine Mach