08.09.2011

Vesten må revurdere sin forståelse af Mellemøstens islamister. Årtiers alliancer med diktatoriske regimer blev undskyldt med frygten for, at religiøse fundamentalister skulle komme til magten. Men hvor blev de af, de frygtede islamister, nu hvor regimerne falder?

INTERNATIONAL KOMMENTAR af Brian Esbensen

DET ARABISKE OPRØR får formentlig ikke blot vidtrækkende konsekvenser i regionen, men også for Vestens forståelse af den. Idéer som ’clash of civilisations’-teorien og den beslægtede ’orientalisme’, der i årtier har domineret og påvirket vestens analyse af Mellemøsten, vil forhåbentligt lide samme skæbne som de arabiske diktatorer. Befolkningerne kræver politisk frihed og økonomisk udvikling. Nærmest uden undtagelse har man set og hørt meget lidt til de religiøse fundamentalister, som de autoritære ledere over for Vesten hævdede, at de var bolværket mod. Det er interessant, hvordan samtlige aktører synes at have haft en interesse i at forstørre islamisternes rolle. Diktatorerne, af indlysende grunde, da de har ønsket at bibeholde magten. Vesten for at sikrer stabilitet, hvilket de autoritære regimer har kunnet levere. Islamisterne for at fremstå vigtige og mere indflydelsesrige end de reelt er; de har derfor bidraget til det fortegnede billede af deres betydning. Men det er netop et fortegnet billede. For siden oprøret startede, har islamisterne vist sig ikke at spille nogen nævneværdig rolle. Oprørernes retorik og billedsprog har om noget været nærmest sekulært og liberalt. Religiøse symboler og politisk islam har glimret ved sit fravær.

DERMED IKKE SAGT, at de islamistiske grupperinger ikke findes, eller at de ikke har haft en hvis indflydelse i Mellemøsten. De er der. Blot ikke i det antal og med den centrale rolle, som de er blevet udråbt til at have. Den analyse deler nogen af verdens fremmeste Mellemøstenkendere, Edward Said og Fred Halliday også. Men den har ikke rigtig påvirket mainstreamopfattelsen af sammenhængen mellem religion og politik i regionen.

TILBAGE I 1960’ERNE STØTTEDE VESTEN OGSÅ mellemøstlige regimer, blandt andet i Egypten, fordi man også dengang var nervøse for oppositionen. Men her var det ikke islamister, man frygtede. Det var de venstreorienterede, de panarabiske og de pro-palæstinensiske grupperinger. Datidens arabiske opposition var nok i modstrid med Vestens præferencer, men dog sekulær og inspireret af vestlig politisk tænkning. At islamistiske grupper flere steder overhovedet har opnået en tilslutning, der kunne berettige en reel nervøsitet hos de bestående regimer, skyldes paradoksalt nok netop antiautoritære holdninger hos befolkningerne, snarere end et ønske om et religiøst styre. Dette har længe været en udbredt tolkning blandt kendere af regionen, og det støttes af et helt nyt studie, fortaget af tænketanken Al-Ahram Center for Political and Strategic Studies (ACPSS). Studiet tager udgangspunkt i Egypten efter Mubarak og viser, at de islamiske partier nyder støtte fra omkring 25-30 % af egypterne, hvilket for det første ikke er overvældende, og netop skyldes en mængde multifacetterede faktorer. Som direktøren for det Dansk-Egyptiske Dialog Institut, Jakob Erle, sagde i Information 1 august, 2011, skal de tal tages med lidt mere end et gran salt. For det muslimske broderskab var ganske vist forbudt under Mubaraks regimet, men reelt førte man en politik, hvor islamisterne fik et vist spillerum. Det gør, at de i dag, som den eneste oppositionsaktør, står med en stærk og velfungerende organisation og et netværk, der kan bruges i den nye semidemokratiske virkelighed. Alle andre partier, civile organisationer og grupper må starte helt fra bunden, idet de netop var forhindrede i at virke under diktaturet, og det stiller dem mærkbart dårligere, i forhold til de etablerede islamister.

STUDIET FRA ACPSS viser, at kun 15 % af egypterne faktisk ønsker et islamisk styre, selvom en del flere støtter de religiøse partier. Det er komplekst og der er et utal af grunde til, at de islamiske grupperinger trods alt nyder en vis støtte. Studiet peger på, at mange ser de religiøse partier som ’rene’; forstået på den måde, at de i modsætning til regimerne ikke er korrupte. Netop den pointe viser fremhæver lignende studier fra fx Libanon og det Palæstinensiske selvstyre også. Det er altså især i en reaktion mod autoritære, antidemokratiske og korrupte samfund, at man vender sig mod islamistiske partier. Og altså ikke nødvendigvis et tegn på en udemokratisk indstilling og stærk religiøs tænkning. Hermed ikke sagt, at islamisterne med garanti ikke kommer til at spille en rolle. Slår de sig sammen med magthaverne fra de gamle regimer, er det ikke utænkeligt. For Islamisterne er det vejen til indflydelse; og for de gamle magthavere er det et nødvendigt onde, hvis man ikke skal opgive sin position og privilegier fuldstændigt i et nyt Mellemøsten Men det er kun et scenarie blandt flere, og ikke det mest sandsynlige. Islamisternes rolle i det arabiske oprør har været nærmest ikke-eksisterende. Det er også ved at gå op for mange iagttagere i Vesten. Oprøret er ikke kommet fra religiøse grupperinger. Tværtimod. Visse steder har regimerne forsøgt at puste til religiøse og etniske forskelle, men uden den store succes. Mange steder har protesterne været eksplicitte i deres stillingtagen til det aspekt. Vi er først og fremmest borgere og arabere, og imod undertrykkelse og diktatur, har det lydt fra oprørene, når regimerne har forsøgt at spille på sekteriske og etniske forskelle, mellem f.eks. kristne, drusere, sunni- og shia-muslimer.

VESTEN HAR IKKE RÅD TIL, at processen mod et frit, demokratisk Mellemøsten fejler. Den arabiske civilbefolkning har, som konsekvens af direkte vestlig støtte eller blot stiltiende accept af forholdene, måtte leve under brutale diktatorer i årtier. Nu er de første regimer faldet og der, hvor de består, har gaden mærket, at politisk frihed er opnåelig. Det er værd at bemærke, at de teorier, der danner grundlag for Samuel Huntingstons berømte og indlydelsesrige ’clash of civilisations’-tese, netop har deres afsæt i antagelser, som virkeligheden løbende har modbevist. Den forudsatte, at Vesten var særlig kompatibel med demokrati. På det tidspunkt var fx Latinamerika, Østeuropa/Sovjet og Sydeuropa styret af autoritære regimer, og man forsøgte at forklare udbredelsen af demokrati i Vesten og dets fravær andre steder med kulturelle og religiøse faktorer. Problemet var bare, at selv Vestens demokratiske udvikling var relativt ny og stadig svingende, ligesom mange af de lande, man netop regnede som forholdsvist resistente over for demokrati, fra 1970’erne og fremefter overgik til at være etablerede demokratier. Ligesom det nu sker i Mellemøsten.

MAN KAN HÅBE, at det, der er startet som en revolution i den arabiske region, vil føre til en mental revolution i Vesten. En revolution, hvor vi endelig forstår, at demokrati ikke er hverken en selvfølge eller det modsatte nogen steder i verden, men at det er noget, vi løbende må kæmpe for. Forhåbentlig vil det kunstigt skabte modsætningsforhold mellem den nære orient og Vesten falde sammen med de mellemøstlige regimer.

Brian Esbensen er Cand.Scient.Soc., med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han har boet i Mellemøsten i en årrække, og har bl.a. lavet et studie af demokrati i en arabisk/muslimsk kontekst i samarbejde med ’Centre for Strategic Studies’ i Amman, Jordan.

SKRIV EN KOMMENTAR TL RÆSON:
send dit forslag til redaktionen@raeson.dk