02.09.2011

”Det har handlet om at være med. Derfor er det politiske pres for resultater kommet alt for sent i Afghanistan. Det kom først for alvor i 2008 og 2009, og der havde vi tabt. Vi har ikke haft det civile genopretningsapparat på plads til at gøre de her ting til en succes. Og det har vi vidst hele tiden,” siger professor i international politik Mikkel Vedby til RÆSON. ”De sidste ti år har det handlet om at sætte penge ind på indflydelseskontoen hos amerikanerne, men har vi egentlig vidst, hvad vi ville stille op med det, vi havde sat ind? Når vi nu har fået plads ved morgenbordet hos Bush eller Obama, har vi så overhovedet været skarpe nok på, hvilke interesser den danske statsminister skulle tale om, mens han sad og nippede til sin kaffe? Nej.”

Af Naja Nielsen, RÆSONs Danmarksredaktør

Mikkel Vedby Rasmussen er grundlægger af Dansk Institut for Militære Studier, som i dag afholder seminaret Forsvaret og Valget.

RÆSON: I skriver i jeres oplæg til seminaret i dag, at den politiske udenrigsaktivisme trænger til et serviceeftersyn…
VEDBY: I de sidste 20 år har grundlaget for dansk udenrigspolitik været, at vi skulle være aktivistiske. Og det har måske på mange måder været mål nok. Om vi så deltog med en ubåd i en ørken, det var sådan set ligegyldigt, når bare vi deltog. Men det er ikke længere nok. Det har politikerne bare glemt. For det vigtige er netop, hvad vi vil opnå ved at være aktive.

RÆSON: Hvad vil vi opnå?
VEDBY: De sidste ti år har det handlet om at sætte penge ind på indflydelseskontoen hos amerikanerne, men har vi egentlig vidst, hvad vi ville stille op med det, vi havde sat ind? Når vi nu har fået plads ved morgenbordet hos Bush eller Obama, har vi så overhovedet været skarpe nok på, hvilke interesser den danske statsminister skulle tale om, mens han sad og nippede til sin kaffe? Hvad er det, vi vil opnå og hvad er vores interesser i en globaliseret verden – bortset fra at være med? I midten af 1990’erne var det med aktivisme en stor ting, men det er det ikke længere. Dengang handlede det om bare at sige ja til amerikanerne. Men som Libyen viser os tydeligt, så er amerikanerne ikke bare dem, der leder det hele længere. Og sådan som verden tegner sig, vil deres indflydelse blive mindre og mindre. Derfor er vi nu i en situation, hvor det er nødvendigt at tænke os om. Vi skal til at tale om, hvad Danmarks nationale interesser er. Vi må have et selvstændigt bud og ikke længere bare gøre som amerikanerne. Og det tror jeg faktisk, er noget, vi skal vænne os til. Det kræver en hel ny tankegang i Udenrigsministeriet. Det bliver svært at være mere aktive, end vi har været de sidste ti år, men vi skal prøve at få noget mere ud af at være aktive. Hvad har vi fået ud af at deltage i krigen i Afghanistan, bortset fra at sprede demokrati og åbne pigeskoler? Hvad har Danmark opnået? Det er virkelig svært at svare på, og det er det, vi skal blive bedre til at svare på. Jeg kan i hvert fald ikke se, hvad det er, vi skulle have opnået i Irak og Afghanistan.

RÆSON: Ole Wæver sagde næsten det samme i går til RÆSON: at de danske politikere har ikke forstået den nye verdensorden, hvor USA ikke er den eneste supermagt. Han sagde også, at Vesten for naivt kræver idealistisk handlinger fra det internationale samfund. Er du enig?
VEDBY: Jeg synes ikke dansk udenrigspolitik har været idealistisk, jeg synes den har været værdibåret. VKO har villet bevise, at Danmark står skulder ved skulder med vores allierede, og at danske soldater kan kæmpe på lige fod med andre soldater i Afghanistan. På den måde blev Afghanistan en front i værdikampen. Det synes jeg ikke er liberalisme i international politik, men det er værdipolitik. Og det var ikke sådan, jeg selv ville gøre det. Og jeg synes, det har nogle konsekvenser, fordi pludselig er det at være med vigtigere end at vinde. Eksempelvis kan det jo ende med, at man er fire år i Afghanistan uden at opnå noget – bare for at være der.

RÆSON: Mener du, at det er tilfældet?
VEDBY: Ja, bestemt. Danmark skulle have været meget mere bevidste om, hvad vi reelt gjorde. Vi har ikke haft det civile genopretningsapparat på plads til at gøre de her ting til en succes. Og det har vi vidst hele tiden. Også selvom vi sagde, at det kunne vi sagtens finde ud af. En af grundene er, at det har handlet om at være med, og derfor er det politiske pres for resultater kommet alt for sent. Det kom først for alvor i 2008 og 2009, og der var løbet kørt, der havde vi tabt. Og resten har handlet om at komme ud på en nogenlunde ærefuld måde.

RÆSON: Hvad er de væsentligste forskelle på rød og blå forsvarspolitik?
VEDBY: De er enige på mange punkter. Men hvis du ser på forskellen mellem R, S og Enhedslisten, eller forskellen mellem K, V, O og LA, så er forskellene i virkeligheden ganske store. Der er en grundlæggende enighed om besparelser og en aktivistisk udenrigspolitik. S-SF taler i Fair Løsning om, at de vil afsætte en halv milliard til en øget demokratisering- og sikkerhedspulje, regeringen derimod har været meget opsat på, at vi skal bruge militæret – samtidig med, at DF har været både lidt uenige med sig selv og regeringen i forhold til, hvornår vi skulle indgå i forskellige operationer. Der er store forskelle, men rød-blå-distinktionen fanger dem ikke.

RÆSON: Hvad bliver det vigtigste område inden for forsvarspolitik de næste fire år?
VEDBY: Regeringen har sagt, den vil spare to milliarder. Oppositionen har sagt det samme. Formentlig skal man spare mere, måske endda meget mere, hvis man tager hensyn til Forsvarets økonomiske situation. Det betyder, at man bliver nødt til at prioritere.

RÆSON: Hvad er dit råd til den kommende forsvarsminister?
VEDBY: At tænke sig rigtig godt om. Man kan ikke både spare penge og købe en masse kampfly. Hvis man beslutter sig for ikke at købe kampfly, så kan man i fremtiden ikke udføre operationer som i Libyen. Og hvis man skærer ned på hæren, så kan man ikke udføre operationer som den i Afghanistan.

Naja Bjørn Nielsen (f.1982) er RÆSONs Danmarksredaktør. Cand.comm og freelancejournalist. Tidligere ansat som student på DR2′s Debatten og hos Københavns forhenværende overborgmester Ritt Bjerregaard. Har desuden været redaktørassistent på Politikens ibyen.dk og arbejdet som student i Undervisningsministeriet. ILLUSTRATION: En amerikansk soldat i Afghanistan.