05.05.2010

Ifølge meningsmålingerne rider SF på en bølge direkte mod regeringsmagten. Imens er pressen gået på jagt blandt folketingsmedlemmer og græsrødder efter historier om splittelse i partiet. En konsekvens af topstyring i partiet og udviklingen i journalistisk selvforståelse, lyder det fra medieforskere.


Af Jesper Stegmann Mortensen, freelancejournalist

DER ER stående klapsalver, smil på læben og stor opbakning blandt de 700 partimedlemmer til formand Villy Søvndals tale ved åbningen af SF’s landsmøde 2010. Dagen efter vidner et hurtigt vue langs collagen af avisudklip i foyeren i Odense Congress Center om den omfattende dækning. Men ikke kun for det gode. Overskrifterne i landets aviser lyder: ”SF i opgør om DF”, ”Erhvervslivet: SF er endnu ikke stuerene” og ”Vi er ikke de røde socialdemokrater”. Ifølge medieforsker og ph.d., Camilla Dindler fra Afdeling for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, vidner de kritiske artikler om, at pressen har skruet bissen på over for SF:
      ”De mange kritiske historier om SF skyldes først og fremmest partiets forvandling fra protestparti til magtparti. De har haft nogle gode meningsmålinger og kan realistisk set komme i regering med Socialdemokraterne ved et valg. Derfor går medierne hårdere til dem. SF har overstået hvedebrødsdagene med medvind, nu kommer regnen,” siger Camilla Dindler.
      Fra observationsstudier på Christiansborg i 2008 kan hun berette om, hvor overraskede medarbejdere var over, hvor nemt det var at få gode historier i medierne. Alligevel var man dengang også klar over, at den gode omtale ikke ville ikke vare evigt. Det kan pressemedarbejder i SF, Tasja Parize, tale med om. Til trods for den generelt gode medieomtale af landsmødet var hun samtidig ”lidt rystet” over den manglende dækning af det rent politiske stof.

Fnidder og splittelse
”Nu hvor vi går efter at sidde i regering, er det naturligt, at der stilles større krav til SF’s politik. Men jeg synes, at der er mange proceshistorier. Det virker som om, journalisterne er mere optagede af at lede efter fnidder og intern splittelse end at beskæftige sig med det politiske indhold. Historierne er stort set skrevet på forhånd, og journalisterne leder ihærdigt efter udtalelser, der kan så splid i partiet og bekræfte myten om, at SF er villige til hvad som helst for at få magten,” siger Tasja Parize.
      En af de kritiske journalister er redaktør på Politiken, Lars Trier Mogensen. Op til og under landsmødet langede han ud mod SF for både at være et parti med en ungdomsgeneration, der kigger DF for meget i kortene på udlændingeområdet og samtidig mangler nye løsninger for den økonomiske situation med en stigende arbejdsløshed. Han mener, at det er en journalistisk opgave at være kritisk og dække splid i partierne og afviser, at de kritiske proceshistorier om SF skulle have taget overhånd.
      ”Det holder ikke at ville forsvare den lille mand med de samme ideer som regeringen til løsningen af job- og uddannelsessituationen. Som jeg ser det, holdes diskussionen og de reelle problemer nede i SF, fordi de vil i regering. Men når journalister får færden af uenighed i et parti, vil de selvfølgelig granske i konflikterne uanset, hvilket parti det er,” siger Lars Trier Mogensen.
      Politiken har dog ikke været ene om den kritiske tone mod SF. Også de andre dagblade har bragt historier med lignende vinkler.
      Ifølge lektor og ph.d. i journalistik på RUC, Mark Blach-Ørsten, skyldes pressens kritiske blik på SF, at partiet har været inde i en periode med negativ omtale, der er ved at bide sig fast.
      ”Det handler meget om, hvorvidt man har momentum eller ej. Kriteriet for konflikt går mange gange forud for substans, men specielt nu, hvor SF lidt er i en negativ spiral. Den bedste historie er altid den om splittelse i partiet, og jo mere et parti står som en samlet enhed, des mere interesse har journalisterne i at finde sprækkerne,” siger Mark Blach-Ørsten. Han uddyber det med, at stærk ledelse og topstyring af partiet derfor har været en nødvendig konsekvens, fordi emner med konflikt ofte er det bærende stof i journalistikken på Christiansborg.
      ”For bedre at kunne styre kommunikationen gennemgår SF den samme topstyringsproces som Venstre, DF og Socialdemokraterne. Den proces er hård, og nu går journalisterne efter proceshistorier, der handler om splid i partiet. Ved øget topstyring vil man forhindre pressen i gå efter historier, hvor formanden mener det ene og baglandet noget andet. Det er en åbenlys og ærlig måde at ville regeringsmagten på,” siger Mark Blach-Ørsten.

Kritiske røster
Få dage før SF’s landsmøde offentliggjorde Ugebrevet A4 en undersøgelse, hvor 3 ud af 4 vælgere mener, at Villy Søvndal har gjort det godt som partiformand. I SF’s bagland er støtten helt oppe på 93%. Tal, der vidner om, at det var et meget samlet parti med fuld opbakning til formanden, der gik til landsmøde i Odense.
      Alligevel var der kritiske røster blandt partiets folketingsmedlemmer. Ifølge Berlingske Tidende skulle Ole Sohn have truet partiets socialordfører, Özlem Cekic, på hendes ordførerskaber, hvis hun stod ved sit forslag om en afstemning om at holde DF uden for indflydelse ved næste valg. Noget Özlem Cekic hverken ville be- eller afkræfte.
Kresten Touborg langede ud efter Villy Søvndal for hans anbefaling af Thor Möger Pedersen som partiets næstformand. Möger Pedersen var da også eneste kandidat til posten, og med anbefalingen forhindrede Villy Søvndal indirekte andre i at turde at stille op lød det. Margrethe Auken udtalte, at hun gerne havde set klimadagsordenen bedre profileret i formandens åbningstale. Og netop åbningstalen var ifølge Kamal Qureshi et godt eksempel på, at udenrigspolitikken har måttet vige pladsen til fordel for den indenrigspolitiske dagsorden under landsmødet.
      ”Jeg synes, det var ærgerligt, at der ikke blev nævnt tilstrækkeligt om udenrigspolitikken i Villys tale. Der har været meget fokus på de indenrigspolitiske emner under landsmødet. Et landsmøde, der starter og slutter med fællessangen ’Internationale’, synes jeg også bør have noget internationalt ind imellem,” siger Kamal Qureshi. Han henviser til situationen i Mellemøsten og det globale arbejdsmarked som en nødvendig medspiller til at få vækst i Danmark.
      ”De udenrigspolitiske områder er meget vigtige – se bare på udliciteringen af arbejdspladser, som rammer de ufaglærte. Men fraværet af de emner skyldes, at meningsmålinger og fokusgrupper er blevet afgørende for, hvilke områder ledelsen vil satse på. Og indenrigspolitiske områder er altså nemmere at måle på, da det er svært at gå ud og love fred i Mellemøsten,” siger Kamal Qureshi.
      At Villy Søvndal og partilinjen bliver udsat for intern kritik overrasker ikke medieforsker Camilla Dindler. Hun ser kritikken som et simpelt, men naturligt tegn på, at der som følge af de mange nye medlemmer er uenigheder i partiet.
      ”Med Søvndal fik SF en masse nye medlemmer fra et lidt andet segment, og det har været en udfordring at få dem inkluderet uden at gå for meget på kompromis med det gamle. Mange af partiets nye medlemmer deler ikke nødvendigvis værdier med de gamle medlemmer, og det kan skabe konflikt om partiets linje,” siger Camilla Dindler.

Nye udfordringer
Med de nye medlemmer har SF mere end fordoblet medlemstallet fra 8.000 til 18.000, siden Villy Søvndal blev valgt som formand for fem år siden. En udvikling, partiets nye næstformand, Thor Möger Pedersen, anerkender også har sine udfordringer. Alligevel frygter han ikke, at afstanden mellem græsrødderne og partitoppen bliver for stor:
      ”Vores tidligere partistruktur byggede på et parti med 8.000 medlemmer. Nu har vi indført en række nye fora, der sikrer politisk forbindelse. Vi vil også søsætte en række nye tiltag for bedre at kunne aktivere medlemmerne. Vores mange medlemmer har forskellige erfaringer fra deres hverdag, og vi vil prioritere vores interne diskussioner og en ægte debat for at sikre, at medlemmernes tanker bliver kanaliseret om til politik i byråd og på Christiansborg,” siger Thor Möger Pedersen.
      For menigt partimedlem og medlem af SFU’s landsledelse, Jonas Andersen, kunne det lyde som et kærkomment initiativ. Han efterlyser, at politikerne på Christiansborg eksempelvis fokuserer mere på konsekvenserne af den frie markedsøkonomi, regulering og den stigende konkurrence.
      ”Det er fint, at politikkerne er imod udlicitering, men hvad vil man i stedet? Jeg kan godt savne noget mere konkret politik og de saglige diskussioner. Som menige medlemmer bliver vi hørt, men på Christiansborg er der tendens til at diskutere de små enkeltsager. Og her spiller pressen selvfølgelig også ind. De må godt bore lidt mere i tingene frem for, at det bare er rygsvømning, det hele,” siger Jonas Andersen.

Fokus på magten
Hvordan journalisterne fremover vægter deres historier om SF, afhænger ifølge Mark Blach-Ørsten af, om momentum kommer igen.
      Som sagt finder han, at fokus på konflikt mange gange går forud for substans, ‘specielt nu, hvor partiet ikke helt har momentum’. Og fortsæter: “Men politikerne presser det også selv frem ved at lave topstyring. Journalisterne har jo en interesse i at skrive om bagsiden af topstyring, fordi ellers kunne man kun skrive, at alle var enige om alting.”
Det synspunkt er Camilla Dindler enig i, hun mener samtidig, at pressens kritiske øjne på SF ikke kun er et spørgsmål om partiets politik eller interne konflikter.
      ”At nyhedsjournalistikken går kritisk efter dem med magtpotentiale skyldes, at journalisterne dermed fastholder og demonstrerer, at de selv er magtfulde som en demokratisk – eller i en vis forstand politisk – instans i samfundet.”

Jesper Stegmann Mortensen er freelancejournalist
Foto: SF (Mikkel Inumineq Jørgensen)
Udgivet 5/5 2010. Ny korrektur 10/5 2010.