04.08.2011

Mubaraks fald blev budt velkommen af både de unge, veluddannede rebeller – med deres krav om frihed – og af brede lag i befolkningen, for hvem sociale forbedringer er afgørende. Men almindelige egyptere står ikke længere bag de unge rebeller, der nu skal vise at de kan bevæge sig fra gaden til parlamentet.

Emil Dyred har arbejdet med unge liberale i Libanon og Egypten og var i slutningen af juli med til at facilitere et seminar for danske ungdomspolitikere og egyptiske politiske aktivister i Cairo; han er folketingskandidat for de Radikale på Fyn

Af Emil Dyred

MANDAG. 1. august ryddede det egyptiske militær den teltlejr, der siden 8. juli havde fyldt Tahrir-pladsen i Cairo. Rydningen var mest af alt symbolsk: en lang række bevægelser og organisationer havde dagen forinden meddelt, at de ville opløse lejren ved Ramadanens begyndelse. Militæret etablerede da også hurtigt fuld kontrol over pladsen og fik spredt eller arresteret de få tilbageværende demonstranter. Interessant nok blev rydningen bifaldet og måske endda i visse tilfælde bistået af lokale beboere og handlende. Fredagen forinden havde været præget af en massiv magtdemonstration fra Det Muslimske Broderskabs side. Broderskabet mobiliserede titusindvis af medlemmer til en demonstration på Tahrir-pladsen under slogans som ‘Koranen er vores forfatning’ og ‘Folket ønsker at indføre Guds lov’. For en udenforstående var det overvældende at se, hvordan broderskabets medlemmer på en dag forvandlede Cairos byrum totalt.

DEMONSTRATIONEN og rydningen af teltlejren er et godt billede på den situation, som den egyptiske revolutions sekulære og liberale unge er blevet bragt i gennem de sidste par måneder. En rød tråd gennem de diskussioner, jeg har haft med unge egyptere, er nemlig spørgsmålet om, hvorvidt demonstranterne har bevæget sig for langt væk fra de mange almindelige mennesker, der bakkede massivt op om demonstrationerne tidligere på året. Hvor Tahrir tidligere samlede befolkningen er pladsen nu blevet et symbol på et splittet egyptisk samfund. Den fælles kamp for forandring er afløst af en magtkamp, der hersker både internt på Tahrir – mellem forskellige revolutionære kræfter – og mellem Tahrir og det omgivende samfund. Beskyldninger om forræderi over for revolutionen hænger løst og skaber yderligere polarisering.

OPRETTELSEN af teltlejren på Tahrir d. 8. juli kom som en spontan protest mod det øverste militære råd og den midlertidige regerings manglende politiske reformer. Teltlejren blev af nogle aktivister kritiseret for at fokusere på diffuse politiske overskrifter frem for at kræve sociale forbedringer. Det var ellers kombinationen af politisk liberalisme og sociale krav om højere mindsteløn, social sikkerhed og retfærdighed for familierne til revolutionens martyrer, der forenede høj og lav i det egyptiske samfund i de første måneder efter Mubaraks fald.

MEN DET ER en udbredt opfattelse blandt de unge, at revolutionen netop henter sin legitimitet gennem politisk aktivisme på gader og stræder. I deres optik vil revolutionen officielt være slut i det øjeblik, man bekender sig til reformisme gennem de etablerede politiske kanaler. Med den position har man måske malet sig selv op i et hjørne politisk set. I hvert fald tyder de sidste ugers udvikling på, at revolutionens forkæmpere har blottet en flanke, der har potentialet til at drive en permanent kile ind mellem dem og alle andre egyptere. Fredag d. 22. juli fordømte den militære ledelse 6. april-bevægelsen – en af de mest kendte sociale protestbevægelser – for være støttet af internationale kræfter og udøve landsskadelig virksomhed. Årsagen var beskyldninger om international finansiering og det forhold, at nogle af organisationens ledere havde deltaget i et internationalt seminar i Serbien. Den fordømmelse blev lynhurtigt fulgt op af Det Muslimske Broderskab, der samtidig beskyldte teltlejren på Tahrir-pladsen for at være fyldt med narkomaner og utugtige døgenigte. Det kunne være et tegn på, at de unge – ved at fastholde at fremføre deres politiske krav gennem fortsatte gadeaktioner – er i færd med at gå i en meget ubehagelig fælde, der mere eller mindre koordineret er sat op af militæret og islamisterne.

VEJEN UD af den fælde kan være at fokusere på det parlamentsvalg, der er sat til afholdelse i efteråret. Der er allerede grundlagt et utal af partier (over 60), hvis holdninger og programmer er meget flydende. Fællesnævneren for de fleste er, at de stadig er meget lidt organiserede og næppe når at blive det før valget. Det Muslimske Broderskab og de ultra-konservative salafister kan til gengæld trække på en velfunderet organisation, der gør det nemt at mobilisere vælgere. Det viste folkeafstemningen om forfatningsændringerne tidligere på året, hvor den liberale oppositions krav om at få vedtaget en ny forfatning før parlamentsvalgene blev massivt nedstemt. Det kan meget vel tænkes, at afstanden mellem udenomsparlamentariske aktivister og befolkningen vil blive øget efter valget. Derfor kan der være god grund til at fokusere på en styrket repræsentation af sekulære og liberale kræfter i det egyptiske parlament – også for at give de unges krav en formel politisk platform på længere sigt. Det kræver imidlertid, at bevægelserne går fra at være løse netværk af ligesindede til organisationer med egentlige strukturer og klare politiske programmer. For at opnå dét skal der bygges koalitioner mellem revolutionens forskellige grupper for på den måde at opnå en politisk konsensus, der kan genskabe den tillid til de unge, som de brede lag i befolkningen har mistet.

DEN EGYPTISKE BLOGGER Mahmud Salem (sandmonkey.org) har lettere ironisk beskrevet de revolutionære unge som elitære engelsktalende beboere fra Zamalek (velhaverkvarter i Cairo), hvis store udfordring er overhovedet at forstå almindelige egyptere og deres udfordringer. Det er i den sammenhæng værd at huske på, at et af startskuddene til det arabiske forår var tuneseren Mohamed Bouazizis selvantændelse i protest mod sine elendige sociale kår. Om de unge fra Tahrir-pladsen vil formå at genskabe koblingen mellem de politiske og sociale krav og dermed også forbindelsen til de brede lag i den egyptiske befolkning er uvist. Sikkert er det i hvert fald, at deres stærke ideologiske og politiske krav risikerer at forvandle den revolutionære bevægelse til et segment i det egyptiske samfund – frem for at være den afspejling af hele den egyptiske befolkning, som revolutionen i sin indledende fase var udtryk for.

Emil Dyred (f.1986) har en bachelorgrad i samfundsfag og historie fra Københavns Universitet og er folketingskandidat for Radikale Venstre på Fyn. Han har arbejdet med unge liberale i Libanon og Egypten og var i slutningen af juli med til at facilitere et seminar for danske ungdomspolitikere og egyptiske politiske aktivister i Cairo.

ILLUSTRATION: Tahrirpladsen, 8. juli 2011 (foto: lilianwagdy)