03.08.2011

“Hvordan stiller Radikale sig, når de andre i den røde lejr vil indføre et rødt pointsystem? Hvordan stiller Radikale sig, når de andre i den røde lejr bakker 24-årsreglen op? Hvordan stiller Radikale sig, når de andre i den røde lejr nægter at lave reformer? Hvordan stiller Radikale sig, når de andre i den røde lejr vil hæve dagpengesatserne? Hvordan stiller Radikale sig, når de andre i den røde lejr vil hæve skatterne? Svaret er, at det enten bliver en fuldstændig handlingslammet socialistisk regering, hvor man bliver tvunget til at sluge mange kameler i regeringstoppen, når blot små ændringer skal igennem. Eller alternativt et radikalt parti, der må ligge sig fladt ned og konstant give efter.” I en ny serie interviewer RÆSON en række markante folketingskandidater: den første er Rune Kristensen (folketingskandidat for K):

Af RÆSONs chefredaktion

Med mindre end 4 måneder til valget befæster oppositionen det forspring, den har vedligeholdt i halvandet år. De borgerlige partier fastholder, at S-SF’s økonomiske politik er usammenhængende og uoverbevisende; men selvom hver uge bringer nye dystre økonomiske nyheder, synes de borgerliges budskab til vælgerne ikke at bide på den røde blok. Har VKO’s forlig med R om afskaffelsen af efterlønnen, som nogle kommentatorer mener, i virkeligheden blot øget R’s vælgertække og dermed styrket det røde flertal?
RUNE KRISTENSEN: De traditionelt reformvenlige partier – det vil sige Konservative, Ny/Liberal Alliance, Radikale og til nød Venstre – har helt sikkert samlet set vundet på at vise mod i forbindelse med tilbagetrækningsreformen. Man har fremsagt en politik, der er nødvendig for at rette op på flere årtiers overforbrug i den offentlige sektor. Man har taget en beslutning om at prioritere frem for at lukke øjnene og sende regningen videre til de kommende generationer, som man har set det ske indtil nu. Man har turdet sige det nødvendige.
     At R så har fået fremgang, er fortjent. De har for første gang i mange år taget ansvar, og dette sammen med de borgerlige partier, som længe har ønsket dette, men som har været bundet til de-små-skidts-politik, da de-knap-så-borgerlige i DF har siddet på nøglen til de 90 mandater. Med Radikales indtog fik DF endnu mere modspil i forhandlingerne. Dermed har de reformorienterede partier fundet en alliance – i nogles øjne uhellig, i andres øjne helt naturlig. Dette har så ført til, at en anden alliance – nemlig den, der støtter Helle Thorning-Schmidt som statsminister, også har fået lidt fremgang på grund af Radikale. Hertil er to ting at sige: (1) Denne fremgang har ikke ændret på meningsmålingsbilledet igennem det sidste år, blandt andet fordi SF er gået tilsvarende tilbage og (2) Radikale har meldt kulør i forhold til politikken: Man peger på en rød regering samtidigt med, at man er enige med den borgerlige lejr om de mest vitale dele af politikken: Reformer og skat.
     Dette stiller primært Radikale i en temmelig prekær situation.
     Lad os tage et tankeeksempel, og forestille os, at det frygtelige skulle ske, at Danmark får en regering bestående af SF og S med R og EL som støttepartier. Margrethe Vestager var på det seneste radikale landsmøde også helt enig med den borgerlige regering i den økonomiske reformorienterede politik, så derfor har jeg en række spørgsmål:
     Hvordan stiller Radikale sig, når de andre i den røde lejr vil indføre et rødt pointsystem?
     Hvordan stiller Radikale sig, når de andre i den røde lejr bakker 24-årsreglen op?
     Hvordan stiller Radikale sig, når de andre i den røde lejr nægter at lave reformer?
     Hvordan stiller Radikale sig, når de andre i den røde lejr vil hæve dagpengesatserne?
     Hvordan stiller Radikale sig, når de andre i den røde lejr vil hæve skatterne?
     Svaret er, at det enten bliver en fuldstændig handlingslammet socialistisk regering, hvor man bliver tvunget til at sluge mange kameler i regeringstoppen, når blot små ændringer skal igennem. Eller alternativt et radikalt parti, der må ligge sig fladt ned og konstant give efter.

Var det en taktisk fejl af Statsministeren at søge dette brede flertal?
RUNE KRISTENSEN: Det korte svar må være ”ja”. Den fremgang som især V og K skulle have, er udeblevet, og er tilfaldet Radikale. Men det lange svar – på den lange bane – må blive ”nej”. Her tæller Danmarks fremtid først, og her har den borgerlige regering vist sig som statsmænd, der har tænkt på næste generation, og ikke som klassiske politikertyper, der kun tænker på næste valg. Man har vist, at man i den borgerlige regering sagtens kan samarbejde over midten, hvis blot den anden side er klar. Ligesom man har set Radikale tilbage i rollen som et magtoptimerende parti. De sidste par år har det været svært at se, hvordan Radikale har kunnet sidde i regering med de borgerlige i 1980’erne. Det tætte samarbejde med S i 1990’erne har tæret på dem og partiet havde mistet den traditionelle berettigelse i dansk politik, som et indflydelsesoptimerende midterparti. Man var blevet Socialdemokratiets evige dikkende lammehale, der kun sporadisk markerede selvstændige holdninger. Denne holdningskrise har kostet hårdt hos vælgerne. Partiet blev sprængt i to, ja en årgang tre, da først Ny Alliance udsprang og senere Borgerligt Centrum. Liberal Alliance består efter Gitte Seebergs exit primært af tidligere radikale. Men efter vælgerkrisen og sprængningen, meldte Margrethe Vestager og co. sig tilbage på banen, og ville have indflydelse uanset samarbejdspartnere. Det spændende bliver om denne indstilling, som har hevet partiet op i målingerne, også vil fortsætte under en eventuel rød regering. Vil man se Radikale skifte side i løbet af valgperioden fra forlig til forlig? Vi har allerede ofte set Helle Thorning-Schmidt blive sur, når Radikale har meldt en selvstændig politik ud, eller har sagt sin mening om Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis usammenhængende politik. Spørgsmålet er så igen, hvor hårdt Radikale tør stå på den nye succesfulde linje. Kan R få resten af den røde blok til at hæve boligskatterne? Og kan man skaffe indrømmelser på indvandrerpolitikken, hvor DF og S efterhånden ligger helt op ad hinanden? Vil man falde tilbage i 90’ernes tætte dialog med S, eller vil man drømme om de glade 80’ere, hvor man periodisk samarbejde med de andre reformvenlige partier, nemlig de borgerlige?
     Det sidste vil betyde, at den borgerlige regering med sin taktiske brøler på kort sigt, og sin strategiske statsmandspolitik på lang sigt, har skabt genskabt tendensen til brede forlig – også over midten. Og det gør Christiansborgspillet langt sjovere – lige meget, hvem, der vinder valget.

Danskerne synes jævnt ubekymrede – trods krisenyheder om Euroen’s eksistentielle krise, USA’s kolossale gæld, boligmarkedets nedsmeltning m.v. Burde Statsministeren ikke – i stedet for at slå de optimistiske toner an – fastholde fokus på problemerne?
RUNE KRISTENSEN: Vi har set, at især eurolandene klarer finanskrisen dårligt. Man ser nu for alvor svaghederne i især de sydeuropæiske økonomier, og derved fordelene for Danmark ved at stå udenfor euroen. Lars Løkke Rasmussens største fejl har ikke været at prøve på at sparke lidt optimisme ind i danskerne, det har derimod været at sparke penge mod den græske krise ved at stå last og brast med EU i Grækanland-situationen. Euroen er på vej til sammenbrud, og Danmarks skal ikke kaste gode penge efter dårlige.
     Naturligvis skal Statsministeren ikke stikke danskerne blår i øjnene, og indimellem skal sandheden fortælles råt for usødet. Det er hemmelighedskræmmeriet omkring sammenhængen mellem lav skat og vækst og fordelingspolitikkens massive udgifter, der har kostet dyrt i den offentlige økonomi på den hjemlige scene. Men en Statsminister skal også sikre, at danskerne ikke gør krisen endnu værre via privatøkonomierne. Den mentale indstilling til krisen og boligmarkedet hos den enkelte dansker, er altafgørende. Mens bankerne taler krisen op, taler ejendomsmæglerne krisen ned. Sådan er det – og Statsministeren skal i mine øjne tegne så pænt et billede af økonomien, som sandheden tillader.
     At Obama så gør USA’s økonomi værre dag for dag, og, at EU-systemet ikke magter opgaven, må vi for en kort stund ignorere og koncentrere os om os selv. Vi er en lille brik i et stort spil, men dog stadig en brik, der kan faktisk vinde relativt på denne udvikling.

VK-regeringen har over 10 år ikke været i stand til at kontrollere de offentlige udgifter – mens ledende politikere fra S-SF igen og igen har meddelt, at de ikke varsler nogen fest i den offentlige sektor. Er sandheden ikke, at den offentlige sektors nuværende størrelse i Danmark er omgivet af bred politisk konsensus, uanset regeringens farve?
RUNE KRISTENSEN: Det er alment kendt, at venstrefløjen gerne vil udvide den offentlige sektor på bekostning af den private, mens den borgerlige lejr gerne vil mindske den offentlige og i stedet udvide den private sektor. S og SF har alene under den borgerlige regering foreslået tiltag for milliarder og atter milliarder til øget velfærd – hvem husker ikke de socialdemokratiske velfærdsrettigheder eksempelvis. Faktum er vel, at vi er ret tæt på den socialdemokratiske kongstanke om velfærd til alle. Problemet heri ligger, at det ikke er alle, der har behov for velfærd. Hjælper vi alle lige meget, så hjælper vi alle lige lidt. Når de borgerlige gerne vil prioritere velfærden til de svageste, er det til dels et politisk princip, men det er også efter en konstatering af, at den nuværende opbygning af velfærdsstaten giver dundrende underskud og med demografien in mente, vil udgifterne i fremtiden stige og stige, mens indtægterne falder og falder Socialdemokraternes politik har sejret – og sejret sig ihjel. For som alle økonomer har vidst længe, så kan en stat ikke overleve med sådan en opbygning. Der er nødt til at komme reformer. Det har de borgerlige, eller i hvert fald Konservative, villet længe. Problemet er, at der under den borgerlige regering ikke har været et borgerligt flertal. Man har været helt afhængig af de halvracistiske socialdemokrater i Dansk Folkeparti. At Venstre – og til dels resten af højrefløjen – så ikke har turdet tale om reduktioner i velfærden før det var for sent, gør blot den nuværende situation endnu værre. Den offentlige sektor er ikke mindsket under den borgerlige regering, selvom venstrefløjen gerne vil fremstille det sådan, den er faktisk vokset. Ikke at jeg bifalder dette – tværtimod. Men jeg vil blot slå fast, at den offentlige sektor altså havde vokset endnu mere under en socialistisk regering.
     Når dette så er sagt, så er de politiske forskelle i Danmark alt for små. Man kæmper om at mene, hvad midtervælgeren mener, frem for at få midtervælgeren overbevist om at mene, hvad man selv mener. Vi har et folketing, hvor der ændres relativt små beløb på finansloven hvert år. Vi ser en politisk hverdag, hvor V og S slås om at foreslå flest venstreorienterede forslag. Men er der en ting, der er værre end venstrefolk, der fører socialdemokratisk politik, så er det socialdemokrater, der fører socialdemokratisk politik. Jeg er nødt til at sige det ret simpelt: De politiske visioner og idealismen er helt forsvundet fra Christiansborg. Politikerne fører pedelpolitik. De render rundt og banker lidt på rørene, klatmaler hist og her, men så heller ikke mere. Det skal der laves om på og det er derfor jeg vil i Folketinget. Jeg vil gøre op med populismen og sige, hvad jeg mener: Den offentlige sektor skal være mindre og den private skal være større, og derfor skal skatten ned og velfærden prioriteres til de svageste i samfundet.

S-SF-R’s basale hovedbudskab er, at Danmarks økonomiske succes på langt sigt afhænger først og sidst af investering i forskning og uddannelse. Er det ikke – alle aktuelle konjunkturer og alle andre parametre til trods – indlysende rigtigt?
RUNE KRISTENSEN: Nej. Der er enormt mange parametre, der sikrer økonomisk succes for et land. For det første skal landet være konkurrencedygtigt i forhold til at tiltrække virksomheder. Det er Danmark ikke. For det andet skal landet være konkurrencedygtigt i at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Det er Danmark ikke. For det tredje skal dyrke sine ressourcer. Det gør Danmark ikke.
     Danmark har både for dårlige vilkår for sine virksomheder og for arbejdstagerne, men også i forhold til ressourcerne. Her tænker jeg ikke kun på, at landbruget og fiskeriet skal have gode vilkår, men også på uddannelsessystemet, som spørgsmålet her primært omhandler. Danskernes råstof er i allerhøjeste grad viden. Vi skal vinde på kvalitet og ikke kvantitet. Derfor skal vi ændre på den kedelige statistik, at Danmark er det OECD-land i verden, hvor det dårligst kan betale sig at tage en videregående uddannelse. Men løsningen er ikke offentlige investeringer, det er også frihed og jobmuligheder. De kommuner, der prioriterer folkeskolerne lavest, er socialdemokratiske. Partiet er fyldt med tommer floskler. Man har alt for ofte hørt venstrefløjen udtale sig om uddannelse og forskning, men som på alle områder handler det ikke om indhold, kun om at der skal bruges flere penge. Dét er en forkert tilgang.

Og savner VK ikke en modoffensiv på dette felt?
RUNE KRISTENSEN: Ikke i nævneværdig grad. Man bruger rent faktisk flere penge på uddannelse og forskning i dag end man gjorde da regeringen kom til i 2001. Jeg mener, at regeringen har det rette fokus på dette område, mens der på andre områder godt kunne rettes op, som nævnt ovenfor. S og SF har derimod overprioriteret dette område og helt glemt de andre vigtige områder – derfor er de farlige for nationen, som Nik og Jay siger det i årets sommerhit.