02.08.2011

En sejr til Løkke kræver ”et mirakel”, intet mindre – til gengæld vil Venstres bagland efter det sandsynlige nederlag lægge pres på Løkke for at blive i spidsen for partiet, mens Helle Thorning-Schmidt kæmper med sin helt altafgørende udfordring: at forlige de bitre, dybe uenigheder mellem R, S og SF. For en Søren Pind eller Kristian Jensen vil ikke så naturligt som Løkke kunne udfylde rollen som leder af oppositionen, når den nye regering viser svaghed.

Interview af Lasse Marker

I din artikel i ”Helle eller Løkke?” (RÆSONs Forlag, 2010) forudså du, at valget først ville komme til september. Hvorfor kommer valget først nu?
Fordi der for Løkke ikke har været det helt rigtige tidspunkt at udskrive et hurtigt valg på. Han har hele tiden ventet på, at den optimale situation for regeringen skulle indfinde sig – og den er ikke kommet. Hver eneste gang, Løkke har haft bygget noget momentum op (omkring efterlønnen, 2020-forhandlinger og andet), har der været andre sager, der har krydset det: han har ikke på noget tidspunkt haft mulighed for at holde sin egen dagsorden. Antallet af sager har overskygget de økonomiske temaer, som Løkke har villet have i fokus, og det har betydet, at meningsmålingerne generelt har været svage for regeringen. Tiden er gået, fordi Løkke ikke har kunne fastholde sin egen dagsorden.

Har Løkke større chance for at vinde valget nu, end han har haft undervejs i sin regeringsperiode?
Nej. Der har været andre situationer, hvor han har stået stærkere. Med regeringens to meget store økonomiske indgreb – Genopretningspakken samt 2020-planen og VKOR-aftalen, hvor det lykkedes regeringen at splitte oppositionen i en så væsentlig sag som efterlønnen – har Løkke fået skabt et godt udgangspunkt. At han ikke har kunne bruge det til at udskrive et valg på, viser jo i virkeligheden, hvor svagt regeringen står. Der har været tidspunkter, blandt andet i forlængelse af Løkkes nytårstale, hvor han begyndte at løbe en dagsorden i gang, og hvor regeringen begyndte at ligne et offensivt og ambitiøst foretagende, som man kunne have udnyttet mere. Men det har Løkke altså ikke villet. Desuden har han set det som en kvalitet i sig selv, at regeringen har kunnet siddet perioden ud. Han har følt, at han – der kom ind som statsminister fra sidelinjen – har haft brug for det. Det hurtige og taktiske valg har ikke tiltalt ham. Og så hænger det også sammen med Løkkes gemyt: han er ikke en, der tager de store chancer. Han er forsigtig, og han vil helst ikke løbe nogen risiko.

En regering bliver sjældent genvalgt efter at have siddet tre perioder, denne regering lider under en økonomisk krise, en masse personskandaler og et Konservativt Folkeparti i opløsning. Hvordan kan det overhovedet være der stadig er spænding om, hvem der vinder valget?
Fordi nogle af de hovedemner, regeringen har vundet på siden 2001, stadig er højt på den politiske dagsorden. Udlændinge- og retspolitik står fortsat meget centralt. Og så hænger det sammen med, at oppositionen ikke har formået at skabe en fuldstændig enig front. S og SF holder sammen, men de fleste vælgere er jo helt klar på, at de Radikale have en pris for at gå ind i et regeringssamarbejde med S og SF. At R lukker sæsonen med at gå ind i 2020-aftalen med regeringen, er jo nærmest et udtryk for et sammenbrud af Thornings strategi. S og SF havde aldrig drømt om, at R kunne holde til at indgå forlig med regeringen så tæt på et valg. Hertil kommer, at oppositionen på væsentlige områder som fx udlændinge og retspolitik er i konflikt med en stor del af vælgerne. Den anden fordel, regeringen har, er, at de har siddet i mange år: Det er erfarne folk, og man ved, hvad VKO står for, selvom der knytter sig en usikkerhed til Liberal Alliance. Desuden burde det alt andet lige være en fordel for en borgerlig-liberal regering, at den økonomiske politik står så højt på den økonomiske dagsorden, fordi de traditionelt har haft en større troværdighed end rød blok indenfor økonomisk politik. Med andre ord: som udgangspunkt burde det ikke være fuldstændig usandsynligt, at regeringen kunne vinde valget. Men hvis man ser på meningsmålingerne, skal der et mirakel til. Det undrer mig meget, at hele det øvrige ministerhold – på nær Løkke og Claus Hjort, der har været meget på – ikke har brugt sommeren til at sætte en politisk dagsorden. De har holdt ferie allesammen – selvom, der ligger et folketingsvalg, der ligner et nederlag, lige rundt om hjørnet. Det tyder på, at trætheden har sat sig i denne her regering, og det gør det svært for vælgerne at se dem som et dynamisk og fremtidssikret hold.

Regeringen har været en kæmpe fiasko det sidste år. Hvordan er det gået så galt?
Fordi der har været alt for mange tabersager og alt for meget personfnidder. Der har desuden været opløsningstendenser – partierne er helt tydeligt begyndt hver især at slås for deres egne interesser og ikke for det fælles projekt. Det, der har kostet dyrt, er selvfølgelig nedsmeltningen hos K med Lene Espersens pinagtige afgang og Lars Barfoed, der tager over. Men det er kun en del af det, for der har også været Birthe Rønn og mange andre personsager. Dog slår det stærkest igennem, at det er en regering, som begynder at tale sig fra hinanden. Tag bare den seneste uges meldinger – fx interviewet med Lars Barfoed i Weekendavisen, der er en total undsigelse af regeringssamarbejdet og især samarbejdet med DF. K og DF er på total konfrontationskurs, og det er stadig sværere at se, hvad deres fællesprojekt består i. Barfoed skaber tvivl om, hvorvidt K overhovedet vil fortsætte i regering, selvom flertallet måtte være der efter valget – og DF vælger en dagsorden, der handler om mere lighed og en genopretning af fuld regulering af overførselsindkomster, pensioner, dagpenge og så videre. Det er en regering, der er ved at opløse sig selv. Og det er meget synligt for vælgerne. VKO er nu begyndt at tænke på deres egne mandater, og V har ikke tænkt sig at betale frem for fremgang til K. DF er irriteret over, at især K (men også V) mener, at DF ikke kan gøre krav på en regeringsplads efter et valg – og det til trods for deltagelse i Genopretningspakken, 2020-planen og alle andre store politiske forlig, der er indgået de sidste ti år. Det signalerer en regering, der er ved vejs ende. Det fælles projekt er ved at kuldsejle, og der er ingen fremtidstro hos dem – bortset fra Løkke, der forsøget at puste en positiv stemning op internt, udtaler de sig stridt imod hinanden. Interviewet med Barfoed var bemærkelsesværdigt: han afviser flere indrømmelser til DF på udlændingeområdet, men til gengæld skal DF levere en fortsat reformpolitik på det økonomiske område. Hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre? Det betyder sådan set, at Barfoed siger, at DF skal støtte det, K vil, men at K har ikke tænkt sig at betale noget for det. Det vil aldrig nogensinde kunne forekomme i politik. Så K og DF er ved at tale sig fuldstændig fra hinanden.

Du skriver i foråret 2010, at Løkke må forbedre forholdet til K og DF, hvis regeringen skal gøre sig forhåbninger om at vinde næste valg. Er det mislykkedes for ham?
Nej, ikke i forhold til K. V har faktisk givet de Konservative meget lang snor. Mens V har kæmpet for at holde på stemmerne, midtervælgerne og de offentlige ansatte, så har K fortsat deres krav om skattelettelser på et fuldstændigt håbløst tidspunkt mens balladen om Lene Espersen kørte – og det har V jo ikke udnyttet. Jeg synes, at V har strakt sig meget langt i forhold til K. I forhold til DF virkede det som omt forholdet blev bedre lige efter Barfoed havde taget over. DF understregede, at den fyring af Barfoed som minister i 2005, partiet i den grad havde udløst, var fortid, og at nu skulle man videre. Der var en kortere periode, hvor de talte pænt til hinanden. Men i takt med, at Barfoed har skulle levere til ’nok-er-nok-segmentet’ hos K – som er dem, der har båret Barfoed ind som partiformand – og derved lægge luft til DF, så er forholdet mellem K og DF blevet dårligere. Og deres forhold har aldrig været dårligere, end det er i øjeblikket. Derimod er VK-forholdet langt bedre. Men det er jo klart, at Barfoeds udmelding om, at han vil være klar til at samarbejde med S, hvis der kommer et regeringsskifte, må få Løkke til at banke hovedet ind i en træstamme. For det, Barfoed i virkeligheden siger, er, at han tror, at VK-projektet er færdigt, og at han nu gør klar til at samarbejde med den nye regering under Thorning. Så man må sige, at V i virkeligheden har været meget nænsomme i deres kommentering af Ks fejltrin det sidste halve år.

Nu siger du selv, at regeringen står splittet. Vil den så overhovedet kunne bruge argumentet om, at oppositionen ikke står samlet?
Jeg tror ikke, at regeringen vil bruge argumentet, men de vil bore i de konkrete uenigheder blandt oppositionspartierne. Man vil understrege, at VKOR-forliget om efterlønnen gælder efter et valg, uanset om der er rødt flertal eller ej. Man vil bore i, at R har forpligtet sig til borgerlig side, og at der på stort set alle områder – uanset om vi taler om uddannelses-, udlændinge-, rets- eller skattepolitik, økonomi generelt, overførsler eller EU – er kæmpestor forskel på R og de andre oppositionspartier.

Regeringen understreger, at oppositionen har et meget ungt og uerfarent hold og derfor ikke er regeringsduelige. Er det et argument, der dur?
Det argument har ingen som helst konsekvenser. Da Schlüter-regeringen tiltrådte i 1982 var Erik Ninn-Hansen den eneste konservative, der havde været minister før. Hos V var der tre. I Nyrup-regeringen havde hverken statsministeren eller vicestatsministeren siddet i regering før. Da Fogh tiltrådte, der var der fire eller fem, der havde været ministre før. Så det argument holder simpelthen ikke.

8/2 2010 giver du 10 bud til Lars Løkke under overskriften: ”Hold op med at ligne en pryglet hund”. Du opfordrer ham til at vise overskud og humor og siger, at ”det vigtigste er, at Lars Løkke holder op med at ligne en mand, der har den ene fod i graven og den anden på en bananskræl”. Er det lykkes Lars Løkke at efterleve dine 10 bud?
Nej, kun delvist. Løkke virker stadigvæk alt for vrissen, og der er alt for mange situationer, hvor han taber hovedet. Uanset, at han cykler med Rynkebyholdet, synes jeg, at der har været for få lejligheder, hvor vi har lært ham at kende på en mere afslappet måde. Men han er selvfølgelig også gået fra stort set den ene storpolitiske krise til den næste, og der har ikke været mange rolige perioder, hvor han har kunne folde sig ud.

I din artikel i RÆSON-bogen ”Helle eller Løkke?” siger du, at det kan være både personligt og politisk farligt at undervurdere Løkke. Kan du uddybe det?
Med det mener jeg, at Løkke er en fantastisk dygtig politiker. På samme måde, som vi kan kritisere ham for at være for underskudsagtig, må vi også erkende, at han er en af Danmarks dygtigste politikere, når vi taler om ’den politiske arkitektur’. Han kan stoffet. Han vil aldrig nogensinde blive fanget, som Thorning blev det i et møde forleden, hvor hun ikke kunne kende forskel på overskud og underskud på betalingsbalancen. Det vil man aldrig nogensinde kunne fange Løkke i. Han kan sine ting, for det første. For det andet har han meget råstyrke. Han er ikke en, der kører træt. Han er en bulldozer. Han har masser af kræfter. Løkke er VKO-sidens stærkeste kort og Vs stærkeste kort. Kigger vi på hele VK-holdet, så er det Løkke, der skal køre valgresultatet hjem – det står og falder med ham. Der er ikke nogen, hverken hos V eller K, der overhovedet kommer i nærheden af ham som politisk kampvogn. Derfor mener jeg, at man begår en fejl, hvis man bare afskriver ham på forhånd. De store TV-debatter mellem Løkke og Thorning bliver selvfølgelig helt afgørende. Her vil der være ret mange mandater i spil. Og dér har Løkke generelt ikke gjort det dårligt. Kan han i de debatter komme til at fremstå som den kompetente, der har greb om tingene, mens Thorning har lidt svært ved at kende forskel på overskud og underskud, så kan det godt styrke ham. Det er det, jeg mener: Man skal ikke undervurdere Løkke.

Undervurderer oppositionen Løkke?
Tværtimod. Vi har i øjeblikket en opposition, der er fuldstændig klar over, at valgsejren ikke er hjemme. De ved udmærket, at der kan komme overraskelser under en valgkamp, og at Løkke er en formidabel modstander.

K er i frit fald og står til 5 % det dårligste valg nogensinde. Hvad skal K gøre for at redde deres situation?
Den konservative krise viser, at det i mindre grad handler om personer end om politik. K fik jo ikke lige pludselig en fremgang på 4-5 procent, da Lene Espersen blev formand. Og K fik slet ikke en fremgang på 4-5 procent, da Barfoed overtog efter Lene Espersen. Så skal man drage nogen konklusioner er det, at det IKKE er spørgsmålet om, hvem der er konservativ partileder, der er det afgørende, men partiets politiske profil og placering. Dér er partiet ekstremt klemt: det K kan, det kan V, LA eller R mindst lige så godt. Og hertil kommer, at K har ført en politisk zigzag-kurs, som har været svær at følge for mange borgerligeliberale vælgere. I det ene øjeblik vil man være noget for de offentlige organisationer – næste øjeblik er det erhvervslivet, det handler om. Det ene øjeblik er det skattelettelser for enhver pris – og i det næste øjeblik er det så pludselig andre politiske temaer. Man skifter politisk slagmark hele tiden – bortset fra skattelettelser, som der næppe er særlig mange stemmer i. Desuden har K med deres placering fravalgt meget store vælgergrupper. I hele den offentlige sektor, hvor K tidligere stod stærkt, står de uendeligt svagt i dag. I de store faggrupper som sundhedssektoren, uddannelsessektoren og i forhold til politiet og forsvaret står K uendeligt svagt. At man har tabt den offentlige sektor koster rigtig dyrt. For når det gælder erhvervsstemmer, kan de andre partier også meget.

Skal K forsøge at appellere til den offentlige sektor?
K kan ikke gøre ret meget på denne side af et folketingsvalg. Det samme, man sagde om Bendtsen og Espersen, gælder for Barfoed: Hvad er hans politiske projekt? Når Barfoed definerer konservatisme, hvad han gjorde fornylig i Berlingeren, kunne det ligeså godt have været et hvilket som helst andet parti, der havde skrevet det. Dét er den store svaghed. For det betyder selvfølgelig, at andre partier overtager konservative vælgere. Og så har de været klemt i regeringssamarbejdet – V og DF har presset det meste af livet ud af K. De er virkelig blevet behandlet som lillebror i klassen. K skal sørge for at undgå at lave nogen dumheder, og så bliver det efter valget, at Barfoed skal definere det nye konservative projekt.

I din bog „Farvel til Slotsholmen‟ beskriver du, hvordan K under valget i 1994 markerede sig over for V ved at holde Hans & Holger-møder. Vil Barfoed & Søvndal-møder være en mulighed?
Ja, det kunne det bestemt være. Det kunne også være Vestager og Barfoed – problemet er bare, at de er så teknokratiske begge to. Det skal jo også helst være noget, som folk gider høre på, og der kan man sige, at Barfoed og Søvndal måske matcher hinanden bedre.

Det tætte samarbejde mellem S og SF har tvunget dem til at holde sig tæt til de ting, som de allerede nu har aftalt. Vil S og SF fremlægge nye forslag under valgkampen?
Nej, det tror jeg ikke. De vil finjustere det, de har lagt frem og så ikke andet. Den største risiko for oppositionen under valgkampen bliver ikke om man taber pusten, men snarere hvis der pludselig blusser en intern diskussion op med S-SF på den ene side og R på den anden. Medierne kaster sig over det og vælgerne bliver usikre på, hvad det egentlig er for en regering, der kommer ud af det. Tag efterlønnen: S, SF og EL har lovet, at hvis der er rent rødt flertal efter valget, vil der ikke blive rørt ved efterlønnen overhovedet. Men problemet er, at der ikke er nogen målinger, der tyder på, at det er realistisk at de tre partier får flertal. Og selv om de gjorde det, ville S og SF have R med i regering, og jeg kan garantere for, at den første pris, de kommer til at betale for et sådant regeringssamarbejde, er accept af efterlønsaftalen, R har lavet med de borgerlige. Derfor er man i den vanskelige situation under den kommende valgkamp, at Thorning og Søvndal på den ene side vil tordne imod efterlønsindgrebet – men på den anden side godt, ved at de selv kommer til at gennemføre det. Det er den type af usikkerhed, der kan koste hos vælgerne.

Lad os gå videre til valgkampens emner. Hvem får ret? Fogh: ”udfaldet af kulturkampen afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik”, eller Clinton: ”politik handler om økonomi, dit fjols” (”It’s the economy, stupid”)?
Det bliver en blanding. På den ene side er økonomien helt afgørende – dvs.: hvem mener vælgerne og erhvervslivet vil være bedst til at styre Danmark igennem nogle besværlige år? Husk på, at der ikke er nogen uenighed mellem rød og blå blok om, at der venter Danmark nogle hårde år. Men bag ved det kommer værdikampen til at fylde meget, for vi lever i en tid, hvor værdipolitik fylder enormt meget. Vi lever i en verden, hvor mange følger sig truet og presset og usikre over for den globale udvikling. Så spørgsmål om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, og om hvordan vi skal overleve i forhold til de kæmpestore internationale udfordringer, vi står overfor, kommer også til at fylde meget.

Du siger, at værdikampen også kommer til at fylde meget. Søren K. Villemoes og Troels Heeger skriver i deres artikel i „Helle eller Løkke?‟ at en Thorning-regering, der ikke formår at føre værdipolitik, ikke vil holde længe. Er du enig i den analyse?
Nej. Jeg selvfølgelig præget af, at jeg selv har været politiker i 20 år, og derfor er jeg altså noget mere prosaisk. Det, der bliver helt afgørende for en mulig S-regerings overlevelse er, om Thorning er i stand til at holde sammen på S-SF og R – det er simpelthen et spørgsmål om, hvorvidt de overhovedet kan enes. Jeg ser det som en kæmpe udfordring for en Thorning-regering at få et samarbejde til at fungere. Vi skal ikke glemme, at S, SF og R ikke er præget af gensidig kærlighed. At S har måtte lægge kursen om og invitere SF ind i regering er ikke et frit valg, men af bitter nød: Man var nødt til at brække et mønster op, hvis det skulle skabes et nyt politisk kraftfelt. Og der er derfor masser af socialdemokrater, der er dybt forbitrede over, at SF klarer sig så godt, og at S stadig kører med nogle ganske dårlige meningsmålinger. Hertil kommer mistroen over for R, som er enorm. Og derfor bliver Thornings evne til at holde sammen på de tre partier – og her taler vi om den konkrete politik – det helt afgørende. Efter et valg med en ny Thorning-regering, vil S gå frem og SF tilbage i meningsmålingerne, simpelthen fordi Thorning som statsminister bliver så synlig. Og du vil også få den situation, at der skal sluges nogle ordentlige kameler, og spørgsmålet bliver, hvordan de vil glide ned i SF’s folketingsgruppe, hvor de fleste af dem altså IKKE bliver ministre. Og så kommer hele værdipolitikken: Hvordan skal man finde en fælles linje? Den allerstørste risiko for en S-SF-R-regering bliver at håndtere velfærdssamfundets udfordringer, og også en S-SF-R-regering vil være nødt til at foretage nogle meget drastiske indgreb. For det, vi har oplevet senest med 2020-forliget, er kun begyndelsen på en lang årrækkes nødvendig tilpasning af det danske samfund, og vil en S-SF-R-regering overhovedet kunne finde sammen om det? Eller vil situationen være den, at det hele smelter ned, fordi de – allerede når de skal i gang med at lave deres anden finanslov – vil mangle så mange penge i kassen, at regeringen lammes internt? Fordi de ikke kan blive enige om, hvad man skal stille op med folkepensionen, førtidspensionen, dagpengesystemet og så videre? Det bliver enormt besværligt. Så for en Thorningregering bliver det mest besværlige velfærdsfinansieringen på den ene side – og værdipolitikken. Vinder hun, skal vi helt tilbage til Ankers tid for at finde en folkevalgt statsminister, der kommer til på et mere besværligt tidspunkt. Løkke var i samme situation, fordi han tog over der, hvor finanskrisen brød løs. Men Thorning vil blive leder af en regering, der vil få meget store vanskeligheder ved at holde sammen. Prøven kommer allerede, når de skal lave et regeringsgrundlag, fordi R også har mistro til S og SF. De Radikale vil derfor med garanti forlange en ganske detaljeret drejebog. Alene at få den på plads bliver meget besværligt.

Valgene i 2001, 2005 og 2007 blev vundet på udlændingepolitikken. Vil VKO få held med at spille udlædingekortet igen?
Selvfølgelig vil udlændingekortet komme på bordet, men ikke helt så stærkt. Hvis valget kommer til september er tragedien i Norge så tæt på, at den vil kaste nogle skygger. Se fx, hvordan tragedien i Norge har fået spørgsmålet om grænsekontrollen til at glide i baggrunden. Men selv hvis der går længere tid inden valget udskrives tror jeg stadig ikke, at udlændingepolitikken kommer til at fylde så meget i en valgkamp.

Var grænsekontrollen et forsøg på at skifte fokus mod udlændingepolitikken?
Nej, jeg tror mere, det var et en meget meget synlig indrømmelse til DF i forhold til efterlønnen. Det er første gang, VK har givet DF indrømmelser på områder, der handler om EU. Der har tidligere været den bagvedliggende dagsorden, at uanset, hvad der skete på det EU-politiske, så har DF accepteret og har måtte acceptere, at VK på det her område stod fuldstændig fast. Grænsekontrollen var første gang, VK accepterede at EU blev bragt i spil, og det tror jeg, de har lært af for det viste sig at være for farligt. Reaktionerne fra baglandene i både V og K var meget kraftige, for EU er hjerteblod for de to partier. At DF fik spillet grænsekontrollen på bordet og har også skabt furore rundt omkring i Europa og enormt negative reaktioner herhjemme fra erhvervslivet – det har kostet VK dyrt. Så på det EU-politiske tror jeg, at V og K vil være forsigtige.

Så EU vil ikke blive et emne under en valgkamp?
Nej. Også i betragtning af, at ingen af partierne har noget at byde på. Danmark skal have formandsskabet i 2012, og det bliver nogenlunde den samme dagsorden, uanset om det bliver blå eller rød blok, der vinder. EU-forbeholdene er ikke noget, der kommer på bordet de næste adskillige år. Oppositionen har også sagt, at selvom de vinder, så kommer der ikke nogen afstemning før formandsskabet. Så jeg tror, at EU kommer til at spille en meget lille rolle.

Kunne S tabe valget, fordi de IKKE vil røre ved efterlønnen?
Nej. Socialdemokraterne vil gøre, hvad de kan for at spille efterlønsspørgsmålet ned. De vil selvfølgelig tale om urimelighederne, men de skal også passe på – for jo højere de svinger sig op i lianerne imod efterlønsindgrebet, desto større vanskeligheder vil de få efter valget, når de skal sidde og forhandle regeringsgrundlag med de R. Og det ved de udmærket godt. Så jeg tror faktisk, at regeringssiden hellere vil bringe efterlønsspørgsmålet frem, end rød blok vil. Men jeg tror ikke, at efterlønnen kommer til at spille den store rolle. Det bliver ikke noget, der flytter mandater. Det kan jeg slet ikke se for mig.

Bliver Libyen et emne i valgkampen?
Regeringen overhalede alle indenom ved at lægge fem gang to milliarder besparelser på forsvarsområdet ind. Oppositionen har også gjort det til deres egen politik, og derved er der sat en ny dagorden. For det betyder jo i virkeligheden, at både rød og blå blok er indstillet på, at den aktivistiske udenrigs og sikkerhedspolitik bliver mindre aktivistisk/militaristisk i de kommende år. Danmark kommer forsvarspolitisk til at skrue blusset meget alvorligt ned, og vi kommer ikke til at se storskalaaktioner som den i Afghanistan i rigtigt mange år. Med Libyen vil man have fælles sag, og forsvars og sikkerhedspolitikken vil generelt blive præget af ret stor enighed, hvor de to blokke ikke rigtig kan drille hinanden, også fordi alle er med i forsvarsforliget. Udenrigs-, forsvars- og sikkerheds- og EU-politik, ser jeg ikke som store emner under valgkampen, alene fordi blokkene stort set er enige om det hele.

Så det bliver de indenrigspolitiske spørgsmål, der kommer til at præge valgkampen?
Det afgørende bliver økonomi, velfærd, værdier – og personerne. Personerne – partilederne – kommer til at fylde rigtig meget. Det her bliver den første valgkamp, hvor alle partiledere kommer op at hænge i lygtepæle på valgplakater for det bliver første gang, at Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten kommer på valgplakater. Selv det parti, der har været allermindst personfikseret er nødt til at få partiets mest synlige ansigt på banen.

Nu har regeringen siddet i tre perioder. Nogle mener, at hemmeligheden ved Socialdemokratiets magt fra 1953 til 1968 var, at de formåede at forny sig. Regeringen har fornyet sig: Både V og K har fået ny partiformand; i 2010 foretog Løkke den største ministerrokade i nyere tid og med genopretningspakken har regeringen brudt med kontraktpolitikken. Har fornyelsen øget regeringens chance for at vinde valget?
Nej, det tror jeg ikke. For fornyelsen har ikke været synlig og mærkbar nok. Det vigtige er, at vælgerne mærker en fornyelse, og det har de ikke gjort. Mange vil sige: ”Det, der er på tegnebrættet nu, hvorfor var det ikke på tegnebrættet for flere år siden?” Der er for lidt tid til, at det kan få troværdighed. Og så består fornyelsen jo ikke kun i, at der kommer en ny partileder. Fornyelsen kræver, at man er i stand til at overbevise medarbejderne om, at der sker noget. Og mærker man stemningen i den offentlige sektor – jeg har selv haft lejlighed til det ved ganske mange møder ikke mindst i sundhedssektoren, politi og forsvar – så er der ikke meget, der peger i retningen af regeringen. De spørgsmål, der stilles, og de temaer, man driver frem, er enormt kritiske over for regeringen. Hvis regeringen skal vinde det her valg, så er det først og fremmest fordi vælgerne i sidste ende ikke synes, at oppositionens politik hænger sammen. Om det kan ske i løbet af en valgkamp, må vi se. Jeg vil ikke blive forundret, hvis blå blok haler noget ind under valgkampen – men jeg tror ikke, at de kan nå at hale nok ind til at vinde.

I B.T. d. 29. maj kunne man læse overskriften: ”Løkkes hemmelige nødplan: Vestager som statsminister”, hvilket minder om dengang da Dyremose (K) tilbød Marianne Jelved statsministerposten i 1993. Er Vestager som statsminister en seriøs mulighed?
Det har ingen gang på jorden. Alene fordi R aldrig ville drømme om at sige ja. Hvorfor ville de ikke det? To årsager. For det første fordi det så bliver Løkke og Pia Kjærsgaard, der bestemmer, hvornår proppen skal trækkes ud af den regering ikke Vestager. For det andet vil stemningen mellem R og S-SF blive så giftig, at det vil blive en regering uden venner den vil kun få fjender, og det ved R godt. Ligesom de ved, at dét forslag – hvis det overhovedet er et forslag – ikke er et udtryk for venlighed overfor R, men båret af at ville genere rød blok så meget som muligt. Dengang jeg selv var konservativ partileder, legede vi og V med nøjagtigt de samme tanker i 1993, hvor vi tilbød Jelved statsministerposten. Men det ville R ikke røre ved med en ildtang, og det vil de heller ikke denne gang. Så forslaget har slet ingen realiteter i sig – det kan overhovedet ikke lade sig gøre.

I din bog „Farvel til Slotsholmen‟ skriver du, at havde R spillet med musklerne i 1993 og gjort Jelved til statsminister, ville det være blevet en kort, trøstesløs omgang. Ville Vestager som statsminister også blive en kort, trøsteløs omgang?
Ja, det ville det.

Du siger, at der skal ske et mirakel, hvis regeringen skal vinde valget. Hvis ’miraklet’ sker, vil DF da kræve ministerbiler for at støtte en borgerlig regering?
Ja. Pia Kjærsgaard vil ikke acceptere bare at være støtteparti, som de sidste 10 år. Men min vurdering er, at hvis der er blåt flertal, så ender det ikke med en VKOregering, men med en ren V-regering. Hvis ikke de kan komme med i en regering, vil DF under ingen omstændigheder bare lade Løkke og Barfoed kører videre uden betaling. Pia Kjærsgaard ser ikke sig selv som en, der kommer med Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll i hænderne til forhandlinger over i statsministeriet. Hun vil forlange et opbrud i mønstret og så ender det med, at K vil træde ud af regeringen – mere eller mindre frivilligt – men de udtræder. Så, hvis der er blåt flertal, og V og K ikke vil acceptere DF i regeringen, så tror jeg, at det vil ende med en ren V-regering. Jeg kan i øvrigt godt forestille mig, at det bliver et emne under valgkampen: altså, hvis der bliver blåt flertal, hvad er det så egentlig for en regering, der kommer ud af det?

I „Helle eller Løkke?‟ spår Troels Mylenberg, at hvis det ikke lykkes Thorning at vinde valget, vil hun blive kåret til en af dansk politiks største parenteser. Mange spår, at hvis Løkke ikke vinder valget, vil han blive husket som vikaren for Fogh. Vil taberen blive tvunget til at gå af som partiformand?
Nej, det tror jeg ikke. Hvis Thorning ikke bliver statsminister, forlader hun selv partilederposten hurtigt. Jeg tror ikke, at hun skal tvinges til noget som helst. Med Løkke forholder det sig lidt anderledes. Hvis han taber valget, og V mister 45 mandater, kan det godt være, at Løkke selv vil have lyst til at forlade politik. Men det tror jeg ikke, at han får lov til. Hvis Vs nederlag er for stort, kan han blive tvunget til at gå af. Men hvis det kun er tale om 4-5 mandater og regeringsmagten, der går tabt, vil det ikke være en ydmygelse – og jeg tror, at der vil komme et meget stort pres både fra V’s folketingsgruppe og fra partiet V på Løkke om, at han skal blive. Og han skal blive i hvert fald de første 2-3 år for at se, hvordan en Thorning-regering overhovedet klarer sig. Løkke er en af landets dygtigste politikere, og vil være selvskrevet som oppositionens leder. Hvis Kristian Jensen, Søren Pind eller Troels Lund bliver formand for V, vil vedkommende ikke per definition være oppositionsleder. Men det vil Løkke være. Og derfor vil Løkke på den plads spille en meget central rolle. Hvis en Thorning-regering knækker sammen på grund af de ting, vi har talt om, efter halvandet til to år, så vil Løkke være klar til at vende tilbage. Så min vurdering er, at Thorning selv går af som partileder, hvis hun taber, mens Løkke, hvis han taber, vil blive yderligere et par år.

Hvem vinder valget?
Rød blok, tror jeg. Det skal ske et mirakel, hvis blå blok skal vinde. Men jeg vil ikke satse penge på resultatet.

Foto: Venstre