16.06.2011

Har politikerne overhalet økonomerne i deres spareiver? Både i USA, Danmark og Storbritannien er sparekursen blevet en del af den politiske taktik som en måde at vise ansvarlighed – så meget så det rækker ud over den økonomiske fornuft.

Af Kenneth Praefke, RÆSONs økonomiske kommentator

To af verdens største økonomiske superstjerner, der begge har modtaget en Nobelpris i økonomi, var i slutningen af maj forbi Danmark; Joseph Stiglitz og Paul Krugman. Og de kom med samme budskab: Vi kan ikke spare os ud af krisen. Vi er stadig i en ualmindelig økonomisk situation, og derfor er det for tidligt at skære i det offentlige forbrug og bevæge sig tilbage mod en almindelig økonomisk politik. Vi risikerer i stedet at spare os ind i en lang periode med lavvækst, lyder deres argument.

Kendis-faktoren til trods har Stiglitz og Krugman i nogen tid missioneret lidt ensomt for deres budskab. Men den seneste tids økonomiske udvikling giver måske en grund til at lytte til de to økonomer.

Når lande – fra Storbritannien og USA, over Danmark, til Grækenland og Portugal – skærer i den offentlige sektor med blodige hug, så sker det ud fra et argument om, at hestekurene skaber tillid; confidence. For markedet og for forbrugerne. Til statens økonomi og økonomien som sådan. Men foreløbig har den positive effekt af tilliden været mindre end den negative effekt af opstramningen.

Storbritannien er det ekstreme eksempel. Med spareplanen fra sidste sommeren er op mod en fjerdedel af budgettet skåret væk langt de fleste steder. Men en nylig meningsmåling fra starten af juni viser, at kun 1 ud af 10 briter mener, at økonomien er i god form. Ikke just noget tegn på confidence.

Da premierminister David Cameron og finansminister George Osborne for et år siden præsenterede spareplanen var der enighed om, at en spareplan var nødvendig. Særligt blandt økonomer. Men nu er hestekuren endt i den anden grøft, hvor økonomerne maner til spare-besindelse. OECDs cheføkonom har opfordret finansminister Osborne til at tage toppen af nedskæringerne, og 50 britiske økonomiprofessorer har opfordret finansministeren til at udarbejde en plan b, der kan booste jobskabelsen, hvis luften fortsætter med at sive ud af væksten. Men Osborne fastholder sin kurs uden slinger.

I starten af juni blev situationen så bizar, at da hele England ventede på Den Internationale Valutafonds (IMF) dom over britisk økonomi, var det ikke med et spørgsmål om, hvorvidt politikernes indsats var for sløv, men snarere om den var for hård. IMF sætter dog sin lid til, at afmatningen i opsvinget kun er midlertidigt og stiller sig dermed som en af få tilhængere i Osborne-lejren.

Har politikerne overhalet økonomerne i deres spareiver? Både i USA, Danmark og Storbritannien er sparekursen blevet en del af den politiske taktik. En måde at adskille de ansvarlige fra de uansvarlige, som rækker ud over den økonomiske fornuft. I Storbritannien overtog regeringen magten med et løfte om at bringe orden i økonomien. I USA har republikanerne brugt en hestekur som løftestang for deres projekt om at gøre staten mindre. Og i Danmark er en efterlønsreform blevet Lars Løkke Rasmussens livline i bestræbelserne på at beholde sit kontor i statsministeriet. Det har aldrig været og bliver næppe nogensinde populært at spare. Men det er alligevel blevet en bekvem politisk agenda.

I Portugal, Spanien og Grækenland, hvor tilliden til økonomien er et akut problem, og hvor problemet ikke er, at hestekurene er for strenge, men at de kommer for sent, går folk på gaden i vild utilfredshed, og politikerne tvinger kun modvilligt sparekravene igennem. Samtidig har regeringerne i Storbritannien, Danmark og USA – med de store forskelle, der ligger mellem landene – besluttet sig for at skære dybt allerede nu, selvom tillidsspørgsmålet her ikke er kortsigtet, men i Danmark for eksempel har svævet omkring årstallet 2020.

Storbritanniens vækst var negativ i fjerde kvartal af 2010 og kun 0,5 pct. i første kvartal af 2011. Danmark er efter alt at dømme tilbage i en noget uventet, men forhåbentlig kortvarig recession. Og i USA er double dip-spøgelset vendt tilbage i takt med, at jobmarkedet igen har lidt et knæk. Til sammen har dét gjort økonomerne afventende, mens politikerne fastholder deres sparebegejstring som en konsekvens af, at det er blevet lige så meget politisk strategi som økonomisk fornuft. Hvis ikke de husker, at problemet er langsigtet, og løsningen derfor også bør være det, risikerer politikerne at spare verdensøkonomien tilbage i krise.

Foto: USAs præsident Barack Obama og UKs premierminister David Cameron.

Kenneth Praefke (f. 1987) er økonomisk kommentator for RÆSON og kandidatstuderende i økonomi ved Københavns Universitet. Tidligere både økonomisk og daglig redaktør på RÆSON. I foråret 2010 økonomisk praktikant ved den danske ambassade i Washington, DC.