Viktor Andersen: USA’s kulturkamp er blevet Trumps udenrigspolitiske kompas. Det åbner døren for Putin

07.03.2025

Zelenskyjs besøg i Det Hvide Hus blev et live-transmitteret symbol på, at verdens magtkampe ikke længere handler om styreformer, men om kulturelle værdier. I den kamp har Putin og Trump fundet sammen om en fælles fjende: Vestens progressive globalisme.

Kronik af Viktor Vester Andersen

Da Donald Trump for nylig offentligt ydmygede den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, var det mere end et udenrigspolitisk signal – det var en kulturel krigserklæring mod det progressive Vesten. Trump og MAGA-bevægelsen er i færd med at omdanne den årtier lange geopolitiske kamp mellem Rusland og Vesten til et ideologisk opgør mellem konservativ kristendom og progressiv globalisme. Hans tilsyneladende knæfald for Putin er ikke et tegn på svaghed, men snarere et strategisk forsøg på at opbygge en ny konservativ-kristen blok mod den vestlige progressivisme – den egentlige trussel, må man forstå.

Trumps påståede fascination af såkaldte strong men bunder ikke blot i toksisk maskulinitet eller en barnlig idolisering af magtfulde mænd. Det bunder snarere i en dybere frygt for, at den hvide kristne kultur underlægges woke-ideologiens identitetspolitik og multikulturalisme. Frygten er hverken ny eller unik. Den anerkendte sociolog, Richard Hofstadter, gav frygten en betegnelse, da ophævelsen af raceadskillelsen sendte jordskælv gennem USA’s hvide samfund i 1960’erne: kulturel angst. I Biden-årene blev der jævnligt pustet til denne angst med hentydninger til the great replacement-teorien på højrefløjsmedier som bl.a. det populære Fox News. Nyhedsværten, Jesse Watters, omtalte for eksempel Demokraternes immigrationspolitik som et forsøg på lukke fattige og udokumenterede immigranter ind i USA, for at gøre Texas til en demokratisk stat – den næststørste stat i valgmandskollegiet.

At MAGA-fløjens værdikamp er international blev tydelig, da Elon Musk opfordrede tyske vælgere til at støtte Alternative für Deutschland, mens JD Vance – mere eller mindre indirekte – gjorde det samme under sikkerhedskonferencen i München. Her erklærede han, at Vestens største trussel ikke kom fra Rusland, men indefra – fra den påståede censur af højrenationale partier som AfD, der ifølge Vance er et brud på ytringsfriheden.

Denne ideologiske kamp har nu gjort Putin til en vigtig allieret. Han har længe positioneret sig som modstander af den liberale verdensorden. I et interview med Financial Times i 2019 erklærede han, at den liberale idé er forældet og står i modsætning til flertallets vilje. I interviewet kritiserede han også Europas slappe immigrationspolitik, omfavnelse af seksuelle minoriteter og kønsidentitet, mens han roste Trump for at bygge en mur mod Mexico. Samme historie er et centralt samlingspunkt for højrefløjen i både USA og Europa. Som en selvudnævnt forsvarer af traditionelle konservative værdier repræsenterer Putin den verdensorden, MAGA-fløjen ønsker at genoprette. For Trump, Vance og deres ligesindede handler sikkerhedspolitik nu ikke blot om national sikkerhed i klassisk forstand, men om en global kamp for at bevare – eller rettere genoprette – den kristent-konservative orden mod den progressive, woke-ideologi, der har spredt sig fra USA’s venstrefløj til Europa.

Når man undrer sig over, hvorfor Trump bruger så meget energi på at angribe sine allierede, skyldes det, at han ikke længere ser verden, som den udformede sig efter afslutningen på Den Kolde Krig. For Reagans USA var kommunismen en eksistentiel trussel; for Trumps USA er det woke-ideologien – og her er Putin snarere en medspiller end modspiller.

 

For Reagans USA var kommunismen en eksistentiel trussel; for Trumps USA er det woke-ideologien – og her er Putin snarere en medspiller end modspiller
_______

 

Tucker Carlson og MAGA-fløjens fascination af Rusland

Hvis man vil forstå, hvorfor en anseelig del af amerikanere abonnerer på USA’s nye linje over for Rusland, skal man ikke lede længe på X og i de amerikanske højrefløjsmedier. Her kommer den tidligere Fox News-vært, Tucker Carlson, ofte ind i billedet. Carlson, der har en stor stemme på den amerikanske højrefløj, tog sidste år på en opsigtsvækkende tur til Rusland, hvor han bl.a. som den første vestlige journalist siden krigens udbrud interviewede Vladimir Putin. Det var ikke blot et forsøg på at fremstille Rusland som en rationel aktør i verdenspolitikken, men en strategi til at vise Putins Rusland som et ligeværdigt – og måske endda bedre – alternativ til et forfaldent og – ifølge Carlsons åndsfæller – woke-præget USA og Vesten.

Carlson fremhævede Moskvas rene metro og spurgte retorisk, hvordan Rusland kan have et metrosystem, hvor almindelige borgere kan pendle uden at blive konfronteret med den kriminalitet, hjemløshed og det forfald, der præger de amerikanske storbyer– den progressive globalismes epicentre. I en tid, hvor Biden-administrationen kæmpede med høj inflation, besøgte Carlson også et russisk supermarked, hvor han blev forbløffet over varernes kvalitet og priserne på dagligvarer. Afslutningsvis konkluderede han, at hvis amerikanere så, hvordan folk levede i Rusland, og hvad dagligvarer kostede – i “ondskabens hjerte” – ville det radikalisere deres syn på landets ledere. Carlson glemte belejligt at nævne, at den russiske medianløn er en brøkdel af den amerikanske, hvorfor historien om de russiske dagligvarer var en sandhed med alvorlige modifikationer. Ikke desto mindre stod det underliggende budskab klart.

Carlsons reportage var ikke tilfældig, for som et gammelt ordsprog lyder, så er min fjendes fjende min ven. Den understøtter nemlig den bredere fortælling i MAGA-bevægelsen, hvor Rusland ikke længere ses som en geopolitisk rival, men som en ideologisk modpol til alt det, MAGA-fløjen forsøger at bekæmpe. Putin bliver i denne medieoptik en garant for tradition, orden og national suverænitet, mens USA fremstilles som svækket af globalisme, social liberalisme og økonomisk elendighed.

Den Kolde Kulturkrig

At USA ikke længere skal støtte Ukraine relaterer sig ikke umiddelbart til USA’s kulturkrig, udover MAGA-fløjens flirten med Putin. Men kradser man i de bevæggrunde, der fremlægges for, at støtten til Ukraine skal stoppe, ser det anderledes ud. “America First”-doktrinen reflekterer ideen om, at USA ikke skal bruge milliarder af dollars på endeløse udenlandske militære konflikter. Men dette princip er selektivt anvendt. Israel, der er den ene part i en anden endeløs militær konflikt, modtog i starten af marts militær støtte på lidt over 28 milliarder kroner, uden at det mødte samme modstand fra America First-lejren.

Nogle vil – med rette – argumentere, at Israel har en anden historisk og strategisk forbindelse til USA end Ukraine, og at Israel ses som et bolværk mod USA’s geopolitiske modstander, Iran. Men det samme kunne umiddelbart siges om Ukraine i forhold til Rusland. Her mener jeg, at en del af forklaringen også ligger i, at Israel ses af MAGA-fløjen som en ideologisk åndsfælle i den religiøse konservatisme, der er fundamental for bevægelsen. Når det gælder Ukraine, er den humanitære katastrofe, demokrati og den strategiske betydning ikke længere en prioritet. Dette afslører, at America First-argumentet om ikke-intervention i virkeligheden er selektivt og ikke en universel holdning baseret på principper, men snarere en refleksion af en dybere kulturkrig, hvor demokrati og frihed ikke længere anses som værd at forsvare i sig selv, medmindre de beskytter de samme kulturkonservative værdier som MAGA-fløjen i USA.

 

“America First”-doktrinen reflekterer ideen om, at USA ikke skal bruge milliarder af dollars på endeløse udenlandske militære konflikter
_______

 

Et andet budskab, som Trump-fløjen benytter, er en påstået opposition mod krig – et budskab, der fremstilles som en stræben efter fred. Men hvor holdbart er denne antikrigsretorik, hvis den i praksis betyder at belønne aggressoreren? En strategi, hvor fred opnås ved at lade angrebsmagten diktere betingelserne, er i virkeligheden en accept af militær ekspansion og magtens ret.

Det stiller spørgsmålet: Ville de samme mennesker, argumentere for, at et overgrebsoffer burde give samtykke for at få overgrebet til at stoppe? Hvis man hævder at være imod krig, men samtidig legitimerer aggressorens ønsker, er man så reelt en fredsforkæmper eller blot en kollaboratør?

Der er en dybere ironi i, at mange af de samme konservative kræfter, der advokerer for at stoppe støtten til Ukraine, ser det som en moralsk nødvendighed at opretholde og udvide militær støtte til Israel. Argumentet om, at man er “imod krig,” gælder altså ikke, når det er en konflikt, hvor den yderste højrefløj ikke ser deres egne værdier reflekteret.

USA’s manglende opbakning til Ukraine er ikke bare en ny udenrigspolitisk linje, den er også et brud på tidligere internationale forpligtelser. I Budapest Memorandummet fra 1994 afgav USA, Storbritannien og Rusland sikkerhedsgarantier til Ukraine i bytte for, at landet opgav sit atomarsenal. Rusland har siden brutalt brudt denne aftale, men USA’s tilbageholdenhed i at støtte Ukraine underminerer også landets forpligtelser. Minsk-aftalerne, som skulle sikre en fredelig løsning i Østukraine efter annekteringen af Krim-halvøen, blev heller aldrig opretholdt af Rusland, hvilket yderligere understreger, hvordan vestlige forsøg på diplomati gang på gang er blevet udnyttet af Kreml. At USA nu vælger at se bort fra tidligere garantier til Ukraine viser, at nationens forpligtelser i international politik er fleksible og afhænger af de skiftende vinde i den hjemlige kulturkamp.

Trump har i øvrigt lovet fred før. Han lovede fred i Mellemøsten under valgkampen og har nu præsenteret sit spektakulære Gaza-projekt, hvor palæstinensere skal fordrives. Hvis nogen var i tvivl om der foregår en form for etnisk udrenselse i Gaza, så forsikrer Trump nu om, at det vil ske. Det var næppe denne form for fred, de palæstinensiske ledere havde forestillet sig, da de begejstret for udsigterne til fred opfordrede det anseelige antal amerikanere med arabiske og palæstinensiske rødder i Michigan til at stemme på Trump ved valget i november.

Det står derfor nu soleklart, at Rusland ikke længere betragtes som en geopolitisk rival i samme forstand. Dagene, hvor USA ville bruge sin magt til at beskytte demokrati og frihed i verden, er talte, hvis MAGA-fløjen er kommet for at blive. Og noget tyder på det. Trump – og de 77 mio. amerikanere, der stemte på ham – ønsker ikke, at USA skal være den frie verdens leder; de ønsker snarere at gøre USA til leder af en konservativ kultur-religiøs verden.

Hvis man ønsker at forstå, hvorfor Trump og MAGA-fløjen tilslutter sig Putins verdenssyn, må man altså forstå, hvordan verden er opdelt anno 2025. Traditionelt har vi forstået Vesten som et isoleret område med værdier, der udsprang af oplysningstiden og førte til demokrati. Op gennem 1900-tallet blev verden struktureret i modsætningsforhold: først demokrati mod fascisme, dernæst kapitalisme mod kommunisme og senere demokratiske stater mod autokratier og diktaturer.

Men den nuværende omlægning af verdensordenen handler ikke længere om økonomiske systemer eller styreformer. I stedet ser vi en ny polarisering, hvor liberale demokratier har fremmet multikulturalisme, LGBTG+, positiv særbehandling og moderne feminisme – alt sammen pakket ind i promoveringen af liberale værdier. Med henvisning til Newtons tredje lov for tyngdekraften, er jeg overbevist om, at vi i denne tid gennemlever en ligeværdig og modsatrettet reaktionskraft på omfavnelse af disse sociale normer, højrefløjen affejer som woke-ideologi. Modsat står nemlig en reaktionær modpol, der søger at bevare national identitet, traditionelle værdier og kristen konservatisme. En bevægelse, der vil gøre det af med positiv særbehandling af seksuelle og etniske minoriteter, white man’s guilt, pride-flag fra statsbygninger og alt det andet. Det er store dele af USA med et stigende antal allierede på den europæiske højrefløj, som nu vender Danmark og resten af Vesten ryggen i en global kulturkrig, hvor Trump ikke nødvendigvis allierer sig med Putin for at genetablere Sovjetunionen anno 2025, men snarere for at beskytte resterne af den kultur, hvis nedbrydelse har været med til at fostre højrepopulismens tidsalder. ■

 

Det er store dele af USA med et stigende antal allierede på den europæiske højrefløj, som nu vender Danmark og resten af Vesten ryggen i en global kulturkrig, hvor Trump ikke nødvendigvis allierer sig med Putin for at genetablere Sovjetunionen anno 2025, men snarere for at beskytte resterne af den kultur, hvis nedbrydelse har været med til at fostre højrepopulismens tidsalder
_______

 

Viktor Vester Andersen (f. 1997) studerer Political Science på New York University og er BA i Amerikanske Studier med tilvalg i international politik, globalisering og samfund.

ILLUSTRATION: Da Nang, 11. november 2017: Trump og Putin mødes til Asia-Pacific Economic Cooperation i Vietnam [FOTO: Jorge Silva/EPA/Ritzau Scanpix]