20.05.2011

[FRA RÆSON9] Det er slut med at ligge lavt, men hvad kommer i stedet?

Af Camilla Tenna Nørup Sørensen

Udenrigs- og sikkerhedspolitisk var 2010 et svært og modgangsfyldt år for Kina. Året blev indledt med et forværret forhold til USA særligt som følge af amerikanske våbensalg til Taiwan, Obamas møde med Dalai Lama og stigende amerikansk utilfredshed med den kinesiske valutapolitik. Herefter fulgte genopblussede konflikter hen over sommeren omkring territoriale rettigheder – først med de sydøstasiatiske stater i det Sydkinesiske Hav og dernæst med Japan i det Østkinesiske Hav. Oveni dette udstillede Nordkoreas beskydning i november af en sydkoreansk ø for alvor Beijings manglende vilje og evne til at skrue bissen på over for Pyongyang. Episoden satte yderligere skub i en række af – set med kinesiske briller – negative og truende udviklinger. Dette gælder særligt styrkelsen af USA’s alliancer med Japan og Sydkorea samt intensiveringen af militære øvelser tæt på Kinas territorium med deltagelse af amerikansk, japansk og sydkoreansk militær. Året blev sluttet af med tildelingen af Nobel Fredspris til Liu Xiaobo, og Beijings aggressive og klodsede håndtering heraf medførte yderligere tilbageslag for Kinas i forvejen hårdt ramte internationale image.

At det har udviklet sig så negativt for Kina i 2010, har overrasket kinesiske International Politik-forskere og medført en stærkt intensiveret kinesisk debat om Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fokus i debatten er på de ændrede betingelser for kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, og på hvordan Kina bedst kan håndtere disse. Vestlige analytikere og forskere har det seneste år fremhævet et mere selvsikkert og aggressivt Kina, der nu kaster hæmningerne over bord, for alvor træder frem som stormagt på den internationale scene og kræver respekt og indflydelse. Den gængse opfattelse, stærkest repræsenteret ved den amerikanske udenrigspolitiske kommentator Robert Kagan, synes at være, at stigende kinesisk magt medfører stigende kinesiske ambitioner og mindre kinesisk ydmyghed, lydhørhed og tolerance. I modsætning hertil ses der blandt kinesiske International Politik-forskere en vis konsensus om, at det er gået alt for hurtigt for Kina, som slet ikke er klar til – eller rigtig interesseret i – at blive fuldbåren stormagt med den internationale opmærksomhed og krav, som der følger med. Kina har, som formuleret af en af Kinas mest fremtrædende International Politik-forskere professor Zhu Feng fra School of International Studies ved Peking University, “store ambitioner om at spille en større rolle og tage mere ansvar internationalt, bare ikke endnu”.

Hvad nogle i Vesten opfatter som tiltagende kinesisk selvsikkerhed og aggressivitet ses i det kinesiske International Politik-miljø ikke som et tegn på en ændring i linjen – men mere som resultat af kinesisk usikkerhed, manglende fokus og erfaring samt manglende evne til at koordinere et stadig større antal kinesiske indenrigspolitiske aktører, som deltager i at formulere og udføre udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Adskillige kinesiske International Politik-forskere mener nemlig snarere, at det er manglen på ændring og nytænkning af strategien, der er en grundlæggende årsag til det seneste års mange problemer og konflikter i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Den kinesiske ledelse har på det seneste anvendt enhver lejlighed til at forsikre omverdenen om, at Kina vil fastholde sin traditionelle ‘ligge lavt’-strategi, som har muliggjort et kinesisk fokus på den økonomiske reformproces. Strategien foreskriver, at kinesiske ledere skal prioritere opbygningen og fastholdelsen af stabile relationer til stater i regionen og vigtige handelspartnere. Herudover skal Beijing holde lav profil internationalt og undgå at blive blandet ind i andre staters konflikter og generelt undgå at bruge for mange ressourcer på udviklinger og begivenheder i det internationale system, som ikke berører Kinas nationale kerneinteresser. Kina skal aldrig tage føringen internationalt og aldrig søge ekspansion og hegemoni.

Men på trods af denne officielle forsikrende status quo-retorik, er der i kinesiske International Politik-forskningsmiljøer en stigende erkendelse af, at der ikke er nogen vej udenom en nytænkning af Kinas internationale rolle og strategi. Om den kinesisk ledelse vil det eller ej, er Kina blevet for vigtig en international aktør og har fået for stærke interesser i det internationale system til bare at ‘ligge lavt’ og holde sig udenfor. Således fremfører professor Wang Jisi, leder af School of International Studies ved Peking University, i det nyeste nummer af det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs under overskriften ‘China’s Search for a Grand Strategy’, at en kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som insisterer på at fastholde en lav profil, ikke effektivt kan håndtere de mange komplekse og forskelligartede udfordringer, Kina i dag står overfor i det internationale system. At ‘ligge lavt’-strategien ikke længere er tidssvarende skyldes også den kinesiske økonomis stigende behov for import af energi- og naturressourcer og sikre transportruter for denne import. Dette har medført, at de kinesiske ledere er blevet mere sårbare i forhold til udviklinger i stater og områder udenfor Kinas nærområde, som ikke tidligere har haft den store bevågenhed fra kinesisk hold.

I stigende grad bliver Kina også tvunget til mere klart og aktivt at forklare omverdenen, hvilken international rolle Beijing ser Kina spille i fremtiden og hvad det er for et internationalt system, kineserne vil arbejde for at udvikle. Wang Junsheng, forsker ved Chinese Academy of Social Science (CASS) i Beijing, henviser til en velkendt kinesisk læresætning “træet er endnu ikke fuldt udvokset, men det udsættes alligevel allerede for vinden” til at beskrive den nuværende situation, hvor Kina stadig mangler adskillige af de egenskaber og styrker, som kendetegner en international stormagt, men alligevel står overfor både interne og eksterne forventninger og presses til at spille rollen.
Der er tale om meget livlig – og overraskende kritisk – debat blandt kinesiske International Politik-forskere, og budene på indholdet i en ny kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi spænder vidt.

På den ene yderfløj findes stærke nationalistiske og marxistiske grupperinger, som trods forskellig institutionel forankring i det kinesiske system fremfører et fælles argument om behovet for en udvikling, der i højere grad føres på Kinas betingelser. I korte træk er deres analyse, at de seneste 30 års reformpolitik har medført en underminering af kinesiske kulturelle værdier og Kinas internationale suverænitet og autonomi. Vesten, ført an af USA, bestræber sig på at holde Kina svagt særligt ved at svække Kommunistpartiets magt og presse på for omvæltninger og ‘revolution’ som set tidligere i Østeuropa og Centralasien og nu i visse dele af Mellemøsten og Nordafrika. Ifølge en af de mest prominente fortalere for denne fløj, oberst Liu Mingfu, som også er professor ved Chinese National Defense University i Beijing, skal de kinesiske ledere fralægge sig al ydmyghed omkring Kinas globale ambitioner og benhårdt gå efter at blive nummer et i verden. Et partnerskab med USA er en illusion, og det, der er behov for nu, er en kinesisk strategi, som modsætter sig international indblanding i Kinas egne forhold og internationalt mere aggressivt fremfører Kinas synspunkter og ikke lader sig dirigere rundt af USA. Her er fokus på opbygningen af et stærkt kinesisk militær, som skal skabe international respekt om Kina og sikre Kinas internationale krav og nationale interesser.

På den anden yderfløj findes stærke globaliseringsfortalere, der fremhæver, hvordan globaliseringen er til Kinas fordel, og at Kina også skal tage ansvar og medvirke konstruktivt til løsninger af de udfordringer, som globaliseringen har ført med sig. En af de mest fremtrædende fortalere for denne fløj, professor Shi Yinhong der er leder af Centre of American Studies ved Renmin University i Beijing, fastslår, at Kina ikke skal være en free-rider i det internationale system, da det hverken gavner systemet eller Kinas nationale interesser. Et andet vigtigt argument hos denne fløj er, at suverænitetsprincippet ikke længere er styrende i international politik og nye typer sikkerhedstrusler som terror, klima mv. fordrer multilaterale samarbejder. Kina skal derfor aktivt involvere sig i opbygningen og udviklingen af stærke internationale multilaterale samarbejder. Professor Chu Shulong, Institute of International Strategic and Devopment Studies (IISDS) ved Tsinghua University i Beijing, argumenterer for, at den største fejl, som de kinesiske ledere kan begå, er at fokusere på rivalisering med USA, da det kun vil lede til et svagere Kina. Kina og USA har stærke fælles interesser – økonomiske og udenrigs- og sikkerhedspolitiske – der kun kan sikres ved samarbejde. Fokus på opbygningen af et stærkt kinesisk militær findes dog også på denne yderfløj, men her er formålet at Kina også militært skal kunne bidrage til internationale aktioner som for eksempel bekæmpelse af pirateri og humanitære operationer.

Mellem disse to yderfløje udvikles adskillige andre analyser og bud på, hvordan de mange nye og mere komplekse interesser og krav, som de kinesiske ledere står overfor i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, bedst skal tackles. Et tankevækkende træk ved debatten er, at der tilsyneladende er en grundlæggende uenighed – og usikkerhed – om, hvilket type stat eller magt, Kina er i dag. En form for generel identitetskrise med hensyn til Kinas internationale identitet og rolle. Er Kina en global stormagt, en regional stormagt eller slet ingen af delene, men snarere fortsat et udviklingsland, som står overfor så enorme indenrigspolitiske udfordringer, at alle internationale ambitioner skal lægges til side?

Et andet generelt træk er en særlig dobbelthed med hensyn til læren af Kinas historie. På den ene side er der en stærk stolthed og tro på at kunne udbrede kinesiske værdier og ideer –kinesisk ‘soft-power’. På den anden side er der en stor usikkerhed i forhold til egne egenskaber og tiltrækningskraft og en nærmest paranoid frygt for, at Kina atter skal blive offer for fjendtlige magters forsøg på at svække og splitte Kina. Et tredje generelt træk er en høj grad af sammentænkning af indenrigspolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dette skyldes den store betydning, som indenrigspolitiske udviklinger har fået for kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som Wang Jisi fra Peking University fastslår, så er der en bred anerkendelse blandt kinesiske International Politik-forskere af, at alle forslag til, hvordan kinesiske ledere skal håndtere internationale udfordringer, samtidig skal fordre indenrigspolitisk økonomisk udvikling samt social og politisk stabilitet i Kina.

Det er en udbredt antagelse, at debatten blandt kinesiske International Politik-forskere både afspejler og influerer debatten i den kinesiske ledelse om kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er svært at sige, i hvor høj grad denne antagelse holder i dag, men det seneste års konflikter må også have sat gang i debatten i den kinesiske ledelse. I den nærmeste fremtid vil dette dog næppe føre til en aktivt formuleret ny kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Dette skyldes adskillige forhold, hvoraf de vigtigste er manglende overskud i den kinesiske ledelse og manglen på en stærk og visionær kinesisk topledelse. Derfor vil kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik også i de kommende år blive præget af den blanding af ukoordinerede og reaktive ad hoc-politikker og overreaktioner, som har kendetegnet kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik i 2010. Det vil have store negative omkostninger for Kinas internationale image og interesser, hvorfor disse forløb vil blive efterfulgt af kinesiske charmeoffensiver, fx i form af store økonomiske investeringer og beroligende udmeldinger om Kinas udenrigspolitiske ambitioner.

Det er endnu for tidligt at sige om den kommende kinesiske ledelse – anført af den nuværende vicepræsident Xi Jinping, som tager over i 2012 – vil have overskuddet, visionerne og den nødvendige autoritet til at nytænke og aktivt formulere en ny kinesiske udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Blandt Kinas International Politik-forskere er der udbredt enighed om behovet for dette, men stor uenighed om indholdet.

Camilla T. N. Sørensen (f. 1976) er adjunkt ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og er til efteråret 2011 på gæsteforskerophold ved School of International Studies, Peking University. Primære forskningsinteresser er østasiatisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og International Politik teori.

Udgivet i RÆSON9 (12/5 2011). Udgivet online 20/5 2011. Foto: Det Hvide Hus