20.05.2011

Vupti. Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) vil finde de 47 mia. kr., der mangler i statskassen i 2020, ved blandt andet at hæve skatterne med ”omkring 40 milliarder”. ”Hvor svært kan det være?”, spørger hun forrige uge Informations læsere i en helsidesannonce; storsmilende, håndsigneret. Ikke så svært, mener hun. Men burde hun ikke regne med negative afledte effekter ved så meget højere skat? Det gør økonomerne.

Af Magnus Boding Hansen

CHEFREDAKTØREN VS. Ræsons chefredaktør Magnus Boding Hansen kræver i denne serie klare svar fra toppolitikerne på de svære spørgsmål. Han har altid kun ét spørgsmål. Han er ikke specielt venlig.

RÆSON: ”Hvor svært kan det være? Underskuddet i statskassen: 47 milliarder. Regeringens skattelettelser: 45,8 milliarder,” skriver du i en annonce. I trækker simpelthen bare det hele tilbage, så er problemet løst?
Johanne Schmidt-Nielsen: Vi trækker ikke alle skattelettelserne tilbage. Kun dem til de ti procent rigeste. Resten af de 45,8 milliarder får vi ind på andre skatter og indtægter.
RÆSON: Hvor meget giver så det, I konkret taler om i annoncen?
Schmidt-Nielsen: 7,3 milliarder. Vi fører ikke alt tilbage. Der er noget, vi i stedet laver om på. I forhold til boligskatten går vi fx efter den svenske model, hvor man først beskatter, når værdien realiseres gennem salg eller forbrugslån.
RÆSON: Hvor meget vil I hæve skatten i alt?
Schmidt-Nielsen: Med omkring 40 milliarder. Fx beskatter vi også kapitalindkomst hårdere: 5 milliarder. Vi indfører formueskat: 3 milliarder. Vi genindfører afgiften på handel med værdipapirer: 7,6 milliarder.
RÆSON: Det fremgår af jeres annonce og jeres skatteplan, at nogle af de skattelettelser, I foreslår, er på arbejde og erhverv. Al økonomisk teori siger, at lige præcis her, skal man modregne et eller andet tab i skatteindtægterne – så man altså ikke tjener fulde 40 milliarder, når man hæver med 40 milliarder. Hvor stort budgetterer I med, at det tab bliver?
Schmidt-Nielsen: Man skal passe ufatteligt meget på med afledte effekter. Det bliver hurtigt til hokus pokus-økonomi. I forhold til beskatning på arbejde, er der jo den evige diskussion af, om det vil få folk til at arbejde mere eller mindre pga. hængekøjeeffekten, hvor skattelettelserne gør, at folk får råd til at prioritere at have mere fritid…
RÆSON: Nej, det er jo ikke bevist, om skattelettelser mest øger lysten til at arbejde mere (fordi man kan beholde flere penge selv) eller mindsker den (fordi man hurtigere kan tjene det, man behøver). Men rent hypotetisk – hvis vi tænker os, at det indiskutabelt ikke ville give fulde 40 milliarder i statskassen at hæve skatterne med 40 milliarder – ville I så gøre det?
Schmidt-Nielsen: Hvorfor beskatter vi? Det handler om at få nogle penge i kassen. Men også om at få en mere retfærdig fordeling af de resurser, der er i vores samfund. Jeg tilstræber økonomisk lighed.
RÆSON: Så hvad er vigtigst: Vækst eller økonomisk lighed?
Schmidt-Nielsen: Jeg mener ikke det er enten-eller. De skandinaviske lande er jo nogle af verdens rigeste – ikke mindst på grund af nogle velfærdsmodeller, der betyder, at vi har en høj grad af økonomisk lighed.
RÆSON: OK. Så du vil helst have begge dele. Klart. Men hvis nu du skal vælge…
Schmidt-Nielsen: Hvis og hvis. Jeg mener, de to ting hænger sammen. Men for de rigeste lande mener jeg ikke, målet er øget økonomisk vækst, men omfordeling af de resurser, vi har i forvejen. Det handler blandt andet om, at vores klode ikke kan holde til den her vækst.
RÆSON: Så for de rigeste – som os – er økonomisk lighed vigtigere end vækst?
Schmidt-Nielsen: Ja.
RÆSON: Grunden til, jeg spørger, er, at jeg ikke har været i stand til at finde én økonom, der mener, at man kan hæve skatter på arbejde og erhverv – som I blandt andet vil – uden, at det vil medføre et eller andet tab i skatteindtægt. Men sådan et tab kan jeg altså forstå, at I ikke regner med?
Schmidt-Nielsen: Jeg køber grundlæggende ikke din præmis om, at skatteprovenuet falder, fordi man hæver skatterne. Det er en nyliberalistisk teoretisk model, som ikke har noget seriøst empirisk grundlag. Hvis det var tilfældet, skulle Danmarks skatteindtægter have været faldende fra anden verdenskrig og frem til 90´erne, hvor skatterne gradvist blev hævet. Det er som bekendt ikke tilfældet. Vi opererer derfor ikke med, at der bliver et lavere provenu, fordi vi fører indtægtsskatten for de rigeste ti procent tilbage til det niveau, den havde før seneste skattereform.
RÆSON: Hvor høj kan skatten blive, før det mindsker skatteprovenuet?
Schmidt-Nielsen: Det er et teoretisk og ligegyldigt spørgsmål. Det er klart, at en skatteprocent på 99% ikke er mulig eller gavnlig. Men ingen partier – heller ikke Enhedslisten – vil hæve skatten til et niveau, hvor det spørgsmål er relevant. Vores forslag angående indkomstskat er ganske beskedne. Vi beder personer, der tjener mere end en halv million, om at betale det samme i 2012, som de gjorde i 2009. Det vil give de samme indtægter til staten, som det gav inden den seneste skattereform. Teorien om at en sådan ændring vil mindske lysten til at arbejde mere er ikke empirisk underbygget.
RÆSON: Og hvis det alligevel viser sig, at I taber nogle af skatteindtægterne til negative afledte effekter, hvad gør I så? Hæver skatten endnu mere?
Schmidt-Nielsen: Man må altid forholde sig til den konkrete situation.
RÆSON: Så forstår jeg: Det, der ikke kan være så svært, er at lukke hullet her og nu – for et øjeblik. Det kan sagtens blive svært at holde det lukket?
Schmidt-Nielsen: Nej. Det er jeg dybt uenig i.
RÆSON: Hullet bliver let at lukke både på kort og lang sigt?
Schmidt-Nielsen: Ja
RÆSON: Men al økonomisk teori siger jo, at højere indkomst- og selskabsskat…
Schmidt-Nielsen: Hov, hov, hov. Al økonomisk teori?
RÆSON: Ja. Kender du én eneste økonom, som vil sige, at det er gratis at hæve skatterne med 40 milliarder, når det blandt andet er på arbejde og erhverv?
Schmidt-Nielsen: Det mailer jeg lige et svar på.

Dagen efter mailer Johanne Schmidt-Nielsen et svar. Med fire navne: ”Jesper Jespersen (professor i Økonomi, RUC), Peter Nielsen (lektor i politisk økonomi, RUC), Hans Aage (professor i Nationaløkonomi, RUC), Per Kongshøj Madsen (professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet).”

Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansvarshavende chefredaktør og redaktør og redaktør for krig og fred. Han er kandidatstuderende i retorik med tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og i militær- og fredsstudier. Magnus har skrevet en artikel fra jordskælvet i Haiti til Information og været praktikant på DR2 Udland.