17.05.2011

Den økonomiske krise har presset klimaet langt ned på Washingtons politiske dagsorden. Men delstater som Colorado og Californien beviser, at bæredygtig energipolitik kan skabe både vækst og arbejdspladser. Det siger John Zysman – professor i politisk økonomi, forsker i grønne vækstøkonomier ved UC Berkeley og rådsmedlem i den globale tænketank Green Growth Leaders – til RÆSON. Regeringer bør følge deres eksempel: ”Det betyder ikke, at man skal udpege vindere og tabere blandt specifikke teknologier. Men man skal hjælpe virksomheder og forskere i gang med at forestille sig, hvordan fremtiden kan komme til at se ud.”

Af Ulrik Jørstad Gade

Obama har opgivet sit valgløfte om at indføre CO2-kvoter i denne valgperiode, og han kæmper i øjeblikket for at bevare støtten til forskning og udvikling inden for grøn teknologi.

I Washington lyder det ellers fra begge politiske partier, at økonomisk vækst er nødvendig for at bringe USA ud af krisen. De fleste er også helt enige om, at USA bør gøre sig mindre afhængig af importeret olie. Derfor kunne man tro, at begrebet ”grøn vækst” ville være populært i Kongressen og Det Hvide Hus – at der ville være stor fokus på, hvordan USA kan reducere sit forbrug af fossile brændsler og samtidig skabe økonomiske vækst og nye arbejdspladser. Men den debat er død, siger John Zysman til RÆSON:

”På det nationale niveau bliver det ved snakken, når det gælder grøn teknologi. Der er intet systematisk initiativ på området. Den fokus, der tidligere har været på grøn vækst, er gået tabt gennem de seneste par år, og nu er man nødt til at omtænke hele emnet. Vi er nødt til at starte forfra.”

Den økonomiske krise har sat en dagsorden, der primært handler om, hvor man kan spare i de kommende års budgetter. Og mange frygter, at klimapolitiske reguleringer vil få energipriserne til at stige yderligere. Både lønmodtagere og virksomheder er i forvejen sårbare, og det begrænser Washingtons politiske spillerum.

”En national grøn vækst-dagsorden forudsætter en kolossal og meget sofistikeret indsats for at skabe ordninger, der skal hjælpe de umiddelbare tabere ved overgangen til en grøn økonomi med at tilpasse sig. Og det kommer ikke til at ske i det nuværende politiske klima,” siger John Zysman.

Klimapolitik på delstatsniveau
I dag er den klimapolitiske dagsorden overladt til delstaterne. Og der er stor forskel på, hvordan de bruger deres politiske spillerum.

De stater i Midtvesten og Syden, der baserer en stor del af deres økonomi og energiforbrug på kulminedrift og kulkraft, er uinteresserede i debatten om grøn teknologi. Samtidig er der opstået en ny olie- og naturgasfeber i delstater som Texas, Pennsylvania, New York og North Dakota. Nye udvindingsmetoder har nemlig gjort det økonomisk lønsomt at udvinde olie og naturgas fra dybtliggende skiferlag, hvor det ikke tidligere har kunnet betale sig. Gasindustrien er undtaget fra en del af de nationale regler, der gælder for olieboringer, så de enkelte delstater må selv regulere og kontrollere gasudvindingen. Delstaternes politikere skal altså løbende beslutte, hvor tungt de vil vægte hensynet til nye arbejdspladser og økonomisk udvikling i forhold til de miljømæssige problemer, som udvindingen giver for landbrug og lokalsamfund. I Pennsylvania betyder det for eksempel, at den nyvalgte republikanske guvernør, Tom Corbett, der modtager store kampagnebidrag fra gasindustrien, har lempet på reglerne for gasudvinding.

Men der er også eksempler på det modsatte. Colorado og Californien har begge forsøgt at vende deres miljø- og klimaudfordringer til økonomisk vækst. De to delstater har forskellige historiske, politiske og geografiske forudsætninger – for eksempel har Colorado meget store gasressourcer, som de kunne have valgt at udnytte på samme måde som eksempelvis Pennsylvania. Men i stedet har Colorado valgt at fokusere på vedvarende energi, og har nu en målsætning om, at 30 procent af energien fra større kraftværker skal komme fra vedvarende energikilder i 2020.

I både Californien og Colorado har en kombination af folkeligt pres og erhvervsmæssige interesser fået politikerne til at give gode rammebetingelser for udvikling af grønne energikilder. Og i begge stater ser den grønne vækst foreløbig ud til at være en gevinst for økonomien og beskæftigelsen.

Californien som rollemodel
Californien er i den unikke situation, at store dele af erhvervslivet fokuserer på grøn teknologi og venture-kapitalisterne har vendt sig mod grøn energi som et stort, nyt investeringsområde efter dot.com-bølgen. Det er en blanding af politisk regulering, folkeligt pres og sammensætningen i Californiens erhvervsliv, der gennem flere årtier har styret delstaten ind på en grøn vækstkurs. De første miljøtiltag kom som reaktion på smog-problemer i området omkring Los Angeles. I 1970’erne gik Californien så foran med regulering af energieffektivitet, og store dele af delstatens lovgivning blev senere kopieret på nationalt niveau. I slutningen af 1990’erne var mangel på fossile brændsler og tidligere investeringer i dyre, vedvarende energikilder med til at bringe elprisen højt op i Californien, og delstatsregeringen forsøgte at deregulere elmarkedet. Resultatet blev en krise for både elforsyning og økonomi – men krisen har til gengæld været med til at skabe Californiens nuværende marked for nye energikilder.

Fordi de enkelte vækstøkonomier har så forskellige historier, kan deres succes ikke uden videre kopieres af andre delstater eller lande. Men der er fællestræk, der gør sig gældende på tværs af alle de cases, John Zysman har undersøgt.

”Opbakning til grøn vækst og udvikling af CO2-besparende energi kræver, at man har en koalition mellem miljø- og klimainteresser og dele af erhvervslivet. En koalition, som nogle gange bliver skabt af politikere. Og det er derfor, debatterne om grøn vækst i Colorado og Californien er særdeles interessante: I begge stater er der både industrielle og økonomiske interesser, der støtter udviklingen.”

Uenighed om fordele
Fortalere for en aktiv grøn vækst-politik har længe peget på økonomiske fordele ved nye former for energiproduktion. De hævder, at udviklingen og produktionen af nye teknologier til energiproduktion og -distribution kan skabe nye job og ny økonomisk aktivitet, der kommer hele økonomien til gode. Men det er ofte økonomisk misvisende, siger John Zysman, fordi energien på kort sigt vil blive dyrere, eller fordi antallet af nye arbejdspladser ikke er stort nok til at opveje tabet af gamle. Det er med andre ord et utilstrækkeligt argument.

”Hvis grøn vækst for alvor skal transformere økonomien, kræver det, at de nye energisystemer giver nye muligheder for en lang række forskellige virksomheder og brancher i hele økonomien. Lige nu fokuserer man meget specifikt på nye måder at producere energi, til en vis grad på nye måder at distribuere den på, blandt andet gennem smart grids, og til en vis grad på at forbruge energien mere effektivt. Men den debat er skrækkeligt snæver. Vi er nødt til at gøre den bredere,” siger John Zysman.

Han sammenligner overgangen til grøn vækst med overgangen fra den analoge telefon til det digitale internet. En teknologisk revolution, hvor det nationale Defense Advance Research Projects Agency, DARPA, spillede en afgørende rolle.

”DARPA udviklede helt nye måder at sammenkoble data på, som de eksisterende teleselskaber ikke havde haft øje for. De skabte en netværksstruktur, som var helt anderledes end de teknologier, der ellers havde været i udsigt.”

DARPA var da også forbilledet, da Præsident Bush i 2007 underskrev loven om at oprette et nationalt agentur for forskning i grøn energi, Advanced Research Projects Agency – Energy. ARPA-E er underlagt USA’s energiministerium, Department of Energy, og koordinerer støtte og udvikling inden for forskning i grønne teknologier og energieffektivisering. Agenturet modtog 400 millioner dollars fra præsident Obamas økonomiske genopretningspakke i foråret 2009.

”Jeg mener, at regeringer og private fonde i fællesskab bør tage initiativ til og finansiere diskussioner om grøn vækst og fonde, som støtter energiforskning og har interesse for den globale økonomi. Det betyder ikke, at man skal udpege vindere og tabere blandt specifikke teknologier. I stedet skal man hjælpe virksomheder og forskere i gang med at forestille sig, hvordan fremtiden kan komme til at se ud,” siger John Zysman.

”Et eksempel: Hvilke nye muligheder giver det, at vind- og solenergi ikke behøver være forbundet til et nationalt elforsyningsnet? Hvad betyder det, at man ikke behøver være tilsluttet forsyningsnettet for at drive et vandingssystem i ørkenen? På hvilke måder vil nye, radikalt energibesparende teknologier gøre det muligt at drive fabrikker anderledes?”

John Zysman ser dog også frem til, at Washington igen på et tidspunkt vil kunne lovgive om klima, regulere og skabe bedre rammebetingelser for grøn vækst.

”På mellemlang sigt er vi nødt til at investere i vores forestillingsevne. På kort sigt må vi spørge: Hvilke lovgivningsmæssige ændringer skal der til for at fremme indførelsen af de grønne teknologier, der allerede eksisterer? I USA er der ingen tvivl om, at vi blandt andet må gøre det lettere for Energy Service Corporations, såkaldte ESCO’er, at opnå en samlet gevinst ved at tilbyde energibesparelser som en serviceydelse til ejerne af huse og bygninger, der ikke selv har tilstrækkeligt incitament eller kapacitet til at energieffektivisere.”

USA vil være dybt afhængigt af fossile brændstoffer mange år endnu, trods udviklingen af grønne teknologier og trods landets mange atomkraftværker. Og selvom præsident Obama for nylig sagde, at USA ”må holde op med at betale fire milliarder dollars i subsidier til olieselskaberne” og hellere skal bruge pengene på at investere i fremtidens energikilder, er det ikke noget, man skal forvente vil ændre sig lige med det samme, mener John Zysman:

”Et initiativ som at ændre subsidierne til olieselskaberne vil ikke blive taget seriøst op før efter præsidentvalget. Uanset de politiske opvisninger, der foregår i mellemtiden.”

Foto: En heliostat til at opsamle solenergi testes i Golden, Colorado (commons.wikimedia.org).

John Zysman er professor i politisk økonomi ved UC Berkeley og har netop kortlagt erfaringer med grøn vækst fra hele verden i rapporten Shaping the Green Growth Economy. Desuden er han på vej med en casebeskrivelse, der sammenligner syv af verdens førende grønne vækstøkonomier. Begge studier er del af Green Growth Leaders, som tænketanken Mandag Morgen står bag.

Ulrik Jørstad Gade (f. 1979) er cand.mag. i historie fra KU med speciale i amerikansk politik og politisk retorik. Han har tidligere skrevet til Weekendavisen, Politiken og The American Prospect.