STORBRITANNIEN Taktiske stemmer kan afgøre valget
05.05.2010
.Når briterne går til stemmeurnerne imorgen, tæller ikke alle stemmer. Det britiske valgsystem er så kringlet konstrueret, at Labour, på trods af at være 6% bagud i meningsmålingerne, stadig kan vinde valget.
Af Kristian Bøg
Året er 1983, Margaret Thatcher har vundet en jordskredssejr med 42,4% af stemmerne. Det besejrede Labour må med sine sølle 27,6% se til fra sidelinjen. Socialdemokraterne (Social Democratic Party, UK – SDP) har dog også klaret sig godt og kan bryste sig med 25,5% af stemmerne. Men mens Labour får 209 sæder i parlamentet, får SDP kun 23, en forskel på 186. Hvordan kan Labour med kun 2% flere stemmer få 186 flere sæder i parlamentet? For-klaringen skal findes i det britiske valgsystem, med enkeltmandsvalg i flertalskredse – måske bedre kendt som ‘first-past-the-post’ (FPTP) – et system, der er meget sjældent i den vestlige verden.
Storbritannien er opdelt i 646 valgområder, som hver især skal vælge et parlamentsmedlem. Det betyder, at Labour vil kunne vinde en region med kun 25% af stemmerne, så længe ingen anden kandidat kan mønstre et højere stemmetal. Dermed kunne SDP bryste sig af 25,5% af stemmerne på landsbasis, men ikke mønstre nok stemmer i de enkelte områder til at få mere end 23 sæder. I det proportionale valgsystem, som bliver brugt i størstedelen af Europa, ville de have fået ca. 164 sæder, og dermed betydeligt større indflydelse. Faktisk så meget, at Labour og SDP i samarbejde ville have haft flertal i parlamentet.
Små partier sat udenfor indflydelse
Reelt set betyder det, at millioner af britiske stemmer ikke tæller, og at en stemme på et lille parti vil have den samme effekt som at stemme blankt.
Ved valget i 2005 fik Uafhængighedspartiet (UK Independence Party – UKIP) det fjerde højeste antal stemmer blandt partierne (603.298 stemmer), men ikke vandt nogen sæder. Til forskel lykkedes det for det socialistiske parti, ’Respect’, at få ét sæde med 68.094 stemmer. Fordelen ved dette valgsystem er, ifølge tilhængerne, at det er nemmere at danne flertalsregeringer, at beslutninger ikke skal igennem flere partier, før de kan endelig godkendes og at ekstremistiske partier, som The British Nationalist Party, holdes udenfor indflydelse.
Til gengæld kan en stor procentdel af den britiske befolkning ikke stemme på dem, de reelt sympatiserer med, hvilket ofte resulterer i vælgerapati. Big Brother-finalen i 2001 havde flere stemmer end Labour, De Konservative og De Liberale fik ved valget samme år tilsammen.
Taktik afgør de enkelte områder
Det specielle valgsystem har medført, at vælgere i mange regioner stemmer taktisk. I regioner, hvor Labour har stået stærkt, har De Liberale og andre mindre partiers vælgere stemt på dem for at forhindre De Konservative i at vinde et sæde, og omvendt. Det er en strategi, som Gordon Brown støtter – som han har udtalt: “Hvis folk ikke vil have en Konservativ regering, må de sørge for, at de ikke lukker De Konservative ind.” Uafhængighedspartiet, som er et erklæret anti-EU parti, har i valgkampen taget skridtet fuldt ud: partiet har i nogle områder trukket deres kandidater og opfordret deres vælgere til at stemme på bestemte EU-skeptiske politikere fra større partier. Logikken er, at UKIP’s kandidater ville stjæle stemmer fra de andre og måske forhindre dem i at blive valgt ind – en lose-lose situation.
De Liberales Nick Clegg har modsat – sandsynligvis opildnet af den omsiggribende ‘Clegg-mania’ – opfordret folk til at opgive taktiske afstemninger og gå efter at give De Liberale det bedst mulige resultat ved valget. En strategi, der kan give bagslag. De Liberale risikerer nemlig at tage stemmer fra Labour og ende i en situation, hvor begge partier har 20%, mens de Konservative får 30% i en region. Ikke nødvendigvis en god ting, når Cameron i weekenden udtalte, at han hellere ville lede en minoritetsregering end at samarbejde med Nick Clegg.
Forandring i sigte?
De partier, der får mest ud af FPTP-valgsystemet, er ikke overraskende Labour og De Konservative. Labour har dog flere gange udtalt – og Tony Blair flere gange lovet – at de vil gennemføre en valgreform. Men der er ingen af de to store partier, som vil risikere en forandring, der fratager dem en stor del af deres parlamentariske indflydelse. Foranding må findes andetsteds, og i dette valg har folk et alternativ.
Nick Clegg og De Liberale er de største fortalere for en reform af valgsystemet og – på trods af Gordon Browns store lovord under sit partis landsmøde sidste år om en valgreform – er Clegg den mest sandsynlige person til at gennem-føre den. Hvis De Liberale ellers kan opretholde deres svindende Clegg-mania og få et stærkt resultat imorgen, kan de have et tilstrækkeligt stort mandat til måske at gennemtrumfe en reform af valgsystemet. Valget imorgen kan blive det sidste valg med det nuværende valgsystem. 
Kristian Bøg (f. 1985) studerer engelsk ved Københavns universitet og har tidligere skrevet artikler om England til RÆSON.