11.05.2011

Efterlønsdebatten er kørt af sporet. Der er etableret en uimodsigelig sandhed om, at riget går konkurs, hvis efterlønnen ikke afskaffes, og at ordningen i øvrigt misbruges af velbjergede mænd i deres bedste alder. Der er bred enighed om, at de økonomiske udfordringer i fremtiden er meget alvorlige, men det er ikke efterlønsafskaffelse eller kaos. En forringelse af efterlønsordningen er et politisk valg.

Af Trine Pertou Mach, MF’er for SF

SVAR PÅ DENNE KRONIK: MOTION IKKE NOK FOR DEN FEDE VELFÆRDSBABY

Der er tale om et klart politisk valg – ikke om en nødvendighed. Efterlønsdebatten et symbol på det klare politiske skel mellem højre og venstre – ikke et økonomisk betinget valg.

Tillad mig at nedskyde tre udbredte myter, der igen og igen bringes frem i debatten. Det kan forhåbentlig bidrage til en mere nuanceret debat, end vi har set de seneste måneder.

Myte 1: Med det underskud på statsfinanserne, der tegner sig i de kommende år, har Danmark ikke råd til at fortsætte efterlønsordningen.
Først lidt om selve økonomien hér: Med en alvorlig økonomisk krise, faldende arbejdsudbud og stigende udgifter til ældre står Danmark over for alvorlige økonomiske udfordringer. Det ved og accepterer alle. Finansministeriet har regnet sig frem til, at der mangler yderligere 23 mia. kr. for, at statsbudgettet vil være i balance i 2020. De 23 mia. skal lægges oven i regeringens ”genopretningspakke”, der nedbringer det offentlige underskud med 24 mia. kr., så den samlede udfordring er reelt 47 mia. kr.

S-SF har lanceret Fair Løsning og Fair Forandring med handlingsanvisninger på, hvorledes de 24 mia fra genopretningspakken kan skaffes. Lige nu arbejder vi på at præsentere en udvidet plan med et politisk alternativ til regerringens 2020-plab. Det bliver en mere solidarisk og fremtidssikret plan.

Forskellen ligger ikke i evnen til ansvarlighed. Forskellen består i, hvordan henholdsvis rød og blå vil finde pengene. S-SF har for længst gjort klart, at man arbejder på at øge den økonomiske aktivitet og derved finansiere velfærden: ’arbejde-sig-ud-af-krisen’-vejen.. Sagen er, at de skattelettelser, VKO har givet de seneste år, har været med til at sparke bunden ud af statskassen. Alene i 2011 bliver underskuddet på statsfinanserne over 40 mia. kr. større på grund af ufinansierede skattelettelser. I 2020 får statskassen knap 30 mia. kr. mindre. Det er således ikke et spørgsmål om, om der er råd, men om politiske prioriteter. Underskuddet er i høj grad en konsekvens af VK’s politiske prioriteringer.

De borgerlige partiers svar på de finansielle udfordringer for statskassen er endvidere usikre. Beregningerne bygger på den antagelse, at arbejdsløsheden er bragt ned på 3,5 procent i 2015 og bliver der. Hvis Danmark er vel ude af krisen på det tidspunkt, synes det ikke urealistisk. Problemet ligger i, at hvis arbejdsløsheden ikke nedbringes, bliver forringelsen af efterlønnen forvandlet til et økonomisk mareridt, fordi statskassen belastes endnu mere ved dagpenge end ved efterløn. Hvis arbejdsløsheden ikke bringes ned, vil besparelser i stedet blive til ekstraudgifter, og de borgerliges plan vil ligge i ruiner.

Myte 2: Den demografiske udvikling betyder, at vi kommer til at mangle arbejdskraft og derfor skal alle blive længere på arbejdsmarkedet.
“Hvis eksempelvis hver beskæftiget arbejder én time mere om ugen, vil det varigt forbedre de offentlige finanser med 14 mia. kr.” Citatet er ikke fra S-SFs Fair Løsning, men fra Arbejdskommissionens rapport fra august 2009 (s.18). Pointen er, at ved at øge den gennemsnitlige arbejdstid for dem på arbejdsmarkedet, opnår man den samme forøgelse af arbejdsudbuddet, som en afskaffelse af efterlønnen giver. Vi har altså et klart valg mellem to løsninger på samme problem. Det er derfor S-SF i annoncer sidste år slog fast, at hvis folk havde 12 minutter, så havde vi en løsning.

Finansministeren har aldrig forholdt sig til dette reelle og solidarisk alternativ til at afskaffe efterlønnen.

Fagbevægelsen er indforstået med, at der skal findes en løsning, som øger arbejdsudbuddet i en størrelsesorden, der giver 15 mia. kr. ekstra på de offentlige finanser. At de borgerlige ikke vil anerkende det, er blot en bekræftelse af, at forringelsen af efterlønnen ikke er af nød, men af valg.

Fair Løsnings svar på udbuddet af arbejdskraft er endvidere mere fleksibelt end de borgerliges. Når der igen kommer gang i økonomien, kan det øgede arbejdsudbud aktiveres i løbet af en enkelt overenskomstperiode, mens der skal ventes mange år på, at tilbagetrækningsaftalen for alvor virker.

Samtidig skal man være opmærksom på, at det ikke er den arbejdskraft, der går på efterløn, der er mest brug for. Den typiske efterlønsmodtager er kvinde og bor i det såkaldte Udkantsdanmark. Der er en klar korrelation mellem områder med høj arbejdsløshed og områder med mange efterlønsmodtagere.

Myte 3: Efterlønsordningen får friske og rørige seniorer til at stoppe før tid.
”Det er ikke alle efterlønsmodtagere, der bruger deres tid på golf”. Citatet er fra indledningen til et indslag i TV Avisen og er et udmærket eksempel på den arrogance og mangel på viden om mennesker, der vælger at gå på efterløn, der har præget debatten. Ordningen henvender sig først og fremmest til mennesker, som har haft et hårdt arbejdsliv, ofte mere end 40 år. Nogle af disse er fysisk eller psykisk nedslidte og de vil formentlig blive tilbudt en ny type overførselsindkomst. En uværdig klientgørelse af almindelige mennesker.

En anden og større gruppe af efterlønsmodtagere er ikke nedslidte i så stærk grad, at de ikke kunne varetage et arbejde. Argumentet er, at med en stigende levealder kunne disse mennesker godt blive nogle år til på arbejdsmarkedet i stedet for at ‘ligge os andre til last’.

Det er der formelig flere, der kan, men 85 procent af efterlønsmodtagerne er faglærte og ufaglærte arbejdere og disse grupper oplever desværre ikke den samme stigning i levealderen som de bedst stillede. Med den forhøjede pensionsalder og forkortede efterlønsperiode bliver realiteten, at man kræver af de mennesker, der har været længst på arbejdsmarkedet, at de ikke får chancen for et ordentligt efter-arbejdsliv.. Derfor er det ikke et argument for afskaffelsen, at friske og rørige seniorer bruger den til at stoppe før tid.

Det bør nu stå ret klart, hvad udgangspunktet for debatten skal være, her illustreret ved en gennemgang af de tre myter: Afskaffelse af efterlønnen er ikke nødvendig, men udtryk for et politisk valg af, hvem der skal betale prisen for at bringe Danmark ud af den økonomiske krise.

DF’s løftebrud
Mediedækningen af de forgangne ugers intensive forhandlinger har til tider været rimelig skarpvinklet, særligt fordi Radikale Venstre, der ellers peger på Helle Thorning som kommende statsminister, deltager i forhandlinger med regeringen.

Men som det har været påpeget flere gange så er det dog en gammelkendt nyhed, at Radikale og S-SF ikke er enige på efterlønsspørgsmålet. Derfor er det ikke i sig selv interessant, at Radikale forhandler. De forfølger en politisk mærkesag. Dansk Folkepartis løftebrud er det virkelige nybrud. Partiet har stået som forsvarer af efterlønnen, men forhandler nu rask væk om dens udhuling eller afskaffelse.

Jeg har respekt for, at andre har andre politiske synspunkter, prioriteter og visioner end mig – for ikke at sige solidaritet med andre grupper af borgere. Men jeg mener, at det skal være disse politiske uenigheder om prioriteringer, der præger debatten – ikke myter og snak om ’tekniske nødvendigheder’.

Det er et valg at afskaffe eller forringe efterlønnen. Og med forhandlingerne i Finansministeriet står det lysende klart, at dem, der vælger at bevare den, nu har et parti mindre at vælge imellem på valgdagen.

Trine Pertou Mach er MF’er for SF.

Skriv til RÆSON: Forslag til artikler, interviews, kommentarer og kronik sendes til redaktionen@raeson.dk