10.05.2011

Kina er på investeringstogt i Afrika. I Zambia alene planlægger Kina at fordoble sine investeringer fra 1 milliard dollars sidste år til 2,4 milliard dollars i år. Kineserne tænker langsigtet og sætter skub i udviklingen af Zambia i modsætning til Vesten, der er alt for langsomme til at investere og stikker af, når der er krisetid, siger Zambias handelsminister Felix Mutati til RÆSON.

Af Lene Winther, Lusaka

Endevæggen i den zambiske handelsminister Felix Mutatis enorme kontor består af et elegant mørkt træpanel med smukt svungne kinesiske skrifttegn i guld. Tilsammen udgør de et digt af den antikke kinesiske poet Li Bai, som var en af Mao Zedongs yndlinge. Faktisk er hele regeringsbygningen – en grå, anonym betonklods, som minder umiskendeligt om Kinas egne talrige statsbygninger – bygget af kineserne, fortæller Felix Mutati, da vi er ved at tage afsked ovenpå interviewet i Zambias hovedstad Lusaka.

Det er tydeligt, at kineserne er yderst velkomne i det kobberrige Zambia, såvel som i resten af Afrika, som nu er Kinas største handelspartner. I 1950 var handelsvolumen på 12 millioner dollars. I 2010 var det tal oppe på 115 milliarder dollars, viser den første kinesiske hvidbog udgivet ved udgangen af 2010 om samhandlen mellem Kina og Afrika. RÆSON har spurgt Felix Mutati, hvorfor Kina er så god en handelspartner, og hvorfor Vesten må se på fra sidelinjen, mens Kinas investeringer i Zambia buldrer fremad.

RÆSON: Hvordan har handlen mellem Kina og Zambia udviklet sig de seneste år?
Mutati: Tilbage i 2006 udvalgte Kina Zambia som et af de fire lande, som man ville koncentrere sig mest om på det afrikanske kontinent, hvor de blandt andet er i gang med at etablere økonomiske frizoner. Vi samarbejder med Kina om at bygge to zoner, en i Kobberbælte-provinsen ved byen Chambisi og en mindre i Lusaka. I løbet af de sidste to et halvt år har kineserne investeret tæt ved en milliard dollars i zonerne, og det er ikke alene i infrastruktur, men også i at opbygge en industri for forarbejdning af kobber. 14 nye virksomheder er startet op i den økonomiske zone. Men det er ikke det hele. Da finanskrisen ramte os i 2008-2009, blev en af vores kobberminer forladt af vestlige investorer. Ejerne rendte bogstaveligt talt væk, da de ikke kunne overkomme betalingerne. Så kom kineserne og købte dem ud. De genansatte de 1500 fyrede arbejdere og har i dag i alt 2500 ansatte. De investerer i udvidelser af produktionen, har renoveret minen og købt nyt udstyr. Alene der har de investeret 300 millioner dollars.

Vesten er for sløv
Den klare fordel ved kineserne er, ifølge Felix Mutati, at de tænker langsigtet og forstår, at økonomiske nedture såsom finanskrisen kun er midlertidige. Og den slags langsigtet tankegang giver afkast.

Mutati: Og så skal du forstå deres attitude, som er forskellig fra Vestens. De vestlige investeringer kommer typisk med en meget sen leveringsdato. Hvis der skal træffes en beslutning fra Europa, så starter de med at skrive nogle tal og opridse forskellige scenarier på papiret. Først når de har nået frem til en konklusion, kan de sætte investeringen i gang. De er simpelthen ikke hurtige nok. Når de endelig har besluttet sig, så er virkeligheden en anden. Kineserne analyserer samtidig med, at de investerer. Deres beslutningsproces og implementering er meget hurtigere.
RÆSON: Hvordan gavner investeringerne Zambia?
Mutati: Vi er blevet spurgt i mange sammenhænge, om kinesernes investeringer er gode eller dårlige for landet. Men når man spørger os, hvorfor vi vender os mod Kina, så bliver vi nødt til at spørge tilbage, hvorfor Vesten selv går til Kina for at hente investeringer? Svaret er, at vi vender os mod kineserne af de samme årsager som Vesten. De leverer til tiden, de har den teknologiske kapacitet, og effektiviteten er høj.
RÆSON: Hvorfor tror du, at Kina er så interesseret i Zambia?
Mutati: Kinas økonomi vokser hurtigt, og de bliver nødt til at ekspandere globalt. Deres fokus i Zambia er at skabe merværdi af særligt kobber og nikkel, men også landbrug. Og så synes de, at Zambia har det rigtige investeringsklima. Når de kommer her, så behandler vi dem, som om de er de eneste. Vi ved udmærket godt, at vi ikke er de eneste, og at de kigger på mange andre lande i regionen, som tilbyder lignende betingelser. Den eneste måde, vi kan skabe jobs og bekæmpe fattigdommen, som ligger over 60 procent, er ved at tiltrække store udenlandske investeringer. Og vi ved, at konkurrencen om kineserne er hård. Derfor skal vi stramme os an for at tiltrække dem. Mens alle andre tilbyder vaniljecreme, skal vi tilbyde chokoladesovs.
RÆSON: Hvilke incitamenter kommer I med til de kinesiske investorer?
Mutati: Kineserne er mennesker ligesom du og jeg. De vil gerne associeres med succes. Vi inviterer dem til at komme til Zambia, så de kan se, hvordan det går med deres investeringer, så de kan fortælle derhjemme, at det giver mening. De fleste investeringer kommer fra halvstatslige virksomheder. Når en minister eller en vice-premiereminister er tilfreds med, hvad han ser, så bliver lederen af den halvstatslige virksomhed nødt til at føje hans direktiver.
RÆSON: Kritikken lyder, at Kina blot er en ny kolonisator af Afrika, som er ude på at tømme landet for naturressourcer. Hvad siger du til det?
Mutati: Hvis du tager minesektoren og kigger på spillerne, så har vi investorer fra Kina, Indien, Australien, Canada og Storbritannien. Ud af alle de investorer er Kina den eneste, som seriøst prøver at skabe en industri for forarbejdning af råstoffer. Er kolonisatoren den, der tager råmaterialet ud af landet, eller den der forarbejder det og dermed skaber merværdi? Du må lade Vesten selv svare på det spørgsmål, for sådan er den reelle situationen.
RÆSON: Er der overhovedet plads til vestlige investorer i det billede?
Mutati: Ja. Vi er kommet langt med vores vestlige partnere. Nu bliver de udfordret af en ny spiller på banen. Men den brede strategi for vores regering er at skabe balance, og derfor bliver vi nødt til at have flere forskellige investorer. Vi ser også, at de vestlige investorer – takket være presset fra Kina – er blevet hurtigere i deres beslutningsproces. Så ja, der er plads til Vesten, men de bliver nødt til at træffe hurtigere beslutninger og placere større investeringer.

Foto: Kinas præsident på besøg i Zambia.

Lene Winther (f. 1979) er bachelor i litteraturvidenskab og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2007 med masterstudier i kinesisk politik på Fudan Universitet i Shanghai. Hun har været korrespondent for Ritzaus Bureau i Kina, pressechef for den danske pavillon til EXPO 2010 i Shanghai og har blandt andet rapporteret for Politiken, Aftenposten Innsikt i Norge, P1 Orientering og Berlingske.