Kommentar: Sudan kan sætte gang i et afrikansk forår

Kommentar: Sudan kan sætte gang i et afrikansk forår

14.04.2011

.

Sudan overses, mens verden følger oprørene i Mellemøsten og Nordafrika. Men når Sydsudan om få måneder officielt bliver selvstændigt, kan det sætte gang i en lignende massebevægelse i resten af Afrika. En bevægelse, der en gang for alle kan gøre op med kolonitidens fingeraftryk.

Af Tore Hamming

I januar stemte sydsudaneserne om selvstændighed og løsrivelse fra det nordlige Sudan. Resultatet af afstemningen var et utvetydigt ja. Derfor står Sydsudan nu til at blive verdens nyeste nation, når landet officielt anerkendes 9. juli.

I månederne op til valget fyldte Sudan meget både i det internationale politiske samfund og blandt verdens medier. Men med de seneste måneders opstande i Nordafrika og resten af Mellemøsten er både positive effekter af opdelingen, såsom hårdt tiltrængte investeringer i Sydsudan, og de negative, såsom interne stridigheder om magten i det nye land og delingens betydning for den konfliktramte Darfur-region. Men den historiske deling er fortsat relevant. Den kan skabe et nyt Afrika fri fra kolonitidens vedvarende indflydelse.

De nordafrikanske og mellemøstlige revolutioner er af essentiel karakter, da de giver håb om en demokratisk bølge i den arabiske verden, mens der bliver sat nye standarder for menneskerettigheder og krav om inddragelse. Samme store potentiale har delingen af Sudan. Delingen af Sudan er en afrikansk revolution, hvor et afrikansk folk for første gang siden uafhængigheden fra kolonimagterne selv kan bestemme sine nationale grænser. Den revolution har ligeledes potentialet til at strømme ud over Afrika.

Opgør med kolonitiden
Hovedparten af afrikanske lande, som var underlagt et kolonistyre, opnåede selvstændighed i slut 1950’erne eller først i 1960’erne. Overgangen fra kolonistyre til selvstændighed gik forskelligt for sig fra land til land og afhængigt af kolonimagten.

Mens lande som Kenya og Angola måtte igennem voldelige opstande og frihedskrige, gik overgangen mere fredeligt til i f.eks. Tanzania. Men én ting var kendetegnende over hele kontinentet – grænserne forblev de samme som bestemt under kolonitiden, hvor stammer blev delt mellem lande og derfor kunne ende som en marginaliseret gruppe uden rettigheder og uden at kunne tale sproget i det nye land, de nu tilhørte.

Gennem de seneste 50 år har det medført utallige konflikter og borgerkrige, som har bidraget til at destabilisere hele regioner og har været en betydelig hindring for udvikling.

Sudan er netop et af de lande, hvor etniske grupperinger gennem årtier har kæmpet blodige opgør, da især den sydlige kristne del af befolkningen ikke mente at høre sammen med den nordlige og overvejende muslimske del. Det internationale samfund og sudaneserne håber, at delingen af landet på længere sigt kan stoppe konflikten, mens der på kort sigt nok må forventes både interne og transnationale kampe.

Et nyt Afrika?
I adskillelige afrikanske lande har befolkningsgrupper følt sig fremmede i eget land, hvilket har resulteret i befrielseskampe mod den nationale regering med både politiske og voldelige midler. Vestsahara, Biafra, Darfur og Somaliland er blot enkelte eksempler på regioner, som har søgt og kæmpet for uafhængighed, uden det endnu er lykkedes. Det internationale samfund har ikke påtaget sig det nødvendige ansvar for at anerkende disse regioner.

Somaliland, som er den nordvestlige region af Somalia, er netop et godt eksempel på denne ansvarsforflygtigelse fra det internationale samfunds side. I 1991 faldt Siad Barre og hans militærdiktatoriske styre fra magten i Somalia efter tre års borgerkrig. I samme ombæring erklærede Somaliland sig for en selvstændig stat. Nu, præcis tyve år efter, er Somaliland stadig ikke anerkendt af nogen lande ej heller af FN.

Modsat det centrale og sydlige Somalia har Somaliland ellers fået opbygget et relativt velfungerende demokrati, hvilket senest kom til udtryk under sidste års valgkamp, hvor magten skiftede hænder under fredelige forhold.

Den manglende anerkendelse er et problem i forhold til regionens kapacitetsopbygning, da donorer derfor primært støtter det centraliserede regeringsapparat i Mogadishu, samt for befolkningen, som ikke føler sig som en del af Somalia.

Det internationale samfunds passivitet
Det store spørgsmål er, hvad nye grænser og anerkendelse af stater vil have af betydning for fred og stabilitet på det afrikanske kontinent. Eftersom mange afrikanske konflikter netop omhandler interne etniske uenigheder og løsrivelseskampe, er potentialet for et mere stabilt Afrika stort, hvis befolkningerne selv får lov at bestemme landenes grænser.

Oprettelsen af Sydsudan giver afrikanske folk mod på fortsat at kæmpe for selvstændighed og fredelige forhold. Hvad der står som opposition til denne kamp er på den ene side afrikanske despoter, som ikke er beredte på at overgive hverken magt eller naturressourcer – personificeret af f.eks. Yakubu Gowon og Hassan II, tidligere ledere af henholdsvis Nigeria og Marokko – og på den anden side det internationale samfund, som enten ikke har den nødvendige strategiske interesse i at engagere sig diplomatisk, eller netop har for meget interesse i at bibeholde staterne intakte for på kort sigt at sikre relativt stabile forhold.

Som i slut-1950’erne bliver der nu kæmpet befrielseskampe i adskillelige afrikanske lande. Og som dengang undertrykkes store dele af befolkningerne. Men hvor det under kolonitiden var undertrykkelse fra en vestlig kolonimagt, er det nu primært undertrykkelse fra nationale afrikanske ledere.

Det internationale samfund har et ansvar, som de i øjeblikket ikke lever op til. Gennem diplomatisk forhandling skal det kæmpe for fredelige afstemninger, som det netop er sket i Sudan, så afrikanske lande kan blive delt og samlet på en mere naturlig vis end kolonimagternes mere eller mindre tilfældige streger på et kort.

Og mere direkte kan det internationale samfund hjælpe ved at anerkende stater som Vestsahara og Somaliland, som begge vil være i stand til at administrere sig selv og hvilket samtidig vil mindske konflikterne i de pågældende regioner betragteligt.

Det lykkedes i Sydsudan. Nu går kampen videre til det undertrykte Darfur, som pludselig øjner muligheden for samme selvstændighed, hvilket dog nok har lange udsigter, da Sudans præsident Omar al-Bashir ikke har til hensigt at afgive mere land eller flere ressourcer.

Men resultatet af ændrede landegrænser og anerkendelse af staters selvstændighed skaber ikke desto mindre et mere naturligt og harmonisk Afrika, hvor borgerkrige og skrøbelighed ikke vil være så determinerende for hverken politiske eller humanitære forhold og samtidig skabe fundamentet for en bæredygtig udvikling. Det bør verden støtte.

Foto: Juba, Sydsudan, 9. januar 2011. Sydsudanere i gå for at stemme om selvstændighed. De fleste stemte ja (commons.wikimedia.org).

Tore Hamming (f.1987) studerer strategisk kommunikation på CBS og arbejder med sikkerhed i Somalia for Danish Demining Group i Nairobi. Tidligere ansat som politisk student hos Socialdemokratiet. Skriver bachelorprojekt om fredsforhandlingerne i Somalia og det internationale samfunds ansvar.