12.04.2011

I Tyrkiet ser man de arabiske revolutioner som en perfekt mulighed for at gøre sig selv til et uundværligt bånd mellem Vesten og Mellemøsten. Det er derfor, Erdogan var så tilbageholdende med at fordømme Gaddafi. Indtil det var i Tyrkiets interesse. Det siger Dimitar Bechev, chef for European Council on Foreign Relations, til RÆSON.

Af Anne Bach Grønbæk

RÆSON: Tyrkiet kritiseres for at tale med to tunger i Libyen-konflikten. Hvad skyldes det?
Dimatar Bechev: Tyrkiet vil gerne være mediator og kilde til inspiration i forandringen til mere åbne politiske systemer i Mellemøsten. Samtidig vil de gerne beskytte deres egne kommercielle og strategiske interesser.
RÆSON: Tyrkiets premiereminister Erdogan har vist stor støtte og opbakning til oprørerne I Egypten, men har været mere tilbageholdende med at melde ud i forhold til konflikten i Libyen. Hvad skyldes det?
Bechev: Det vil være yderst upopulært I hans hjemland, hvis Tyrkiet ukritisk gik ind og støttede interventionen i Libyen. Det ville være at gå på kompromis med Tyrkiets ambition om at agere som regional fredsmægler.
RÆSON: Erdogan beskyldes for at holde sin hånd over Gaddafi. Hvad er hans interesse heri?
Bechev: Det er i Tyrkiets interesse at fortsætte dialogen med Gaddafi. For Tyrkiet er det afgørende at bevare forbindelserne til alle sider i konflikten for derved at kunne bevare deres langsigtede indflydelse i Mellemøsten – eksempelvis i en post-Gaddafi forandringsproces i Libyen.
RÆSON: Hvorfor har Tyrkiet så valgt nu alligevel at deltage i interventionen i Libyen?
Bechev: Det er vigtigt at huske, at de kun indsatte deres flåde, ikke nogen land- eller lufttropper. Tyrkiet bidrager til den vestlige indsats, men på deres egne præmisser.
RÆSON: Først kaldte den Tyrkiske regering en NATO-styret operation i Libyen for dum, utænkelig og absurd. Nu støtter de den. Hvad ligger bag dette holdningsskift?
Bechev: Den ændrede holdning er styret af frygten for, at Tyrkiet vil blive sat uden for indflydelse, hvis Storbritannien eller især Frankrig skulle lede operationen. Man blev klar over, at operationen ville foregå med eller uden tyrkisk deltagelse. Med en NATO-ledet operation ville Tyrkiet få mere at sige i forhold til planlægning og styring af interventionen.
RÆSON: Men i løbet at processen blev Tyrkiet presset af USA. Hvilke argumenter havde USA at spille på?
Bechev: Tyrkiet blev simpelthen overbevist. Deres forbehold blev imødekommet, i det det er blevet et mere konservativt angreb og dermed forhåbentlig ikke bliver en ‘mission creep’. Under dialogen mellem USA og Tyrkiet blev det klart, at de to landes interesser overlapper – begge ønsker en kort, skarp operation og ingen langsigtet militær forpligtelse, som vi ser i Irak og Afghanistan.

Et enigt Tyrkiet
RÆSON: Er der et enigt Tyrkiet bag den ændrede holdning til NATO-operationen?
Bechev: Ja. I Tyrkiet er der en dybt forankret mistænkelighed i forhold til vestlige interventioner i Mellemøsten og andre steder. Erdogan udnytter dette med sin hans populistiske fremfærd og udsagn om ingen libysk olie i udenlandsk besiddelse og ingen tyrkisk affyrede projektiler. Udsagn som disse er målrettet de tyrkiske vælgere.
RÆSON: Hvilke konsekvenser vil de nuværende handlinger have for Tyrkiets fremtidige udenrigspolitik?
Bechev: Tyrkiet vil prøve at være Mellemøstens stemme i forhold til Nato og Vesten. De vil gerne være den accepterede vestlige agent i Mellemøsten.
RÆSON: Tyrkiet nævnes ofte som rollemodel for muslimske samfund på vej mod en demokratiseringsproces. Hvordan forvalter landet den rolle?
Bechev: De kalder det ikke rollemodel, da det let kan virke nedladende. I stedet taler de beskedent om at være kilde til inspiration for de andre lande. Men samtidig med at de Tyrkiske ledere gerne vil inspirere transformationen, tænker de også på Tyrkiets interesser. De vil have også have deres del af kagen og værne om Tyrkiets sikkerhed og forretningsinteresser.

Fredsplan
RÆSON: Tyrkiet arbejder nu med en fredsplan for at standse krigen i Libyen. Planen indebærer, at Gaddaffis styrker trækker sig tilbage fra oprørsbyerne og at reformer skal sikre frie valg. Hvad er sandsynligheden for at Tyrkiet vil lykkes i denne rolle?
Bechev: Det kommer an på hvilke begivenheder, der kommer til at ske det næste stykke tid. Hvis Gaddafi fornemmer, at magten forsvinder fra ham, vil han have brug for støtte fra magthaverne i Ankara for at lave en aftale med koalitionen, opgive sin magt og forlade landet
RÆSON: Hvad kan Tyrkiet helt konkret gøre?
Bechev: De kan holde deres kommunikationskanaler åbne og overveje, hvilke incitamenter der styrer Gaddafi og hans mulige efterfølgere. De kan lave en langsigtet strategi for at hjælpe i den post-konfliktuelle genopbygning og forsoning i Libyen.

Foto: Den tyrkiske nødhjælpsfærge Ankara samlede 27. marts sårede libyske oprøre op i Misrata og her i Benghazi. Destination: İzmir, Tyrkiet og et hospital (Ben Gilbert).

Anne Bach (f. 1984) læser cand.merc.psykologi på Copenhagen Business School. Sidste semester studerede hun i Istanbul.