09.04.2011

Opgiv den bilaterale indsats i lande, hvor EU/FN/NATO allerede opererer. Sats i stedet på glemte småstater i Europas nærområde. Dansk udenrigspolitik må vælge sine kampe og kende sin plads.

Af Maria Mellander Mouritzen

Danske F16-fly bomber Libyen i disse dage. Heldigvis med både NATO-kommando og FN-mandat som rygdækning. Efter en no-fly-zone er etableret og de danske fly har udført deres mere eller mindre klare mission i Libyen – hvad står da tilbage for Danmark at gøre i demokratirevolutionerne i Mellemøsten? Hvor skal dansk udenrigspolitik fokusere sin bilaterale indsats?

”At sætte sit præg på verden” er ambitionen i Udenrigsministeriets (UM) ”Kurs mod 2020” fra november 2010. ”Danmark er en stærk holdspiller – og stærk på egen hånd”; EU er vigtig – det er FN, NATO og USA også; globaliseringen nødvendiggør dansk tilstedeværelse overalt i verden.

Kort sagt: Vi vil det hele! Det ville klæde UM at have modet til at vælge noget fra.

Lad os få lidt jantelov tilbage: Danmark er en småstat. Vi kan sidde med al det udenrigspolitiske handlerum vi vil – men som oftest drukner danske udtalelser og initiativer i stormagternes. Traditionelt taler man om to spor inden for udenrigspolitik: det multilaterale og det bilaterale. Danmark må finde en ny balance mellem disse to, hvis UM-ambitionen om at ”sætte sit præg” på bare en lille del af verden skal opfyldes inden 2020.

Tillad mig at foreslå to klare prioriteter, som ville skabe denne balance.

Råd 1: Drop soloprojekter, hvor der allerede er multilaterale projekter
Vi skal følge EU, NATO og FN overalt. Når vores venner endelig bliver enige om noget, skal Danmark yde et stort bidrag til de fælles multilaterale indsatser. Det er lige efter bogen. Derfor er de danske F16-fly i Libyen. Eller rettere: Vores venner er ikke enige – men både FN-mandat og NATO-kommando gør også den danske intervention oplagt.

Efter bidraget til den multilaterale no-fly-zone må Danmark ikke falde tilbage i det bilaterale spor i Mellemøsten. I skyggen af den militære indsats i Libyen har EU-Kommissionen netop fremsat forslag om en markant forøgelse af EU-belønninger til demokratiske reformer i regionen. I Egypten alene giver EU 1,125 milliarder kroner i støtte, hvoraf de 300 millioner kroner går til demokratifremme. Fra 2011 forhøjes dette beløb til 375 millioner kroner. Efter F16 skal Danmark støtte den demokratiske udvikling i regionen igennem EU’s fælles indsats – ikke bilateralt med en Muhammed-tegning i bagagen.

Konkret: Partnerskab for Dialog og Reform (Det Arabiske Initiativ) skal droppes.

Eller rettere: Det danske solo-projekt, den altdominerende bilaterale gren i initiativet, må indordne sig den multilaterale. Ud af initiativets årlige bevilling på 100 millioner kroner gik kun 5 millioner kroner til multilaterale aktiviteter i hhv. 2009 og 2010. Udenrigsminister Lene Espersen skriver i en kronik i Politiken 19/2 2011, at de dansk-arabiske initiativer har en vis aktie i Mellemøstens revolutioner. Hun øremærker derfor 10 millioner kroner fra partnerskabs-programmet til bilateral demokratifremme i Egypten og Tunesien. I samme kronik skriver hun dog også, at Danmark skal støtte massivt op om den fælles EU-indsats i regionen.

Hvorfor skal vi egentlig gøre både-og? De ekstra 10 millioner danske kroner har selvfølgelig en symbolsk værdi, der kan være nok så vigtig – om ikke andet for at vise, at Espersen sandelig handler og ikke bare skriver kronikker. Men det afgørende bør mere være at sikre en fortsat demokratisk udvikling i Tunesien og Egypten end at plante et Dannebrog i kagen.

Vi må vel trods alt forvente, at eksempelvis Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i sine mange projekter har støttet dagens demokrati-forkæmpere? Selvfølgelig har Danmark været på det rigtige hold? Den egyptiske tænketank ACPSS har en bestyrelsespost i Dansk-Egyptisk Dialoginstitut og er desuden samarbejdspartner i flere projekter, heriblandt ”Transparens og Integritet i den offentlige forvaltning”. Ejer af ACPSS? Præsident Mubarak. Eller mere præcist: Al Ahram, en stor statsejet avis, der indtil for nylig fik udpeget sine redaktører af Mubarak-styret. Behovet for ”good governance” og ”whistle blowing” i Egypten var og er ret åbenlys – men om en tænketank ejet af diktaturet selv er den bedste samarbejdspartner er måske mindre indlysende.

Det danske bidrag på 2,8 millioner kroner (2009-2011) til ’EMHRF’, et multilateralt mega-projekt, der giver økonomisk støtte til menneskerettighedsforkæmpere – dagens oprørere – synes umiddelbart at være givet bedre ud end visse dele af de 23,3 millioner kroner (2008-2010) til Dansk-Egyptisk Dialoginstitut.

Bevares, passende samarbejdspartnere i et diktatur er svære at støve op. Især når man starter fra bunden uden erfaring og netværk. Lad os vælge den nemme løsning i Mellemøsten: Drop soloprojekterne og deltag kun i de multilaterale, fælles indsatser.

Råd 2: Støt taberlande i Danmarks og Europas nærområde
Selvom diplomaterne i Udenrigsministeriet må forventes at beskæftige sig en del mere med EU’s sydlige end østlige naboer i disse dage, afholdt UM og DIIS ikke desto mindre konferencen ”The EU’s Eastern Neighbors” 22. marts. Det danske naboskabsprogram, der siden 2004 er det danske hoved-bidrag til EU’s østeuropæiske nabolande, skal opdateres og konferencen leverede input hertil.

Espersen åbnede med følgende: ”En vigtig lektie at drage fra vores østlige og sydlige partnere er, at stabilitet er uholdbar hvis folkets vilje og håb for et bedre liv ignoreres. Stabilitet skal bygges på demokratiske værdier, menneskerettigheder, social retfærdighed og lige rettigheder for loven. EU har en ligefrem interesse i at støtte denne udvikling i sit nærområde. Det vil også gøre vore egne lande mere stabile.”

Modsat ”Kurs mod 2020”, der minder mere om en slags globaliserings-brochure end en egentlig strategi for dansk udenrigspolitik de næste 10 år, kan der ligge en vaskeægte strategi gemt i Espersens åbningstale.

Når den danske bilaterale indsats hverken skal lægges i Egypten eller Tunesien, hvor vi må nøjes med at bidrage ad multilateral vej – hvor skal vi så føre en aktivistisk og selvstændig udenrigspolitik? Lene Espersens åbningstale kan svare på spørgsmålet – det kan ”Kurs mod 2020” ikke. Svaret er: Den danske bilaterale indsats skal gå til småstater i Europas nærområde, som stormagterne og EU har glemt.. ciHvis udenrigsminister Lene Espersen og kommende regeringer sætter handling bag de fornemme ord i åbningstalen – så sidder vi med en ny ’Uffe Ellemann’ om 4 år – ikke i Baltikum men i Albanien, Moldova og Georgien.

Det kræver, at Danmark satser al sin bilaterale indsats på lande, der før har nydt stor international bevågenhed – men som i dag er havnet uden for det internationale spotlight. Modsat Partnerskab for Dialog og Reform (Det Arabiske Initiativ) er her en mulighed for at gå solo. Her bør man rulle et atlas ned fra væggen, inden der prioriteres. Et land i vores eget eller Europas nærområde bør have højere prioritet end Sri Lanka og Østtimor. Måske har det ingen effekt på vores egen umiddelbare sikkerhed – men vi bidrager til vore naboers sikkerhed og til eget renommé.

Konkret: Danmark skal fortsætte sin bilaterale indsats for styrkelse af udsigterne til EU-medlemskab for Moldova, assistere oppositionspartiers vilkår i Hviderusland, medvirke til en løsning for de 300.000 internt fordrevne i Georgien, tage en central plads i genopbygnings – og demokratiprocessen på Balkan og fortsat støtte de baltiske landes uddannelse af officerer og soldater.

Ovenstående lyder måske som en opremsning af initiativer i taberlande. Det er det også. Men det betyder ikke, at dansk støtte til disse lande vil være tabersager – tværtimod. Partnerskab for Dialog og Reforms 100 millioner årlige kroner anvendes bedre til en intensivering af de mere etablerede indsatser i østeuropæiske lande.

For det første vil disse glemte lande give Danmark så meget desto mere kredit for indsatsen. Georgierne er eksempelvis desperate efter udenlandsk opmærksomhed – deres mareridt, at blive ”left alone” af Vesten, er allerede blevet til virkelighed.

For det andet ville det danske bidrag ikke møde overvældende konkurrence fra stormagter eller EU, NATO, FN. I Washington vil man måske endda bifalde et styrket dansk engagement i disse lande; Danmark kan kompensere for USAs dårlige samvittighed i fx Georgien (uden at de risikerer russisk misnøje). Men det koster selvfølgelig i vores forhold til Rusland. Her er vi alligevel heldige: Danmark har mindre i klemme overfor Rusland end gas-afhængige Tyskland eller russiske nabolande som Sverige, Norge, Finland. Med andre ord er vi dermed indehavere af en vis komparativ fordel, da vi som et af de få lande i Europa er relativt uafhængige af Rusland. Vi kan faktisk tillade os at føre en mere aktivistisk, selvstændig udenrigspolitik i Østeuropæiske lande.

At udpege hvor de fælles multilaterale indsatser skal lægges er (desværre) ikke Danmarks bord. Her må vi bare følge med vores venner. Den bilaterale del af dansk udenrigspolitik er vi heldigvis selv herre over. Her er vi bare nødt til at prioritere. Vi kan ikke være aktivistiske overalt. Den danske aktivisme må kende sin plads.

En tommelfingerregel: I store lande langt væk, hvor den multilaterale indsats er overvældende, skal vi nøjes med at deltage i den fælles indsats og droppe soloprojekterne. I glemte småstater tæt på skal Danmark derimod satse stort. Det er her den selvstændige, aktivistiske udenrigspolitik skal føres.

Kære Lene Espersen: Drop soloprojekterne i Egypten og Tunesien. Når Danmark går solo, skal det være i Moldova, Georgien, Albanien.

Foto: En dansk F16 gør klar til landing i Vilnius lufthavn i marts 2009 (commons.wikimedia.org).

Maria Mellander Mouritzen (f. 1990) skriver pt bachelor på statskundskab om USA-Rusland “reset” og konsekvenserne heraf for Ruslands naboer. Geopolitik, gasledninger og klemte småstater er blandt favoritemnerne. Maria er studentermedhjælper i Videnskabsministeriet, Center for Globalisering.