23.03.2011

”Koalitionen ønsker ikke en længerevarende tilstedeværelse over det libyske luftrum. For ingredienserne til en lang borgerkrig findes i Libyen: stor stammeopdeling, uenighed om landets fremtid og olieressourcer.” Det siger den danske sikkerhedsekspert Daniel Korski, som fortsætter: ”Det er ikke svært at forestille sig, at opstanden bliver til borgerkrig i andre lande som Yemen, Jordan og Algeriet. Så etiske valg skal træffes: Vil man også engagere sig dér? Der er jo masser af folk, der dør, desværre, under tilsvarende omstændigheder i Elfenbenskysten, men hvor man ikke har valgt at agere på samme måde.”

Interview af Philip Hardø

RÆSON: Var det den rigtige beslutning at håndhæve en no-fly-zone?
Sten Rynning: Hvis man er villig til at støtte anti-Gaddafi-styrkerne i deres politiske projekt, er det den rigtige beslutning. Hvis man tror, man kan lave en ren humanitær-militær operation, er det IKKE den rigtige beslutning.
Tonny Brems Knudsen: FN’s sikkerhedsråd sagde i forbindelse med den første resolution 26. februar, at der var tale om en forbrydelse imod menneskeheden. Godt nok ændrede situationen senere karakter – til borgerkrig. Men graden af asymmetrisk krigsførelse, manglende hensyntagen til civile og det slutscenarie, der tegnede sig, gør alligevel, at jeg vil sige ja.
Daniel Korski: Ved hjælp af no-fly-zone’en kan oprørsstyrkerne nok kæmpe sig så langt vestpå, at en politisk proces kan gå i gang, der sikkert vil lede til, at Gaddafi trækker sig tilbage.

RÆSON: Hvordan er det gået med interventionen indtil nu?
Daniel Korski: Interventionen har været meget succesfuld politisk. Det er en vedvarende tilslutning blandt arabiske lande. Hvad angår den militære sikkerhed er det også gået ufatteligt godt: Inden for 24 timer har koalitionen været i stand til at etablere en no-fly-zone, som FN-resolutionen påkrævede. Organisatorisk har der været nogle vanskeligheder. Amerikanerne har været klare i mælet om, at de ikke ønsker at stå i spidsen for operationen meget længere. Hovedproblemet er: Hvad er målet og hvad skal det være i fremtiden? At koalitionen ikke har defineret målene endnu mindsker chancen for succes.

RÆSON: Hvad er definitionen på sejr for FN i Libyen?
Tonny Brems Knudsen: At stoppe de voldsomme overgreb. Det er det, der er mandat til. Regimeskifte er ikke defineret som et mål.
Daniel Korski: Resolutionen snakker om beskyttelse af libyske civile. Men ønsker vi regimeskift, et moderat Gaddafi-styre eller en magtopdeling? Det er dét, der er konflikten for det internationale samfund for øjeblikket. Det er uklart, hvad koalitionen ønsker.

RÆSON: Er det et kort strategisk angreb eller starten på en længerevarende konflikt?
Daniel Korski: Koalitionen ønsker ikke en længerevarende tilstedeværelse over det libyske luftrum. For ingredienserne til en lang borgerkrig findes i Libyen: stor stammeopdeling, uenighed om landets fremtid og olieressourcer. Vi er gået langt ud over en no-fly-zone de sidste par dage. Det er ikke svært at forestille sig, at opstanden bliver til borgerkrig i andre lande som Yemen, Jordan og Algeriet. Så etiske valg skal træffes: Vil man også engagere sig dér? Der er jo masser af folk, der dør, desværre, under tilsvarende omstændigheder i Elfenbenskysten, men hvor man ikke har valgt at agere på samme måde.

RÆSON: Hvis oprøret breder sig til andre nordafrikanske/mellemøstlige lande, har FN så en moralsk forpligtigelse til at intervenere igen?
Sten Rynning: Det, man har besluttet nu, er, at for at bevare troværdighed over for den generelle demokratiske reformbevægelse i Nordafrika og Mellemøsten, skal man gribe ind over for Gaddafi. Men der ligger ikke nogen større præcedens i den her aktion.

RÆSON: Hvordan skal verdenssamfundet håndtere usikkerheden om civile tab?
Sten Rynning: Det skal vi gøre via de ‘rules of engagement’, som militære styrker opererer under. Man har fået et FN-mandat, baseret på humanitær beskyttelse – det giver nogle ’rules of engagement’ som skal minimere den skade, som man udsætter civilbefolkningen for. Man er i Libyen for at støtte de civile. Men man vil komme ud for, at Gaddafis styrker gennemskuer disse ’rules of engagement’ og dækker sig ind mest muligt blandt civilbefolkningen for at gøre det svært at gennemføre afgørende luftangreb.
Tonny Brems Knudsen: Hvis de civile tab som følge af en humanitær intervention bliver for høje, så vil det kunne delegitimere interventionen. Undgå civile tab, og fasthold Kina, Rusland, Indien, Brasilien, den Arabiske Liga, samt den Afrikanske Union. Det var man simpelthen for dårlig til, da man havde den militære intervention i Kosovo i 1999.

Foto: FN’s sikkerhedsråd stemte om en no-fly-zone i Libyen.

Philip Hardø (f. 1990) studerer International Business & Politics ved Copenhagen Business School. Han interesserer sig særligt for europæisk debat, politik og økonomi.