11.03.2011

Faldende BNP-vækst i sidste kvartal af 2010 og en stigende inflation har fået medierne til at tale om stagflation – en situation, hvor priserne stiger, men væksten er flad. Men det er endog meget pessimistisk, mener Danske Banks cheføkonom Steen Bocian: ”Når vi kigger et år ud i tiden, så taler vi om en inflation på 1,5-2 pct. i Danmark. Så det er milevidt fra stagflationsscenariet.” Til gengæld er inflationen høj i forhold til lønvæksten, og det presser privatforbruget og gør genopretningen til ”en lidt småsløj forestilling”.

Af Kenneth Praefke, RÆSONs økonomiske redaktør

”Det er en genopretning for nedsat kraft – en lidt småsløj forestilling – men dog trods alt en genopretning,” siger Danske Banks cheføkonom Steen Bocian til RÆSON oven på flere ugers lunkne nøgletal for dansk økonomi. Væksten forsvandt i fjerde kvartal af 2010, inflationen er høj i forhold til lønvæksten, og det gør udsigterne for privat forbruget sløje. Til gengæld kan Danmark ikke undgå at få glæde af opsvinget hos vores største samhandelspartnere Sverige og Tyskland, mener Bocian. Og derfor skal det nok gå – langsomt – fremad.

De blandede nøgletal, særligt den relativt høje inflation og en lille negativ vækst i fjerde kvartal af 2010, har fået medierne til at tale om risikoen for stagflation. Et fænomen, der egentlig hører 70’ernes oliekrise til, hvor væksten forsvandt, og inflationen tordnede i vejret.

Men det er ifølge Steen Bocian helt ude i hampen: ”Inflationen er drevet af noget, der kommer ude fra. […] Jeg synes slet ikke ordet [stagflation] passer ind i den her sammenhæng. Det gjorde det i 70’erne, hvor du havde en situation med automatiske dyrtidsreguleringer, hvor du fik fastlåst en situation, hvor udenlandsk skabt inflation skabte indenlandsk inflation, der skabte inflationsforventninger, der skubbede lønvæksten op – hele den mølle har du jo ikke længere, hverken i Danmark eller for den sags skyld i hovedparten af Europa.”

RÆSON: For et par uger siden kom de første væksttal fra 4. kvartal af 2010, der lidt overraskende viste et fald i BNP, og i går kom nye inflationstal, der viser, at tendensen med høj inflation foreløbig fortsætter. Ledigheden er ikke rigtig vendt endnu og boligmarkedet er stadig sårbart. Hvad fortæller det dig om Danmarks økonomiske form lige nu?

Steen Bocian: Det fortæller vel, at dansk økonomi har svært ved for alvor at slippe krisen. Men jeg tror, at man skal passe på med at overdrive – jeg læste i dag i en overskrift ordet stagflation, og jeg synes det er lige tidligt nok at bruge det udtryk om dansk økonomi. Krisen har svært ved at slippe, og vi har nogen modvindsfaktorer, primært på den korte bane fra inflationen, men hvor der trods alt er et begrundet håb om, at økonomien kommer til at vokse over de kommende par år. Trukket af både forbrugerfremgang og også en eksportfremgang, som især er bundet op på verden omkring os, der jo klarer sig rimelig godt. Og selvom vi måske ikke får den fulde glæde af det, så skal man være ret pessimistisk for at sige, at vi slet ikke kommer til at opleve nogen fremgang, når verden omkring os vokser.

Så man kan vel sige, at det ikke er nemt for dansk økonomi i øjeblikket, men omvendt er det hele heller ikke ved at falde fra hinanden.

RÆSON: Hvad skal vi lægge i, at inflationen er høj? Hvilke konsekvenser har det?

Bocian: Det har jo den konsekvens, at du presser købekraften ned i økonomien. Grunden til, at vi har så høj inflation, er i vid ustrækning importeret inflation. Når man renser for det, så er det knap så voldsomt. Det er ikke en indenlandsk skabt inflation, det er i høj grad fødevarer og olieprisen, der trækker inflationen op. Hvilket selvfølgelig suger købekraften ud og gør at forbruget har sværere ved at vokse. Men omvendt også, når vi taler dansk økonomi, har nogen positive sideeffekter, for eksempel gavner en høj oliepris de offentlige finanser, og det gavner også vores betalingsbalance. Det gavner sådan set også vores konkurrenceevne, fordi vi er relativt gode til at udnytte olien. Men det samlede billede er, at det trækker væksten ned.

Det var en helt anden situation i 70’erne, hvor vi var storforbrugere af fossile brændstoffer, og ikke havde nogen videre produktion af olie eller gas. På den led kan man sige, at selvom det ikke er godt for økonomien, så er det lidt mere blandet nyt end det for eksempel var i 1970’erne – og inflationsraterne er i parentes bemærket markant lavere. Vi taler trods alt stadig inflation under 3 pct. Det skal man huske, inden man farer helt i panik over den udvikling, vi ser i inflationen i øjeblikket.

RÆSON: Vækstprognosen er sløv for Danmark – i hvert fald nogle år frem. Og inflationsforventningerne er også høje. Kan man så ikke sige, at vi nærmer os en situation med stagflation i Danmark?

Bocian: Inflationen er drevet af noget, der kommer udefra. Vi ser en tilsvarende inflationsvækst globalt set. Det her er ikke stagflation i den klassiske forstand, hvor du har en blivende inflationsskabelse. Det er ikke skabt indenlandsk – det er skabt udenlandsk. Husk på, at der ligger en indbygget logik i, at når inflationen er bygget op af udefra kommende ting, som formodentligt ikke kommer til at gentage sig, så vil den falde tilbage igen. Når vi kigger et år ud i tiden, så taler vi om en inflation på 1,5-2 pct. i Danmark. Så der er milevidt fra stagflationsscenariet. Jeg synes slet ikke, ordet passer ind i den her sammenhæng. Det gjorde det i 70’erne, hvor du havde en situation med automatiske dyrtidsreguleringer, hvor du fik fastlåst en situation, hvor udenlandsk skabt inflation skabte indenlandsk inflation, der skabte inflationsforventninger, der skubbede lønvæksten op – hele den mølle har du jo ikke længere, hverken i Danmark eller for den sags skyld i hovedparten af Europa.

RÆSON: Du siger, at de seneste nøgletal er mere blandet nyt end dårligt nyt. Men nyhederne går alligevel fra skidt til lunkent – hvad skal der ske for, at vi kommer ud af det her dødvande?

Bocian: Der er to ting, der kan trække det. Der er eksporten, som formodentlig vil klare sig rimelig fornuftigt i 2011 qua høj vækst i Tyskland og Sverige – og store dele af verdensøkonomien i virkeligheden. Og så er det selvfølgelig forbruget, der også er afgørende. Der kan man til gengæld godt være lidt mere bekymret, når vi taler det indenlandske forbrug. For vi har modvind fra renterne, der nok kommer til at stige lidt – fra et ekstremt lavt niveau til et mindre ekstremt lavt niveau. Og så er inflationen pt høj i forhold til lønvæksten – ikke i historisk kontekst, men i forhold til lønvæksten er den høj. Så forbruget har svære kår.

Det, der kan løse det, er, hvis arbejdsmarkedet begynder at vende rundt – hvilket det indtil videre ikke har gjort, det falder dog heller ikke længere. Eller hvis folk tør slippe usikkerheden og forbruge noget mere af deres indkomst. Så ville økonomien kunne vokse lidt af den vej. Det er klart, at forbruget har meget modvind, og derfor er det også svært at være jubel-forbrugsoptimist, men vi tror dog trods alt på en vis forbrugseffekt gennem 2011 også.

RÆSON: Hvor tror du, vi står om to-tre år? Hvad taler for, at situationen vil være anderledes dér?

Bocian: Når man kigger et par år frem i tiden, så har vi forhåbentligt og formodentlig haft vækst i et par år mere. Det vil sige, at forudsætningerne for at se bedring på arbejdsmarkedet er til stede, altså en reel forbedring på arbejdsmarkedet, hvor vi rent faktisk oplever, at ledigheden kan falde lidt. Det er det, der er håbet. Det er klart, at der ikke er nogen garantier, men selv uanset hvor mærkelig vi synes dansk økonomi er, så når man kigger tilbage historisk på udviklingen i Danmark, så har den lignet Europa i gennemsnit rimelig godt. Der er udsigt til vækst i størrelsesordenen lidt ala. det den herhjemme, altså i størrelsesordenen 1,5-2 pct. Og det gør, at vi får lidt mere gang i hjulene. Men ikke så meget, at det giver rigtig fest. Det er en genopretning for nedsat kraft – en lidt småsløj forestilling – men dog trods alt en genopretning.