02.03.2011

Af Jonas Parello-Plesner, European Council on Foreign relations

Stormagter skabes af begivenheder nærmere end af fastlagte strategier. I slutningen af det 19’ende århundrede var USA isolationistisk og modstander af kolonitidens excesser, men røg alligevel ind på verdensscenen efter, at det amerikanske skib Maine blev sunket i Havana havn i 1898. Kort tid efter besad USA kolonierne, Cuba, Filippinnerne, Puerto Rico og Guam. I 1850 sendte den britiske udenrigsminister, Palmerston, den engelske flåde ind i det Ægæiske Hav for at beskytte en britisk undersåts, Don Pacificos rettigheder og tilbagetvinge hans tabte ejendom. Begge var afgørende historiske øjeblikke i udviklingen af en ny stormagt. Det demonstrerer, at større økonomiske interesser og statsborgere i udlandet har sin egen logik og påtvinger en stat at være rustet til at forsvare disse interesser.

Libyen kan være sådan et afgørende historisk vendepunkt – for Kina. Kina stemte med på en vidtgående FN-resolution i lørdags, der medfører rejseforbud og indefrysning af aktiver for Gaddafi og regimet. Derudover åbnes der for muligheden for at retsforfølge overtrædelser ved den Internationale Straffedomstol. Kina har dog fortsat nye røde linjer som forslaget om et flyforbud og ligeså med at suspendere Libyens medlemskab i FN’s Menneskerettighedsråd.

Resolutionen indeholdt altså elementer som Kina normalt ville have sagt nej tak til. Den bryder med et lands suverænitet. Den bryder med ikke-indblanding i et andet lands affærer. Det ville normalt medføre frygt for, at det med en boomerang-effekt kunne ramme Kina selv. Kina bryder med en praksis om at holde hånden over selv ret slemme regimer. Tænk på 2007 hvor Kina vetoede en resolution om Burma med undskyldende ord om, at ’intet land er perfekt’.

Men begivenhederne i Libyen har medført, at Kina gradbøjer sit princip om ikke at blande sig i andre landes indre anliggender, fordi Kina har måtte gennemføre sin hidtil største og mest omfattende redningsmission af omkring 30.000 kineser, der befinder sig og arbejder i Libyen. Kina deployerede en fregat, som allerede opholdt sig i Aden-bugten som del af kampagnen mod pirater til at hjælpe med at få statsborgere ud. Desuden deltager fire kinesiske transportfly i redningsmissionen. Da disse fire fly lettede fra Xinjiang markerede de også en ny epoke for Kina som stormagt. De symboliserede Beijings gryende bevidsthed om, at respekten for national suverænitet kan vige for pragmatiske løsninger i krisetider.

Kina fulgte ellers udviklingen af ungdomsrevolutionerne i den arabiske verden med bekymret mine. Tunesien krakelerede, men lignede ellers et miniature-Kina med høj vækst og autoritær styreform. De kinesiske myndigheder prøvede at lade den udvikling passere under radaren for at undgå debat om holdbarhedsdatoen på Beijing-konsensus – ude som hjemme.

Ægypten var for stor til at ignorere og i stedet forsøgte man at holde den nationale presses fokus på repatrieringen af kinesere i landet. Det gik smertefrit at få 1800 kinesere ud. Heriblandt var 300 taiwanere, hvilket også gav gode TV-billeder krydret med nationalpatriotisme. Det var også en måde at holde følsomme emner som demokratisk forandring i Ægypten fra at blive drøftet -også selvom det ikke lykkedes helt og en svag duft af jasmin-revolution alligevel bredte sig visse steder i Kina.

Det var nok ambitionen at holde en en lignende presselinje på Libyen med fokus på heroisk repratiering, men Gaddafis kaotiske magtkamp gjorde det sværere også at få statsborgere ud på en ordentlig måde. Gaddafi brød med det allermest hellige kinesiske princip: stabilitet. Nogle lande er blevet nødsagede til gennemføre deres redningsmissioner uden fuld tilladelse fra de libyske myndigheder, enten fordi der ikke var nogen at spørge eller nogen med reel autoritet til at give indflyvningstilladelser. Kina har stået overfor lignende dilemmaer i sin mission. Det har krævet konkrete afbøjninger af principperne om suverænitet og ikke-indblanding.

Heri ligger den væsentligste motivation for Kinas ændrede stillingtagen til Libyen. Hvis Kina havde blokeret en vidtgående FN-resolution og samtidig havde stødt ind i problemer med at få sine statsborgere ud af landet, ville det være svært at forklare indenrigs – selv med statstyrede medier. Dertil kommer, at Kinas medansvar for resolutionen rammer et gunstigt tidspunkt for Kina, hvor man søger at forbedre sit internationale image efter et ramponeret runde i 2010, hvor Kina blev set som en nabobølle i Asien.

Behovet for at beskytte økonomiske interesser og kinesiske statsborgere giver derfor Kinas udenrigspolitik en ny drejning. Det er nye begivenheder som disse, der tvinger Kina længere ud på verdensscenen og tester principperne. Større interesser i udlandet pressede og forandrede også både først UK og siden USAs udenrigspolitik. I 1850 kunne Palmerston proklamere, at ligesom romerne kunne sige ’Civis Romanus Sum’, så kunne ’en britisk undersåt, ligegyldigt hvilket land han måtte befinde sig i, føle sig sikker på, at Englands både vagtsomme øjne samt stærke hånd ville sikre ham mod uretfærdighed og skade”. Kina føler også samme efterspørgsel efter beskyttelse af statsborgere og interesserer kloden over. Det illustrerer byrderne ved stormagtsstatus. I dette tilfælde harmonerer disse nye interesser helt med Vestens i forhold til Libyen.