24.02.2011

Obamas tidligere stabschef Rahm Emanuel, 51, blev ikke overraskende valgt til Chicagos nye borgmester. Borgmesterposten er kulminationen på mere end 25 års arbejde i det politiske miljø i USA. Emanuels sejr bliver måske starten på et helt nyt politisk landskab i Chicago – han har bragt ‘change’ til Chicago.

Af Mira Borggreen

Resultatet var ikke til at tage fejl af. Rahm Emanuel sikrede sig, ifølge The New York Times, tirsdag sejren og dermed titlen som ny borgmester i Chicago med 55% af stemmerne. Af de fem andre kandidater fik den nærmeste modstander, tidligere stabschef for nuværende borgmester Richard M. Daley, Gery J. Chico kun 24% af stemmerne.

Og det er noget af en omvæltning, der venter borgerne i Chicago. Ud af de seneste 55 år har der nemlig siddet en Daley i borgmesterstolen hele 42 år. Den nuværende borgmester Richard M. Dalay har siddet i stolen i 22 år. Hans far Richard J. Daley, der sad på posten i 21 år fra 1955 til 1976, var dengang den mest magtfulde mand i det Demokratiske parti. I en artikel fra 2005 i The New York Times – Daley Remembered as Last of the Big-City Bosses – beskrives Daley Sr. som den mest fremragende borgmester i det 20. århundrede. En borgmester, der formåede at skabe en moderne storby med skyskrabere og verdens travleste lufthavn. I Chicago har borgmesterposten set i lyset af det historiske vingesus altså stadig stor betydning for demokratiske politikere – ikke mindst for Emanuel, der trak sig som Obamas stabschef tilbage i september 2010 for at hellige sig valgkampen i den hjemby, han oprindeligt forlod tilbage i start 1990erne.

Minder om Obama
På mange måder deler Emanuel flere karakteristika med sin nu tidligere chef, Præsident Obama. I et interview med Charlie Rose fra 2009 beskrev Emanuel lighederne: De kommer begge fra Chicago, begge er børn af immigranter, og så mener Emanuel, at de begge to står for fremtiden. Men lighederne stopper bestemt ikke der. De er nemlig begge to den første indenfor præcis deres felt. Obama som den første afro-amerikanske præsident i USA, og Emanuel som den første jødiske borgmester i Chicago – og begge har de bragt ‘change’ med sig.

Men den overvældende sejr var nu ikke selvskrevet. Vejen tilbage til Chicago begyndte, da Daley i september 2010 offentliggjorde, at han ikke havde tænkt sig at genopstille. Snart svirrede rygterne – ville Emanuel stille op? Den 30. september 2010 trak Emanuel sig så fra posten som Obamas stabschef, og valgkampen gik for alvor igang. Men kritikerne stod klar. For det første mente de, at Emanuel virkede arrogant. Et prædikat Obama også måtte slås med tilbage i 2008. Kritikerne var heller ikke vilde med, at Emanuel sådan uden videre mente, han kunne blive en del af det allerede etablerede politiske miljø i byen.

Det tog et par måneder, men snart stod Emanuel med 13 millioner dollars indsamlet i kampagnekassen som den stærkeste kandidat i et ellers bredt felt. Og da hans stærkeste modstander, Tom Dart, trak sig i efteråret 2010 for at stille op til sherif, stod det klart for de fleste, at Emanuel ville trække sejren hjem.

Stærk kritik
Kritikken haglede dog stadig ned over Emanuels kampagne. Som ved Obamas kampagne i 2008 blev der stillet spørgsmål ved Emanuels ret til at stille op. Var han overhovedet berettiget til at stille op i Chicago? Kritikere mente, at Emanuels tid i Washington betød, han ikke levede op til reglerne om, at kandidaterne skal være bosat i Chicago i et år før valgdagen. I sidste ende blev sagen afgjort ved retten i januar 2011. Dommen: Emanuel havde ret til at stille op. Han stod stadig opført som juridisk bosat i familiens hjem i den nordlige del af Chicago. Derudover blev der lagt vægt på, at han som kandidat ikke skulle opfylde de samme krav som en vælger. Andre stillede spørgsmål ved, hvorvidt Emanuel, der havde forladt byen som ung, virkelig var en ægte Chicagoan? Var han virkelig White Sox baseball fan? Hillary Clinton kæmpede med et lignende spørgsmål om hendes loyalitet til New York Yankees, da hun stillede op til senator i New York. Andre stillede sig kritiske over for det faktum, at Emanuel kun stillede op for og boede i den nordlige del af Chicago. North Side er kendt som den rige, primært hvide del af Chicago.

Oprindeligt stammer Emanuels jødiske familie kun halvt fra Chicago. Hans forældre, faren Benjamin M. Emanuel fra Israel og moderen, Marsha Smulevitz, født i Chicago, mødte hinanden i byen tilbage i 1950erne. Emanuel har to brødre og en adopteret søster. Da Emanuel var omkring seks år, flyttede familien ud af byen til den nordlige del af Illinois, hvor han gik i nogle af statens bedste skoler. På opfordring fra sin mor begyndte Emanuel som ung at gå til ballet. Han vandt faktisk et stipendium til den prestigefyldte Joffrey Ballet, men valgte i stedet at tage på college. Emanuel har en BA i Liberal Arts fra Sarah Lawrence Collage, 1981 og en MA i Speech og Communication fra det anerkendte Northwestern University, 1985. Allerede i årene på Sarah Lawrence involverede han sig i det politiske miljø på universitetet.

Et liv i politik
Emanuel begyndte sin politiske karriere som fundraiser for blandt andre borgmester Richard M. Daley i Chicago tilbage i slutningen af 1980erne. Derefter gik turen til Arkansas, hvor den unge Emanuel arbejdede som fundraiser for Bill Clinton i forbindelse med præsidentvalget i 1992. Fra 1993 til 1998 arbejdede Emanuel som en af Clintons nærmeste politiske rådgivere. Hans meget direkte facon betød, at han med tiden fik kælenavnet ‘Rahmbo’.

Oprindeligt blev karakteren Josh Lyman i TV-serien The West Wing (Præsidentens Mænd, red.) baseret på Emanuel. I et af seriens afsnit, ifølge The Times artiklen Life imitates West Wing for Obama’s attack dog Rahm Emanuel, ser man Josh Lyman læse en profil af ham selv i Washington Post. Artiklen beskriver, hvordan han skulle have sendt et kongresmedlem en rådden fisk med posten. Josh Lyman spørger i klippet sin sekretær Donna Moss om, det er hende, der har sendt fisken. Scenen er faktisk baseret på virkeligheden. Emanuel sendte engang en rådden fisk til en pollster (person hyret til at generere statistik til en kampagne via meningsmålinger, red.), han havde set sig vred på.

Efter årene hos Clinton arbejdede Emanuel tre år som investeringsrådgiver, inden han i 2002 på opfordring fra borgmester Daley stillede op til Repræsentanternes Hus. Emanuel skulle erstatte Rod Blagojevich, der i stedet for stillede op til guvernør. Emanuel vandt og tilbragte derefter tre perioder (seks år, red.) i Washington, D.C. Men allerede dengang hævdede kritiske røster, inklusiv Edward Moskal, der var leder af en polsk-amerikansk politisk organisation, som støttede modkandidaten Kaszak, at Emanuel ikke var en ægte Chicagoan, men derimod en millionær og opportunist, der ikke kendte til betydningen af den jødiske arv. Moskal anklagede endvidere Emanuel for at have forbindelser til den israelske hær. Det var ikke sandt, men under den første Golfkrig i 1991 reparerede Emanuel for en kortere periode som civil frivillig lastbiler for de israelske forsvarsstyrker. Hele episoden gav anledning til demonstrationer til fordel for Emanuel, og hans modkandidat gik offentligt ud og modsagde Moskal.

I 2006 spillede Emanuel en fremtrædende rolle i Demokraternes overtagelse af kongressen ved midtvejsvalget og i november 2008 tiltrådte han så som Præsident Obamas nye stabschef. I en artikel fra august 2009 i The New York Times blev Emanuel lovprist som den måske mest indflydelsesrige stabschef i en generation. Noget af en titulering set i lyset af forgængeren Karl Rove.

Ny mand ved roret
Emanuel er kendt for sin direkte, kontante og til tider hårdhændede forhandlingsstil, der tit inkluderer ord på fire bogstaver såsom f.eks. shit og fuck (Gæt fra skribentens side ud fra beskrivelser i kilder, red.). Spørgsmålet er, hvordan det politiske liv i Chicago – efter 22 år med Daley for enden af bordet – vil tage imod Emanuels til tider meget kontante lederstil.

For når Emanuel indtager borgmesterkontoret den 16 maj, håber mange, han vil kunne forbedre og styrke forholdet mellem Chicago, der er USAs tredje største by, og de politiske storvægtere sværvægtere i Washington. Endnu flere stiller dog spørgsmålstegn ved, hvordan han vil forholde sig til byens finansielle situation. Emanuel overtager nemlig et underskud på omkring 600 millioner dollars.

Et andet spørgsmål handler om, hvordan Emanuel vil håndtere de daglige kampe med byens 50 byrådsmedlemmer. Et af dem, Ed Burke, der har siddet i byrådet siden 1969 blev i 2009 udnævnt som det mest magtfulde byrådsmedlem i Chicago. Under valgkampen støttede Burke en af Emanuels modstandere. I en debat svarede Emanuel igen ved at antyde, Burke under ham nok måtte give afkald på et eller flere af sine formandsskaber – det kunne f.eks. være rollen som formand for finansudvalget.

Uanset hvad, så ser det ud som om, Emanuel allerede har sat sin form for ‘change’ igang i byen. Ifølge artiklen Chicago, City in Transition, Picks a Big Personality i The New York Times den 23. februar i år har Emanuel f.eks. allerede lovet, at ansætte 1000 nye politifolk og at ændre på den kaotiske måde, hvorpå skraldet i byen bliver indsamlet.

Om det kan ændre på de fundamentale problemer og bekymringer hos Chicagos borgere, må tiden vise. Indtil videre ser det nu ud som om, borgerne på trods af ‘change’ stadig – som under Daley – efterspørger løsninger på emner som sikkerhed, job og uddannelse. Måske er det endnu et punkt, hvor Emanuel vil komme til at ligne Obama.

Mira Borggreen (f. 1983) er medlem af RÆSONs redaktion. Uddannet journalist med en cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Tidligere praktikant i både Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed og Den danske ambassade i USA.