03.02.2011

Den tyske forbundskansler Angela Merkel præsenterer på EU-topmødet fredag en række forslag, der skal harmonisere den økonomiske politik i euro-zonen. Forslaget er endnu et i bunken, der skal stabilisere fundamentet under euro. Men ifølge professor Peter Nedergaard er det et afgørende nybrud, at Merkel målretter tiltagene mod de 17 euro-lande og ikke mod alle 27 EU-lande.

Af Kenneth Praefke, RÆSONs økonomiske redaktør

Når de europæiske statsledere i morgen fredag skal spise frokost ved EU-topmødet i Bruxelles, skal de samtidig diskutere en række forslag fra den tyske forbundskansler Angela Merkel til, hvordan fundamentet under euroen gøres mere stabilt.

Gennem en såkaldt konkurrencepagt skal de 17 euro-landes økonomiske politik, socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik harmoniseres. For eksempel skal pensionsalderen ensrettes på et niveau omkring det tyske (man planlægger en forhøjelse til 67 år fra 2012, hvor flere sydeuropæiske lande har en pensionsalder på blot 60 år), erhvervs- og selskabsskatten skal harmoniseres, så lande som Irland ikke får særlige fordele indenfor eurozonen, ligesom der er forslag, der skal give mulighed for at begrænse lønomkostninger.

Mens planen kun diskuteres kort på mødet i morgen, vil den først på topmødet i slutningen af marts blive behandlet i detaljer.

RÆSON har spurgt professor i statskundskab ved Københavns Universitets Peter Nedergaard, hvordan han vurderer Merkels forslag og hele arbejdet med at styrke euro-konstruktionen.

Det Europæiske Råd skal fredag diskutere en række forslag fra den tyske forbundskansler Angela Merkel, der vil harmonisere bl.a. skatteregler og arbejdsmarkedet inden for eurozonen. Er forslagene et udtryk for, at Merkel forsøger at opbygge en økonomisk union, som gældskrisen har vist, euroen har svært ved at fungere uden?
”Målet er at stabilisere og styrke euroen og euro-landenes økonomi, som for nogens vedkommende stadig er i en dårlig forfatning. Det er en ny stil, som Merkel her anlægger. Hun har hidtil ikke optrådt som den store europæer. Som østtysker så hun først og fremmest hen til Vesttyskland og USA som idealer og ikke til noget tæt europæisk samarbejde. Hun har hidtil også ofte været tøvende på den europæiske scene, som da Grækenland og Irlands økonomier skulle reddes ved hjælp af ikke mindst tyske lån.

Nu har piben imidlertid fået en anden europæisk lyd i Tyskland. Merkel har ellers hidtil holdt fast i, at større økonomisk-politiske initiativer i EU skulle gælde alle 27 EU-medlemsstater og ikke kun de 17, som er en del af euro-zonen. Den tankegang gør hun nu op med.

Målet med planen er ikke mindst at sende et signal til de finansielle markeder om, at der er styr på eurozonens økonomiske politik i femtiden. Det vil for en række af euro-landene kunne få den positive effekt, at det bliver billigere at betale gælden tilbage, fordi renten på statsobligationerne muligvis falder.”

Hvordan skal man tolke de mange tiltag der er kommet i kølvandet på gældskrisen – harmonisering mellem landene, permanente redningsmekanismer og en stærkere finanspolitisk overvågning? Er man ved at gennemføre de ting, der burde have været en del af ØMU-konstruktionen fra begyndelsen?
”Ja, Merkel vil gøre op med de designmæssige fejltagelser, som ifølge mange var bygget ind i Jacques Delors’ (tidl. Kommissionsformand, der ledede det udvalg, der kom med anbefalingerne til, hvordan euroen skulle udformes, red.) ØMU-konstruktion. Først og fremmest manglede der en økonomisk-politisk overbygning til valutaunionen og euroen.”

Processen lader til at være drevet primært af Tyskland og Angela Merkel. Hvorfor er det netop Tyskland, der igen og igen kommer med nye forslag, der skal styrke euroen? Hvorfor er det netop dem, der ønsker stærkere kontrol og mere integration?
”Tyskland ser sig selv som garanten for en sund europæisk økonomi. Det skyldes også, at det er Tyskland, som skal stille lån og lånegarantier, hvis landenes økonomier ikke er sunde. Endelig har det betydning, at Tyskland selv har taget bevægelsen fra Europas syge mand for fem år siden og til Europas mest sunde økonomi i dag. Tyskland har selv i høj grad gennemført de reformer, man nu forlanger af andre. Derfor har Tyskland en meget høj troværdighed på det økonomisk-politiske område i Europa i dag.”

Med de forslag, der nu er på bordet, er euroen så ved at være dækket ind mod fremtidige kriser? Eller vurderer du, at der kommer flere nye tiltag, og at der fortsat er fundamentale mangler i euroen?
“Merkels plan om en konkurrenceevnepagt er ikke uden problemer. Hvis den skal vinde tilslutning i alle euro-lande, vil målsætningerne sandsynligvis skulle være temmelig brede og dermed ikke særlig effektive at styre efter.

Desuden er der spørgsmålet om sanktioner, hvis og såfremt kravene i planen ikke overholdes. I den forbindelse er Vækst- og Stabilitetspagten illustrativ. Den blev vedtaget sammen med ØMU’en og indeholdt bestemte krav til årlige såvel som akkumulerede maksimale offentlige budgetunderskud. I 2003 overtrådte Tyskland og Frankrig imidlertid disse bestemmelser uden, at det fik nogen konsekvenser. Det var en af årsagerne til, at andre ØMU-lande også begyndte at tage afslappet på, om de overholdt bestemmelserne i Vækst- og Stabilitetspagten.”