01.02.2011

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Helle Malmvig siger til RÆSON: ”Israels sikkerhedspolitiske agenda hedder Iran, Iran, Iran, og dernæst arabisk regimestabilitet. Jeg er lige nu i Tel Aviv og israelerne er bestemt ikke euforiske over oprøret i Egypten. Det israelske sikkerhedspolitiske establishment frygter om nogen hvem der vil overtage magten efter Mubarak, og om oprøret også vil sprede sig til Jordan og det Palæstinensiske Selvstyre, – vil fredsaftalerne holde og hvem ville blive vores nærmeste naboer post-Mubarak, post-Abdullah, post-Abbas?, spørger de, og frygter at de spirende oprør vil give Iran endnu mere magt i regionen. Al politik i Mellemøsten bliver med andre ord set gennem ”Iran brillerne”.”

Ja eller nej: Er vi vidner til en protestbølge, der vil forandre
Mellemøsten?
Ja, Mellemøsten er i disse uger under – endnu en – forandring. Mubarak kommer til at trække sig, og frygten for lignende oprør vil få de siddende regimer i de omkringliggende lande til – endnu engang – at tale om reformer og dialog. Men egentlige demokratiske revolutioner er jeg bange for, vi ikke vil se. Mellemøsten er ikke Østeuropa i 1980erne, 90erne, og det sikkerhedspolitiske miljø er afgørende forskelligt. Regeringerne i Vesten frygter stadig Irans øgede indflydelse i regionen og atomvåbenprogram, Hizbullah og regeringskrisen i Libanon, Hamas og det delte palæstinensiske selvstyre – og har brug for allierede.

Politikens Herbert Pundik mener, at Mubaraks regime kan fastholde magten, hvis det forstår at reformere sig. Hillary Clinton opfordrer netop idag Mubarak til reformer. Hvad er sandsynligheden for, at Mubarak med større eller mindre ‘reformer’ over de næste dage kan få dæmpet protesterne og måske udskyde/afblæse regimets fald? Kan regimet overleve uden Mubarak?
Mubarak bliver nødt til at gå af – han er blevet symbolet på årtiers undertrykkelse. Men det er muligt, at der kan blive forhandlet en løsning på plads der delvist lader det gamle regime overleve. Store dele af den øvre middelklasse, forretningseliten og militæret vil formentlig være interesseret i en forhandlet løsning, der ikke ”giver alt” til det Muslimske Broderskab.

Er det en samlet opposition, der står bag Mohamed ElBaradei? Er det
sikkert, at Det Muslimske Broderskab bakker ham op? Hvad er i givet fald
deres analyse af situationen?
Det er stadig svært at sige noget om hvem der egentlig udgør oppositionen i Egypten udover det Muslimske Broderskab, men Elbaradei kan formentlig spille en rolle som ”overgangspræsident” efter Mubarak og inden nye valghandlinger, af Egypterne er han mest af alt kendt som en bureaukrat og ikke som politiker.

Hvis USA trækker støtten til Mubarak, falder han øjeblikkeligt, mener professor Karim Makdisi (interview med RÆSON dd). Har han ret? Under hvilke omstændigheder ville USA overveje at gøre det?
Obama-administrationen er i disse dage klogelig uldne i sine udmeldinger. Nogle læser det som om at Obama har trukket al støtte til Mubarak andre, at han stadig står fuldt bag ham– men mon ikke ambivalensen er bevidst? Det er tydeligt at Mubarak har tabt, men Obama-administrationen håber formentlig på, at der kan forhandles en løsning på plads, der ikke kaster landet ud i revolution eller lynvalg, samtidig med at Obama selvfølelig ikke vil begå samme fejltagelse, som Sarkozy gjorde med Ben Ali.

Hvem ville vinde et helt frit demokratisk valg i Ægypten?
Lige her og nu – det Muslimske Broderskab. Men nye sekulære partier og alliancer kan dukke op i kølvandet på Mubaraks (næsten sikre) afgang.

Kan protestbølgen sprede sig til andre lande i Mellemøsten? Hvilke lande
kunne lade sig inspirere? Hvor vil protesterne få sværest ved at få fat?
Jordan og det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden er mest sandsynlige kandidater, Syrien kunne også være en mulighed.

Protestbølgen vil have sværest ved at få fat i små rige golfstater som Qatar eller UAE. Det er bestemt ikke blomstrende demokratier men indbyggerne – altså dem med statsborgerskab og ikke de mange immigranter – lever i overflod med fri universitetsuddannelse, sundhedsvæsen, og bolig, og så er det svært at mobilisere.

Har Obama haft en sammenhængende Mellemøstpolitik fra 2009 til idag? Hvor stor en indflydelse har USA på de begivenheder, der nu udspiller sig i Ægypten/regionen?
Det handler ikke så meget om sammenhæng som om gennemslagskraft, og den mistede Obama kort efter hans populære Kairo-tale. Obama lagde ud med alle de rigtige målsætninger og sågar midler (Israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger, stop for bosættelser, dialog med Iran og Syrien, ny respekt og tone overfor den Muslimske Verden, og lukning af Guantanomo), men har haft meget lidt succes med nogen af delene. Obama har ikke leveret og USA bliver i øjeblikket betragtet som en svag spiller i regionen.

Libanon: Hezbollahs kandidat til premierministerposten, Najib Miqati,skal nu danne ny regering i Libanon; den tidligere premierminister Hariri har sagt nej til at deltage i en koalition. Har Hezbollah nu overtaget landet?
Nej – men i den evige magtkamp i Libanon står det lige nu 1-0 til Hizbullah

Libanon vs. Israel: Israels vicepremierminister Silvan Shalom har kaldt den nye regering som “en iransk regering langs Israels nordlige grænse” men Israels tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Giora Eiland, mener at en krig mellem Israel og Libanon er blevet mindre sandsynlig. Som han forklarer det til RÆSON: takket være Hizbollahs kraftigere greb om Libanon er det klart at Israel næste gang ikke alene vil bekæmpe Hizbollah men staten Libanon – med ødelæggelser til følge, som Hizbollah/Libanon gerne vil undgå. Dermed bliver Israels afskrækkelse mere effektiv og en konflikt mindre sandsynlig. Har han ret?
Det er i hvert fald den afskrækkelseslogik som Israelerne gerne vil have at Hizbullah skal købe. Israel er ikke interesseret i endnu en krig i Libanon, og for at minimere den risiko skal Israel have en effektiv afskrækkelsesstrategi og fremstå som parate til krig uanset omkostningerne. Men Israel står nok i virkeligheden til at tabe mest skulle det komme til endnu en krig, – Israel kan ikke med militære midler bekæmpe Hizbullah, og vil tabe ”politisk kapital” og legitimitet ligesom under sidste Libanon offensiv. Giora Eiland har ret, bare med omvendt fortegn, det er israel der er mest interesseret i at undgå en krig IKKE Hizbullah.

Israel II: Efter at Ehud Barak forlod det israelske Labour og dannede et nyt parti, ser Netanyahu-regeringen ud til at være sikret et mere stabilt liv. Betyder det mere eller mindre gang i fredsprocessen med palæstinenserne? Er det korrekt, at Israels altoverskyggende bekymring er om Iran får en atombombe – og at fredsprocessen simpelthen ikke er prioriteret?
Israels sikkerhedspolitiske agenda hedder IRAN, IRAN, IRAN, og dernæst arabisk regimestabilitet! Er lige nu i Tel Aviv og israelerne er bestemt ikke euforiske over oprøret i Egypten. Det israelske sikkerhedspolitiske establishment frygter om nogen hvem der vil overtage magten efter Mubarak, og om oprøret også vil sprede sig til Jordan og det Palæstinensiske Selvstyre, – vil fredsaftalerne holde og hvem ville blive vores nærmeste naboer post-Mubarak, post-Abdullah, post-Abbas?, spørger de, og frygter at de spirende oprør vil give Iran endnu mere magt i regionen. Al politik i Mellemøsten bliver med andre ord set gennem ”Iran brillerne”