Martin Lidegaard (RV): Min generations svigt skaber et massivt pres på fremtidens unge. Det kræver prioritering

29.11.2024

Min generations rovdrift på klodens ressourcer efterlader et markant dårligere miljø og klima til de unge, ligesom min generation har sat sig tungt på både boligmarkedet og størstedelen af ressourcerne i sundhedsvæsenet. Det skaber et massivt pres på fremtidens unge – medmindre vi prioriterer.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og læs mere

Kommentar af Martin Lidegaard, politisk leder af Radikale Venstre  

Hvis der er noget, vi har lært i min generation, så er det, at vores liv er dybt afhængigt af de politiske valg, som vores forældre og bedsteforældre traf før os. De skabte et samfund med fri og lige adgang til uddannelse – med udstrakt frihed og lighed for de fleste mennesker – og deraf også en unik tillid i det danske samfund. Den arv har betydet alt for mig og mine jævnaldrende. Med uddannelse og et velfungerende samfund fik vi både demokrati og velstand som dyrebare dåbsgaver, der har gjort os til de rigeste og lykkeligste generationer af danskere nogensinde.  

Men efter sol kommer regn(ingen). Min generations rovdrift på klodens ressourcer efterlader et markant dårligere miljø og klima til de unge, ligesom min generation har sat sig tungt på både boligmarkedet og størstedelen af ressourcerne i sundhedsvæsenet.  

Det skaber et massivt pres på fremtidens unge. Det er ikke et uoverstigeligt problem, men det kræver, at vi ændrer den måde, hvorpå vi både tænker og prioriterer politik på. Vi skal sikre, at de beslutninger, vi træffer i dag, også gavner dem, der kommer efter os. Og vi skal tænke langsigtet og ansvarligt for at give de unge og kommende generationer ligeså gode eller bedre levevilkår som os selv. 

Derfor glæder det mig også, at to af tidens vigtigste politiske institutioner er begyndt at sætte fokus på de fremtidige generationer. Ursula von der Leyen har udnævnt en Kommissær for Fremtidige Generationer, som skal sikre, at der træffes flere langsigtede beslutninger baseret på “intergenerational retfærdighed”. Og ved FN’s topmøde i september underskrev medlemslandene en ny ’Erklæring for Fremtidige Generationer’, som forpligter alle lande til at være solidariske over for de omkring 10.9 milliarder mennesker, som endnu ikke er født i dette århundrede. Det er vigtige skridt.

 

Vi skal tænke langsigtet og ansvarligt for at give de unge og kommende generationer lige så gode eller bedre levevilkår som os selv
_______

 

Herhjemme er Instituttet for Fremtidsforskning en vigtig aktør, der længe har argumenteret for politisk repræsentation for fremtiden og for at give politikere fremtidskompetencer som fx ”foresight”. I Radikale Venstre har vi foreslået en grøn grundlov, der skal beskytte kommende generationers rettigheder. 

Jeg har som klima- og energiminister selv oplevet, hvordan Finansministeriet fx ikke behandlede vedvarende energi som en investering, men som en omkostning. Men måske er der grund til håb nu, hvor en gruppe fremtrædende danske økonomer har udviklet en ny grøn økonomisk model, hvor Finansministeriet har deltaget aktivt i referencegruppen. Modellen har vakt international opsigt, fordi den gør det muligt at samtænke klima-, natur-, miljø-og energipolitikken med den generelle økonomiske politik på en langt mere systematisk måde end tidligere.

Men der er stadig lang vej igen. For langt de fleste politiske beslutninger i dag bliver taget alene med udgangspunkt i de nulevende generationers og vælgeres interesser. I vores økonomiske modeller, regnes de fremtidige generationers liv og interesser kun sporadisk med.

Som jeg ser det, er der derfor brug for to bevægelser i dansk politik. 

For det første kalder situationen på en ny og stærkere generationskontrakt, som sætter de unge og endnu ufødte i centrum – som vi i Radikale Venstre har foreslået. Det handler om vores politiske indstilling. Vi har brug for at tænke tværgenerationelt, når vi diskuterer tidens vilde problemer; om det er klimaet, udviklingen af kunstig intelligens eller presset på velfærden. Eller noget helt fjerde. Her bliver bæredygtighed, trivselsøkonomi og forebyggelse nøgleord.  

For det andet bør vi gentænke den politiske struktur herhjemme. Der er behov for at få andre og nye politiske aktører eller institutioner på banen til at løfte fremtiden som politisk dagsorden. Hvor ville det være dejligt, hvis vi kunne indrette en kommende regering sådan, at alle ministre tilegner sig fremtidskompetencer og tænker fremtiden ind i sit resort på en helt anderledes måde end i dag – ikke mindst i Finansministeriet. Men også folketingspolitikerne bør få bedre blik for, hvordan beslutninger sætter sig spor i fremtiden, sådan som Instituttet for Fremtidsforskning agiterer for. Det kunne fx være en særlig styrelse, en løbende kommission, en ombudsmand eller en anden type af institution, der så at sige kan udgøre de fremtidige generationers stemme ved at tænke scenarier og konsekvenser igennem for de beslutninger, vi tager i dag.

Hvis vi på den måde gør det muligt for hver politiker at tage fremtiden alvorligt på deres respektive område, kan vi komme milevidt i at sikre, at fremtidige generationer ikke blot bliver en eftertanke, men en integreret del af beslutningsprocessen – til gavn for hele Danmark.

For fremtiden kommer ikke bare af sig selv. Den kræver prioritering. ■

 

Der er stadig lang vej igen. For langt de fleste politiske beslutninger i dag bliver taget alene med udgangspunkt i de nulevende generationers og vælgeres interesser
_______

 

Martin Lidegaard (f. 1966) er MF og formand for Radikale Venstre samt tidligere udenrigsminister og klimaminister.

ILLUSTRATION: Martin Lidegaard [FOTO: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Frankrig tager lederskabet i Europa. Er Danmark klar til det?

Ahmad Walid Rashidi om Afghanistan-udredningen: Krigens tragedier er for alvorlige til at blive reduceret til politiske kalkuler og strategisk optimering

Ugen med RÆSON med Lykke Friis, Kristian Søby og Alberte Bové Rud: Merkels eftermæle, hybridkrig i Østersøen og personlighedsdreven politik

Thea Skjærbæk: Hvordan kommer Demokraterne videre efter nederlaget til Trump?

Mikkel Bjørn (DF): Hvad Trumps vælgere ser – og vi overser

Morten Sodemann: Indfødsretsudvalget vil indkalde ansøgere til samtaler om sindelag. Hvad med at lade os alle se med?