19.11.2024

Tak til Gert Biesta for hans kritiske analyse af karakterdannelsens indhold og sammenhænge. Nu mangler vi blot, at han indser, at han selv har ydet et vigtigt bidrag til begrebets udvikling, og at han dermed forstår, at karakterdannelse er en dybt demokratisk og eksistentiel pædagogisk kategori.

Denne artikel bringes i RÆSONs serie om dannelse, uddannelse og demokrati. Se overblikket over artiklerne her.

Kommentar af Thomas Aastrup Rømer

Dem hollandske filosof, Gert Biesta, har i et essay i RÆSON d. 16/10 kritiseret begrebet karakterdannelse. Kritikken føres både i almene vendinger og i forhold til begrebets konkrete engelske og danske udgaver, herunder det nye Center for Karakterdannelse (CFK).

Jeg har selv i mange år været glad for Biestas arbejde, dog ikke ukritisk. Jeg har især været glad for hans kritik af læringsbegrebet, for hans insisteren på pædagogikkens sprog, og for hans brug af pædagogisk filosofisk teori, men jeg har også kritiseret ham for at have et for kompliceret forhold til dannelsesbegrebet, som han både er imod og på en måde forudsætter (Rømer 2021). Biestas aktuelle kronik bekræfter denne lidt paradoksale teoretiske situation.

I det følgende vil jeg argumentere for, at Biesta tager fejl i sin kritik, endda på hans egne præmisser, hvilket vil sige, at han efter min opfattelse faktisk går ind for karakterdannelse, selv om han hævder det modsatte.

1.
Biesta indleder sin kronik med en lang drøftelse af filmen Jojo Rabbit, der handler om en 10-årig tysk drengs erkendelsesprocesser i de sidste år af Anden Verdenskrig. I starten har Jojo en indre kommunikation med en forestillet Hitler, men efterhånden finder han ud af, at han har et selv, som kan svare igen. Denne erkendelse forstærkes ved, at Jojo opdager, at hans forældre beskytter en jødisk pige.

I min optik handler fortællingen om Jojo om karakterdannelse. Mennesket har et selv, der dannes i vekselvirkning med verdens lag og essens, herunder i mødet med andre menneskers selvstændige handlinger, jf. forældrenes beskyttelse af det jødiske barn. Karakterdannelse – altså selvets moralske udvikling i dets omgang med verden – er altså en åben, men også verdensvendt proces, der faktisk minder meget om det, Biesta beskriver i en af hans bøger, som netop hedder ”Verdensvendt uddannelse” (Biesta 2021). Denne vekselvirkning mellem selvet og verden er dannelsesbegrebets filosofiske essens, og dannelsen af selvet er karakterdannelsens side af den samlede dannelsesproces.

Men på trods af sin interesse for det ”verdensvendte”, lader Biesta lader til at mene, at fordi Jojo udelukkende taler med en imaginær Hitler, hvilket jo er problematisk, så skal man fjerne enhver kulturel samtalepartner, så en eller anden form for rent subjekt kan finde sig selv. Grunden til at man får det indtryk, er Biestas opgør med den såkaldte ”kultivering”, som netop vedrører både indre og ydre dialoger. Men dermed isoleres selvet fra verden og kan ikke dannes, og det kan Jojo i så fald heller ikke, for også han har brug for en Anden og for en verden til at tænke med og udvikle sig sammen med.

Skal Jojo ikke læse litteratur, filosofi eller se film eller snakke med lærere og venner og bagefter tænke og handle ud fra det? Jeg overfortolker muligvis, men det er det indtryk, jeg efterlades med, når jeg læser Biestas essay, selvom hans egne bøger myldrer med de skønneste filosofiske dialoger. Og på en måde taler Jojo jo også i sit indre med den jødiske pige og med hans far og mor, der netop demonstrerer karakterdannelse. Så Jojo bliver påvirket og bliver ”vækket”, som Biesta udtrykker det. Han kommer til syne. Hans karakter dannes.

Et andet sted siger Biesta da også, at Jojo skal ”lære at tage ansvar for ansvaret”, hvilket er definitionen på det, som Biesta ved andre lejligheder har kaldt for ”responsibility”, et begreb han sætter i modsætning til det instrumentalistiske ”accountability”. Men denne dobbelte ansvarsstruktur, som er inspireret af sociologen Zygmunt Baumann og filosoffen Emmanuel Levinas, er da om noget karakterdannelse? En slags etisk kunstværk, en vekselvirkningssyntese mellem eksistens og verden, herunder undervisning og pædagogik.

Med dette lange indledende eksempel om Jojo indskriver Biesta sig i efterkrigstidens humanistiske pædagogik, og ser man på referencestrukturen i den nye Center for karakterdannelse (CFK) finder man en lang række referencer til den samme demokratiske og antitotalitære tradition (Rømer 2024). Hvis Biesta er kritisk overfor karakterdannelsens danske version, så er der med andre ord tale om det, jeg kalder for mikrodiversitet, dvs. uenighed inden for samme filosofiske ramme og ikke en kritik af karakterdannelse som sådan.

2.
Biesta mener, at Jojo i sin moralske proces udvikler et ”modent selv”, og at denne proces kun kan finde sted, hvis selvet er modtageligt og dermed på en måde svagt. Hvis man ikke har denne passive side af dannelsen med, så bliver karakteren en form for færdigudviklet styrke, der sætter selvet i stå bag et styrkens ”skjold omkring sjælen, så den ikke kan røres”, som der står.

Jeg er helt enig i dette ræsonnement. Modtageligheden og passiviteten er en central del af selvets dannelse, dvs. vigtige momenter i en god teori om karakterdannelse. Og man kan kun ”modtage” hvis der findes en verden, som man åbner sig for. Modtagelighed og svaghed er altså ikke noget andet end karakterdannelse, tværtimod. De er dømmekraftens og selvets forudsætninger og muliggør dermed tilsynekomstens og karakterdannelsens pædagogik, hvor tænkning, verden og tilsynekomst uafbrudt interagerer. Karakterdannelse har på denne måde en snublende tendens, som man også kan kalde for frihed.

 

Modtageligheden og passiviteten er en central del af selvets dannelse, dvs. vigtige momenter i en god teori om karakterdannelse. Og man kan kun ”modtage” hvis der findes en verden, som man åbner sig for
_______

 

To af de dyder, som fremhæves hos Center for karakterdannelse, er ”tillid” og ”taknemmelighed”. Det er svært primært at se dem som styrker eller som et massive skjold om sjælen. Det er mere oplagt at se dem som svage dyder i Biestas forstand. I andre sammenhænge har Biesta da også i høj grad fremhævet ”tillid uden grund”, som en vigtig pædagogisk dyd, der minder om Løgstrups tanker om tillid. Løgstrups arbejde fylder faktisk en del i CFKs materiale. Og Biestas egen undervisningsteori, som bl.a. bygger på Søren Kierkegaard, kan efter min opfattelse forstås som et eksempel på taknemmelighed, dvs. at en elev finder en lærer (Biesta 2009 og 2015). Faktisk lægger Center for Karakterdannelse op til en meget bred undersøgelse af det dydsetiske felt.

Forskellige versioner af denne særlige “passivitet” eller “modtagelighed” finder man hos mange tænkere fra vidt forskellige filosofiske traditioner. Modtagelighed er en vigtig pointe for at forstå karakterdannelsesbegrebets indhold og udvikling. Der er med andre ord en sammenhæng mellem dannelse og karakterdannelse.

Biestas fine betragtninger, som han bygger på tænkere som Derrida, Wolff-Michael Roth, Dietrich Benner og Klaus Mollenhauer, er derfor snarere et bidrag til karakterdannelsens filosofi end et opgør med karakterdannelsesbegrebet som sådan.

3.
Biesta fortæller, at karakterdannelsesteorierne er kritiske over for den økonomisk baserede instrumentalisering, som via læringsbegrebet har fundet sted siden 00’erne. Denne kritiske tilgang passer for CFK’s vedkommende, og Biesta er på dette punkt helt enig med karakterdannelsesfilosofien. Han mener blot, at karakterdannelsesteorierne, ligesom de økonomisk funderede læringsteorier, begår den fejl, at de alene fokuserer på styrke og glemmer ”det svage”, hvorved man gentager læringsideologiens overgreb blot fra en mere filosofisk side. Som jeg allerede har vist, tager Biesta her fejl, eftersom en god karakterdannelsesteori i høj grad også har sans for ”svagheden”. Men han har ret i, at læringsideologien fra 00’erne ikke har denne sans.

Men denne fejl får store negative konsekvenser for Biestas videre muligheder. Fejlen ender nemlig som et opgør med den græske tradition, dvs. som et eksplicit opgør med det pædagogiske ideal om ”paideia” og ”arete”, der hos Biesta forstås som et plat perfekthedsideal. Det må være Biestas baggrund i 1990’ernes poststrukturalistiske diskurser, der forårsager denne kolossale fejltagelse. Og fejlen forstærkes via Biestas kritik af den omtalte ”kultivering”, hvorved Biesta kommer tæt på at fratage menneskets dets indre dialogpartnere og dermed dets tænkning.

Herhjemme har en af Biestas elever, Lærke Grandjean, brugt denne pointe imod filosoffen Hans-Georg Gadamers stort anlagte og dialogiske kulturfilosofi (Grandjean 2024), som også omtales i CFK’s materiale. Hun mener ligefrem, at karakterdannelsen er totalitær. Et synspunkt, som også Biesta er tæt på at forfægte, selvom han altså i høj grad selv bygger på elementer fra karakterdannelsens filosofi.

At disse filosofihistoriske perler fra antikkens og hermeneutikkens haller pludselig skal sættes sammen med en form for styrke-ideologi, der fremmer fascistiske karaktertræk, er helt uden for skiven. Det er det modsatte, der er tilfældet. Biestas synspunkt er den yderste konsekvens af det uforståelige opgør med antikken.

Hvis Biesta fastholder denne konsekvens, så ender hans teori efter min opfattelse i den selvsamme radikale konstruktivisme, som han med rette talte imod allerede i 2004 i artiklen ’Against learning’, og som lå til grund for de store læringsreformer omkring 2010, herunder skolereformen i 2013. Kort sagt: Mennesket bliver ensomt og historieløst, hvorefter læringsbegrebet kan tage over, selvom intentionen var den stik modsatte.

 

At Biesta er kritisk overfor visse sider af en specifik britisk version af karakterdannelsesfilosofien kan ikke være ensbetydende med, at man opgiver begrebet som sådan
_______

 

4.
Biesta kritiserer den engelske karakterdannelsesteori, der bygger på nogle bestemte læsninger af Aristoteles. Kritikken går dog ikke på indholdet i det engelske centers arbejde, men mere på nogle fondsmæssige forbindelser. Det er som om, at Biesta bruger disse politisk-organisatoriske pointer til ikke blot at undsige det engelske karakterdannelsesbegreb, men også enhver form for begreb om karakterdannelse.

Men at Biesta er kritisk overfor visse sider af en specifik britisk version af karakterdannelsesfilosofien kan ikke være ensbetydende med, at man opgiver begrebet som sådan. Og Aristoteles har inspireret så bredt i filosofihistorien, herunder mange af Biestas egne helte, at det ikke giver mening at afvise ham som sådan pga. en specifik moderne fortolkning. Man river jo ikke et palads ned, fordi der evt. skulle være en punkteret rude i kælderen.

Biesta lader til at mene, at karakterdannelse både er noget meget gammelt og noget meget nyt. Det er gammelt, fordi det har rødder i den græske antik, dvs. demokratiets vugge, som Biesta af uforståelige grunde fortolker som noget nærmest totalitært. Men begrebet er også nyt, fordi det findes i det omtalte engelske projekt (og et projekt i Singapore). Men i Danmark har begrebet en selvstændig tradition. Fx stod det i skolens formålsparagraf fra 1937-1975, hvor det netop skulle være et grundtvigsk-reformpædagogisk værn imod autoritær pædagogik. Men ok, Grundtvig var også en slags græker.

Der er hos Biesta og hans kreds en mærkelig tendens til at gøre op med dannelsestraditionens græske og filosofiske sammenhæng, samtidig med at de selv bygger på folk, der stammer fra nogle af disse sammenhænge.

5.
Til sidst kritiserer Biesta nogle formuleringer i det danske Center for Karakterdannelses projektpapirer. Han mener, at der mangler sans for svaghed og modtagelighed. Men igen: Denne pointe er jo blot et godt fagligt indspil i diskussionen. Og faktisk er der i projektbeskrivelsen for det nye center samt i en række tilstødende tekster massevis af sans for relationer, demokrati og eksistens.

Centrets stifter, Jonas Norgaard Mortensen, er desuden inspireret af den såkaldte personalisme; en humanistisk retning, som netop bygger på mange af de samme filosoffer, som Biesta har interesseret sig for gennem årene. Og i kredsen omkring centret finder man adskillelige personer, der har været kritiske over for den aktuelle skoletænkning. Nogle har endda medvirket ved udgivelser af Biestas bøger. Projektet er med andre ord dybt demokratisk og står på ingen måde i modsætning til Biestas tanker om svaghed og eksistens.

Disse idehistoriske og fænomenologisk/personalistiske baggrundsforbindelser, som måske ikke præger den engelske version af emnet så meget, men som er overalt i den danske, overser Biesta helt. Måske er der en sproglig barriere i forhold til en fuld forståelse af det danske center.

6.
Endelig vil jeg gentage, at der faktisk er masser af karakterdannelse i både Biestas egen og hans inspirationskilders filosofi (Rømer 2024). Der er fx vigtige bidrag til karakterdannelse hos både Hannah Arendt, John Dewey og hos Levinas, som er tre af Biestas helte. Og Biesta selv taler fx om ”voksenhed”, ”modenhed” og ”ansvarlighed”, der jo tilhører dannelsens og karakterdannelsens univers.

Og i den tidligere nævnte bog, ”Verdensvendt uddannelse” fra 2021, kritiserer Biesta det ”impulsstyrede samfund”, og han taler her netop for et græsk skolebegreb, for selvstændighed og for ”opfordring til selvvirksomhed”. Det er ren karakterdannelsestænkning i ånden fra det nye danske center.

Jeg vil derfor sige mange tak til Gert Biesta for hans kritiske analyse af karakterdannelsens indhold og sammenhænge. Nu mangler vi blot, at han indser, at han selv har ydet et vigtigt bidrag til begrebets udvikling, og at han dermed forstår, at karakterdannelse er en dybt demokratisk og eksistentiel pædagogisk kategori, der ligesom andre pædagogiske begreber kan antage forskellige skikkelser. Det kræver muligvis en lidt mere åben tilgang til antikkens kilder. ■

 

Biesta selv taler om ”voksenhed”, ”modenhed” og ”ansvarlighed”, der jo tilhører dannelsens og karakterdannelsens univers
_______

 

Thomas Aastrup Rømer, f. 1963, er cand.scient.pol., seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt og tilknyttet fagekspert ved Center for Karakterdannelse. I mange år var han lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet. Han har bl.a. udgivet bøgerne ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” (2022) og ”Pædagogikkens to verdener – 2. reviderede udgave (2024). Han har  modtaget adskillelige priser for sit arbejde, heriblandt Trykkefrihedsselskabets pris, Sapphoprisen.

ILLUSTRATION: Thomas Aastrup Rømer, pressefoto

Gert Biesta (2009). Læring retur – demokratisk dannelse for en menneskelig fremtid, Unge Pædagoger.

Gert Biesta (2014). Den smukke risibko i uddannelse og pædagogik, Klim.

Gert Biesta (2022). Verdensvendt uddannelse, Klim.

Gert Biesta (2024): ” Gert Biesta: Glem karakterdannelse – den gode uddannelse har blik for svaghedens nødvendighed”, Ræson, d. 16. oktober 2024.

Lærke Grandjean (2024). ”Åbent brev om karakterdannelsesbevægelsen til Rømer, Tanggaard og Brinkmann”, på Lærke Grandjeans Facebook-profil, d. 3. juli 2024.

Thomas Aastrup Rømer (2021). “Gert Biesta – Education between Bildung and Poststructuralism“, Educational Philosophy and Theory, vol. 53, nr. 1, s. 34-45.

Thomas Aastrup Rømer (2024). ”Syv indlæg om center for karakterdannelse”, www.thomasaastruproemer.dk.

Apropos denne artikel:

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?

Morten Sodemann: Er sundhedsreformens pakker julegaver til de raske vælgere eller til de syge patienter?

Mikkel Vedby: At Biden giver Ukraine lov til at ramme mål dybt inde i Rusland kan blive afgørende – hvis det ikke er for sent

Peter Lautrup-Larsen i RÆSON SØNDAG: Trump er tilbage. Og dermed genfødes Mette Frederiksens kriseregering

Emil Sondaj Hansen: Valget af Trump indvarsler ikke nødvendigvis enden på USA’s internationale klimakamp