12.11.2024

”Hvis Trump pludselig får sådan en impulsiv ide om et sted, han synes, han skal trække sig ud af, eller et sted, han synes, USA skal angribe, hvem binder ham så ind? Det giver grund til bekymring – ud over at Mellemøsten er et meget mere ustabilt sted end sidst, Trump var præsident.”

Interview af Philippa Rošić

RÆSON: Trump blev i sidste uge erklæret vinder af det amerikanske valg. Helt overordnet: Hvordan er reaktionen bredt set i Mellemøsten efter Trumps sejr?

MALMVIG: Ja, den er lidt blandet, skal vi ikke sige det sådan? Netanyahu og mange i Israel var tydeligt begejstrede, og Netanyahu var en af de første, der var ude at lykønske Trump. På den anden side har du Iran, som kom med en officiel udtalelse om, at det i virkeligheden ikke betød ret meget, om det var Trump, eller om det var en anden, der vandt det amerikanske valg. Politikkerne var alligevel de samme. Og selvom der ikke nødvendigvis er stor begejstring for Trump i regionen, har der på befolkningsniveau mange steder i Mellemøsten været så meget skuffelse over Biden-administrationen, især i forhold til krigen i Gaza, at mange siger, at det er hip som hap. At det alligevel er en frygtelig politik i regionen, som USA fører. Nu er jeg på befolkningsniveau; ikke på regeringsniveau. På regeringsniveau har de fleste officielle udmeldinger været diplomatiske og samarbejdsorienterede.

Det gælder også mange af de mindre lande, som er mere eller mindre allieret med USA, som har skyndt sig at fortælle, at man selvfølgelig er klar på at samarbejde med Trump om de store udfordringer, som regionen står i. Eksempelvis Qatar, som endda også har varslet at de nu ikke længere vil huse Hamas politiske ledelse. En udmelding som helt sikkert skal ses i lyset af, at det er Trump, der nu bliver USA’s næste præsident. Ligesom vi har i Europa. Så ingen har været ude med meget skarpe udmeldinger – selv ikke fra et land som Iran.

Hvilken indvirkning får Trumps sejr på Mellemøsten set fra dit perspektiv?

Først er det vigtigt for mig at understrege, at Trump i sin udenrigspolitik har det med at være både uforudsigelig og usammenhængende og er ofte vendt på en tallerken. Så mine forudsigelser skal tages med forbehold.

Når det er sagt, tror jeg faktisk, at valget af Trump får en stor betydning, og det er fordi, at Mellemøsten lige nu står i en af de mest ustabile situationer, som regionen har stået i årtier. Og så har vi flere samtidige krige, hvor flere samtidige regionale- og internationale aktører er involveret. Vi har en enorm højspændt situation, som kræver meget også af store magter, også USA, om at være præcise, afmålte og konsistente i deres diplomati og politikudmeldinger. Ellers risikerer man, at modparten, hvad end det kunne være Iran eller Hizbollah eller nogle af de andre militser, der er allieret med Iran, får overreageret på reaktioner fra USA. Og der ved vi godt, at Trump har svært ved at være afmålt og konsistent i sine politikudmeldinger, og at han kan finde på at vende rundt på en tallerken. Det synes jeg er en sindssygt farlig cocktail. Både det her med at vi har en region, der er lige nu så fyldt af krig og ustabilitet med så mange aktører, samtidig med at vi smider en ny præsident ind i ligningen, som er kendt for at være så uforudsigelig.

Samtidig ser Trump også sig selv som fredsmager og ’dealmaker’. Det satsede han også på sidste gang, han var præsident. Det tror jeg, vi vil se noget af igen. Det er jo også noget af det, han har meldt ud i valgkampen: Han vil bare have overstået krigene. Og det tror han åbenbart kan gøres ret hurtigt. Han vil gerne have sluttet krigene i Gaza og Libanon og have en ny Abraham-aftale mellem Saudi-Arabien og Israel, og måske vil han endda også gerne lave en helt ny atomaftale med Iran.

Hvad kan vi forvente med henblik på udviklingen i Gazakrigen men også invasionen af Libanon?

Jeg tror godt, vi kan forestille os, at Israel i de kommende måneder vil intensivere krigen i Gaza, og sikkert også i Libanon. For at de så i januar, når Trump indsættes, kan gå i gang med en eller anden form for våbenhvile. Så kan Trump allerede tidligt i sin præsidentperiode deklarere: ’se her, nu har jeg skabt fred’. Men en ensidig erklæret våbenhvile, eller en midlertidig våbenhvile, er selvfølgelig ikke fred.

Og vi mangler stadig at vide hvad der skal ske efter en våbenhvile. Trump har ikke fortalt os noget om, hvordan han mener freden skal ser ud. Hvem det egentlig er, der skal administrere i Gaza? Hvad er det for nogle internationale eller nationale sikkerhedsstyrker, der eventuelt skal være til stede? Hvem er det, der skal stå for genopbygning? Hvordan og skal Israel selv være militært til stede? Og her er Netanyahu-regeringen jo heller ikke internt enige med sig selv om, hvad der skal ske i Gaza efter en våbenhvile.

 

Jeg tror godt, vi kan forestille os, at Israel i de kommende måneder vil intensivere krigen i Gaza, og sikkert også i Libanon. For at de så i januar, når Trump indsættes, kan gå i gang med en eller anden form for våbenhvile. Så kan Trump allerede tidligt i sin præsidentperiode deklarere: ’se her, nu har jeg skabt fred’
_______

 

Ja, fordi hvordan tror du, at Trumps ”America First”-politik vil påvirke USA’s rolle i Mellemøsten i de kommende år? Vil USA trække sig mere tilbage, eller vil Trump fortsætte med at have den her aktive rolle, som han også havde under sin første regeringsperiode?

I hvert fald siden Obama, og måske også lidt før, har amerikanske præsidenter sagt, at de ville trække sig ud af Mellemøsten. De var trætte af de her ’for evigt krige’; de ville i stedet vende blikket enten mod USA selv, eller mod Kina og Asien. Ingen amerikansk præsident har kunnet gøre det, fordi der oftest har været både konflikter og allierede, der har trukket supermagten ind i regionen igen. Det skete også sidste gang, da Trump var præsident bl.a. i forhold til Syrien, krigen mod Islamisk Stat og den intensiverede konflikt med Iran, efter Trump trak sig fra atomaftalen. Denne gang er der så endnu større krige og konflikter han skal forholde sig til: Både krigene i Gaza og i Libanon, men også hele spørgsmålet om Iran og atomaftale. Så jeg tror, at Trump ligesom tidligere amerikanske præsidenter får meget svært ved at ignorere Mellemøsten. Selvom der ligger et ønske – også hos ham – om at trække sig lidt tilbage fra Mellemøsten, tror jeg ikke, det kommer til at ske.

 

I hvert fald siden Obama, og måske også lidt før, har amerikanske præsidenter sagt, at de ville trække sig ud af Mellemøsten
_______

 

Kommer vi til at se en videreførelse af Abraham-aftalerne, hvor relationer mellem Israel og arabiske stater i Mellemøsten normaliseres, som den første Trump-administration indførte i sin tid?

Det er helt bestemt noget, han drømmer om. Ligesom Biden også drømte om at kunne videreføre Abraham-aftalerne. Den store præmie i det er at få Saudi-Arabien til at indgå en aftale. Men Saudi-Arabien sammenkæder deres normalisering med Israel med etableringen af en palæstinensisk stat. Det meldte de igen i forrige uge: Der bliver ikke nogen aftale, hvis der ikke også er en aftale om en palæstinensisk stat. Samtidig understreger Saudi-Arabien også, at de ikke har travlt. Og det er fordi, at dem, der primært står til at få noget ud af sådan en normaliseringsaftale, er Israel og USA. Det ved Saudi-Arabien også udmærket godt. Så de vil tage sig betalt, hvis de skal gøre det.

Så derfor tror jeg faktisk ikke, at det ligger lige for – medmindre vi får sådan et helt fuldstændig overraskende nyt forløb, hvor der åbner sig muligheder for substantielle forhandlinger mellem Israel og Palæstinenserne, så ser jeg simpelthen ikke, at Saudi-Arabien får indgået sådan en aftale.

Et andet sted, hvor jeg egentlig tror, det kan vise sig mere realistisk, at der bliver åbnet for forhandlinger, selvom det lyder underligt, er faktisk Iran. Iran og Trump har naturligvis et meget anspændt forhold, fordi Trump trak sig ud af atomaftalen, og førte den såkaldte ’maksimalt pres’-politik med stadig hårdere amerikanske sanktioner og fordi USA til sidst endte med at dræbe den populære iranske general Soleimani. Men siden da er der kommet en ny præsident i Iran, som bl.a. vandt valget på et løfte om, at han gerne vil forbedre økonomien i Iran. Han vil gerne åbne for forhandlinger med Vesten og USA igen, hvilket Trump faktisk har sagt, at han ikke er afvisende over for. Så Trump vil ikke genåbne den gamle atomaftale, som Obama lavede, og som Trump mente var en historisk dårlig aftale. Trump vil selvfølgelig lave sin egen aftale atomaftale.

Men jeg er ikke sikker på, om europæerne og Kina og Rusland, som også var med i aftalen med Iran i 2015, vil gå med til at rive den gamle aftale over. Ligesom dele af det republikanske parti kan modsætte sig, særligt hvis der ikke indføres nye elementer ift. Irans ballistiske missiler, solnedgangs-klausuler og måske også Irans regionale rolle. Så der er en masse hvis’er i det her, men jeg ser i virkeligheden en vilje både hos Iran og måske en lille vilje hos Trump til at få noget til at ske.

 

Trump vil selvfølgelig lave sin egen aftale atomaftale
_______

 

Tidligere havde Det Republikanske Parti også en meget aggressiv og konfrontatorisk tilgang til Iran, der modsat demokraterne så bort fra forhandlinger, og i stedet valgte at prioritere hårde sanktioner, og endda, for nogen, militær konfrontation. Hvor står Trumps Iran-politik nu, hvor Teheran og Jerusalem er det sted, hvor de er ved tærsklen til yderligere eskalation og en region i brand?

Ja, og det er også en mulighed, at Israel, kan benytte en lejlighed til at angribe, nu Trump ikke på samme måde vil fraråde og forsøge at inddæmme, som Biden-administrationen forsøgte. Jeg tror også, at man kan forestille sig et scenarie, hvor Trump tænker, at ved at presse Iran endnu mere, både militært og måske også lægge endnu flere sanktioner på, end der er i forvejen, så vil USA stå i en styrket forhandlingsposition ift. at lave en aftale. Det er bestemt også en mulighed, at vi vil have et forløb nu, hvor det faktisk eskalerer i forhold til Iran.

Så begge scenarier er mulige. Og det, der vil gøre situationen ekstra sprængfarlig er at Iran sandsynligvis ikke vil kunne regne ud, hvad det egentlig er, Trump vil. Er han bare i gang med at presse os for at få forhandlinger, eller er vi ved at blive truet af en egentlig krig, som endda kunne inddrage USA direkte i krig med Iran?

 

Det, der gør situationen så sprængfarlig lige nu, er den situation, som regionen står i, hvor Trump så er kastet ind
_______

 

Tror du, Trump vil give Netanyahu frie tøjler i sit militære svar til Iran?

Vi er virkelig ude i gætterier her. Mit bedste bud er, at Israel med stor sandsynlighed vil få endnu friere tøjler, end det gjorde under Biden-administrationen. I hvert fald i begyndelsen. Der er heller ikke nogen tvivl om, at Trump og dem, han omgiver sig med, heller ikke er lige så bekymrede for ting på den humanitære side af international politik, eller nødvendigvis for at konflikter eskalerer. Omvendt er der også den her isolationistiske del af Trump og det republikanske parti og hele ideen om, at Trump ikke vil hives ind i flere krige i Mellemøsten. Han vil have dem afsluttet. Og det rimer selvfølgelig ikke så godt på, at Israel får fuldstændig frie tøjler ift. Iran.

Demokraterne og Joe Biden har siden 7. oktober brugt meget politisk kapital på at føre multilateralt diplomati i Mellemøsten for at moderere og inddæmme konflikten: Hvordan tror du, at vi vil se, at den indsats nu falder bort det næste år?

Det er rigtigt, at Biden-administrationen har talt meget om at inddæmme og deeskalere, og der har været meget penduldiplomati ikke mindst for USA’s udenrigsminister Blinken rundt i regionens hovedstæder. Men jeg tror opfattelsen i store dele af regionen er, at det ikke var særlig effektivt – og at det ikke rigtig er blevet inddæmmet, for krigen i Gaza har jo spredt sig til Libanon – og flere simrende krige, både med irakiske militser inde i Syrien, selvfølgelig med Yemen og houthierne, og også med Iran. Så man kan sige, at der i værdierne og i talerne var meget fokus på det multilaterale og det at inddæmme, men jeg tror, det er fair at sige, at Biden-administrationen ikke var særlig succesfuld med det. Vil Trump så være mere succesfuld end Biden om lige det spor? Det er jeg ikke sikker på. Han vil også bruge en hel anden retorik, som ikke handler om inddæmning og deeskalering og rule-based order, men som i stedet handler om, at krigene skal afsluttes og en aftale skal indgås,

Det, som gør mig mere bekymret denne gang ift. sidste gang, Trump var præsident, er de folk, Trump vil omgive sig med, og som skal rådgive ham. Meget tyder på, at han denne gang vil omgive sig med folk, som er 100 pct. loyale overfor ham og hans politik. Dermed er der ikke nogen generaler, ministre eller højtstående embedsmænd, som kan binde ham ind på samme måde som sidst. Sidste gang fik Trump fx pludselig en ide om, at han ville trække alle amerikanske tropper ud af Syrien, Så gjorde hele systemet omkring ham alt, hvad de kunne, for at få det til at se ud, som om man fulgte ordre, men i virkeligheden blev amerikanerne faktisk med stort set samme antal styrker i Syrien. Det vil formentlig være vanskeligere denne gang. Så hvis Trump pludselig får sådan en impulsiv ide om et sted, han synes, han skal trække sig ud af, eller et sted, han synes USA skal angribe, hvem binder ham så ind? Det giver grund til bekymring – ud over at Mellemøsten er et meget mere ustabilt sted end sidst, Trump var præsident, med flere igangværende krige på samme tid. ■

 

Alt tyder på, at Trump denne gang vil omgive sig med folk, som er 100 pct. loyale overfor ham og hans politik. Dermed er der ikke nogen generaler, ministre eller højtstående embedsmænd, som kan binde ham ind på samme måde som sidst
_______

 

Helle Malmvig (f. 1972) er seniorforsker på DIIS med fokus på international politik og Mellemøsten.

ILLUSTRATION: Den daværende – og kommende – amerikanske præsident Donald Trump og den israelske premierminister Benjamin Netanyahu tager del i annonceringen af Trumps plan for Mellemøsten i Det Hvide Hus, 28. januar 2020 [FOTO: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe om regeringens nye Arktis-pakke: Den helt rigtige aftale – i 2014

Adam Nordlund: Kan EU stå distancen, når big tech svinger mod højre?

Niels Thygesen om Trumps økonomiske politik: Han lytter til ældre, tågede og undertiden vilde idéer fra for længst afdøde økonomer

Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

Simon Skov Fougt: Hvordan debatten om læsekrisen blev en fortælling om vås, vat, voksne og bøger

Lars Bangert Struwe: I 1756 ændredes Europas alliancer. Mange havde ikke troet det muligt. Er Trump ved at gøre det samme?