17.09.2024

Med forslaget til finanslov for 2025 udløber den fem pct. reduktion af vederlaget til ministre, der ellers har været virkeligheden siden efterdønningerne fra finanskrisen i 2010. Samtidig diskuteres en højere pensionsalder for den brede befolkning. Kan en sådan dagsorden lykkes, og i så fald, hvordan?

Kommentar af Jesper Olsen

Jeg har altid indtaget et meget upopulistisk synspunkt, når det handlede om vilkår og privilegier for vores politikere. Upopulistisk, fordi jeg gerne vil gå imod janteloven og den laveste fællesnævner og offentligt forsvare dem. Også overfor de tabloide medier. Det vil jeg fortsat. Jeg er all-in for den demokratiske retsstat. I den skal de, der for en periode på fællesskabets vegne påtager sig at lede landet, kommunen og regionen, og tager ansvaret for de upopulære beslutninger på sig, naturligvis også honoreres for det.

Jeg dykkede engang ned i baggrunden for, at man ikke kunne frasige sig eftervederlag, som er det beløb man modtager i en periode, efter at man er valgt. Det skal kompensere for, at man ikke har en fratrædelsesperiode, hvor man modtager løn. Det skulle ikke være sådan, at det at sidde i sognerådet kun var for dem, der havde råd. Den store købmand skulle ikke kunne presse husmanden til at frasige sig et vederlag med populistiske argumenter om, at det var penge der gik fra andre ting. Det er sådan set et ret sundt princip.

Det ser vi stadig – og med mellemrum. Nu kommer det bare til udtryk på en anden måde. Der er altid politikere, der føler sig fristet til at indtage det populistiske synspunkt at sætte fokus på og tegne et billede af vilkår om vederlag, pension, orlovsordninger, der er særligt lukrative, samtidig med, at man peger fingre ad kollegerne, der helt stille og roligt modtager det, de er berettigede til efter reglerne. Politikere er politikere værst, når det handler om at tale til den laveste fællesnævner i dette spørgsmål.

I et perspektiv af forebyggelse af korruption har gode vilkår til politikerne også altid været et af de grundlæggende elementer. For hvis man ikke som folkevalgt kan have en god og normal livsførelse, så kan man være fristet – eller tvunget – til andre indtægtskilder.

Men jeg må også indrømme, at jeg er i bevægelse. For spørgsmålet er, om der ikke også er en grænse for, hvor langt det argument holder.

Politikere modtager principielt ikke løn. Det at være politiker er ikke et arbejde. Det er en betroet post og det, der udenfor Christiansborg hedder løn, er indenfor Christiansborg et vederlag. Problemet er bare, at sådan ser mange i befolkningen det ikke. Heller ikke politikerne selv. I hvert fald ikke i det sprog de bruger, når de selv taler om vederlaget som løn.

Men der er en afgørende forskel på løn og vederlag. Løn afspejler dine kvalifikationer. Vederlag afspejler, at du blev valgt – uagtet dine kvalifikationer. Løn er en hel central del af rekruttering og arbejdsmarkedets mekanismer om udbud og efterspørgsel. Det er det ikke i et valg. Man skal ikke stille op på grund af en løn – på samme måde som man vælger at søge et nyt job. Man skal stille op, fordi man ønsker at tage ansvar for den politiske ledelse.

 

For mig at se har vores ministre en arbejdsuge og arbejdsmængde, der på et normalt arbejdsmarked godt kunne bære den efterregulering, som i den brede befolkning opfattes som en lønstigning
_______

 

Det er også derfor, at argumentet om, at der er et misforhold mellem lønnen til departementschefer og vederlaget til ministre er grundlæggende forkert. For de har ikke det samme job. Der stilles ikke de samme krav. Ansvaret er også forskelligt. Det skal honoreringen så selvfølgelig også være. At nogen af dem har kvalifikationerne til at være ledende i embedsværket, er sådan set det smør uvedkommende.

Denne debat om vederlag og øvrige privilegier til politikere er kommet frem igen i forbindelse med, at regeringen i finanslovsforslaget har indarbejdet, at den midlertidige fem pct. reduktion, som blev vedtaget i 2010 i kølvandet på finanskrisen, nu er udløbet.

Problemet i den brede befolkning er måske, at denne beslutning ikke har været transparent på samme måde som den oprindelige beslutning. Der har kun været en pressemeddelelse fra regeringen. Er det nok?  

Personligt har jeg intet problem med denne tilbageførsel på fem pct. Jeg er gammel embedsmand nok til, at jeg sagtens kan følge alle logikkerne i teknokrat-argumentationen. For mig at se har vores ministre en arbejdsuge og arbejdsmængde, der på et normalt arbejdsmarked godt kunne bære den efterregulering, som i den brede befolkning opfattes som en lønstigning.

Men det skal ses i det store billede. For samtidig ved vi, at der pågår drøftelser omkring pension. De ledende politikere, der sidder med sagen, er meget lidt meddelsomme. Pensionsreglerne giver i modsætning til denne fem pct. stigning til gengæld ikke logisk mening, fordi målt på livsindkomst er det der, den store fordel ved politikernes økonomiske forhold ligger. Når politikerne gerne vil køre denne debat i lukkede processer, er det vel også, fordi den ikke er egnet til transparens, fordi det er svært at forklare, at nye regler kun gælder fuldt ud for de nye politikere, men ikke for dem, der allerede er valgt. Læg dertil forklaringen på, hvorfor vilkårene skal være forskellige fra dem, der gælder på det almindelige arbejdsmarked.

Der er i min optik ikke nogen vej uden om at droppe hemmelighedskræmmeriet – for vi har brug for den debat. Vederlagskommissionen, som var det seneste forsøg på at gøre noget ved dette, havde som præmis, at det ikke måtte blive dyrere – men heller ikke billigere. Så det samlede niveau fylder noget og kan godt være et tema. De kom frem til en løsning, som dog aldrig blev til noget. Hvorfor? Fordi den ikke kunne forklares og dermed ikke forsvares.

Er grænsen nået for det samlede niveau for vederlag og pension? Man kan ikke se denne økonomiske ramme uden også at se på, hvilke andre offentlige midler, der går til ansættelse i partierne, herunder antallet og løn- og ansættelsesvilkår for særlige rådgivere, der egenhændigt besluttes af regeringen.

Ofte lyder det, at det er svært at få folk til at stille op. Er jeg slet ikke bange for, at vi ikke kan blive tiltrække gode kandidater til at stille op?

Det korte svar er nej. For de personer, der via deres faglige kvalifikationer ville kunne få de lønninger på det normale arbejdsmarked, er lønnen ikke attraktiv på nogen måde. Men det er der noget andet, der er: det højere formål. Amerikanerne og briterne har et godt ord: service. Thank you for your public service, hedder det, når en politiker stopper. Der er grundlæggende noget i det, der tiltaler mine demokratiske værdier. Jeg mener godt, vi på en helt anden måde kan være taknemmelige for, at der er nogen, der for en periode giver noget til samfundet. Også uden, at der er en 1:1-relation i forhold til det økonomiske.

Jeg vil fortsat gerne kunne indtage det upopulistiske synspunkt at forsvare politikernes vilkår. Der er noget sammenhængskraft og tillid til demokratiets institutioner, der er på spil. Men det får vi kun, hvis det sker i en helt anden offentlighed end den putten med det, vi ser i dag. Og her spiller den samlede del af samfundskagen, som går til politikere og de politisk ansatte, en rolle. Det kræver, at det sker efter faste processer, der er transparente, og at det i den brede befolkning opleves retfærdigt. ■

 

Jeg mener godt, vi på en helt anden måde kan være taknemmelige for, at der er nogen, der for en periode giver noget til samfundet
_______

 

Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

ILLUSTRATION: Jesper Olsen [FOTO: Mathias Svold/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Jens Worning i RÆSON SØNDAG: Hvordan ser en forhandlet fred med Putin ud?

Ukrainebrief 13. september: Vil Washington løfte restriktionerne på langtrækkende våben ind i Rusland?

Andrew Preston om USA's udenrigspolitik: Det er religion, der sætter retningen

Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSONs nye artikelformat: Med sin invasion af Kursk har Ukraine skabt andre veje til freden

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Er Europa ikke længere i stand til at konkurrere globalt?

Michala Clante Bendixen: Kaare Dybvad tager fejl. Det restriktive asylsystem er langt dyrere for staten end et mere åbent system