12.09.2024

Ministeren vil tage det spinkle håb fra de allermest udsatte og ødelagte mennesker, som befinder sig i vores land: de afviste asylansøgere, som ikke kan sendes tilbage. Men det vil ikke spare staten for udgifter.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er vores debatformat og udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og se mere

Kommentar af Michala Clante Bendixen

Kaare Dybvad Bek har fået en ny, smart idé: Hvis man administrerer en lov så snævert, at den kun udløser ganske få tilladelser, kan man til sidst afskaffe den med henvisning til, at administrationen er for dyr i forhold til antallet af tilladelser.[1] Snedigt tænkt!

Der er naturligvis bare den hage ved det, at antallet af tilladelser burde være langt højere. Paragraffen (9 c stk. 2 i Udlændingeloven) handler om afviste asylansøgere, som på trods af deres egen medvirken ikke kan sendes retur til deres hjemland – og hvor myndighederne har afprøvet og undersøgt alt gennem mange år, men til sidst har erkendt, at det er udsigtsløst.[2] Hvad vil man stille op med de afviste asylansøgere fremover, når de virkelig ikke kan sendes tilbage?

Det er forvaltningen af loven, som det er helt galt med, når den kun har udløst ophold 18 gange de seneste 8 år. Mellem 2012 og 2017 var der ikke en eneste tilladelse. Jeg udgav en rapport om fænomenet tilbage i 2011, hvor det var helt ukendt blandt andre end en snæver kreds af fagfolk: ”Asylcenter Limbo”[3]. Den beskriver bl.a. otte cases, hvor det klart fremgår, at de beskrevne mennesker berørte ikke kan rejse tilbage – af mange forskellige årsager. De havde dengang været i Danmark mellem seks og 12 år som afviste. I dag har fem af familierne/personerne fået asyl efter genoptagelse af deres sager, og en enkelt familie har fået humanitært ophold. To af sagerne er stadig afvist: En enlig mand, som ankom i 1998, kan ikke få sin identitet fastslået, og en familie med to børn, hvor faren er lammet og sidder i kørestol. Familien har forladt Danmark flere gange for at søge andre løsninger, mens børnene er blevet voksne. De var 2 og 3 år gamle, da de ankom til Danmark i 2005, og har aldrig haft lovligt ophold i noget land.

Ingen af de otte cases levede op til myndighedernes krav om udsendelseshindringer. Enten fordi man vurderede, at de ikke reelt medvirkede til udrejsen, eller fordi man mente, at udsendelsen ikke var udsigtsløs. Vurderingen af, hvorvidt en person reelt samarbejder om sin sag har altid været uklar, og en nylig præcision har ikke hjulpet – de fleste menes ikke at medvirke reelt, selvom de skriver under og deltager i diverse møder. Og selv efter 10 års manglende eller afvisende svar fra hjemlandets myndigheder, opretholder både politiet og Udlændingestyrelsen en meget optimistisk tilgang på området, og mener stadig ikke, det er udsigtsløst. Det er især overraskende, da man kun får ét års ophold ad gangen som udsendelseshindret, og den kan inddrages straks, hvis der skulle vise sig nye muligheder for udsendelse.

En af de 18 heldige, som rent faktisk har fået ophold under paragraf 9 c stk. 2 siden 2016, er en enlig mor fra Marokko og hendes datter[4]. Moren ankom som 16-årig for at bo hos sin far i Danmark. Hun var gravid og var vokset op på et børnehjem. Først da datteren var fyldt 12 år og havde levet hele sit liv i skiftende asylcentre, bøjede myndighederne sig efter et meget kontant afvisende svar fra Marokkos ambassadør i Danmark og massiv mediedækning. Hvis en lignende situation opstår fremover, skal den lille familie tilbringe resten af deres liv i asylsystemet.

 

Selv den helt ekstremt smalle adgang og det spinkle håb vil ministeren nu tage fra de allermest udsatte og ødelagte mennesker, som befinder sig i vores land: de afviste asylansøgere, som ikke kan sendes tilbage
_______

 

En pragmatisk løsning

At ophæve paragraffen vil desuden fjerne et af de vigtigste incitamenter til at skrive under og medvirke til løsningen af sin sag, efter at man har fået afslag. Selv den helt ekstremt smalle adgang og det spinkle håb vil ministeren nu tage fra de allermest udsatte og ødelagte mennesker, som befinder sig i vores land: de afviste asylansøgere, som ikke kan sendes tilbage.

Som jeg skrev i en anden rapport i 2021 ”En fast hånd i ryggen – om afviste asylansøgere og hjemrejse”[5], så vil der til alle tider og trods alle tiltag opstå en lille gruppe, som får afslag på asyl (nogle af dem helt korrekt, andre fejlagtigt), og som ender med at sidde fast i systemet i årevis, nogle gange i årtier. Danmark må og skal finde en pragmatisk løsning på dette problem, sådan som mange andre lande gør, især for børnenes vedkommende.

Ministeren henviser til, at der stadig er andre muligheder – fx humanitært ophold[6]. Men kriterierne for dén paragraf (9 b) er præcis lige så snævre, og antallet af tilladelser pr. år kan tælles på én hånd. Den bliver sandsynligvis også afskaffet om kort tid, med samme begrundelse.

Endelig er der i virkeligheden slet ikke tale om en besparelse. Ifølge ministeren vil det spare 1,8 årsværk, det svarer vel til ca. 720.000 kr. i alt, før skat. Sidst jeg tjekkede, kostede et års ophold i et almindeligt asylcenter 130.000 kr. og på et udrejsecenter 300.000 kr. Den enlige mor fra Marokko, som fik ophold som udsendelseshindret i 2017, har arbejdet og forsørget sig selv og sin datter lige siden, og har taget en uddannelse som SOSU-assistent. Man kunne have sparet langt mere ved at give hende opholdstilladelse straks fremfor efter 12 år i asylcenter.

De fastlåste sager fører til meget lange ophold i systemet, og rigtigt mange ender med psykiatriske diagnoser og psykosomatiske sygdomme, som koster dyrt og ødelægger arbejdsevnen og forældreevnen. Som afvist i et center må man ikke arbejde eller uddanne sig, og lever sit liv i et meget restriktivt system, som er direkte designet med henblik på at få én til at opgive og rejse ”hjem”. Det restriktive asylsystem er langt dyrere for staten end et mere åbent system, hvor folk i højere grad kunne få lov til at bo udenfor centrene og forsørge sig selv. Og hvis ministeren vil spare årsværk, ville det virkelig batte, hvis man gik tilbage til at give flygtninge fem års ophold ad gangen i stedet for at genbehandle alle sager efter et eller to år, som man gør i dag. ■

 

Hvis ministeren vil spare årsværk, ville det virkelig batte, hvis man gik tilbage til at give flygtninge fem års ophold ad gangen i stedet for at genbehandle alle sager efter et eller to år, som man gør i dag
_______

 

Michala Clante Bendixen (født 1967) er formand for Refugees Welcome og dansk koordinator på EU’s integrationshjemmeside EWSI. Modtager af Menneskerettighedsprisen i 2014.

ILLUSTRATION: Kaare Dybvad Bek [FOTO: Claus Bech]

[1] https://www.uim.dk/nyhedsarkiv/2024/september/regeringen-vil-afskaffe-opholdstilladelse-som-udsendelseshindret/

[2] https://nyidanmark.dk/da/Du-har-f%C3%A5et-svar/Asyl/Nej-til-asyl

[3] https://refugeeswelcome.dk/da/rapporter/pdf/

[4] https://politiken.dk/danmark/art6019228/Marokkos-ambassad%C3%B8r-i-Danmark-%C2%BBMalak-skal-have-det-bedst-mulige-liv%C2%AB?srsltid=AfmBOop6j-u600-2awTqmYQyEThopPsBgfDQHlygoILu8u4Kd8fjUEa5

[5] https://refugeeswelcome.dk/da/rapporter/pdf/

[6] https://refugees.dk/da/fakta/lovgivning-og-definitioner/humanitaer-opholdstilladelse/

Apropos denne artikel:

Jesper Olsen: Politikernes høje vederlag skal kunne retfærdiggøres

Jens Worning i RÆSON SØNDAG: Hvordan ser en forhandlet fred med Putin ud?

Ukrainebrief 13. september: Vil Washington løfte restriktionerne på langtrækkende våben ind i Rusland?

Andrew Preston om USA's udenrigspolitik: Det er religion, der sætter retningen

Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSONs nye artikelformat: Med sin invasion af Kursk har Ukraine skabt andre veje til freden

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Er Europa ikke længere i stand til at konkurrere globalt?