Ukrainebrief: Hvad er Zelenskyjs plan med Kursk?

31.08.2024


RÆSONs Ukrainebrief udkommer hver anden uge med et overblik over de vigtigste nyhedsanalyser fra og om krigen i Ukraine.

Siden Ukraines overraskende angreb ind i den russiske provins Kursk, har iagtagere spekuleret over, hvad målet for Kyiv egentlig er. Er angrebet en forhandlingsbrik i en nært forestående fredsaftale, eller er det et nyt kapitel i en krig, der synes uden ende? I sæsonens første Ukrainebrief dykker vi ned i de vigtigste analyser fra krigen.

Land for fred? Da Zelenskyjs tropper stormede forbi forsvarslinjerne i Kursk, åbnede et nyt kapitel i Ukrainekrigen. Men hvad er målet egentlig med Ukraines angreb? Ifølge en artikel fra mediet Politico har ukrainerne en model for fremtidige fredsforhandlinger i kikkerten. Det kan forekomme urealistisk og fjernt, men man skal huske på, at fredsforhandlinger mellem Kyiv og Moskva fandt sted i krigens begyndelse. Forhandlinger fandt også sted, da en aftale medieret af FN og Tyrkiet banede vejen for fortsatte leverancer af korn fra ukrainske havne i Sortehavet i sommeren 2022. Og netop sidstnævnte udgør ifølge Politico, der har talt med anonyme kilder tæt på Zelenskyjs regering, en model for fremtidige fredsforhandlinger, der kan opnå resultater uden direkte forhandling med Moskva. Og det er i den sammenhæng, at Kursk skal styrke Ukraines forhandlingsposition. Der kan dog synes at være lang vej endnu, og ifølge Putin har Ukraine efter Kursk-angrebet vist, at forhandlinger er umulige. Du kan læse hele artiklen her.

Røg uden ild? Også andre eksperter mener at synes, at forhandlinger kan være på vej. Timothy Ash, Ruslandsekspert ved Chatham House, rejste allerede i juli spørgsmålet om, hvorvidt fredsforhandlinger var i gære. Han peger både på, hvordan Ukraine har gjort store indrømmelser for at få adgang til obligationer, der kunne være behjælpelige med genopbygge landet efter en forhandlet fred. Desuden peger Ash på Ungarns præsident Viktor Orbans kontroversielle fredsdiplomati med stop i både Kyiv, Moskva, Beijing og hos præsidentkandidat Donald Trumps residens i Mar-a-Lago. Også Ukraines egen udenrigsminister Dmytro Kuleba har været på besøg i Kina, sit første besøg siden krigen startede, hvor han – måske til manges overraskelse – stadfæstede Kyivs støtte til Et-Kina-politikken. Endelig viser målinger, at den ukrainske befolkning vejrer morgenluft ved tanken om territoriale indrømmelser for en fred i landet. Spørgsmålet er: Er der røg uden ild? Du kan læse hele artiklen lige her.

 

Endelig viser målinger, at den ukrainske befolkning vejrer morgenluft ved tanken om territoriale indrømmelser for en fred i landet. Spørgsmålet er: Er der røg uden ild?
_______

 

Planen med Kursk har slået fejl. Journalisten David Axe skriver i sin artikel for Forbes, at hvis målet var at flytte russiske tropper fra Donetsk i øst mod nord til Kursk, så har ukrainernes plan slået fejl. Russerne – som vi tidligere har beskrevet her på RÆSON – gør nemlig fremskridt i Donetsk, navnlig mod byen Pokrovsk. Byen er en strategisk vigtig knudepunkt, hvor adskillige veje og jernbaner mødes, og som også fungerer som betydelig forsyningslinje for ukrainerne i øst. Og fordi ukrainerne har prioriteret indtoget i Kursk, har russerne nu momentum i deres fremmarch mod Pokrovsk. Du kan læse hele artiklen her. Læs også Frontline Intelligences analyse af, hvad tabet af Pokrovsk vil betyde for Ukraine.

Vesten skal lære af Kursk. Ifølge den australske militæranalytiker Mick Ryan har ukrainerne vækket Vesten fra en “strategisk slumring”. Det har de bl.a. gjort ved at udvise de røde linjer med et direkte angreb på russisk territorium. Ryan mener, at Vesten er fanget i en frygt i deres strategiske tænkning, der frarøver ukrainerne fra opfindsomhed og kreativitet i krigen med deres begrænsninger på vestligt doneret militært isenkram. Og angrebet i Kursk, der foreløbigt ikke har standset russerne i øst, kan muligvis slå fejl – men det kan have inspireret vestlige ledere til at gentænke Putins røde linjer og udvide handlingsrummet. Du kan læse hele analysen her.

Kursk er kun begyndelsen. Andre eksperter – som den tidligere generalløjtnant Ben Hodges – udtaler i et interview til Silicon Curtain, at operationen ikke har fredsplaner i udsigt. Baseret på de resultater, ukrainerne har opnået indtil nu, tyder det strategiske mål at være at ændre narrativet og momentum i krigen – og flere lignende operationer kan være på vej. Vi skal ikke undervurdere ukrainernes risikovillighed, nu de kæmper en eksistentiel kamp – og særligt når Vestens støtte viger. Og forhandlinger? Tvivlsomt, siger Hodges, der ikke mener, det er muligt at forhandle med det russiske regime. Du kan høre hele interviewet her

‘Ikke flere nye penge til Ukraine’. Sådan lød rubrikken på forsiden af den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitungs søndagsudgave fra 17. august. I denne artikel fra DR fremgår, hvordan den tyske regering ikke længere vil bruge flere penge på Ukraine end de, der allerede er afsat i finanslove. Beslutningen betyder ifølge den tyske avis Spiegel, at det nu haster med at finde nye finansieringskilder til Ukraine – herunder adgang til nye lån og renter fra de omdiskuterede indefrosset russiske midler. Spiegel skriver desuden, at al hjælpen skal være på plads inden det amerikanske præsidentvalg i november. For hvem ved, hvor langt støtten til Ukraine vil række, hvis den også slipper op på den anden side af Atlanten.

Hold dig opdateret på Ukrainekrigen. Læs de allervigtigste artikler her på RÆSON om Ukrainekrigen efter Kursk:

09.08.2024: Lars Struwe: Ukraines erobringstogt er allerede en betydelig sejr – og kan sætte de vestlige ledere i et pinagtigt dilemma

13.08.2024: Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Nu er det Ukraine, der invaderer Rusland. Og det tvinger Putin til at skifte strategi

15.08.2024: Flemming Splidsboel om Kursk: Med Ukraines offensiv har krigen fået en helt anden dynamik. Og Putin virker rådvild

21.08.2024: Matthew Savil i RÆSON KOMPAKT: Ukraines overraskelsesangreb i Kursk kan resultere i en kortsigtet gevinst – med langsigtede konsekvenser

23.08.2024: Rajan Menon: Hvis Donetsk falder, vil der blive stillet mange spørgsmål om, hvorfor Ukraine angreb Kursk

 

Angrebet i Kursk, der foreløbigt ikke har standset russerne i øst, kan muligvis slå fejl – men det kan have inspireret vestlige ledere til at gentænke Putins røde linjer
_______

 

Af Niels Koch-Rasmussen og Gustav Thyrri. ILLUSTRATION: Zelensky besøger en fabrik i Kharkiv, der er blevet ramt af et russisk bombeangreb [FOTO: Den Ukrainske Præsidents Kontor]


For at læse hele artiklen kan du købe adgang her.

Login