Michael Kristiansen: Vi får et folketingsvalg, hvis målingerne begynder at rette sig en smule for Mette Frederiksen

30.08.2024


”Der er en reel risiko for, at vælgerne vil bruge kommunalvalget til at afreagere på Socialdemokratiet og den nuværende regeringskonstellation. Det er hverken i Socialdemokratiets eller Venstres interesse. Derfor kan det være bedre at få næste folketingsvalg overstået hurtigt valg overstået hurtigt.”

Interview med Michael Kristiansen efter ministerrokaden. Af Christian Bach

RÆSON: Det har været en begivenhedsrig uge i dansk politik. Vi har fået en ny EU-kommissær, og der har været en ministerrokade. Helt overordnet: Er kursen for regeringen blevet ændret efter sommerferien?

KRISTIANSEN: Jeg synes ikke, der er nogen ændring i den overordnede kurs fra det, vi oplevede, da Mette Frederiksen kom tilbage fra sommerferien og sagde, at regeringen nu går ind i en ny fase. Nu handler det mere om at markere sig selv end om regeringen som et samlet projekt. Hun kommer med et pensionsforslag, som måske er et rent socialdemokratisk udspil. Jeg synes faktisk, at det, der skete i denne uge, har understreget dette. Regeringen, eller rettere regeringspartierne, er helt klart mere optaget af sig selv end af regeringen som et samlet projekt.

Og hvordan er det nuværende styrkeforhold i regeringen? Er det stadigvæk Socialdemokratiet, der går forrest?

Jeg ser stadig, og det synes jeg også er naturligt, at Socialdemokratiet er det klart dominerende parti i regeringen. Hvis man har været i tvivl om det, synes jeg, at både udmeldingerne efter sommerferien og det faktum, at Socialdemokratiet har sikret sig den måske eneste betydningsfulde post i det nye ministerium – nemlig posten som trepartsminister eller implementeringsminister – tydeligt viser det. Det er den post, der er noget power i.

Samtidig kan man sige, at Mette Frederiksen ikke er bleg for at bruge en regeringsrokade til at forsøge at løse nogle interne socialdemokratiske udfordringer i hovedstaden. Det er ret markant, og det er måske det mest opsigtsvækkende, der er sket i denne rokade.

Det vender vi tilbage til. Noget andet, der har været opsigtsvækkende, er Jeppe Bruus, der er blevet udnævnt som minister for den grønne trepart. Hvad er din analyse af det nye ministerium?

Man kan sige, at det nye ministerium selvfølgelig er tænkt til at sikre, at den ekstremt komplicerede aftale, som jo endnu ikke er politisk aftalt, bliver gennemført uden at drukne i administrativt ævl og bævl mellem forskellige ministerier. Det er faktisk klogt. Man kunne ellers godt grine lidt over, at det er nødvendigt at lave et nyt ministerium, fordi det viser, at der er en enorm systemtræghed mellem ministerierne. Det er derfor, man laver det. Det er et tydeligt tegn på, at de ressortministerier, der egentlig burde håndtere trepartsaftalen, især Miljøministeriet, simpelthen ikke har løftet opgaven. Det er en klar desavouering af både Miljøministeriet og miljøministeren

Som bekendt er Sophie Hæstorp Andersen blevet udnævnt til social- og boligminister. Hvordan ser du denne udnævnelse som et strategisk træk for Socialdemokratiet? Er det et forsøg på at cementere partiets position som det ledende parti frem mod næste folketingsvalg, og måske også et tegn på, at Socialdemokratiet ikke står stærkt på Københavns Rådhus?

Man kan ikke tolke det anderledes. Det er ikke, fordi Sophie Hæstorp er ukvalificeret til ministerposten, men det har slet ikke været på tale, at hun skulle være minister. Hun forlod Christiansborg for en del år siden, blev regionsformand og blev derefter hentet ind som erstatning for Frank Jensen. Det var den karrierevej, hun var på. Hun har kun været overborgmester i tre år, så det er et ret usædvanligt træk, som man ikke har set før. Det er også et voldsomt og mere kynisk end elegant træk, kan man roligt sige.

 

Nu handler det mere om at markere sig selv end om regeringen som et samlet projekt
_______

 

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan det vil blive modtaget. Alle kan jo se, hvorfor man gør det. Der er ikke nogen, der vil sige, at Sophie Hæstorp ikke kan være minister. Det handler om, at partiet ikke tror, hun kan vinde valget som overborgmester. Derfor giver man hende en ministerpost som en form for belønning og for at behandle hende ordentligt internt. Det er opsigtsvækkende og viser, at Mette Frederiksen prioriterer Socialdemokratiet over regeringen. Denne rokade handler mere om Hæstorp-manøvren end om en revitalisering af regeringen.

Og hvor står kommunalvalget så i lyset af den her rokade? Hvilken kurs sætter Socialdemokraterne ved denne rokade?

Man kan i hvert fald godt se, hvad de forsøger. De mere røde, venstreorienterede politikere på den socialdemokratiske fløj har tidligere appelleret til vælgerne fra Enhedslisten og SF. Nu forsøger de at få nogle af de røde vælgere tilbage i en svær tid. Men jeg ved ikke, om det vil lykkes. Pernille Rosenkrantz-Theil er ikke nogen Kamala Harris i københavnsk politik, det kan vi slå fast fra starten. Man mærker heller ikke nogen særlig begejstring i hovedstaden over udsigten til, at hun skal være overborgmester. Der er lang vej igen.

Man har i meget lang tid vidst, at der var en strategisk udfordring i København. Personligt troede jeg, at det ville blive Magnus Heunicke. Jeg var også sikker på det, hvis muligheden havde været der tidligere. Havde regeringen haft mulighed for at gøre det uden at sende Sophie Hæstorp ud i kulden, ville man have valgt Heunicke – eksempelvis for et år siden. Han var simpelthen mere populær og også mere kendt. I dag er det at være kendt en af de vigtigste faktorer i politik.

Pernille Rosenkrantz-Theil er mere kendt end Nicolai Wammen, men Magnus Heunicke er endnu mere kendt. Det viser også, at de politikere, der står statsministeren personligt nær, spiller en stor rolle. Hvis Pernille Rosenkrantz-Theil vinder og sidder som overborgmester til november næste år, vil man sige, at det var et genialt træk. Men det er langt fra sikkert, og i bagklogskabens lys vil det nok blive betragtet som noget brutalt og ikke særligt elegant.

 

Pernille Rosenkrantz-Theil er ikke nogen Kamala Harris i københavnsk politik
_______

 

Hvordan vil Sophie Hæstorp Andersens nye rolle som social- og boligminister påvirke hendes politiske fremtid? Selvom hun nu har en ministerpost, ser det ud til, at hun muligvis ikke vil få stor indflydelse, da der ikke er noget på dagsordenen, der kan give hende markant synlighed. Desuden står hun overfor udfordringen med at sikre sig en kreds og blive valgt ind i Folketinget, hvilket kan sætte hendes fremtidige politiske karriere på spil. Hvordan vil dette påvirke hendes position og indflydelse i Socialdemokratiet?

Der er ingen af de nye ministre, der kommer til at flytte stemmerne med mere end en enkelt procentpoint. Det er simpelthen for småt, og Sophie Hæstorp kommer til at forsvinde i mængden. Der er heller ikke noget på dagsordenen, der vil give hende mulighed for at træde markant frem, så jeg tror ikke, hun får den store indflydelse. Derudover kan det være, at der bliver udskrevet folketingsvalg, før der afholdes kommunalvalg. For Hæstorp er det selvfølgelig spændende at få en ministerpost, men nu er hun tilbage i et andet spil. Hun skal have en kreds og vælges ind i Folketinget, og hvis hun ikke får et godt valg, risikerer hun at miste både ministerposten og sin politiske fremtid.

Det interview, jeg så på TV2 Nyhederne i går morges, var ret interessant. Der var bl.a. billeder af Sophie Hæstorps mor, som virkede lidt bekymret. Man kunne næsten se, at hun spekulerede på, om det nu var klogt af Hæstorp at skifte karrierespor. At være overborgmester i København er jo næsten en livslang stilling, og nu har Sophie taget et skridt ind i en meget mere usikker politisk fremtid. Hun har endnu ikke en kreds, og hun er ikke valgt ind i Folketinget, så selvom det ser fint ud lige nu, er der ingen garantier for fremtiden.

Lad os antage, at meningsmålinger fremover kommer til at pege på en Socialdemokratisk fiasko til kommunalvalget: Vil det betyde, at vi er tættere på et eventuelt folketingsvalg?

Der er en reel risiko for, at vælgerne vil bruge kommunalvalget til at afreagere på Socialdemokratiet og den nuværende regeringskonstellation. Det er hverken i Socialdemokratiets eller Venstres interesse. Derfor kan det være bedre at få næste folketingsvalg overstået hurtigt. Mette Frederiksen har indimellem en befriende tilgang, fordi hun siger tingene, som de er. Hun har selv sagt, at det er en mærkelig regering, og det kan man ikke benægte. Det er derfor kun et spørgsmål om tid, før hun også erkender, at regeringen ikke længere kan fortsætte, som den er på nuværende tidspunkt. Det tidspunkt kommer, når hun ser på målingerne og vurderer, om der er en reel chance for at forblive statsminister efter næste valg. Det kan være i en ny konstellation eller på anden vis, men når hun ser en oplagt mulighed, vil hun sandsynligvis udskrive valg.

 

En af de blå partiledere sagde faktisk til mig, at de håber, de har et år, før valget kommer, fordi de simpelthen ikke er klar
_______

 


Er det et problem for blå blok, at de ikke har en tydelig statsministerkandidat på nuværende tidspunkt? Hvordan påvirker denne situation blokkens samlede troværdighed og evne til at føre en sammenhængende valgkamp mod en regering, der allerede har en klar frontfigur?

Man må jo forvente, at når valget kommer, går de hver til sit. Jeg har svært ved at se andet. Lars Løkke vil selvfølgelig sige, at det er det rigtige, og at de kan gøre det bedre. Det kan også være, han mener, de skal have en ny leder, og det kunne meget vel være ham selv.

Mette Frederiksen vil på sin side sige, at det har været svært og mærkeligt, men hun kan ikke helt vende ryggen til det, de har gjort. Hun vil sandsynligvis gå til valg på et program, der bygger på det, de har opnået.

Troels Lund Poulsen kan heller ikke bare sige, at det hele var en fejl. Han bliver nødt til at stå ved, at det har været besværet værd. Selvfølgelig vil han ikke gå til valg på, at Mette Frederiksen skal fortsætte som statsminister, men han kan heller ikke bare skifte til en fuldstændig blå linje. Man kan mærke, at de blå partier ikke er klar.

Jeg har talt med flere af blå bloks ledere efter sommerferien, og de har hverken en fælles kandidat eller et samlet program. De er ikke enige om tre hovedpunkter; de har bare lidt god vilje og noget kaffe, de får drukket sammen. De er langt fra at være et samlet alternativ. En af de blå partiledere sagde faktisk til mig, at de håber, de har et år, før valget kommer, fordi de simpelthen ikke er klar. Det taler også for, at hvis Mette Frederiksen ser lidt bedre målinger, end de ser ud nu, tror jeg, hun vil udskrive valg i foråret 2025.

I dag bliver den nye finanslov præsenteret af regeringen. Hvordan tror du, at det vil påvirke regeringens popularitet? Her taler jeg om genindførelsen af det populære håndværkerfradrag.

Håndværkerfradraget er en klassisk Venstre-kending. Når det er med, kan man fornemme, at nu er det gavetid – nu skal det være rart. Finansloven bliver en gavebod, og på en måde er det også nemt nok, fordi vi har penge at bruge lige nu. Men samtidig begynder hele grundlaget for denne regering at forsvinde op i den blå luft, fordi den blev skabt under krisen.

Kan ‘gaveboden’ også være en af indikationerne på, at vi nærmer os et folketingsvalg, og at den afgørende kurs skal sættes i det kommende efterår?


Ja. Jeg vil sige det sådan, at vi får et valg, hvis målingerne begynder at rette sig en smule for Mette Frederiksen. Og jeg siger Mette Frederiksen og ikke regeringen, fordi jeg tror, at hun fokuserer på sin egen position frem for at genvinde regeringen som helhed. Regeringen skal ikke genvælges – det skal hun. ■

 

Finansloven bliver en gavebod, og på en måde er det også nemt nok, fordi vi har penge at bruge lige nu. Men samtidig begynder hele grundlaget for denne regering at forsvinde op i den blå luft, fordi den blev skabt under krisen
_______

 

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen. Derudover er han stifter af og partner i kommunikationsvirksomheden Kristiansen+Partners. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) under onsdagens pressemøde [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]