25.11.2009

I sidste uge meldte Obama ud, at man ikke skal forvente en juridisk bindende aftale ved klimatopmødet i København til december. Hvilke konsekvenser har det? Kan topmødet stadig bruges til noget? Hvad skal EU gøre? Må man acceptere, at krisen har ramt så hårdt, at klimaet må komme i anden række? Hvad er det, Lars Løkke håber på? RÆSON spørger Emilie Turunen (SF)

Med USA og Kinas manglende tiltro til en juridisk bindende aftale ved klimatopmødet i København må vi sigte mod det næstebedste: En politisk bindende aftale. København skal bringe os videre, for klimaindsatsen er både en miljømæssig nødvendighed og økonomisk rettidig omhu.

Af Emilie Turunen, MEP (SF)

DET var svært ikke at sukke højlydt, da præsident Obama og hans kinesiske kollega Hun Jintao i sidste uge ved et møde i Singapore meldte ud, at de ikke tror på en juridisk bindende aftale ved klimatopmødet i København.

Suk, fordi verden har haft to år siden klimatopmødet på Bali til at lægge grundstenene til en aftale i København. Suk, fordi det endnu engang viser, at politisk realisme har det med at vinde over fremsynethed. Og suk, fordi vi uden en juridisk bindende aftale om en lille måned risikerer, at en københavner-aftale blot ender med at blive endnu en fin topmødeerklæring – til lodret arkivering i den nærmeste skraldespand.

Konsekvensen af Obamas og Jintaos udmeldinger synes umiddelbart at være endnu et skridt tilbage for klimaindsatsen og topmødet i København. Så skal vi bare afbestille hotelværelserne, aflyse mødet og gå på tidlig juleferie?

Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Vi må i endnu højere grad insistere på handling. Vi skal have alle verdens øjne rettet mod det møde, og vi skal have trukket alle landes stats- og regeringsledere til København, for det er dem, der har mandatet og den politiske autoritet til at indgå en forpligtende aftale. Jeg foretrækker en juridisk bindende aftale, og jeg håber stadig på den. Men realistisk set bliver det vanskeligt, og så må vi sigte mod det næstbedste: En politisk bindende aftale.

En politisk bindende aftale kan være god nok – hvis den er udformet på den rigtige måde. En politisk bindende aftale kan fungere, hvis den bliver fulgt af en konkret køreplan for, hvordan den bliver gjort juridisk bindende. Aftalen skal indeholde konkrete målsætninger for, hvornår og hvordan udledningen af drivhusgasser bliver begrænset, hvordan det skal finansieres, og ikke mindst hvordan det skal gennemføres. Vi skal have konkrete tal og datoer på papiret. Sker det – og får vi de rigtige mennesker til at underskrive den aftale – så tror jeg på, at København ikke bare bliver husket for fine skåltaler, men også for at være stedet, hvor verden indgik en aftale, der virkelig gjorde en forskel.

København er ingen endestation
Det er med en vis skepsis, at jeg så på valget af den konservative Herman van Rompuy som præsident for EU, men der var en passage i hans tiltrædelsestale, som jeg bed særligt mærke i. En passant sagde han nemlig, at klimakrisen truer vores hele eksistens – og at klimakonferencen i København er et skridt hen imod en global ledelse af vores planet. Hvad København mere end noget andet handler om, er at vi skal have slået fast med syvtommersøm, at vi behøver en ny, international politisk orden, og EU har som den største økonomiske kraft i verden naturligvis en særlig rolle og et særligt ansvar. Desværre mumler Europas politiske ledere lidt for meget i skægget, og EU påtager sig i øjeblikket ikke den globale lederrolle, som kan lede til den nye orden.

Vi har et historisk betinget ansvar for klimaproblemerne, og derfor har vi naturligvis også en særligt forpligtelse til at gå i front. Vi skal reducere vores udledning af drivhusgasser med mellem 25 og 40 procent i 2020, og som FN’s klimapanel har sagt, så skal den reduktion være en hel del tættere på 40 procent end på 25. Lige nu har EU forpligtet sig på en 20 procents reduktion i 2020, med det tilhørende løfte, at vi vil reducere med 30 procent, hvis der bliver indgået en aftale i København. Så det snerper altså til. Men det kan måske gå, hvis aftalen i København munder ud i obligatoriske reduktionskrav til alle lande, og hvis der samtidig bliver indført en eller anden form for sanktionsmekanisme, så de lande, der ikke overholder deres reduktionsforpligtelser, bliver straffet.
et er vigtigt at holde fast i, at København ikke er endestationen for, hvad vi skal gøre for at takle klimaforandringerne. Klimatopmødet skal være den første station af flere i de kommende år, hvor målet i sidste ende skal være, at vi i 2050 har reduceret vores drivhusgasudledning med minimum 80 procent. Der er derfor nok at se til for den nye danske klimakommissær, når hun starter sit arbejde i det nye år i Bruxelles.

Kina, Indien og Brasilien skal have hjælp
En international aftale skal være baseret på et princip om ”fælles, men differentieret ansvar”. De rige lande, der har de bredeste skuldre, skal bære de tungeste byrder, og udviklingslandene skal samtidig forpligte sig på at omstille til en mere bæredygtig udvikling og vækst. Helt konkret skal vi arbejde for, at kurven over det globale drivhusgasudslip knækkes senest i 2015 og ikke i 2020, sådan som visse lande er begyndt at slå på tromme for. Vi skal arbejde for, at forpligtelsesperioden i en ny aftale bliver højst fem år, dvs. vi skal have et eftersyn af aftalen i 2014, og så skal støtten fra ilande til udviklingslande reelt være ny og ekstra ud over de lovede 0,7 procent af BNP for at nå FN’s udviklingsmål. Penge til at bekæmpe klimaforandringer i udviklingslandene skal ikke bare tages fra udlandsbistanden, som visse EU-lande ønsker.
e såkaldte vækstøkonomier spiller en særlig rolle i klimaaftalen. Lande som Kina, Indien og Brasilien er allerede nu blandt de store forurenere, og de skal i særlig grad støttes og hjælpes til at omstille og nedbringe deres energiforbrug. Kina har vist viljen til eksempelvis at satse på vindenergi, men landet har samtidig kulreserver, der rækker mange år ud i fremtiden, og det nytter ikke, at vi begrænser brugen af fossile brændstoffer i Vesten, hvis 1,2 milliarder kineser brænder kul af i raketfart.

Rettidig omhu
Igen og igen fremføres argumentet om, at vi ikke har råd til reagere. Selv hvis man ser bort fra, at vi har en moralsk og historisk forpligtelse til at gøre noget ved klimaproblemerne, som vi gennem generationer har været med til at skabe, så er det økonomiske argument for ikke at reagere langt fra holdbart. Det er i mine øjne et argument, som klimaskeptikere har grebet, fordi de er løbet tør for saglige argumenter for at gøre noget ved klimaforandringer. De glemmer at svare på spørgsmålet: ”Hvad koster det ikke at gøre noget?”

Sandheden er, at den nuværende økonomiske krise ikke udelukker en effektiv klimaindsats. Tværtimod kan klimakrisen bidrage til at skabe en vej ud af den økonomiske krise, hvis vi ønsker det. Som blandt andet Det Internationale Energi Agentur har påpeget, så kan en ambitiøs og forpligtende aftale i København være det grundlag, der kickstarter investeringer i grøn teknologi og vedvarende energi, investeringer, der ellers vil blive udskudt netop på grund af den økonomiske krise.

Topmødet  i København skal også være startstedet for, hvad man kunne kalde for en ”Sustainable New Deal”, eller en Green New Deal som vi har valgt at kalde det i Den Grønne Gruppe, som jeg er en del af i Europa-Parlamentet. En aftale i København kan være dén nye begyndelse, som booster en bæredygtig økonomisk vækst og fremmer miljøvenlige teknologier, vedvarende energi, nedsætter vores energiforbrug – og samtidig skaber nye jobs i både udviklingslande og her i vores del af verden.

Som blandt andet Stern-rapporten (Hvad betyder det – at du vil forklare, hvad Stern-rapporten er? Fint nok :)xx. Red.) har slået fast, så er der klare økonomiske incitamenter for, at vi internationalt gør noget så hurtigt som muligt for at takle klimaforandringerne. Investerer vi nu i en bæredygtig infrastruktur og i forskning og udvikling af nye teknologier, vil det på lang sigt reducere omkostninger ved klimaforandringerne.

De seneste videnskabelige resultater indikerer samtidigt, at klimaforandringerne sker hurtigere og mere aggressivt, end vi hidtil har troet. Derfor er det afgørende, at vi begrænser temperaturstigningerne til de to grader, som forskere mener er grænsen for, hvad vi kan styre. Stiger temperaturen mere end to grader, risikerer vi, at klimaet løber løbsk.

At handle nu er derfor både en miljømæssig nødvendighed og økonomisk rettidig omhu.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen