Jan Hoby om Mette Frederiksens pensionsbombe: Kynisme forklædt som omsorg

Socialdemokratiets forslag er ikke et opgør med tre årtiers nyliberale angreb på lønmodtagernes rettigheder og velfærd. Det er et forsøg på at stoppe vælgerflugten
_______

 

Kristian Madsen, chefredaktør for A4-medier, kalder Mettes pensionskanin for både politik snu og dybt nødvendig. Fagtoppen og venstrefløjen har helt rituelt kippet med fanerne over udsigten til en mulig genforhandling af det katastrofale velfærdsforlig fra 2006 som Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre stod bag, og som – fuldt indfaset – er årsagen til at Danmark får den ultimativt højeste pensionsalder i EU.

Men Socialdemokratiets forslag er ikke et opgør med tre årtiers nyliberale angreb på lønmodtagernes rettigheder og velfærd. Det er et forsøg på at stoppe vælgerflugten og har intet at gøre med omsorg for det flertal af arbejderne, som har hårdt fysisk og psykisk arbejde gennem mange år.

Forslaget er kynisme forklædt som klassisk socialdemokratisme – og dermed: En fortsættelse af den ”folkelige reformisme”, som er opstået under Mette Frederiksens lederskab. I denne uge har man med patos, indignation og håb skabt et kortvarigt momentum for illusionen om, at Mette kan genrejse Socialdemokratiet – som fuglen Fønix – til fordums ideologiske og politiske hegemoni.

Begejstringen og succesen har dog været begrænset og kortvarigt. Euroferien omkring Arne-pension er endt som en fedtet regnearksløsning og dem, som ordningen er beregnet for, har ikke råd til at bruge den, fordi ydelsen på 13.740 kroner før skat er så lav, at den fører til mere fattigdom.

 

Socialdemokratiet gennemfører forringelser for lønmodtagerne, hvorefter de bagefter præsenterer lappeløsninger og discountordninger under stort ståhej. Men i den socialdemokratiske selvforståelse er det blot solidt politisk håndværk til tiden
_______

 

DET ER IKKE NYT, at Socialdemokratiet gennemfører forringelser for lønmodtagerne, hvorefter de bagefter præsenterer lappeløsninger og discountordninger under stort ståhej. Men i den socialdemokratiske selvforståelse er det blot solidt politisk håndværk til tiden. De fleste i det socialdemokratiske bagland har typisk en virkeligt dårlig hukommelse, når det kommer til deres partis ugerninger igennem de seneste fire årtier. Og når de får lugten af fortidens klassiske reformisme, hvor partiet rent faktisk kæmpede for lønmodtagerrettigheder og velfærd, bliver de bløde i knæene og håber, at den tid er tilbage – og så vælger de at tilgive tidligere dødssynder som for eksempel afskaffelse af Store Bededag, gennemførelse af budgetloven, forringelse af dagpengene, arbejdsudbudsreformerne, Arne-pensionen og velfærdsforliget i 2006.

Der var engang, hvor Socialdemokratiets reformisme betød reelle reformer, der skabte kollektive forbedringer for arbejderklassen og velfærden. Men i årtier har Socialdemokratiet – som de fleste andre socialdemokratier rundt om i verden – tilsluttet sig den nyliberale chokterapi, som handler om at tilbagerulle de forbedringer, arbejderne ellers opnåede gennem 1960’erne og specielt 1970’erne. I stedet omfordeles pengene over i erhvervslivets lommer med særlig forkærlighed for de rigeste og deres arvinger.

Dette har været en del af den socialdemokratiske modus operandi, siden partiet for alvor overgav sig – først til borgerlig økonomisk politik i den bredeste mulige forstand i 1980’erne – og så til nyliberal økonomisk politik i meget specifik forstand i starten af 90’erne under Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketofts lederskab.

Abraham Lincoln tillægges citatet: ”Du kan sagtens narre alle folk i nogen tid, og nogle folk hele tiden, men du kan ikke narre alle folk hele tiden”. Alligevel satser Socialdemokratiet på at de vil kunne lykkes med det. De ved, at fagtoppen vil følge dem hele vejen uanset hvad. Og det er årsagen til at Socialdemokratiet ikke er så let at slå af pinden. Det er Socialdemokratiets tætte forbindelse – både de jure og de facto – til bureaukratiet i fagbevægelsen, der gør, at partiet kan overleve og endda i perioder kan øge sin opbakning blandt arbejdere som vi så det ved valget i 2019.

Man skal ikke erklære patienten for død, før hjertet er holdt op med at slå. Men effekten af både Arne-pension og Trepartsaftalen om løn viser, at genialiteten ved Socialdemokratiets strategiske og taktiske genistreger har en stærkt begrænset levetid. Det vil blive genbekræftet med deres ukonkrete og spekulative nye bud på en lappeløsning, som ikke er i nærheden af at kompensere for deres største svinestreg mod arbejderklassen på tværs af generationer. ■

 

Effekten af både Arne-pension og Trepartsaftalen om løn viser, at genialiteten ved Socialdemokratiets strategiske og taktiske genistreger har en stærkt begrænset levetid
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning