18.11.2009

Imens verden fejrer 20 -året for demokratiets sejr i den tyske hovedstad, befinder demokratiet sig i en stadig større krise i en anden del af Europa: Italien. Ministerpræsident Berlusconi forsøger i øjeblikket at sikre sin magt ved at insistere på ændringer i den italienske forfatning, og Italien er nu kun et ”delvist frit” land på højde med Rumænien, ifølge den internationale NGO Freedom House. Med intern spild i oppositionen og et magtesløst EU ser Italien ikke ud til at ændre kurs foreløbigt

Af Julie Hassing Nielsen, ph.d.-stipendiat, Det Europæiske Universitetsinstitut, Firenze

DOMMEN fra den italienske højesteret, der i sidste måned fratog ministerpræsident Silvio Berlusconi sin selvproklamerede immunitet, kom ikke som en egentlig overraskelse for den italienske ministerpræsident. Umiddelbart efter kunne man i et interview (på en af hans egne Tv-kanaler) høre ham recitere den nu efterhånden velkendte sang: Dommen blev afsagt af en flok venstreorienterede og stærkt politiske dommere. Efterfølgende blev lejligheden benyttet til at pointere, at Berlusconi på ingen måde havde til hensigt at træde tilbage.

Ophævelsen af immunitet har konsekvenser for Berlusconi. To retssager mod den italienske ministerpræsident kan nu genoptages. Den ene omhandler bestikkelse. Berlusconi skulle angiveligt have bestukket sin britiske forsvarsadvokat, David Mills, til at lyve under ed for at beskytte Berlusconis forretningsimperium. Mills er allerede dømt i sagen, og første appel af dommen er afvist. Den anden sigtelse omhandler skatteundtagelse. Begge sager blev sat i bero efter immunitetslovgivningen trådte i kraft i 2008. Men ingen af sagerne forventes, uanset udfaldet, at skabe alvorlige rystelser i fundamentet under Berlusconis embede. Den italienske ministerpræsident er mange gange blevet sigtet, men endnu ikke dømt. Spørgsmålet er, hvor det italienske demokrati befinder sig nu, og hvor det efter domsafsigelsen er på vej hen?

Kampen mod de røde dommere
Berlusconi har prøvet det før. I 2004 ophævede den selvsamme domstol en tilsvarende immunitetslov på samme grundlag. Ifølge Berlusconi er parlamentarisk immunitet en simpel nødvendighed for, at han kan fungere i sit virke. ”Ingen i Italien kan blive anset for at være upartisk”, har han ved en tidligere lejlighed udtalt. Alle ved, at han hentyder til dommerstanden. Selv mener han, at han er udsat for et plot bestående af kommunistiske, eller i hvert fald stærkt venstreorienterede dommere, som ønsker større politisk indflydelse og, ikke mindst, hans afgang som ministerpræsident.

Én ting er Berlusconis sikring af egen immunitet. Deri ligger såmænd intet nyt. Og forslaget om ændringer i forfatningen overrasker da heller ikke, når man betænker, at det kommer fra en mand, som udtaler, at ”myriaden af demokratiske checks and balances gør Italien uregerbart”. Men ministerpræsidentens forsøg på at åbne forfatningen for at kunne revidere den skal tolkes ind i en større ramme. Har han held til forfatningsændringer vil det betyde større politisk magt over domstolene. Og her har Berlusconi de politiske vinde med sig. Reformer af det langsommelige, bureaukratiske og ganske arbejdsbebyrdede italienske retsvæsen har længe været påtrængende. Derfor kan han ikke kun blæse til (personlig) kamp mod de røde dommere, men reelt også mod magtens tredeling.

Berlusconi taler derfor stadig om forfatningsændringer. Disse kan enten ske ved parlamentsvedtagelse, hvor 2/3 flertal skal stemme for, eller ved folkeafstemning, som kun kan udskrives med flertal i parlamentet. Sidstnævnte er forsøgt før, men med ringe held. I 2006 blev en folkeafstemning om forfatningsændringer, påbegyndt af Berlusconi og med majoriteten af parlamentet bag sig, nedstemt med hele 61,3 procent. Med de nuværende verserende retssager mod ministerpræsidenten samt en række belastende sexskandaler er chancerne for, at ministerpræsidenten gør alvor af forfatningsændringerne lille – i hvert fald indtil videre. Berlusconi kan simpelthen ikke tåle endnu et nederlag hos en befolkning, hvis tilslutning til hans popularitet har været dalende siden en prostitutionsskandale kom frem i juli. I gennemsnit har opbakningen til Berlusconi de seneste måneder befundet sig på lige under 50 procent (ifølge meningsmålinger foretaget af avisen La Repubblica). Men det er stadig højt taget alle skandalerne taget i betragtning. Og italienerne er generelt ganske tilgivende over for ministerpræsidenten. Derfor er forfatningen langtfra fredet i fremtiden.

Et ”delvist frit” demokrati
Berlusconis primære platform i kampen mod magtens tredeling har i flere år været udgjort af den fjerde statsmagt: Medierne. En ulige kamp tegner sig her. Berlusconi kontrollerer nu tre af de i alt syv største tv-stationer. Den statsligt ejede tv-station (RAI) står til ansvar for et Berlusconi-venligt parlament. En anden større avis – Il Giornale – ejes af Berlusconis bror. Herudover har Berlusconi kontrollen over Italiens største forlag.

Før Berlusconis magtovertagelse var der ikke tradition for, at politikere anlagde sag mod aviser. Nu er alting ændret. I øjeblikket ligger han i retssag med to af de førende Berlusconi-kritiske aviser: La Repubblica og L’Unita. Ministerpræsidenten har sagsøgt La Repubblica for en million euro for kritiske spørgsmål angående ministerpræsidentens privatliv. L’Unita er sagsøgt for to millioner euro for blandt andet at hævde, at Berlusconi misbruger sin kontrol over de italienske medier. Herudover er fem journalister fra L’Unita hver blevet personligt sagsøgt af ministerpræsidenten. Værst ser det ud for L’Unita. Vinder Berlusconi er avisen lukningstruet. Men også udenlandske aviser har modtaget sagsanlæg fra den italienske ministerpræsident. Blandt dem tæller ”Financial Times” og ”the Economist”, som skulle have ført ”uhæderlig journalistik” i deres dækning af ministerpræsidentens virke.

Hændelser som Berlusconis sagsanlæg mod L’Unita og La Repubblica er en del af årsagen til det sørgelige faktum, at den uafhængige amerikanske demokrati-vagthund – Freedom House – i sin 2009-måling nedrangerede Italien til nu kun at være et ”delvist frit” demokrati. Også ”reporters without borders”, som årligt udgiver et pressefrihedsindeks, har degraderet Italien til plads nr. 49. – til sammenligning ligger Danmark nr.1. Med andre ord befinder Italien sig nu i pulje med de nyere østeuropæiske demokratier som Bulgarien og Rumænien.

De italienske journalister har dog reageret. En stor demonstration for pressefrihed med fokus på mediefrihedens sørgelige tilstand løb af stablen i Rom i begyndelsen af oktober. Men den ikke haft nogen særlig betydning – livet går sin vante gang. Tilbage står det dystre faktum, at Berlusconis kontrol over store dele af de italienske medier efterhånden har stået på så længe, at en hel generation italienere har dannet deres politiske ståsted og identitet i et Italien, hvor Berlusconi og familie kontrollerer en meget stor del af den tilgængelige presse. Betydningen heraf er skræmmende udefinerbar.

Italienerne skal selv sikre pressefriheden
Problemet er, som også flere politiske iagttagere har pointeret, at de mange anklager og retssager mod Berlusconi faktisk kan tjene til hans fordel. Ifølge egne udtalelser er han ikke kun den ”bedste ministerpræsident nogensinde”, han er også ”den mest uretmæssigt forfulgte”. De gentagne fratagelser af hans selvpåberåbte immunitet fra den italienske højesteret kan med andre ord tjene som verificering af Berlusconis forfølgelsestese. Og heri ligger måske nøglen til forståelse af italienernes tolerance over for deres leder.

Skulle de italienske domstole konspirere mod Berlusconi, har de dog ikke haft stort held med at ødelægge hans politiske karriere. Erhvervsmanden og mediemagnaten er nu i gang med sin tredje periode som Italiens ministerpræsident efter et overraskende genvalg i 2008. Vejen blev primært banet for ham af politikere, som hverken var bedre eller værre end ham selv. Men som trods alt blev fældet på det. Italiensk politik var derfor paralyseret i begyndelsen af 1990’erne af korruptionsskandaler, da Berlusconi gjorde sin entre. Med sine mange år på bagen begynder Berlusconi efterhånden at repræsentere en eller anden form for politisk stabilitet.

Meget tyder på, at kampen for mediefriheden skal komme fra landets indre linjer. I kølvandet på demonstrationen i Rom udtalte EU-Kommissionen, at den intet agtede at gøre i sagen. Den europæiske kommissær for informationssamfund og medier, Viviane Reding fra Luxembourg, understregede i den forbindelse, at EU kun kan handle for at beskytte menneskerettigheder mod handlinger begået enten fra EU-institutionerne selv eller via medlemslandenes implementering af EU-lovgivning. Alt andet er overladt til de enkelte medlemslande. Også et fælles forsøg på at vedtage resolutioner for pressefriheden i Italien fra Europa-Parlamentets socialistiske, grønne og liberale medlemmer blev i slutningen af oktober nedstemt. Dog kun med en yderst lille margin. Men EU er ude af kampen.

Tilbage står oppositionen. Og den har ikke været uden problemer. I februar medførte et dårligt regionalvalg uro internt i partierne. Og roen har ikke sænket sig endnu. I sidste måned indsatte Italiens største oppositionsparti – det demokratiske parti – en ny formand. Her faldt valget på den 58-årige tidligere kommunist, Pierluigi Bersani. Hvad oppositionen synes mere end nogensinde før at have er behov for er arbejdsro. Arbejdsro til at udnytte Berlusconis nuværende skrøbelige situation. Og den ro kan godt blive svær at finde i en opposition, som foruden interne stridigheder også har haft sine egne sexskandaler at kæmpe med. Meget tyder derfor på, at den nuværende situation vil vare ved et stykke tid endnu.