Sofie Mosgaard: Danskernes misundelse når sit faste toppunkt med det årlige ønske om en kommunistisk revolution i Legoland

28.07.2024

Ulighed er ikke forkert. I et land, hvor samfundets top og bund har budget til adspredelser – og med glæde smider mange hundrede kroner på deres børns obligatoriske LEGO-kørekort – så er den faktiske ulighed ikke en pestilens, der skal forhindres, men derimod et vilkår. Et vilkår, der er forudsætningen for rigdom og vækst.

Kommentarserien er gratis at læse. For at få adgang til hele RÆSON, inklusiv det trykte kvartalsmagasin sendt med posten, tegn abonnement: Det koster blot 250 kr. for et helt år (200 for studerende+pensionister)

Kommentar af Sofie Mosgaard (f. 2001), Danmarksmester i Debat (2024), medlem af Venstre og bosiddende i Odense

JALOUSI ER EN SYND, om man er religiøs eller ej. Det er usmageligt og kedeligt. Bibelen har lignelsen om arbejderne i vingården. Koranen har Iblis og Adam. Børnelitteraturen har historien om Leopold og fedtegrisen. Vores crowdsourcede samvittighed bugner med samfundskorrigerende myter, som siger: Tag dig i agt for misundelsen og jalousien. Den udstyrer dig med dybe panderynker, en sur mule og en uoprettelig tendens til at stemme rødt.

I parforhold og blandt venner er misundelse en pinlig karakterbrist, noget man skal arbejde med og helst skamme sig over. Hvilket slags menneske er man, hvis man ikke kan unde sine nærmeste et 12-tal eller en forfremmelse?

Alligevel synes jalousi at være en dyd på venstrefløjen. Hvert år omkring juli, når roser og dahlia og køen til Dragen springer ud, skal vi atter tage diskussionen om moralen ved “fast track-passet,” også kendt som tilkøb af retten til ikke at stå i kø. Debatten er en sæsonsikker skuffelse over, at selv de mest velopdragne voksne kan blive en smule barnlige af at træde ind på DUPLO®-klodsens enemærker. Der må ligge en latent jalousi, som kommer frem, når man har candyfloss i håret, og de fedtede børnehænder er i overtal – ikke det nemmeste tidspunkt at huske på sine bibelvers. Og: Touché! Det ER en sur fornemmelse, at nogen har råd, når man ikke selv har, eller at man har prioriteret sit fast track-pas væk for fire store soft-ice (mit personlige valg). Men det er en uberettiget overreaktion af dimensioner at tordne imod tilkøbsordningen.

Den tilbagevendende forargelse går på, at børn er for uskyldige og forsvarsløse til allerede dér – i Legoland – at lade sig konfrontere med livets grundvilkår nummer 1: Ulighed. Hvis du har penge, kan du få; har du ingen, så må du gå. Eller stå i kø. Både Legoland-gæster og folk, der aldrig har sat deres fødder i nærheden af Billund, forarges over, at en dyrere billet giver flere rettigheder. Som om det slår den kosmiske balance ud af kurs, når mennesker prioriterer forskelligt eller tager forskellige valg. Det er ikke længere målet, at alle skal have en god tur i Legoland indenfor deres budgetramme, men derimod, at alle skal have den SAMME tur i Legoland. Alle skal stoppe op for at vente på hele samfundet, indtil sidste mand har bundet sine snørebånd. Ingen går i forvejen. Alle følges ad. Man ser det for sig: Racerbiler står i solidarisk tomgang!

Der er stort set ingen, der med rette kan sige, at de får en mindre hyggelig tur i Legoland eller skal stå mere i kø, fordi de, som kan betale, springer over. Ifølge Legoland er det nemlig kun 1 procent af gæsterne, som benytter sig af “reserve and ride”-passet. En lille, usynlig og knap mærkbar gruppe. Måske møder du dem ikke engang på din tur. Med andre ord er den forbrydelse, som kalder på væbnet revolution mod “over-middel-klassen”, ikke engang synlig for gæster, medmindre man kigger sig godt omkring og virkelig leder efter dagens kapitalistsvin at drive spot mod.

 

Ulighed er ikke forkert. I et land, hvor samfundets top og bund har budget til adspredelser – og med glæde smider mange hundrede kroner på deres børns obligatoriske LEGO-kørekort – så er den faktiske ulighed ikke en pestilens, der skal forhindres, men derimod et vilkår. Et vilkår for rigdom og vækst
_______

 

DEN FORSKELLIGHEDSANGST er tit til stede hos de ellers så rummelige venstrefløjsere. Som liberal ser jeg Legoland som et symbol på en lille lukket økonomi – en velfærdsstatsreplika, komplet med kreative konsulenter og kø til ydelser. De forargede forældre indtager rollen som den politiske venstrefløj, hvis harme og spot også vækkes, når der tilkøbes bedre mad på plejehjemmet, når nogen sender deres børn i privatskole, eller når lyshårede senteenagere sprøjter med champagne i Skagens dyrtkøbte solstråler.

Der, hvor Legolands velfærdsreplika fejler, er dog, at generel velstand modsat Piratbådene faktisk ikke er et nulsumsspil. Alligevel er det samme logik, der går igen, når vi betaler for lighed med vores frihed, fordi der tages politisk hensyn til alle dem, der ikke bliver fattigere af, at andre allerede har råd.

Ulighed er ikke forkert. I et land, hvor samfundets top og bund har budget til adspredelser – og med glæde smider mange hundrede kroner på deres børns obligatoriske LEGO-kørekort – så er den faktiske ulighed ikke en pestilens, der skal forhindres, men derimod et vilkår. Et vilkår for rigdom og vækst. Med frihed til at man kan opdrage sine børn præcis som man vil derhjemme, hvor der ikke er nogen, der prøver at drive en forretning.

Det fineste i enhver religion er åbenbart behovsudsættelse. Et nyttigt ideal, hvis man er socialist. Derfor beskylder jeg ikke alle fast track-modstandere for at være grønne af misundelse. Jeg tror derimod, at der ligger en næsten puritansk kyskhed til grund for meget af kritikken. En torn, jeg har mere respekt for end misundelsen, men ikke meget. Med et hovedrystende suk betragter jeg hobbykommunisternes pilgrimsfærd imod frås. Ikke frås med klodens ressourcer, andres arbejdskraft, menneskerettigheder eller noget andet nobelt – nej, det er frås med andres egne penge, der bliver den hellige sag. Det sidste fnug af ulighed man overhovedet kan fjerne fra samfundets uldne sweater.

Frås er kun upassende, hvor knaphed råder. Lige netop i Legoland – en af kapitalismens hovedstæder – sagt med al respekt, er der ingen knaphed og rigeligt med sommerfugle i maven til alle. Uanset at dem, der prioriterer det, køber sig til en forlomme.

Derfor vil jeg opfordre til – på opløftende, optimistisk og næsten ligegyldig vis – at man frem for at hidse sig op over andres forbrugsvaner, tager sit barn i hånden og siger: ’Sønnike (m/k), hvis du arbejder hårdt og gør dig umage, så kan du vælge at købe alle de “spring over køen”-billetter, du overhovedet kan have i lommerne. Du kan også gøre din far stolt og åbne din egen idealistiske forlystelsespark, hvor alle står i lige lang kø, og hvor vi har lukket de ulighedsskabende restauranter, så alle nu spiser de samme daggamle lunkne leverdrenge. I lighedens navn’.

Hver dag, både indenfor og udenfor Legolands grænser, er der mennesker, som prioriterer anderledes end dig selv. Nogle af dem har – gud forbyde det – flere penge til at gøre det end du har. Det er ikke en trussel mod børns dannelse, civilisationen eller sommerhyggen, at de liv, vi lever, og de valg, vi tager, er forskellige. Det er en gave. ■

 

Hver dag, både indenfor og udenfor Legolands grænser, er der mennesker, som prioriterer anderledes end dig selv. Nogle af dem har – gud forbyde det – flere penge til at gøre det end du har
_______

Apropos denne artikel:

Uddannelse, dannelse, demokrati – ny sektion lanceret nu

Yuval Levin: Afskaf primærvalgene. De giver magten til et mindretal af ekstreme vælgere

Liselotte Odgaard om Arktis: Ruslands bedste chance for at affyre missiler, der bliver opdaget for sent, er gennem det grønlandske luftrum – og det kan USA selvfølgelig ikke leve med

Henrik Vestergaard Stokholm: I strålearme af lys og varme vor skole stå…! Det er tankevækkende, at alle må mene noget om skolen, men skolen må ikke mene noget om noget

Bertel Heurlin: Kan Kina og USA lære at leve fredeligt side om side?

Jens Worning: USA’s nye Arktis-strategi drager Grønland og Danmark længere ind i USA’s kapløb med Kina