11.11.2009

Chefredaktør på Jyllands-Posten

I denne interviewserie præsenterer RÆSON en række af oplægsholderne til vores ÅRSKONFERENCE OM POLITIK OG MEDIER, der finder sted Lørdag d.28/11.

OM KONFERENCEN: Her vil bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, IT-entreprenører, medieeksperter og politikere diskutere demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Programmet, der strækker sig fra kl.10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.: Lisbeth Knudsen, Tøger Seidenfaden, Kenneth Plummer og Henrik Dahl. Sted: Institut for Statskundskab, København K. Tilmelding: 1.000 kr. Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html.

Interview af Alexander Vesterlund, RÆSON

Hvad er den største fare for den politiske journalistik?
Meningsmageri.

Det må du uddybe.
At vi simpelt hen lader de gode gamle dyder som upartiskhed, fairness, vilje til at kigge i alle retninger, vilje til at være kritisk i alle retninger og vilje til at slå lige hårdt i alle retninger – at vi lader dette sive let på bekostning af politisk korrekthed. Der er mere og mere, som man ikke kan få sig selv til i dansk presse. Der er mere og mere, som man synes, at man skal filtrere før, det når frem til læserne.

Hvem lever ikke op til den standard?
Det er et pres, der er på medierne, der kommer fra en følelse i samfundet af, at ting skal friseres, før de har godt af at komme ud til folket. Det er en overdreven følelse af pædagogisk ansvar. Jeg er mere til de gode gamle dyder om, at vi skal levere råt for usødet og selvfølgelig tage de hensyn, vi altid har taget: God smag og god stil, hensyn på alle mulige måder. Selv på min avis, selvom myten siger det modsatte, vælger vi jo fra hver eneste dag, fordi vi synes noget ikke er passende. Men i dækningen af politik er det vigtigt, at pressen besinder sig på neutralitet, fairness og virkelig vilje til kritik i alle retninger.

Bør den samlede statslige mediestøtte blive øget?
Ja, det kan man sige. I og med at den støtte der i dag gives til de eksisterende printmedier ikke bør mindskes, og mange nye medier er kommet til, som også er meget vigtige i den samlede debatskabende journalistik – så ville det være ideelt. Men det er let nok bare at kræve flere penge til medierne, det kan jeg sagtens se. Men i den mest ideelle af alle verdener bør den øges, fordi mange af de nye medier også bør have del i den – ikke alle, men nogle.

Kan TV 2 opretholde kvaliteten af f.eks. sin nyhedsdækning givet konkurrencevilkårene?
Ja, det er de nødt til. Hvis det kniber med budgetterne, så er de nødt til at omfordele. En station som TV 2, der skal fungere på konkurrencevilkår, er nødt til at have en meget stærk nyhedsorganisation, som kan konkurrere med DR.

Hvordan skal man sikre TV 2 et varigt grundlag?
Det skal man ved i højere grad at slippe TV 2 løs – ingen tvivl om det. Deri består også en del af konkurrenceelementet i forhold til DR, som givetvis skal fastholdes på den nuværende model.

Hvor meget skal DR forhindres i at konkurrere med kommercielle aktører?
Man skal besinde sig på, hvad der er meningen med DR. DR skal slet ikke konkurrere med private aktører. Deri ligger hele public service-forpligtelsen. Man bør skære alt crappet væk – det, man bruger alt for meget tid og alt for mange ressourcer på for tiden. Man konkurrerer med alle mulige underlødige programtyper. Det bør man skære væk og man bør besinde sig på den originale og oprindelige public service-tanke.

Hvilke programtyper er underlødige?
Meget af det, man i dag fylder DR’1s prime time med – alle de der, der gerne ligger mellem kl. 20 og 20.30. Jeg har glemt, hvad de hedder, jeg ser dem ikke.

Skal DR være et statsligt aktieselskab, som DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen foreslår?
Det er en meget interessant tanke, men det er ikke en nødvendighed. Den uafhængighed, som Michael Christiansen efterlyser, har man mulighed for at skaffe sig på forhånd. Det er ikke så meget dér, den ligger med DR. Michael Christiansen ønsker sig et øget fokus på armslængdeprincippet i forhold til politikere – det kan DR sagtens skaffe sig på anden vis – simpelt hen ved bare at levere en kvalitets-nyhedsdækning.

Hvad er den afgørende forskel på Jyllands-Posten på tryk og Jyllands-Posten på nettet?
Nettet er karakteriseret ved sin hurtighed, sin umiddelbarhed, sin spontanitet, sit korte lys, og papiret er alt det modsatte: Dybde, baggrund, perspektiv og det lange lys.

Er den hurtighed, som nettets teknologi lægger op til, en gave til journalistikken?
Det er den, men den skal, og det går jo op for én jo længere, man har haft nettet – den skal omgås med varsomhed, og hvis man ikke kan det, så trækker det op til, at de enkelte nyhedsorganisationer må finde ud af selv at pålægge sig restriktioner.

Er der tale om en journalistik, der qua sin hurtighed er tættere på den virkelighed, den beskriver?
Det kan det godt være mange gange. Andre gange er den virkelighedsfordrejende, og tit må man sige, at hvad der i nuet er rigtigt, er ikke rigtigt en time senere. Der kan man sige, at nettet lider under manglen på langsomhed, som til gengæld ligger i papiravisen. Her har man længere tid til at finde den rigtige version. Det har man ikke på nettet, men omvendt kan man sige, at nettet afspejler virkeligheden, som den er her og nu. Det er charmerende, og det er journalistik i nuet, og det er et perfekt supplement til papiravisen.

Ser vi, at de enkelte netaviser konkurrerer om at tilbyde flere og flere historier med flere og flere mellemregninger – selv mindre væsentlige?
Det må jo være op til de, der klikker sig ind på de enkelte historier, om de synes, at det er væsentligt eller ej. Det er det befriende ved nettet – det kan rumme alt rent teknologisk. Vi behøver ikke på samme måde at prioritere benhårdt, som vi gør på papiravisen nu om dage.

Hvordan skal brugeren kunne kende forskel på de enkelte netavisers profiler, hvis de rummer alt?
Der er stor forskel på netaviserne. Jeg køber ikke det der med, at de er så ens. Der er forskel på, hvad vi er optaget af, og måder at håndtere ting på. Der er også forskel i vinklinger. Jeg er ikke bange for, at det skulle være ét fedt om, man sidder på ekstrabladet.dk eller på jp.dk – det mener jeg slet ikke det er.

Er der en tendens til, at man på netaviser ser en mangel på redaktionel vision, idet alle historier får lov at komme med?
Alt får ikke lov at komme med. Der er jo også grænser for, hvad vi overhovedet kan overkomme at putte ind i nettet, og der er grænser for, hvad man som bruger kan overkomme og kapere. Man kan sådan set sagtens forestille sig, at fascinationen af mængden og tempoet på et tidspunkt udløser en slags modreaktion. Vi kan sagtens forestille os, at nettet på et tidspunkt begynder at sortere meget mere, idet man ikke kan rumme alt det, der er, og at det tager for meget tid. Vi er der ikke endnu, men dér kan vi komme. Det er derfor, at vi på Jyllands-Posten specialiserer tingene. Hvis man er erhvervsorienteret og ikke gider alt det andet, så er du på EPN. Hvis du kun er til sport og ikke gider at læse om alt muligt andet, så er du på SPN. Det er en del af tænkningen bag det.

Hvad er hurtighedens største fare?
Det er at omtanken går fløjten, og det er, at hurtighed alene bliver et parameter, og at det kun går hurtigt for hurtighedens skyld. Det glæder mig hver gang, jeg hører vores net-folk sige: ”Vi er ikke klar med den og den historie – vi mangler lige dét og dét”. Der sker faktisk oftere, at man ofrer tempoet til fordel for kvaliteten, indholdet og omtanken, og det glæder mig hver gang. Jeg er sikker på, at de netaviser, der ender med at have det bedst og fremstår mest troværdige, er dem, der har et fokus på indhold og ikke kun på tempo. Men det er en kombination, fordi tempoet betyder selvfølgelig også noget – det ville være forkert at påstå det modsatte.

Flere netaviser lader brugerne kommentere artiklerne. I det hele taget ser vi en udvikling, hvor brugeren skal være i centrum, f.eks. på Wikipedia, Youtube, Facebook og i blog-universer. Vil tendensen til at lade brugeren være med til at skabe indholdet blive en større del af fremtidens journalistik?
Ja, det ser jeg egentlig ikke noget problem i. Det er en form for demokratisering. Jeg kan sagtens forstå dem, der har været irriterede over redaktionernes enevældige adkomst til at bestemme, hvad der er vigtigt og væsentligt – jeg synes kun, det er godt at inddrage brugerne noget mere. Det er aktiverende i en samfundsmæssig debat. Men der er en grænse for, hvad vi vil stille vores net til rådighed for. Udgangspunktet er jo som regel enten blogs, som vi selv producerer, eller nyhedsartikler, som vi også producerer. På den måde har vi stadigvæk fat i den lange ende. Men hvis der er kapacitet til rådighed for, at folk kan kommentere, er det kun godt. Det er ikke anderledes, end at vi har debatsider i avisen hver dag, hvor folk kan kommentere.

Uafhængige nyhedssider dukker talstærkt op i udlandet, f.eks. open source-siden ohmynews.com – som altså redigeres af brugere. Hvad vil Jyllands-Posten kunne tilbyde, som disse nye medier ikke kan?
Viden, viden, viden og dermed perspektivering, prioritering og evnen til at skille det væsentlige fra det uvæsentlige.

Hvordan vil I sikre et så højt niveau i en fremtid, hvor kravet om hurtighed formentligt stadig vil eksistere?
Ja, hurtigheden er kommet for at blive, men samtidig vil der også blive mere fokus på indholdsdelen. Hvis du sammenligner netaviserne i dag med netaviserne for 3-5 år siden så vil du se, at den indholdsmæssige overlægger er løftet gevaldigt, og den udvikling vil fortsætte.

På jp.dk linkes der mindre til andre sites, end vi ser på andre netaviser. I bruger primært jeres eget indhold. Overvejer du, om jp.dk skal dele mere med andre nyheds- eller underholdningssider?
Nej, vi skal som udgangspunkt kunne det hele selv. Men vi har også haft eksterne samarbejder, men kun som supplement. Grundlæggende har jp.dk et kæmpe univers og en så facetteret nichedel, at vi har nok i at linke til os selv. Men vi linker da også ud af huset.

Vil jp.dk være gratis at bruge om 10 år?
Som grundsite, tror jeg. Men vi kommer til at snakke meget mere om betalinger, det er klart. Jeg tror desværre, det er svært at gøre det hele gratis, men vi kommer til at bruge mange kræfter på at finde ud af, hvordan vi tjener mere på nettet.

Danske medier har næsten tabt to milliarder i annonceomsætning i første halvår af 2009. Vil det være nødvendigt snart at overveje en løsning som f.eks. mikrobetaling – hvor brugerne betaler et lille beløb for at læse artiklerne?
Det vil det, men jeg må tilføje, at vi på Jyllands-Posten er i den lidt underlige situation, at selve papiravisen giver et solidt og fint overskud – den gode gamle JP – mens det halter med omsætningen på nettet, hvor vi inden krisen brød ud havde troet, at vi snart ville krydse de to kurver: Hvad tjener vi på papiret, og hvad tjener vi på nettet. Vi havde en forventning om, at det ville ske indenfor 3-4 år. Nu viser det sig, at vi har styr på selve avisøkonomien. Vores store udfordring er faktisk nettet. Der tjener vi ikke det, vi skal tjene, mens det lykkedes at få styr på papiravisen.

Hvad vil du gøre ved det?
Vi skal fastholde fokus på en sund avisøkonomi, og så skal vi have gang i kapitaliseringen af nettet.

Hvilke nye muligheder kan en avis som Jyllands-Posten tilbyde annoncørerne i denne nye digitale verden?
Det arbejder vi løbende på – alle mulige detailprojekter – større eller mindre. Nogle af dem kan godt gå hen og blive rigtig mange penge værd.

Hvilke?
Vi har lige introduceret et nyt abonnementstilbud for vores erhvervskunder, kaldet JP PRO, hvor vi ud over avisen og EPN også tilbyder mange forskellige services og tjenester. Det tegner til at blive en solid succes, og der er rigtig gode penge i det. Dernæst arbejder vi med et projekt, som man populært sagt kan forklare ved at sige, at det er et forsøg på at få rubrikannoncering over på nettet. Problemet lige nu og her er, at det er teknologisk indviklet, men det skal vi nok få løst. Men det er noget, vi har store forventninger til.

Sidste spørgsmål: Udgør fundamentalistiske og islamistiske kræfter en reel trussel mod den frie journalistik?
Ja, langt hen ad vejen gør de. Det synes jeg, vi har fået fornyet bevågenhed på i den forløbende uge. Vi trykker ikke tegningerne igen bare som en automatreaktion.

Læs interviews med Tøger Seidenfaden, Politiken og Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende i Ugemagasinet #9 Og interviews med Mette Eldrup, TV2 og Per Mikael Jensen, gratisaviskoncernen Metro InternationUgemagasinet #10