21.07.2024

Den israelske befolkning er frustreret men splittet. Nogle ønsker fred nu – andre vil, når det kommer til stykket, bakke Netanyahu op.



RÆSON SØNDAG af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV. Fredag præsenterede Den Internationale Domstol et 285 sider langt og detaljeret dokument om de juridiske følger af Israels besættelse og bosættelsespolitik. I udtalelsen (der ikke er en dom) bliver Israels besættelse betegnet som ulovlig, og domstolen opfordrer landet til at bringe den til afslutning hurtigst muligt – desuden tilføjes det, at palæstinenserne er berettiget til en erstatning for de mange skader, som er blevet påført dem siden 1967, hvor besættelsen tog sin begyndelse.

Mere eller mindre det samme er blevet sagt i en stribe FN-resolutioner gennem årene. Men hvor de dybest set er udtryk for diplomatiske og politiske handlinger, bygger domstolens afgørelse på jura. Den trækker på flere forskellige konventioner – ikke mindst Geneve og Haag, som i flere forskellige dokumenter opsætter regler for væbnet konflikt og beskyttelse af befolkninger, som ikke tager del i krigshandlingerne. Her er der tale om folkeret, hvilket giver en helt anden fast grund under fødderne, og derfor vil være vanskeligere at ignorere.

Men helt som forventet reagerede Israel – eller rettere regeringen, som er i lommen på den radikale højrefløj – med at afvise tilkendegivelsen. ”Det jødiske folk kan ikke være besættelsesmagt i sit eget land,” lød det fra Netanyahu. Forslag: Hans vælgerne kender også konteksten: Hvor FN i 2022 kom med 15 resolutioner mod Israel, var der ikke én eneste mod hverken Kina og Saudi-Arabien, der som bekendt begge har et problematisk forhold til menneskerettighederne. Og der var kun en enkelt resolution, der kritiserede Taleban-styret i Afghanistan. Her spørger mange israelere sig selv, om det da virkelig kan passe, at de er 15 gange så slemme som talebanerne?

Dokumentet påpeger blandt andet at det er ulovligt at overføre sin egen civilbefolkning til Vestbredden og Gazastriben, jf. artikel 49 i den 4. Geneve-konvention. Det bliver også understreget, at alle FN-medlemmer har en forpligtelse til ikke at anerkende ændringer i de besatte områders status, og til ikke at understøtte Israels styre i de besatte områder. Netop den slags passager har potentialet til at ændre noget. For argumentationen har naturligvis direkte adresse til en række udenlandske spillere, og nok i særlig grad USA, der gennem årene har praktiseret laissez faire – man har set temmelig passivt til. Fra international side har man ganske vis ofte stillet krav om stop for bosættelsesudvidelser, men konsekvenserne er udeblevet.

Et markant eksempel var i december 2016, da præsident Obama brød med otte års politik ved at undlade at stemme, så Sikkerhedsrådets resolution 2334 med krav om stop for bosættelsesbyggeri på Vestbredden faktisk blev vedtaget med 14 stemmer mod nul. Førhen havde USA konsekvent nedlagt veto mod den slags beslutninger og dermed forpurret dem. Da resolution 2334 blev vedtaget var der ifølge FN 400.000 bosættere på Vestbredden, altså uden Østjerusalem. Fem år senere var tallet vokset til 475.000. Dette understreger kun resolutionens manglende effekt.

Spørgsmålet er derfor: Er noget forandret nu?

At der er tale om en afgørelse fra Den Internationale Domstol, og ikke ”bare” endnu en FN-resolution betyder, at statsledere og regeringer vil have vanskeligere ved at ignorere problemet. Ganske vist er afgørelsen ikke bindende, ligesom det er tilfældet med FN-resolutioner, men idet der er tale om tydelige paragraffer i folkeretten vil det være sværere for regeringer o.a. at komme udenom.

 

Jo, der er stadig et stort segment, som bakker op om Netanyahu og regeringens krigsførelse, men en hurtigt voksende del af befolkningen har for længst fået nok
_______

 

Frustreret og splittet

Noget andet, som måske viser sig at være det virkelige omdrejningspunkt, er den israelske folkestemning. Efter ni måneders krig i Gaza er der et bredt israelsk ønske om at få fred, hvilket står i temmelig diametral modsætning til de meldinger, som kommer fra regeringen. Jo, der er stadig et stort segment, som bakker op om Netanyahu og regeringens krigsførelse, men en hurtigt voksende del af befolkningen har for længst fået nok. Denne optik er en vigtig del af den aktuelle sag, og det skal også ses i en historisk kontekst.

Da Israel mod alle forventninger havde vundet seksdageskrigen i 1967, var landet blevet en besættelsesmagt. Landets ledere, som dengang kom fra Arbejderpartiet, forestillede sig at territorierne kunne indgå i en fredsaftale med eksempelvis Jordan, der havde besat og annekteret Vestbredden efter krigen i 1948-49. Man ventede på en opringning fra kong Hussein i Jordan, men den kom aldrig. Dette er i hvert fald den israelske version af historien, og den er vigtig at lytte til, hvis man vil nogen steder hen.

I stedet besluttede den israelske regering at placere en række militære udposter i Jordandalen, altså langs den jordanske grænse, hvor de kunne forvarsle et eventuelt nyt angreb. Den slags er ikke længere nødvendigt, da teknologien har skabt nye muligheder, men dengang var tilstedeværelsen på Vestbredden begrundet med et ønske om ’strategisk dybde’. Noget af det samme gjorde sig gældende, da israelerne i 1981 afsluttede tilbagetrækningen fra Sinaihalvøen, som man også havde besat i 1967. Dette skete i forbindelse med fredsaftalen med Egypten i 1978, og som en del af aftalen accepterede egypterne at Sinai skulle være demilitariseret zone. Formularen for den fredsaftale var at Egypten fik territorium og Israel fik tryghed.

Her ligger grunden til at masser af israelere, der er vrede på Netanyahu og gerne ser Gazakrigen afsluttet hurtigst muligt, har svært ved at se sig selv som fremtidige naboer til Gazastriben, så længe Hamas er ved magten. De ønsker ikke at anfægte palæstinensernes ret til at vælge deres egne ledere, men vil heller ikke afgive deres egen ret til at leve i sikkerhed.

Det er denne onde cirkel, hele regionen skal ud af, og hellere i dag end i morgen. Og det er her, spørgsmålet om Vestbredden bliver interessant. De tragiske udviklinger i Gaza – ikke mindst Hamas’ terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober sidste år – har til fulde bevist at det gamle argument om ’strategisk dybde’ har mistet sin gyldighed. I dag er der en palæstinensisk befolkning både i Gazastriben og på Vestbredden, som – lige på den anden side af hegnet – er klar til at kæmpe mod den israelske besættelse. Dét stod klart allerede med de to intifadaer i henholdsvis 1987 og 2000. På den anden side er israelernes håb om tryghed lige intakt.

Siden 1967 er sket mange udviklinger, som tilsammen har skabt en næsten umulig situation. Begge parter i konflikten har forpasset chancer og truffet forkerte beslutninger – og her er det umuligt at forbigå bosætterbevægelsen.

Er bosætterne blevet afgørende?

Så snart krigen i 1967 var afsluttet – og mens den israelske regering tænkte strategisk i Jordandalen – var de første bosættere ved at slå sig ned i de tæt befolkede dele af Vestbredden. Et af de første steder var i den palæstinensiske by Hebron. Dette burde den tids israelske ledere naturligvis have standset, men det var en tid, hvor ikke mange så palæstinenserne som en fredspartner. Begyndelsen af 1970erne var præget af palæstinensisk terror, herunder angrebet på de israelske atleter ved OL i München i 1972. Og senere i historien, da PLO blev en fredspartner, som ved Oslo-aftalerne i 1993, havde bosætterbevægelsen vokset sig stor nok til at udgøre et dramatisk problem.

Gennem det seneste halvandet år har man kunnet se et skred i israelernes holdning til bosætterne. 29. december 2022 satte Netanyahu sig til rette med den mest højreorienterede regering i landets historie. Med omkring bordet var – og er – to partier fra den yderste højrefløj, der giver sig højlydt til kende bl.a. takket være ministrene Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich, som begge er radikale bosættere. På grund af Netanyahus spinkle koalition er han afhængig af de to, som derfor har skaffet sig uforholdsmæssig stor magt.

Det er navnlig disse politikeres udskejelser, der har forværret situationen på Vestbredden dramatisk. Både Ben Gvir og Smotrich har som ministre vidtgående beføjelser på Vestbredden, og radikale bosættere har helt tydeligt fået frie tøjler. I midten af maj angreb radikaliserede bosættere en konvoj med nødhjælpsforsyninger, mens lastbilerne var på vej fra Jordan til Gazastriben, men i virkeligheden er det en lang udvikling, der gradvist er blevet værre.

For nylig valgte Smotrich at overføre nogle af de administrative beføjelser på Vestbredden fra de militære myndigheder til civile kræfter. Dette blev klart opfattet som et skridt mod fuld annektering af Vestbredden, hvilket utvivlsomt også er de herrer Smotrich og Ben Gvirs hede drøm.

 

For nylig valgte Smotrich at overføre nogle af de administrative beføjelser på Vestbredden fra de militære myndigheder til civile kræfter. Dette blev klart opfattet som et skridt mod fuld annektering af Vestbredden
_______

 

Derfor kan domstolens ord ende med at styrke Netanyahu

Men: Store dele af den israelske befolkning har indset, hvad der foregår på Vestbredden. Mange erkender, at Netanyahus mål med Gazakrigen er illusorisk, og at konflikten puster til situationen på Vestbredden. De ønsker sig en anden udvikling – ud af det, de opfatter som et morads.

Men det er svært at se, hvordan en udtalelse fra Den Internationale Domstol skal føre til dette resultat. For samtidig er der flere faktorer, der kan øge støtten til Netanyahu.

Det er en given sag, at Netanyahu og hovedparten af hans regering ikke vil lytte ét sekund. Han vil fortsat lade højrefløjen køre løbet, fordi regeringen vil falde fra hinanden hvis Ben Gvir eller Smotrich gør alvor af truslerne om at træde ud af samarbejdet – sker det, venter Netanyahus retssag på ham.

Hans vælgere vil slå dommen fra Den Internationale Domstol i hartkorn med de efterhånden mange FN-resolutioner. De afviser i forvejen at lade sig påvirke af udenlandske forsøg på at boykotte landet, der heller ikke har den store effekt men virker både naive og virkningsløse.

Netanyahu taler nu om at landet står alene overfor en fjende, der har som mål at udslette staten Israel, og på den yderste højrefløj ser man det ydre pres som udtryk for antisemitisme. Dette finder en stor del af borgerne absurd, hvilket er en af årsagerne til, at den israelske befolkning står mere splittet end måske nogensinde.

Mange vælgere er gennem de sidste ni måneder flygtet fra Netanyahus Likud-parti, men i den givne situation ser man allerede at mange er på vej tilbage til ham. Derfor kan domstolens udtalelse føre til en styrkelse af Netanyahu, mens de mange israelere, der vil noget andet, føler sig hægtet af. ■

 

Mange vælgere er gennem de sidste ni måneder flygtet fra Netanyahus Likud-parti, men i den givne situation ser man allerede at mange er på vej tilbage til ham
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. Han skriver på to bøger, som begge udkommer i efteråret 2024: ’Israel fra 1948 til nu’ (RÆSONs Forlag) handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse, og ’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane & Bilgrav) fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter. ILLUSTRATION: Kobi Gideon, GPO.

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi