Camilla T.N. Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Kan Kina besejre Taiwan uden kamp?
17.07.2024
Den militære balance i Taiwanstrædet er tippet til kinesernes fordel, og når de intensiverede kinesiske hybridaktiviteter lægges oveni, ser det uhyre vanskeligt ud for øen.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye sommernummer, “Hvad vil Europa egentlig?”, ude nu. Læs mere her.
Af Camilla Tenna Nørup Sørensen
Selvom vi kun er godt halvvejs inde i 2024, er det allerede et historisk år for de 23 millioner indbyggere i Taiwan – begivenhedsrigt, modsætningsfyldt og foruroligende. Det skyldes ikke det ellers meget voldsomme jordskælv, som ramte øen i starten af april, men det hænger sammen med kombinationen af indenrigspolitiske omvæltninger, komplekse sikkerhedspolitiske skift og voksende trusler fra den anden side af Taiwanstrædet.
2024 kan blive et skæbneår for Taiwan. Mens taiwanerne ikke frygter en kinesisk invasion her og nu, så er stemningen på øen præget af en voksende bekymring for måden, hvorpå Beijing gradvist skruer op for hele paletten af påvirkningstiltag, intimidering og pres – her føler taiwanerne sig uforberedte, sårbare og i stigende grad også alene. For resten af verden – og ikke mindst Washington – har fokus rettet mod det forestående amerikanske præsidentvalg og krigene i Gaza og Ukraine.
Udsigt til fire års lammelse
Taiwans demokrati – inklusive det aktive og engagerede civilsamfund – har en kolossal værdi. Både i forhold til at sikre opbakning fra omverdenen og i håndteringen af Kinas forsøg på at infiltrere øen og sprede mistillid og splid. Nu er demokratiet imidlertid under voksende pres både udefra og indefra.
Året startede ellers godt ud. Præsident- og parlamentsvalget i starten af januar gik ikke stille for sig – der var som altid et væld af festlige og farverige valgfester, hvor de tre præsidentkandidater blev modtaget som rockstjerner. Forinden havde der udspillet sig et uskønt forløb, hvor de to oppositionspartier ikke kunne blive enige om at stille med én fælles kandidat og derfor fandt hver deres. Dét viste sig at være en kæmpe gevinst for det regerende parti – Det Demokratiske Progressive Parti (DPP) – og dets præsidentkandidat, Lai Ching-te, der endte med at vinde med kun omkring 40 pct. af stemmerne, mens Nationalistpartiets (KMT) kandidat, Hou Yu-ih, kom på andenpladsen med cirka 34 pct., og Ko Wen-je fra det nyligt oprettede Taiwans Folkeparti (TPP) fik 27 pct. Trods sin sejr gik Lai derfor ud af valget med et svagt mandat – ved begge de foregående valg modtog hans forgænger, partifællen Tsai Ying-wen, et godt stykke over 50 pct. af stemmerne. Hvis det var lykkedes oppositionen at stille med én kandidat, ville det sandsynligvis have betydet, at præsidentposten var blevet taget ud af hænderne på DPP.
2024 kan blive et skæbneår for Taiwan
_______
Større succes havde oppositionen ved parlamentsvalget, hvor KMT gik 13 pladser frem og dermed med et enkelt mandat overhalede DPP, som gik 16 pladser tilbage og endte på 51. TPP fik otte pladser, og de sidste to gik til uafhængige kandidater. Det betyder, at der for første gang siden 2004 ikke er ét parti, som har sit eget flertal i det taiwanske parlament. Og samtidig må Lai også indse, at det mest oplagte flertal går mod ham. Hvis KMT og TPP går sammen, har de flertal – og dermed kan de både bremse lovforslag fra præsident Lai og DPP-regeringen og presse deres egne igennem.
Det tegner et særdeles mudret billede af taiwansk indenrigspolitik. Der gik heller ikke længe fra Lais indsættelse som præsident den 20 maj, før magtkampe mellem ham, regeringen og parlamentet brød ud i lys lue. KMT og TPP har allerede fremlagt flere lovforslag, som skal begrænse præsidentens beføjelser og give parlamentet mere magt. Det har ført til en heftig debat i parlamentet og endda egentlige slåskampe mellem medlemmerne, mens der på gaderne er store folkelige demonstrationer til støtte for præsidenten og DPP.
Det er imidlertid begrænset, hvad præsidenten kan stille op – KMT og TPP står til at vedtage de nye love, som vil tvinge både præsidenten og regeringen til i tide og utide at møde op og underrette parlamentarikerne om stort og småt, herunder fremlæggelsen af budgetter og dokumenter. Lai vil have lovene afprøvet ved forfatningsdomstolen, men det er tvivlsomt, hvad der kommer ud af det.
De næste fire år vil taiwansk indenrigspolitik blive præget af stridigheder mellem partierne med varierende grad af krise og handlingslammelse til følge. Og det sker på et tidspunkt, hvor der ellers er brug for politisk handlekraft, enhed og beslutsomhed – ikke kun i forhold til at håndtere det øgede pres fra Kina, men også øens voksende økonomiske udfordringer med faldende vækst og stigende leveomkostninger. Alle præsidentens og regeringens reformforsøg kan blive skudt ned. Hvis der kun gennemføres meget lidt reel politik, vil vælgernes frustrationer tage til – og den generelt stigende utilfredshed med øens politikere giver stadig bedre vilkår for kinesiske misinformations- og påvirkningskampagner.
Taoyuan nær Taipei, 23. maj 2024: Den nyvalgte præsident, Lai Ching-Te (i midten), der tiltrådte tre dage før, fotograferes med Taiwans marinekorps [FOTO: Sam Yeh/AFP/Ritzau Scanpix]
Hybridpresset
Mens Kina forholdt sig nogenlunde passivt efter præsident- og parlamentsvalget i januar, blev der taget revanche i slutningen af maj efter Lais indsættelse. I dagene efter gennemførte kineserne nemlig de hidtil største militærøvelser i Taiwanstrædet, hvor øen – inklusive de mindre, taiwansk-kontrollerede øgrupper Kinmen, Matsu, Wuqiu og Dongyin tæt på det kinesiske fastland – blev omringet af Kinas flåde og kystvagt. For første gang nogensinde meldte Beijing åbent ud, at formålet med øvelserne var at teste det kinesiske militærs evne til at tage magten og kontrollere nøgleterritorier – med andre ord: at bane vejen for en kinesisk invasion af Taiwan.
Sådanne øvelser har uden tvivl værdifulde lærings- og erfaringsgevinster for det kinesiske militær, men hensigten var primært at signalere Kinas beslutsomhed i forhold til at modvirke ethvert skridt mod taiwansk selvstændighed.
Afskrækkelsen var især vendt mod præsident Lai, som kineserne har udråbt til at være en ballademager, som vil blive ’sømmet til historiens skamstøtte’. Beijing sendte også klare advarsler mod enhver form for ekstern indblanding, hvilket især var rettet mod USA, herunder de stærke grupper i den amerikanske Kongres, der presser for yderligere politisk og militær støtte til Taiwan. Her understregede Beijing, at genforening med Taiwan er ’kernen i Kinas kerneinteresser’ og en historisk uundgåelighed, som ingen vil kunne forhindre. Det er ikke nye budskaber – det usædvanlige er, at de kommer på en så koordineret vis og samtidig med afholdelse af de hidtil største militærøvelser. Og her er det værd at bemærke, at militærøvelserne forløb under betegnelsen JointSword-2024A, hvor A kunne indikere, at det kun var årets første runde. Der er mere i vente.
Den store propaganda- og påvirkningskampagne, som ledsagede militærøvelserne, er et led i en intensiveret indsats inden for det, der ofte kaldes kinesiske hybridaktiviteter. Her anvender Beijing på koordineret vis hele paletten af instrumenter for at presse sine modstandere og gradvist fremme egne mål. Det er i øjeblikket særligt økonomiske og politiske instrumenter, som bringes i spil.
De økonomiske tiltag har karakter af ’stok/gulerod’. Der lokkes med fx privilegeret adgang til Kinas marked og uddannelsesinstitutioner for taiwanere, som støtter op om den kinesiske linje, mens der trues med told og restriktioner på import af taiwanske varer, særligt fra de firmaer, sektorer og regioner, som bakker DPP klart op.
Samtidig forsøger Beijing at støtte øens opposition. Det er paradoksalt, hvordan KMT – Kommunistpartiets modstander i borgerkrigen (1927-49) – nu er blevet Kinas stærkeste allierede i Taiwan.
Fra kinesisk side er der tale om et komplekst mix af civile og militære aktører, hvilket gør det endnu sværere at gennemskue, både hvad formålet egentlig er med den kinesiske aktivitet eller tiltag, og hvorfra de styres. Det gælder fx, når den kinesiske kystvagt, flåde, fiskerbåde, færger mv. indsættes på en nøje orkestreret måde for at demonstrere Kinas overlegenhed og kontrol i farvandene omkring Taiwan.
Disse hybridaktiviteter finder sted i en gråzone mellem krig og fred – de holdes konsekvent under den tærskel, hvor de vil kunne fremprovokere en egentlig militær modreaktion.
Kineserne mener det alvorligt, når de siger, at de arbejder for en ’fredelig genforening’ med Taiwan – men her rummer ’fredelig’ altså alle aktiviteter og tiltag under den tærskel, der ville føre til krig. Alt dette igangsættes på koordineret vis med det overordnede mål gradvist at skubbe udviklingen i og omkring Taiwan i en retning, som tilgodeser kinesiske interesser – ved eksempelvis at underminere befolkningens og militærets tro på, at der overhovedet findes et alternativ til, at Taiwan bliver en del af Kina. Hensigten er også gradvist at udmatte det taiwanske militær – fx er det taiwanske afvisningsberedskab ikke længere i stand til at møde kinesiske fly, hver gang de flyver tæt på taiwansk luftrum. Ofte nøjes taiwanerne derfor med at tagge de kinesiske fly på radar og kalde dem over radioen, hvilket de kinesiske piloter ignorerer. Herved får kineserne gradvist ændret realiteterne til deres egen fordel – det bliver hverdag, at der flyver kinesiske fly så tæt på Taiwan. Som den kinesiske krigsteoretiker Sun Tzu ville sige, prøver Beijing at besejre Taiwan uden at skulle kæmpe.
Kinmen-øernes nye virkelighed
At Kinas hydridaktiviteter giver resultater, viser udviklingen omkring øgruppen Kinmen, der har cirka 130.000 indbyggere, ligger cirka ti kilometer fra den kinesiske kyst og siden 1949 har været kontrolleret af Taiwan. I midt-februar fandt der et sammenstød sted mellem den taiwanske kystvagt og en kinesisk fiskerbåd, hvor to kinesiske fiskere døde. Her har kineserne efterfølgende udnyttet situationen til at øge den kinesiske kystvagts tilstedeværelse og kontrol i farvandene omkring øgruppen. Beijing henviser til de to fiskeres død – da dette er kinesisk farvand, ser kineserne sig nødsaget til at skrue op for kystvagtens tilstedeværelse. Dette er et godt eksempel på såkaldt kinesisk lawfare – dvs. brug og misbrug af nationale og internationale love, konventioner og aftaler for at opnå egne politiske og militære mål samt i processen: at fordreje eller underminere den eksisterende orden eller retstilstand. Med henvisning til Kinas forpligtelse til at patruljere, suverænitetshåndhæve, levere søredning mv. er farvandene omkring Kinmen nu gradvist blevet til et område kontrolleret af den kinesiske kystvagt, mens den taiwanske kystvagt er trængt i defensiven.
Efterhånden som den kinesiske kystvagt og flåde bliver overlegen, er det uundgåeligt, at de tager mere kontrol. Men udviklingen omkring Kinmen de seneste måneder afspejler også, hvordan Beijing nu agerer ud fra et rationale om, at alt farvand og luftrum i Taiwanstrædet er kinesisk. Kineserne demonstrerer dagligt, at de sejler og flyver, hvor det passer dem. Senest har Beijing også omlagt og udvidet de civile luftruter tæt på Taiwan, som kinesiske luftfartsselskaber benytter, så piloterne nu flyver tættere på Taiwan og overflyver Kinmen og Matsu – samtidig med at de kommer meget oftere. Det forringer taiwanernes overblik over og kontrol med eget nærområde – og øger risikoen ved at sende taiwanske fly i luften. Igen er det nøje koordineret fra kinesisk side, og ved at bruge civile fly – ligesom fiskerbåde og kystvagt – holdes det under tærsklen for egentlige militære aktioner, hvorved risikoen for et militært modsvar minimeres, men effekten er den samme: Kineserne sætter sig gradvist på området.
Udviklingen omkring Kinmen de seneste måneder afspejler også, hvordan Beijing nu agerer ud fra et rationale om, at alt farvand og luftrum i Taiwanstrædet er kinesisk. Kineserne demonstrerer dagligt, at de sejler og flyver, hvor det passer dem
_______
Resolution 2758
Den udvikling bakkes op med en koordineret diplomatisk offensiv fra Beijings side. Udenrigsminister Wang Yi og andre højtstående diplomater har gentagne gange over de sidste måneder insisteret på, at FN’s Generalforsamling i oktober 1971 blåstemplede, at Republikken Kina (Taiwans officielle navn) er en uadskillelig del af Folkerepublikken Kina med vedtagelsen af Resolution 2758. Og på det seneste har Kina i adskillige diplomatiske udtalelser og aftaler indgået med andre stater formået at få indarbejdet en henvisning til Beijings udlægning af resolutionen. Formålet er gradvist at ændre omverdenens forståelse af – og tilgang til – Taiwan, så den stemmer overens med den kinesiske linje.
Dermed søger Beijing også at skabe international opbakning og juridisk rygdækning til en eventuel kinesisk militæroperation, der vil blive præsenteret som nødvendig for at standse ’taiwanske separatister’. USA presser den anden vej og insisterer på, at Resolution 2758 udelukkende anerkender, at Folkerepublikken Kina er den eneste legitime repræsentant for Kina i FN, og slet ikke forholder sig til forholdet mellem Kina og Taiwan.
Striden om Resolution 2758 er kun det seneste kapitel i 45 års uenighed om, hvorvidt USA har tilsluttet sig Beijings ’e-Kina’-princip (at Taiwan er en uadskillelig del af Kina) eller snarere har sin egen ’et-Kina’-politik (hvor Washington alene anerkender, at Beijing siger, at Taiwan er en uadskillelig del af Kina). Dette kan synes som ligegyldige og ubetydelige forskelle, men det er det ikke. Tværtimod er det et resultat af det kreative diplomatiske kunststykke, som gjorde det muligt for Washington og Beijing gradvist at nærme sig hinanden op igennem 1970’erne og endelig at etablere diplomatiske relationer i 1979. Her var det nødvendigt at opnå en pragmatisk forståelse i forhold til Taiwan – og det lykkedes. De to sider blev enige om ’et-Kina’, men også enige om at forblive uenige om, hvordan det helt skal forstås.
Denne pragmatiske forståelse er ikke længere til stede, og det resulterer nu i en intensiveret diplomatisk strid om Resolution 2758, som vi – også her i Europa – kommer til at skulle genlæse og forholde os til på ny. For der er ingen tvivl om, at Beijing vil forsøge at få Europas støtte til sin udlægning.
Taiwans modsvar
Det er ikke håndteringen af en eventuel kinesisk invasion, der står øverst på dagsordenen blandt taiwanske sikkerhedspolitiske og militære analytikere. Det er derimod håndteringen af Kinas intensiverede, velkoordinerede og avancerede hybridaktivitet i gråzonen.
For hvis det taiwanske militær holder fast i, at deres kystvagt, flåde og kampfly skal undgå at engagere kineserne for ikke at risikere sammenstød og eskalering, så overlader de pladsen til kineserne, og det bliver efterfølgende meget vanskeligt at skubbe dem ud igen. Under mit besøg på øen i april bemærkede en indflydelsesrig analytiker: ”Vi tillader kineserne konstant at flytte normalen til deres fordel. De har ikke behov for at invadere. De kvæler os langsomt”.
Der foregår i disse måneder en intens debat i Taiwan om, hvorvidt der er brug for nye retningslinjer i det taiwanske militær, som tillader en hårdere reaktion på kinesiske hybridaktiviteter. Det er dog en vanskelig balance – de ved, at de meget hurtigt kan komme i undertal, og at de ikke kan regne med, at den amerikanske flåde vil komme dem til undsætning, hvis det drejer sig om et sammenstød med den kinesiske kystvagt eller fiskerbåde.
Debatten om nye retningslinjer i militæret knytter an til debatten på øen om, hvorvidt Taiwan skal søge dialog med Kina. Fortalerne peger på, at den bedste måde proaktivt at søge at sikre Taiwans de facto-selvstændighed på er ved at finde en ny forståelse med Beijing – for hvis taiwanerne kører ’hårdt mod hårdt’, er de dømt til at tabe. I denne lejr er der en faldende tillid til, at USA vil komme Taiwan til undsætning. I den anden lejr ses dialog med Kina som formålsløs og naiv – dialog giver blot Beijing tid og ro til at opbygge styrke nok til at gennemtvinge deres egen linje. Her henvises til udviklingen i Hongkong, hvor Beijing på trods af tidligere indgåede aftaler slog hårdt ned og i praksis opløste bystyrets politiske autonomi og overtog kontrollen. Det samme vil de gøre i Taiwan, lyder argumentet, og derfor skal Taiwan fastholde den såkaldte ’pindsvin’-strategi, som DPP-regeringen har satset på siden 2008: Med militære midler skal øen gøres så svær at indtage som overhovedet muligt, samtidig med at Taiwan styrker ethvert økonomisk, diplomatisk og militært samarbejde med omverdenen – særligt USA og dets allierede i regionen samt Europa. Her skal Taipei slå på argumentet om, at Taiwan – sammen med Ukraine – udgør frontlinjen i demokratiernes kamp mod autokratierne. Og Taipei skal samtidig minde om, at Taiwan er centrum for udviklingen og produktionen af verdens mest avancerede mikrochips. Overtages den produktion af Kina, vil det være et kæmpe strategisk tilbageslag for Vesten, og derfor skal støtten til Taiwan øges.
Debatten er i fuld gang i Taiwan, men det faktum, at debatten – præcis som i USA – i stigende grad bliver bundet op på indenrigspolitiske modsætningsforhold og magtkampe, besværliggør den nødvendige opbakning til en grundig og nøgtern analyse af, hvordan det taiwanske militær og samfund bedst ruster sig til at modstå det stigende pres fra Kina. Der er en reel fare for, at også Taiwan bevæger sig i retning af dybere polarisering.
Under mit besøg på øen i april bemærkede en indflydelsesrig analytiker: ”Vi tillader kineserne konstant at flytte normalen til deres fordel. De har ikke behov for at invadere. De kvæler os langsomt”
_______
Den bredere regionale kontekst
Den militære balance i Taiwanstrædet er tippet til kinesernes fordel, og når de intensiverede kinesiske hybridaktiviteter lægges oveni, så ser det uhyre vanskeligt ud for Taiwan.
Kineserne har nu konstant et krigsskib liggende ud for hvert af øens fire ’hjørner’ – det er et led i kinesisk intimidering og afskrækkelse, men det er også reelt en stor udfordring for det taiwanske militær, der er under konstant pres fra de hyppige kinesiske øvelser. Det er også i den sammenhæng, at vi skal se Japans opbygning af militær tilstedeværelse på de mest sydlige af de japanske øer. Også for Tokyo er det en stor bekymring, at der nu konstant er et kinesisk krigsskib i farvandet mellem Japan og Taiwan – afstanden mellem Taiwans nordøstlige kyst og den japanske ø Yonaguni er nemlig kun cirka 110 kilometer. Samtidig oplever Japan en markant øget aktivitet fra den kinesiske kystvagt i Det Østkinesiske Hav, hvor Japan og Kina i årtier har haft en strid om rettighederne til Senkaku/Diaoyu-øerne.
I disse år foregår der markante ændringer i Japans militær. Det er drevet af Kinas øgede militære aktivitet kombineret med Tokyos tvivl om, hvad man kan regne med fra USA – især hvis Trump vinder valget. Derfor øges det japanske militærbudget, samtidig med at Tokyo i praksis ophæver de forfatningsbestemte begrænsninger på militæret – fx at Japan ikke må have offensiv militær kapacitet.
Nogenlunde samme udvikling ses syd for Taiwan i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina strides med flere lande om rettigheder til diverse klipper, rev og ikke mindst et farvand rigt på fisk og andre naturressourcer.
Også her har kineserne skruet voldsomt op for både kystvagt og flåde, som agerer mere frembrusende. Det har bl.a. ført til flere voldsomme sammenstød mellem den filippinske og den kinesiske kystvagt over de seneste måneder, hvor kineserne med vandkanoner og hasarderet sejlads forhindrer filippinerne i at bringe forsyninger frem til de soldater, som sikrer det grundstødte gamle krigsskib BRP Sierra Madre. Dette skib fungerer reelt som en militær base på den filippinsk-kontrollerede ø Second Thomas Shoal. Skibet er ved at falde fra hinanden og risikerer at synke tilbage i havet – hvis det sker, vil Filippinerne være nødsaget til at trække soldaterne tilbage, og så kan kineserne sætte sig på området, sådan som de efterhånden har sat sig på store dele af Det Sydkinesiske Hav.
Filippinerne nægter dog at give sig og har nu også søgt at etablere et styrket militært samarbejde med både USA og Japan. I april var præsident Biden således vært for historiens første trilaterale topmøde på statslederniveau mellem USA, Japan og Filippinerne, hvor de tre statsledere netop udtrykte deres fælles bekymring over Kinas farlige og aggressive adfærd i såvel Det Sydkinesiske som Det Østkinesiske Hav og Taiwanstrædet.
Set i et militært perspektiv udgør de tre områder – Det Sydkinesiske Hav, Det Østkinesiske Hav og Taiwanstrædet – ét sammenhængende maritimt teater. Det er for kineserne – flåden, kystvagten og fiskerimilitsen – et stort operationsområde, hvor de kan sammentænke og koordinere aktiviteterne. Det bliver modparten – ført an af USA – også nødt til at gøre, og derfor ses ikke kun et styrket amerikansk militært samarbejde med Japan og Filippinerne, men også en markant stigning i amerikansk militær tilstedeværelse i de to lande – i Filippinerne har USA inden for det seneste år fået adgang til yderligere militære baser.
Kinas lange arm
At have USA i ryggen er af afgørende betydning for disse lande i deres stridigheder med den store nabo Kina, og de forsøger alle at binde sig tættere til USA militært. Det er imidlertid ikke kun i Taiwan og Japan, at der er voksende bekymringer over USA’s fremtidige rolle i regionen – og en stigende tvivl om, hvor meget man kan regne med amerikanerne. Ligesom hos USA’s europæiske allierede ses der med mistro og frygt på udviklingen i amerikansk indenrigspolitik. Men hvor der i Europa synes at have indfundet sig en mere afventende stemning frem mod det forestående præsidentvalg, er USA’s allierede og partnere i Asien allerede i langt højere grad end i Europa i gang med at forberede sig til en nær fremtid, hvor USA hverken har viljen eller styrken til at agere politimand.
De senere års voldsomme oprustning i Asien – og indgåelsen af nye sikkerhedspolitiske og militære samarbejder på kryds og tværs i regionen – vil derfor fortsætte uanset udfaldet af det amerikanske præsidentvalg.
Håndteringen af de kinesiske hybridaktiviteter og den gradvise udbygning af kinesisk tilstedeværelse og kontrol er imidlertid den største udfordring, som Kinas naboer står over for. Det gælder særligt for Taiwan, der i dag konfronterer et helt anderledes magtfuldt og ressourcestærkt Kina. I 1970’erne bemærkede Kinas daværende leder, Mao Zedong, at Kinas arm ikke var lang nok til at nå til Taiwan. Nu er Kinas omfavnelse i fuld gang. ■
I 1970’erne bemærkede Kinas daværende leder, Mao Zedong, at Kinas arm ikke var lang nok til at nå til Taiwan. Nu er Kinas omfavnelse i fuld gang
_______
Camilla T.N. Sørensen (f. 1976) er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet. Hun har bidraget med kapitlet om Kina til Verdens Magter og udkommer i november 2024 med en opdateret version af bogen Kina. Fortid, Nutid. Fremtid. Hun har nyligt i april været på forskningsophold i Taiwan.
ILLUSTRATION: Taiwanske F-16-fly på patrulje 24. maj 2024. Patruljeringen var en reaktion på de to dages militærøvelser, som Kina indledte efter præsidentvalget [FOTO: Taiwan Defense Ministry/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
