Klaus Krogsbæk i Kommentarserien: Woke-venstrefløjen bliver halehæng til liberalismen, hvis ikke den gør op med de økonomiske magtstrukturer

08.07.2024


Så længe kapitalismen udgør horisonten for forandringer, vil den politiske diskussion foregå på liberalismens grundlag. Og så længe egennytten hersker, vil kampen for ligeret være et tveægget sværd, der umiddelbart skærper kritikernes profil og identitet, men ender med at skade fællesskabet. Det er den fælde, som woke er faldet i.

Kommentar af Klaus Krogsbæk

I dag er venstrefløjen noget andet end tidligere. Det handler ikke længere om sociale klasser og økonomiske strukturer, men derimod om identitet og kultur. Venstrefløjen er blevet woke.

Begreberne ’højre-venstre’ opstod i forbindelse med Den Franske Revolution i 1789, hvor monarkisterne satte sig til højre i Nationalforsamlingen, mens republikanerne satte sig til venstre. I løbet af 1800-tallet ændrede begreberne dog indhold; liberalismen blev højrefløj, mens socialismen blev venstrefløj. Men efter 1989 og Sovjetblokkens sammenbrud har socialismen dog ikke fyldt meget i den offentlige debat, og i dag accepteres kapitalismen som horisonten for enhver forandring. Den politiske debat mellem højre og venstre foregår derfor inden for denne horisont – og dermed inden for rammen af kapitalismens ideologi, liberalismen. Vore dages venstrefløj er således liberalismens venstrefløj; den er blevet woke.

Woke som den ny moralisme og den nye missionærånd

Begrebet woke er kendt fra 2017 og refererer til at være blevet ’vækket’ eller have vågnet op – det betegner, at man er blevet optaget af en uretfærdighed – fx over for diskrimination af etnicitet, køn og seksuel orientering. Man gør opmærksom herpå – ikke sjældent på en næsten missionerende måde. Ifølge filosoffen Hans-Georg Moeller kombinerer woke-bølgen gruppers profilering af identitet med samfundets indrømmelse af skyld. Individer og grupper profilerer deres identitet med henblik på at gøre op med uretfærdigheder og opnå respekt og ligeret. Og i takt med at samfundet erkender disse uretfærdigheder, generobrer det sin moralske autoritet ved at indrømme skyld.

I USA kunne ’Black Lives Matter’-bevægelsen under stor mediebevågenhed få byråd til at angre fortidens synder og fjerne statuer af slavehandlere. Men der er også en længere historie – som da Tyskland påtog sig evig skyld ved i 2005 at åbne et stort mindesmærke for Europas myrdede jøder i hjertet af Berlin. Indrømmelsen af skyld forvandler sig på denne måde til en skyldstolthed: Når samfundet har gennemgået en pinefuld selvransagelse og taget ved lære af sine fejl, føler det sig moralsk ophøjet.

Woke-begrebet kombinerer altså missionærånd med moralsk overlegenhed. Og det sker på en binær facon: Enten er du med os, eller også er du imod os. Woke er velegnet som legitimering af konfrontation.

Og woke er potentielt effektivt til at skærpe modsætningerne mellem Vesten, der – i sin egen selvforståelse – står for frihed, demokrati og menneskerettigheder og resten af verden, der er præget af misregimente og autoritære kræfter. Woke egner sig som ideologisk legitimering af Vestens – primært USA’s – politiske og militære målsætninger på globalt plan.

 

Woke egner sig som ideologisk legitimering af Vestens – primært USA’s – politiske og militære målsætninger på globalt plan
_______

 

Menneskerettighederne som magtinstrument

Fra sin moralsk overlegne position fører Vesten allerede en udenrigspolitik, hvor menneskerettighederne anvendes som rambuk mod andre stater. Ved at insistere på at diskutere menneskerettigheder blander Vesten sig reelt i staternes indre anliggender. Dermed negligeres staternes suverænitet, som ellers er en hjørnesten i det internationale samarbejde.

Når Vesten anfægter en stats suverænitet, anfægter den de facto den pågældende regerings ret til at regere sit eget land. Det ved regeringen godt. Og den ved også, at Vesten således indirekte opfordrer landets befolkning til at gøre oprør. Den skal derfor træffe et valg om at rette ind eller gå i åben konfrontation med Vesten.

Menneskerettighederne indgår således i et forsøg på at banke regeringer på plads rundt om i verden. Ved at henvise til menneskerettighederne kan Vesten fremføre sine krav med en moralsk autoritet, som ikke alene egner sig til at stigmatisere den pågældende (slyngel)stat, men også til at få verdens øvrige stater til at slutte op om anklagerne – af frygt for selv at komme i klemme.

Selvfølgelig er der hold i meget af kritikken – fx når det gælder kvinder i Iran, uighurere i Kina eller forholdene for bygningsarbejdere i Qatar. Men kritikken fra Vesten fører sjældent til bedre vilkår.
For det første fordi kritikken primært spiller en magtpolitisk rolle. For Vesten handler det om at få andre stater til at acceptere, at deres suverænitet til syvende og sidst er underordnet Vesten. For det andet fordi kritikken sagligt set sigter efter at ændre formelle regler, ikke reelle forhold. Blot alle er lige for loven, må de gerne være ulige i virkeligheden; når bare slavearbejderne sættes fri, må de gerne gå til i nød og elendighed.

Sådan er det jo i princippet også internt i den vestlige verden, selv om forholdene her ikke er nær så dramatiske som andre steder. Men heller ikke hos os er woke og menneskerettigheder de rette redskaber til at skabe virkelige forandringer. Tværtimod.

 

Heller ikke hos os er woke og menneskerettigheder de rette redskaber til at skabe virkelige forandringer. Tværtimod
_______

 

At acceptere de grundlæggende magtstrukturer

At den rigeste ene procent ejer over 25 procent af den samlede formue i Danmark er – set fra et woke-synspunkt – alene et problem, hvis den ene procent består af gamle hvide mænd og således mangler kvinder, yngre mennesker og etniske minoriteter. Fra et woke-synspunkt er man tilfreds, når gruppen bliver tilgodeset. Og dermed ignorer man de grundlæggende samfundsstrukturer.

Det samme gælder for menneskerettighederne. De beskytter et abstrakt billede af mennesket, men ignorerer konkrete menneskers virkelige livsbetingelser. Alle har ret til at ytre sig frit – men hvilken risiko løber de, hvis de gør det? Alle har ret til arbejde – men hvad hvis der ikke er job at få? Alle har ret til livet – men kan de undgå vold og krig? Og så videre. Rettighederne er universelle i teorien, men i praksis kommer de til kort over for de virkelige betingelser sat af samfundet.

Staten legitimerer sin egen autoritet og magt over for borgerne ved at fremstille sig selv som beskytter af menneskerettighederne. Men i og med staten beskytter rettighederne, lukker den øjnene over for virkelige menneskers liv og ender derfor med at beskytte sig selv.

Fx er stemmeretten en måde, hvorpå staten med retorisk og moralsk legitimitet kan tøjle borgernes indflydelse på samfundets gang og meget af deres eget liv. Med års mellemrum sætter borgerne et kryds på en stemmeseddel og overlader det dermed til en mindre gruppe at styre samfundet for en bestemt periode. Disse valg – tag fx valgene i Storbritannien og Frankrig over de seneste dage– har således ikke meget med demokrati at gøre. I et ægte demokrati afgiver borgerne ikke magt, men udøver den i deres hverdag. Demokrati er en livsform, som humanisten og socialdemokraten Hal Koch sagde det.

Men det er netop den statslige magt, som woke-bevægelsen og menneskerettighederne ender med at understøtte.

Så længe kapitalismen udgør horisonten for forandringer, vil den politiske diskussion foregå på liberalismens grundlag. Og så længe egennytten hersker, vil kampen for ligeret være et tveægget sværd, der umiddelbart skærper kritikernes profil og identitet, men ender med at skade fællesskabet. Det er den fælde, som woke er faldet i.

Hvis den nye, bornerte ideologi skal erstattes af en moderne universalisme, skal horisonten udvides, så den demokratiske socialisme kan indtage pladsen på venstrefløjen i stedet for woke. Dér er vi ikke endnu, men måske kan det franske valgresultat hjælpe os lidt på vej. ■

 

Hvis den nye, bornerte ideologi skal erstattes af en moderne universalisme, skal horisonten udvides, så den demokratiske socialisme kan indtage pladsen på venstrefløjen i stedet for woke. Dér er vi ikke endnu, men måske kan det franske valgresultat hjælpe os lidt på vej
_______

 

Klaus Krogsbæk (f.1957) er socialdemokrat og tidligere konsulent i LO-fagbevægelsen. ILLUSTRATION: PARIS, 3. JULI 2024: Demonstranter protesterer mod højrefløjens succes ved den første runde af det franske parlamentsvalg [foto· Yara Nardi/Reuters/Ritzau Scanpix]