04.11.2009

Kommunalvalget rummer et paradoks. Politik handler om ideologi og basale principper for indretningen af et samfund, men disse elementer har ikke længere en central plads i den kommunalpolitiske virkelighed. Christiansborg har begrænset det lokale handlerum – hvad vælgerne synes at acceptere. Reelt har landspolitikerne nemlig undergravet det kommunale selvstyre for at sikre forbrugernes individuelle og frie valg af egen personlig service. Derfor skal lokalpolitikerne hvert fjerde år opfinde nogle modsætninger, så valgkampens rollespil kan iscenesættes.

Af Johannes Andersen, lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet

VALGKAMPEN op til kommunalvalget den 17. november har på mange måder været ret blodfattig og nærmest kedelig. Hvilket måske meget godt afspejler den kommunalpolitiske virkelighed. Her er der grundlæggende styr på tingene, især på det økonomiske område. Ikke mindst takket være en regering, der har holdt kommunerne i en kort økonomisk snor med henvisning til ’kontrakten’ om bl.a. skattestoppet. I de fleste kommuner ser det generelt fornuftigt ud. Man har de institutioner, man skal have, så her er der ikke rigtig nogen, der går og mangler noget, som de andre har i nabokommunen. Man har de ventelister, der er nødvendige, for at man kan se, at der foretages prioriteringer af ressourcerne. De vildere idéer gemmes til det kulturelle område, hvor man dog pt. holder lidt lav profil, for ellers tror alt for mange borgere, at man ødsler med pengene, hvilket ikke vil se alt for godt ud ikke mindst i en krisetid.

Selvom der er markante statistiske forskelle på kommunerne, hvis man kigger nøje efter, så kører de fleste kommuner som en velfungerende forretning, med en glad butiksbestyrer og tilfredse medarbejdere. Med enkelte undtagelser i de yderste led, hvor marginalt placerede og lokalt orienterede politikere forsøger at give den som vrisne sognerådspolitikere, der kæmper for en given lokal interesse – reelt for at komme i medierne. Men de betyder ikke noget for flertallet og dermed heller ikke for samarbejdett. Derfor kan det ikke undre, at det kan være vanskeligt at skabe dramatik i valgkampen.

Kommunalvalgkampen – et rollespil
I moderne politik er der flere aktører, der kan sætte fut i valgkampen. Politikerne og partierne på den ene side og medierne på den anden, for nu at starte et sted. Kommunalpolitikerne evner det imidlertid ikke. Hvilket måske er ret forståeligt. I det daglige er det kommunalpolitiske arbejde så fjernt fra ideologiske kampe og markeringer som tænkes kan. Her betyder samarbejdsklimaet og den indbyrdes kemi mellem centrale kommunalpolitiske aktører langt mere. Det er i forlængelse af disse faktorer, og ikke som udslag af ideologier, at der kan opstå konflikter. Selvom konflikterne for det meste omskrives til ideologiske uoverensstemmelser. Man er jo trods alt politiker – og det er i øvrigt rart at kunne gemme den personlige vrede over, at man blev forbigået i forbindelse med konstitueringen af byrådet bag et ideologisk figenblad.

Men i det daglige er det viljen og mulighederne til samarbejde, der tæller mest. Set i det lys kan det naturligvis være vanskeligt i en valgkamp pludselig at mobilisere de store modsætninger, man som politiker – og vælger – kan tage alvorligt. Resultatet er, at valgkampen grundlæggende er fyldt af velmenende og ofte også generelle udmeldinger, der ikke kan gøre den store fortræd. Først og fremmest i form af mere eller mindre konkrete forslag til forbedringer på et afgrænset område: Der bliver således talt en del om eksempelvis skoleveje, antallet af besøg til de ældre, kommunale madordninger, varmeforsyningen og handicapforanstaltninger i løbet af valgkampen. Det kan ikke for alvor ægge til modsigelse, for de fleste hopper med på den velmenende vogn, fyldt med gode forslag, der skal realiseres, når økonomien gør det muligt. Derudover bruges der meget energi på at deltage i ’morsomme’ og ’utraditionelle’ optrin og møder, eksempelvis i arrangementer, hvor kandidaterne møder op i en mærkelig påklædning på et teater, deltager i kaotiske vælgermøder, hvor man må smide affald, slik eller andre ting efter hinanden, konkurrencer, hvor man skal svare på spørgsmål om kommunen, og arrangementer på skoler, hvor man skal vise, hvor gode man er til at lege og løse skoleopgaver. Der er også eksempler på, at man inviterer politikere til at deltage i vælgermøder i forbindelse med Kulturnatten, og så skal de illustrere det valgte tema, som kan være ’skidt’, ’genbrug’ og lignende. Hvor man så skal leve op til temaet ved at gøre sig til. Alt sammen aktiviteter, der stort set er tømt for reel politisk diskussion, hvilket politikerne reelt er godt tilfredse med. Samtidig med at man står på gader og stræder og besøger folk med brochurer og gaver. Målet med disse aktiviteter er ikke at afdække politiske modsætninger, men at nå ind i mediernes søgelys med et eneste budskab: Se mig lige! Derfor protesterer de også højlydt, når de en sjælden gang bliver ’tvunget’ til at deltage i et klassisk vælgermøde, der trækker ud i tre timer, og som har knapt 40 tilhørere. Det er for meget, siger de i hvert fald bagefter på tværs af alle partiskel.

Medieparadoks: demokrati vs. ubetydelighed
Medierne kan også sætte gang i valgkampen – ikke mindst via stribevis af meningsmålinger. En af fordelene ved de nye kommuner er, at de fleste større af dem nu har råd til at gennemføre netop meningsmålinger. På den måde kan man dramatisere en stribe begivenheder, hvor man kan udfordre enten den siddende borgmester, der ser ud til at blive presset, eller den stående opposition, der endnu en gang ikke har været i stand til at true nogen. Man kan spørge vælgerne, hvad der efter deres mening er de vigtigste spørgsmål i valgkampen. Nogle steder er det skolen, de ældre og børnene. Andre steder er det de ældre, de unge og børnene. Endelig er der også steder, hvor miljøet dukker op på listen. Lidt afhængig af, hvad der i øvrigt rører sig i medierne, og hvilke valgmuligheder vælgerne får.

Medierne er også med på vognen, når nogle går utraditionelle veje. Godt nok skal man virkelig være opfindsom, hvis man skal lokke pressen til et vælgermøde eller en debat. Men så er man der også, når de sker. Ikke mindst fordi man jo skal have udfyldt spalterne eller sendetiden. Et vigtigt redaktionelt princip i mediernes dækning af valgkampen er altså, at det helst ikke skal være noget, man har set før. Uanset hvad det er, og det kan selvfølgelig ikke undgå at invitere partiforeningerne til forsøg på at gøre tingene endnu mere skøre. Som når den unge kandidat stiller sine unge venner op på trappestiger med valgplakater for at demonstrere mod en kommunes ’plakatpolitik’. Det giver både tv-omtale, radioomtale og plads i aviserne. Men reelt er der tale om en kandidat og syv af hans venner, der laver et lille, apolitisk stunt. Medierne er der også, når der opstår slinger i valsen – som når fx et privat ejerlav forbyder politikere at hænge plakater op på ejerlavets lygtepæle. Det er uendeligt ligegyldigt for den kommunale politik, men det er et godt emne, og derfor fylder det. Alt sammen suppleret med det ’nødvendige’ og rutineprægede stof, i form af billeder med kandidaterne i de forskellige partier, interviews med vælgerne om, hvem de kender i byrådet (stort set ingen) og personlige interviews med de mest kendte kommunalpolitikere.

Medierne befinder sig altså også i en paradoksal situation. På den ene side skal de agere ud fra den præmis, at et demokratisk valg er noget af det vigtigste, et medie kan beskæftige sig med. Derfor er der også afsat ekstra ressourcer til dækningen, både når det drejer sig om mandskab og sendetid. På den anden side er der uendeligt lidt at skrive om. Det meste skal opfindes, og derfor spiller medierne meget hurtigt med på det rollespil, som kommunalpolitikerne mere eller mindre frivilligt lader sig involvere i – man overdriver en dækning af et fænomen med ret begrænset substans.

Vælgerparadoks: lokalt initiativ vs. kontrol
Strengt taget kan også vælgerne sætte skub i valgkampen. Hvis vælgerne tager en sag til sig og virkelig kæmper for den, så vil det gøre indtryk. Medierne vil få en god historie, og politikerne vil pludselig blive konfronteret med aktiviteter, der ikke er indskrevet i deres rollespil.

Det ville gøre indtryk.

Men det sker ikke.

End ikke trusler om skolelukninger eller konstateringen af dårlig service på et givet område kan for alvor sætte gang i noget. Hvilket ikke mindst skyldes, at i de nye store kommuner udgør en forældregruppe en meget, meget lille del af vælgerne, der næppe flytter ret meget i praksis. Selv 300 forældre i et lokalsamfund, hvor de måske støttes af andre 600 medborgere, fylder ikke meget i det endelige valgresultat. I modsætning til situationen før strukturreformen, hvor lokallister og borgerinitiativer i et givet lokalområde godt kunne flytte rundt på et enkelt mandat – og måske endda flere.

Som part i den kommunalpolitiske virkelighed kan vælgerne som sagt konstatere, at tingene jo går nogenlunde, hvis man sammenligner med andre kommuner. Man kan også se, at de enkelte kommuner holdes i kort snor, hvilket man måske er ganske godt tilfredse med – i hvert fald har de partier og den regering, der har godt greb om økonomien, ikke for alvor mistet vælgernes tillid. Måske snarere tværtimod.

Her er vælgernes paradoks: I princippet vil de gerne have den bedste service, og de vil gerne have lokale politikere, der kæmper for de lokale interesser. Samtidig med at de accepterer, at de lokale politikere holdes i stramme tøjler fra Christiansborg (fx ved at skatten holdes i ro, hvad de danske vælgere har det rigtigt godt med).

Vælgernes lokale engagement er således til at overse. Man spiller rollen som kritisk medborger, men gør det uden at involvere sig for meget. Man ved ikke helt, hvad der foregår, men har en klar fornemmelse af, at det går nogenlunde, som det skal. Man affinder sig med den lokalpolitiske afmagt, fordi man i virkeligheden har det ret godt med den centrale styring af kommunalpolitikerne.

Hverdagens helte eller?
Alt efter temperament kan man så filosofere lidt over kommunalpolitikernes indsats. Det er dem, der holder liv i det lokale demokrati – de er hverdagens helte, der på trods af centralmagtens hårde hånd forsøger at gøre en forskel i det lokale. Muligvis har de vanskeligt ved at forklare vælgerne, hvad det er, de gør, men alene forsøget kan man kun omfavne med sympati. Man kunne måske også være lidt kritisk. Det er jo netop de lokale politikere, der holder liv i det naragtige rollespil, hvor de gør, hvad de kan for at få det hele til at ligne politik og nærdemokrati. Selvom de godt ved, som følge af bitter erfaring, at de lokalpolitiske handlemuligheder er små. Og har en klar fornemmelse af, at de har vanskeligt ved for alvor at give det begrænsede spillerum et ordentligt indhold.

Men det er den flinke og optimistiske udgave. Kommunalpolitikerne burde reelt gå til modstand: strejke for retten til et større kommunalpolitisk spillerum. De burde forsvare muligheden for at gå andre veje end de centralt udstukne. De skulle nægte at stille op til et kommunalvalg, hvis spillerum er så snævert, at man kun i de allerstørste kommuner kan slå lidt ud med de store armbevægelser. I deres iver på at få styr på den offentlige økonomi – en bestræbelse, der har stået på siden 1980erne – har Christiansborg-politikerne reelt vænnet sig til at opfatte det kommunale demokrati som en sten i skoen, man roligt kan smide ud. Ved festlige lejligheder fremhæver man naturligvis det kommunale selvstyres kvaliteter og de store kommuners økonomiske bæredygtighed, ligesom man også fremhæver, at der er forskel på kommunerne. Men reelt er kommunerne ikke en del af landspolitikernes politiske virkelighed. Her gør man, hvad man kan for at binde Kommunernes Landsforening og de enkelte kommuner til de snævrest mulige aftaler, samtidig med at man åbner mere og mere for den enkelte forbruges personlige valg.

Resultatet er, at kommunerne er blevet kørt over af de økonomisk fikserede folketingspolitikeres bestræbelser på at støtte udviklingen af den individuelt kalkulerede velfærdsstat. Man har på Christiansborg altså reelt undergravet det kommunale selvstyre for at sikre forbrugernes individuelle og frie valg af egen personlig service.

RÆSONs næste ugemagasin d.11/11 2009 sætter fokus på kommunalvalget.