Anders Storgaard (K): Trepartsforliget om landbruget tørrer regningen af på skatteborgerne og klimaet
26.06.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Regeringens længe ventede udspil om en CO2-afgift på landbruget lader endnu engang landbruget undslippe deres ansvar for Danmarks skrantende miljø og høje CO2-udslip. I stedet tørres regningen af på skatteborgerne og på industrierhverv, alt imens man laver en tydelig omfordeling fra by til land.
Kommentar af Anders Storgaard, Folketingskandidat og Kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg (K) og tidl. Landsformand for KU.
Hvis der er en ting, der efterhånden er lige så sikkert som amen i kirken, så er det, at Landbrug og Fødevare altid trækker det længste politiske strå, når Venstre sidder ved bordet.
I årtier er landbruget sluppet afsted med miljøsvineri som ingen anden branche, uden at de skulle stilles til ansvar. Denne tendens gennemsyrer alt fra landbrugets frivillige kvælstofs aftaler til landbrugsaftalens mål om, at de kun skal reducere 55-65 pct., mens vi i resten af samfundet skal reducere 70 pct.. Med trepartsaftalen kommer regeringen endnu engang landbruget til undsætning, som nu slipper med en afgift på 120.kr, der i 2030 efter bundfradraget vil være seks gange lavere end industriens. Man har aktivt valgt at tilsidesætte Svarer-udvalgets arbejde og vælge en model, der er mindre ambitiøs end den mindst ambitiøse model.
I praksis kommer det til at betyde, at hele den danske økonomi skævvrides, så det er mere fordelagtigt at drive landbrug og mindre attraktivt at være industrivirksomhed. For mens landmændene igen slipper billigst, så skal resten af samfundet stadigvæk betalefor deres udledninger. Man omfordeler altså fra de produktive industrierhverv til et skrantende landbrug.
Aftalen var ellers en oplagt mulighed for at ligestille et moderne landbrug, der i skala og intensitet har alt til fælles med industri, og dermed sikre en samfundsøkonomisk effektiv omstilling. Man kunne have gået med Svarerudvalgets model 1, der havde sikret en ensartet afgift mellem industri og landbrug, samtidigt med at man havde frikøbt jord til natur. Sådan en aftale havde sikret ikke bare en langt højere og billigere CO2-reduktion, men også et bedre miljø og natur.
Man har aktivt valgt at tilsidesætte Svarer-udvalgets arbejde og vælge en model, der er mindre ambitiøs end den mindst ambitiøse model
_______
Alle bør huske på, at Klimarådet oprindeligt anbefalede, at CO2-afgifterne i Danmark skulle ligge på mellem 1250-1500 kr. for at sikre den billigste grønne omstilling for danskerne. I aftalen om industrien gik man på kompromis med de anbefalinger og endte på 750 kr. Landbrugets afgift vil altså være under en tiendedel af det niveau, som vil sikre den billigste og mest bæredygtige grønne omstilling. Med andre ord: Landbrugsafgiften er et kompromis af et kompromis.
Samtidigt vælger man at forgylde landbruget. Der afsættes 40 milliarder kroner til at hjælpe landbruget med at omstille sig og opkøbe jord for at reducere deres udslip. Det svarer til, at hver dansker måtte hive ca. 7.000-8000 kr. op af lommen for at hjælpe landbruget, som i forvejen er Danmarks mest statsstøttede erhverv. Sidste år modtog landbruget over 15 mia. kr. eller godt og vel 2.500 kr. fra hver dansker. Det er uforståeligt, hvordan nogen kan finde det urimeligt, at vi som borgere forventer, at disse penge går til at landbruget omstiller sig.
Derudover så udestår stadigvæk det spørgsmål, som næsten altid er det vigtigste: Hvor kommer pengene fra? Det er dybt forundrende, at regeringen indtil nu er sluppet godt fra at springe konfettikanonerne for en aftale, hvis hovedelement er gavebod for 40 mia. kr. til landbruget og, at ingen endnu ved, hvor pengene skal komme fra. Ikke engang Folketinget er endnu inddraget til trods for, at vi må forvente, at de skal finde en stor del af pengene. I politik er det nemmeste at brænde penge af – det kan både en højre, venstre og en midterregering finde ud af.
Når man kigger på de tørre tal, så rejser det selvfølgelig et åbenlyst spørgsmål: Hvordan i alverden kunne Danmarks Naturfredning gå med til at blåstemple regeringens kulsorte politik, og hvorfor accepterer Dansk Industri og Dansk Metal en afgift, der stiller deres medlemmer dårligere end landbruget?
For det er tydeligt, at klimaet og skatteborgerne trak det korteste strå i forhandlingerne. Landbruget fik sine milliarder, naturen sine nye arealer til skov, men aftalens egentlig formål – en CO2-afgift der sikre høje CO2-reduktioner i landbruget blev offeret. Selv den mindst ambitiøse af Svarer-udvalgets tremodeller reducerede mere CO2 end aftalens resultat.Fra Danmarks Naturfredningsforening har fokus helt klart været på at sikre mest mulig natur, og her har en lav CO2-afgift været prisen, man har måtte betale. Det er svært at bebrejde en naturfredningsforening, men det slår sprækker i organisationens ry som en organisation, der også kan løfte klimadagsordenen. Der er næppe nogen tvivl om, at hvis Klimabevægelsen eller en dedikeret klima NGO havde siddet med om bordet, så var resultatet ikke endt, hvor det gjorde.
Der hersker næppe nogen tvivl om, at regeringen nok skal finde et flertal for sin politik. Eller at mange partier vil være med i forliget for om ikke andet at få indflydelse på fordelingen af de mange penge. For særligt SF og mit eget parti (K) vil der være et stort pres for at deltage, fordi Danmarks Naturfredningsforening støtter aftalen. Konsekvensen er, at CO2-afgifterne på et niveau langt under Klimarådets anbefalinger sandsynligvis bliver forligsbundet de næste mange år. Det sparker den nødvendige omstilling af landbrugets erhvervet længere ud i fremtiden til når det går op for politikerne, at incitamenterne ikke er høje til at opgaven er løst.
Når regnebrættet skal gøres op, så tror jeg, at vi vil se tilbage på denne aftale som en historisk forspildt chance for en gang for alle at få rettet på landbrugets miljøproblemer. ■
Hvordan i alverden kunne Danmarks Naturfredning gå med til at blåstemple regeringens kulsorte politik, og hvorfor accepterer Dansk Industri og Dansk Metal en afgift, der stiller deres medlemmer dårligere end landbruget?
_______
Anders Storgaard (f. 1994) er Folketingskandidat og kommunalbestyrelsesmedlem for Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg og tidl. Landsformand for Konservativ Ungdom
ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen (M) taler med pressen ifm. regeringens præsentation af den grønne trepartsaftale i Økonomiministeriet, 25. juni 2024 [FOTO: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
