14.10.2009

Har Obama en politik for Afghanistan-krigen – ud over at udvide den til at omfatte Pakistan? Og har han et svar på Irans provokationer? Hvis politik handler om at vælge, er Obama enten en meget dårlig eller en meget usædvanlig politiker. For hvad der kendetegner hans rastløse første måneder i embedet, er netop en overflod af initiativer og en tilsvarende mangel på resultater..

Af Mikkel Vedby Rasmussen, lektor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

DER har både været gode og dårlige nyheder fra Skandinavien til præsident Barack Obama. Selvom Obama fik Nobelprisen, så fik præsidenten ikke de Olympiske Lege til Chicago. Det var ikke hans skyld. Ifølge Politiken kunne Chicago aldrig have vundet, fordi medlemmerne af den Internationale Olympiske Komite (IOC) ville give imperiet en lærestreg ved at stemme for alle andre kandidater end præsidents hjemby. IOC er jo ikke ligefrem kendt for sine oplyste beslutningsprocesser, så for os andre var det lidt svært at gennemskue på forhånd. Men har USA ikke indtil flere efterretningstjenester, en udenrigstjeneste eller andre professionelle, som kunne fortælle præsidenten det? Tilsyneladende ikke, for Barack, Michelle, Oprah og alle de andre mødte op og lod sig ydmyge. Først af IOC og så af lederskribenterne hjemme i USA bagefter. Som New York Times lidt opgivende bemærkede: ’næste gang I ønsker at spille hasard med præsidentens tid, så tænk jer om først’.  Hvis det ikke var Obamas skyld, så var det i hvert fald hans stabs skyld.

At tabe kampen om OL har selvfølgelig ingen betydning for USA’s stilling i verden, men at Obama overhovedet kom i en position, hvor det blev hans ansvar, at Chicago ikke blev værtsby for OL, siger meget om hans måde at være politiker på. OL var vigtigt for Obama, for Obama er gjort af symboler. Han er den sorte mand, som flyttede ind i Det Hvide Hus. Han er juraprofessoren, som vil genoprette retfærdigheden i kampen mod terror. Amerikanerne valgte manden, som i kraft af sin ethos og sine talegaver kunne få dem til at tro på forandring af et samfund, der levede af overtrækket på kreditkortet, og som havde sat sin moralske autoritet på spil i verden omkring sig. Netop fordi så meget af præsidentens appel er symbolikken omkring hans person, så står og falder hans embedsperiode med, hvordan han forvalter sit løfte om forandring. Det har hans stabschef tydeligvis indset. Inden for det første halve år besluttede Obama sig således for at indføre sygeforsikring, overtage bilfirmaer, føre en så ekspansiv finanspolitik, at det ifølge den altid observante Jon Stewart (vært på tv-satireprogrammet The Daily Show, red.) nu er sådan, at ’billionen er den nye milliard’ i  Washington. Og det var bare indenrigspolitikken. På det udenrigspolitiske område har Obama talt for afskaffelsen af atomvåben, reduceret ambitionerne om et missilskjold, sat Israel stolen for døren, fokuseret på Irans atomprogram, besluttet sig for tilbagetrækning fra Irak og sendt flere styrker til Afghanistan.

Hvis politik handler om at vælge, er Obama enten en meget dårlig eller en meget usædvanlig politiker. For hvad der kendetegner hans rastløse første måneder i embedet, er netop en overflod af initiativer og en tilsvarende mangel på resultater. Den ekspansive finanspolitik har måske nok holdt USA væk fra afgrunden, men krisen er der stadig. Sygeforsikringsreformen bliver måske nok til noget, men bliver resultatet det, som Obama ville? Atomvåben får han ikke afskaffet. Kan han være sikker på, at Irak vil være stabilt nok til, at en tilbagetrækning er mulig? Og hvordan løser han den strategiske gåde, som Afghanistan er? Og hvad med Iran?

Præsident Obama har enten taget eller står over for at tage tre beslutninger, som vil forme hans udenrigs- og sikkerhedspolitik:

1. Måske var den vigtigste beslutning, som Obama tog i de forløbne måneder, beslutningen om tilbagetrækningen fra Irak. Her skete det omvendte af, hvad der hændte ham i København. I Bagdad har de amerikanske styrker etableret et fundament – hvor skrøbeligt det end måtte være – for at opbygge et nyt Irak. De udenrigspolitiske muligheder, som et Irak allieret med USA ville give, og som Bush-regeringen drømte om i foråret 2003, er nu rent faktisk inden for rækkevidde. Men Obama valgte ikke at udnytte dem. For Obamas regering var Irak symbolet på Bushs udenrigspolitik, og derfor var det vigtigere at trække sig ud end at score gevinsten.

2. Den næstvigtigste beslutning har Obama endnu ikke taget. Den handler om krigen i Afghanistan. Under præsidentvalgkampen blev den et symbol på, at Obama ikke var en pacifistisk Demokrat, men en værdig ’Commander in Chief’, som blot kunne vælge sine krige med større omhu end Bush eller McCain. Obama skyndte sig derfor at sende 17.000 marinesoldater til Afghanistan og udskifte lederen af missionen. Som TIME Magazine kommentatoren Joe Klein har påpeget, så gjorde præsidenten det desværre i den forkerte rækkefølge: Soldaterne blev sendt af sted for at bekæmpe Taliban i Helmand, men de havde været bedre anvendt i en beskyttelse befolkningen i andre dele af Afghanistan i overensstemmelse med amerikanernes ny guerillakrigsstrategi. For at rette op på denne strategiske sjuskefejl udnævnte Obama i juni General McChrystal til chef for de internationale styrker i Afghanistan. Men han måtte efter et par måneder i Afghanistan konkludere, at han stadig mangler 40.000 soldater for at gøre sit arbejde.

Imidlertid besluttede Obama allerede fra starten ikke blot at se Afghanistan som en isoleret krig, men at se Afghanistan og Pakistan som ét samlet problem: AFPAK-strategien hedder det. Strategien er knusende logisk, og som sådan næsten smuk, hvis man er til strategiens æstetik: Problemet med Afghanistan er, at Pakistans nordvestlige grænseregion kan holde Taliban og dermed krigen i Afghanistan kørende til evig tid. Ergo: Man skal tage fat på Taliban i Pakistan for at slå dem i Afghanistan.

Den pakistanske hær gik således i gang med at angribe Taliban. Taliban havde begået den fejl, som Mao advarede imod for længe siden (fordi han selv begik den): En guerillabevægelse skal ikke gå over til konventionel krig før til allersidst i krigen. Taliban har gjort det for hurtigt, både i Afghanistan og Pakistan, og fået de klø, som de fortjente. Derfor er der nu flere selvmords- og vejsidebomber i Afghanistan. Og der vil komme flere, efterhånden som amerikanske forstærkninger gør en konventionel krig endnu mere umulig for Taliban.

I Pakistan var Taliban ikke alene i den konventionelle fase, men havde ligefrem overtaget den reelle regeringsmagt i store områder. Den pakistanske hær har nu slået Taliban tilbage. Men ikke meget mere end det – og  den ‘regeringsmagt’, som nu kommer tilbage, fortjener ikke andet end at stå i citationstegn. For Pakistan vil ikke være i stand til at levere den altafgørende del af en guerillakrig – nemlig løfter om en samfundsorden, som tilgodeser de krav, guerillaerne ellers kan trække på. For Pakistan er i sig selv en islamisk stat, hvor centralmagten aldrig har og aldrig vil kunne levere den sociale og politiske retfærdighed, som ville få ekstremisterne til at fordampe. Så guerillaen kan ikke delegitimeres ideologisk og heller ikke materielt.

Pakistan-situationen kan således næppe løses, men Obama har sat Pakistan ind i samme strategiske ligning som Afghanistan, og i den ligning er faktorernes orden ligegyldig. Hvis Pakistan ikke kan løses, kan Afghanistan heller ikke løses.

AFPAK-strategien gav mening på papiret, men i virkeligheden bandt den Obama til en konflikt, som han øjensynlig ikke er sikker på, at han kan vinde. Dermed minder den meget om indsatsen ved IOC-mødet i København. Der er mange gode intentioner og et højt intellektuelt niveau i planen, men selve udførelsen demonstrerer, at planen er målet i sig selv. Der er ikke tænkt på, hvad der sker, når planen møder virkeligheden, og der er ikke tænkt på, hvordan udførelsen af planen vil påvirke præsidentens politiske chancer i øvrigt.

Denne manglende evne til at tænke strategisk tegner ikke godt for Obamas muligheder, hvad angår den tredjevigtigste beslutning, som han skal tage i de kommende seks måneder:

3. Den handler om Irans atomvåben. Tilsyneladende er Iran ganske tæt på at kunne udvikle et atomvåben og måske endda et våben, som kan monteres på Irans mellemdistanceraketter. Obama har sagt meget klart, at Iran må leve op til sine forpligtelser –  for Iran er kommet til at skrive under på, at landet ikke vil udvikle atomvåben. Men det er mildest talt uklart, hvad Obama er parat til at gøre, hvis Iran ikke makker ret. Forsvarsminister Gates har sagt, at militær magt ikke vil være meget bevendt, mens præsidenten selv har understreget, at alle muligheder er på bordet. Med andre ord har Obama stillet ultimative krav, uden at det er klart, om han har noget at følge ultimatummet op med.

I Irak, Afghanistan og over for Iran er der mere på spil end værtskabet for de Olympiske Lege. Lad os håbe, at præsidenten og hans folk har lært en lektie i København: Beslutninger skal følges til dørs.