07.10.2009

I sidste uge offentliggjorde en uafhængig EU-undersøgelseskommission sin rapport om konflikten mellem Rusland og Georgien i 2008. Rapporten fastslår, at Georgiens angreb på udbryderrepublikken Sydossetien ikke var lovligt, og at Ruslands militære svar var forsvarsmæssigt legalt. Newsweek-korrespondent Anna Nemtsova, der dækkede konflikten, forklarer over for RÆSON, at den bestemt ikke er slut, men at den tværtimod kan blusse voldsomt op: ”Det er et spørgsmål om ét forkert skridt i den ene eller anden retning, før det hele kan bryde løs igen.

Af Jakob Mygind Korsby

HVORDAN mener du, at den nyligt offentliggjorte EU-rapport om sidste års krig mellem Rusland og Georgien vil påvirke forholdet mellem de to lande?
Det russisk-georgiske forhold vil fortsat være anspændt. Men det er klart, at for Rusland var EU-rapportens konklusion om, at Georgien startede krigen, en god nyhed. Samme dag, som rapporten udkom, hørte jeg flere russiske parlamentarikere udtrykke deres glæde over, at den vestlige verden ”endelig har indset, at vi havde ret”. Russerne har jo hævdet, siden konflikten udbrød [natten til 8. august sidste år , red.], at den georgiske præsident Saakhashvili havde rollen som den egentlige aggressor. Da jeg var i Georgien for at dække krigen umiddelbart efter udbruddet i starten af august, pegede alle undersøgelser ganske vist også på, at Saakhashvili løsnede det første skud, men siden har den georgiske regering kritiseret de europæiske undersøgelsesdommere for systematisk at have ignoreret beviser, der kunne nuancere billedet.

Hvilke beviser er der tale om?
Det er et faktum, at der var russiske styrker på georgisk territorium allerede d. 7. august, dvs. et døgn inden konflikten officielt brød ud, og georgiske tropper trængte ind i Den Sydossettiske Republik. Så selvom russiske tropper sandt nok ikke angreb Georgien først, må den russiske militære tilstedeværelse og ikke mindst den russiske hærs hurtige fremfærd mod Georgiens grænser i rimelighedens lys betragtes som en militær handlen, der lagde op til det georgiske angreb.

Flere vestlige medier giver udtryk for, at både den russiske og den georgiske EU-ambassadør er tilfredse med konklusionerne fra EU-rapporten, som fordeler ansvaret for krigen nogenlunde ”ligeligt” på begge stater. Er det et rigtigt billede af stemningen i de respektive lejre i dag?
Den russiske politiske elite har grund til at være mere lettet over rapporten end Georgien. Man har fra russisk side valgt at fokusere overvejende på den første del, som peger på, hvem der startede konflikten – ifølge rapporten var det Georgien – mens man forsøger at neddæmpe anden halvdel af rapporten, som peger på det russiske militærs unødigt voldsomme militære fremfærd mod Georgien.

Men for at forstå stemningen hos de to landes magteliter, må man huske på de sidste årtiers problemfyldte historie i forholdet mellem Rusland og Georgien. Jeg har dækket udviklingen i Georgien i snart ti år, og den nuværende konflikt må forstås i et længere perspektiv, for der har længe været spændinger, som har lagt op til krigen i det abkhasiske og sydossettiske område. Da jeg var i området et halvt år, inden konflikten brød ud, så man allerede tydeligt kimen til en kommende krig. Jeg vil vove at påstå, at vi ser det samme ske i dette øjeblik. Området er efter min mening virkelig sprængfarligt, og der kan ske hvad som helst over de næste måneder.

Hvordan har hele konflikten påvirket holdningen til den georgiske præsident Saakhashvili internt i landet?
Saakhashvili er, diplomatisk udtrykt, ikke særlig vellidt, og det hverken i Georgien eller i Rusland. Hans popularitet internt i landet hos den georgiske befolkning er efterhånden meget lav lille, eftersom han ikke har kunnet leve op til mange af sine løfter over for vælgerne, bl.a. løftet om at sikre, at flygtninge fra Abkhasien og Sydossetien kunne vende hjem til deres jord igen. Dertil kommer så, at den nylige EU-rapport naturligvis vil puste liv i nogle af de uafhængige georgiske mediers kritik af Saakhashvili. Der vil opstå et internt politisk pres på ham, ikke mindst fra oppositionen, som lige fra starten advarede præsidenten mod et engagement i de tilstødende republikker. Gennem det seneste halve år har præsidentens popularitetsratings ligget helt nede omkring 30-40 % blandt befolkningen – og dét endda hos de ikke-uafhængige medier i landet. Jeg oplevede den her enorme utilfredshed med Saakhashvili, da jeg opholdt mig i landet i foråret og med egne øjne så, hvordan hidsige demonstranter krævede præsidentens afskedigelse.

Betyder det, at den georgiske befolkning er på russernes side imod Saakhashvili?
Georgien er splittet. På den ene side må man huske på, at georgierne har venner og familie spredt på både georgisk og russisk territorium, så der er ingen georgiere, der har haft interesse i den krig, som deres præsident startede. Man ønsker derimod blot, at den georgiske regering kunne holde sig venner med den russiske regering, for begge lande har brug for hinanden både handelsmæssigt og geopolitisk. Omvendt må man også huske på, at der er en generationsforskel, som spiller en ikke ubetydelig rolle: mens de ældres nostalgi omkring en svunden fortid i fredelig sameksistens med de russiske naboer har ført til en vis konfliktskyhed i dag, protesterer de unge mere højlydt og spørger sarkastisk, hvem det næste land i rækken af stater, der invaderes af russiske tropper, mon bliver.

Hvordan ser du på det amerikanske præsidentskiftes betydning for den anspændte situation?
Det er klart, at forholdet Rusland-USA har set anderledes ud, siden Obama trådte til som præsident. Ruslands udenrigspolitik har været notorisk kendt som Putins [den russiske premierminister, tidl. præsident, red.] enemærker, men i forbindelse med Obamas besøg i Rusland så vi nu pludselig Obama og Medvedev alene i timelang samtale. Der er et stærkt ønske fra begge sider om at forbedre det russisk-amerikanske forhold, og der synes at være skridt i forsoningens retning, men forholdet kompliceres selvfølgelig af Ruslands ønske om selvstændighed for de to republikker Abkhasien og Sydossetien.

Som jeg har rapporteret om i min seneste artikel for Newsweek, er Rusland for nylig begyndt at sende militærbåde med raketter til Georgien, og stemningen er altså stadig enormt spændt. Fra georgisk side har man erklæret [udsendelsen af bådene] for en ulovlig handling, mens man fra russisk side kalder det et svar på fortsatte georgiske krænkelser af de to udbryderrepublikkers selvstændighed. Kort sagt: Det er en konflikt som er forankret i de to landes grundlæggende forskellige verdensbilleder selv på det rent juridiske niveau; altså spørgsmålet om, hvorvidt Abkhasien og Sydossetien er russisk eller georgisk territorium. Rusland er netop nu i færd med at etablere store militærbaser [i republikkerne] nær den georgiske grænse, fordi man fra russisk side simpelthen betragter den som værende Ruslands grænse til Georgien. Lad mig gentage, at det er et spørgsmål om ét forkert skridt i den ene eller anden retning, før det hele kan bryde løs igen.

Hvad gør russerne for at vise deres støtte til de hærgede områder i kølvandet på sidste års krig?
Den russiske regering har lovet den sydossetiske befolkning ca. ti mia. rubler (ca. to mia. kroner) til genopbygning af de ødelagte byer, huse og veje, men der er fortsat ikke dukket nogle af disse penge op. Det er en håbløs situation. Den nuværende præsident i Sydossetien, Eduard Kokoity, er støttet af Kreml i Moskva, men har nærmest ingen opbakning i befolkningen. Situationen er anspændt, fordi den georgiske opposition mod præsidenten tilsvarende har base i Moskva og har nær forbindelse til en radikal bevægelse, som meget vel kan tænkes at skride til den eller anden form for kontant handling, hvis ikke situationen og forholdende for republikkens borgere ændres drastisk snart.

Hvad er udsigterne ved næste valgkamp i Georgien? Saakhashvili, der har siddet i to valgperioder, må ifølge forfatningen ikke sidde længere i præsidentembedet, men hvem og hvad vil befolkningen have?
Det er svært at sige, hvem der skal overtage magten. Saakhashvili er efter min mening en karismatisk leder, som har gjort et godt arbejde med at reformere landets uddannelsessystem samt afskaffe en omsiggribende korruption. Han har desuden lovet, at overdragelsen af præsidentposten nok skal forløbe fredeligt og på demokratisk vis. Hvem det så bliver, er vanskeligt at sige, eftersom der er mange kandidater, alle med lave popularitetsratings, og i mine øjne ingen med afgørende fortrin frem for de øvrige.

Er det sandsynligt at Putin bliver russisk præsident igen i 2012, og vil det betyde noget for forholdet til Georgien?
Det er ganske muligt, at Putin overtager præsidentposten igen ved valget i 2012. Det har i forhold til Georgien imidlertid ikke den store betydning, om det er Medvedev eller Putin, der formelt varetager præsidentembedet, for hele holdningen og politikken hos de to er ikke til at skelne fra hinanden. Putin og Medvedev fører ganske åbent en ivrig kampagne for at overbevise befolkningen om, at de er nære allierede. Derimod bliver det ekstremt spændende at se, hvem der er præsident i Georgien på det tidspunkt, for det er snarere heri, at muligheden ligger for et fornyet samarbejde.

Har konflikten Rusland og Georgien imellem haft betydning for den almene russers holdning til folk fra Georgien, Abkhasien og Sydossetien?
Russere har historisk ry for at være politisk passive, og det er da også mit indtryk, at konflikten, trods den ivrige – og ensidige – mediedækning, ikke har ført til en særlig modstand over for specifikke befolkningsgrupper. Intellektuelle russere har et meget skeptisk forhold til de nationale nyhedsmedier og ved, at stort set alle tv-kanaler er statsstyrede og derfor ikke giver et reelt billede af konflikten. Samtidig har adgangen til ikke-russiske medier gjort det muligt for mange russere at følge med i den enstemmige kritik fra Vesten i forhold til Ruslands voldsomme fremfærd i Georgien, så jeg mener egentlig, at det er de færreste russere, der deler regeringens holdning, da man simpelthen godt er klar over, at fjernsynet er fyldt med propaganda. Tværtimod fortæller mange georgiere, at de som regel mødes med stor sympati i Rusland, for man må huske på, at Rusland og Georgien tidligere har haft et varmt og venskabeligt forhold. Igen er det dog nødvendigt at understrege, at der er væsentlig forskel mellem den ældre og den yngre generation, når det handler om holdningen til Rusland og russere blandt georgiere. De unge georgiere taler – i modsætning til deres forældre – ikke russisk som andetsprog, men derimod engelsk, og hele deres identitet er mindre knyttet til Rusland end deres forældres og bedsteforældres identitet. De unges mentalitet er ikke formet af hverken russisk sprog eller kultur, og derfor er der typisk blandt de unge georgiere en tendens til at vende ryggen til Rusland, mens de ældre har et mere emotionelt forhold til landet. Det er de unge, der skal bestemme det fremtidige forhold mellem Rusland og Georgien, men jeg tør ikke spå om det endnu. Jeg ved bare, at situationen langtfra er faldet til ro.

APROPOS Rusland og Georgien: Damsholt og Sellner Vonsild om Georgiens mediesejr over Rusland i Ugemagasin #1 på www.reason.dk

Caroline Howard Grøn er ph.d.-stipendiat ved Center for Europæisk Politik, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, hvor hun er ved at færdiggøre sin ph.d. om Europa-Kommissionen.