07.10.2009

I fredags stemte irerne ja til Lissabon: nu begynder en længe ventet og længe forberedt magtkamp om de nye topposter, som oprettes med traktaten. Den nye ’udenrigsminister’ og den nye formand bliver særligt vigtige, fordi de to udvalgte personer her kommer til at sætte rammerne for, hvordan deres efterfølgere skal arbejde – og hvilke opgaver de kan/skal løfte. Og bliver så stærk en mand som Tony Blair EU’s nye formand vil det ikke kunne undgå at få betydning for magtbalancen mellem Bruxelles og medlemslandene.

Af Caroline Howard Grøn

DER lød et lettelsens suk, da det endelige resultat tikkede ind lørdag: ikke færre end 67,1 % af irerne stemte ja til den let reviderede version af Lissabontraktaten. Der er endnu et par forhindringer på vejen mod, at traktaten bliver endeligt ratificeret, men alle kvalificerede bud lyder på, at de kan overkommes. Den polske præsident Lech Kaczynski har endnu ikke underskrevet traktaten, selvom den er ratificeret i det polske parlament. Men han har sagt, at han vil gøre det, hvis irerne stemte ja. Så nu må han gå den tunge gang og underskrive traktaten. Mere usikre er meldingerne fra Prag. Ligesom i Polen har det tjekkiske parlament ratificeret traktaten, men præsident Václav Klaus vil ikke skrive under. Senest har en gruppe senatorer anlagt (endnu) en sag ved den tjekkiske forfatningsdomstol. Det er svært at vide, hvor lang tid sådan en sag vil tage, hvis den da overhovedet bliver taget op af forfatningsdomstolen, men realpolitisk bliver Lissabontraktaten anset for at være i hus. Det er kun et spørgsmål om tid og diskret politisk pres på Klaus, før traktaten er endeligt ratificeret i alle EU’s 27 medlemslande.

Det har været en lang og sej kamp at få Lissabon ratificeret i alle EU’s medlemslande, og udfaldet har langt fra været sikkert. Næste fase bliver ikke mindre kompliceret. Det er tid til at afklare, hvem der skal have de nye poster der skabes med Lissabontraktaten, og ikke mindre vigtigt, hvad de nye spillere skal lave.

Selvom Lissabontraktaten langtfra er kortfattet, er der en del væsentlige ting, der ikke er blevet afklaret i selve teksten. Fx netop med hensyn til to af de helt væsentlige nyskabelser i traktaten: den højtstående repræsentant for EU i udenrigs- og sikkerhedspolitikken (EU’s udenrigsminister) og det Europæiske Råds formand (EU’s permanente formand). Hvad skal de lave? Hvem skal de referere til? Hvilke ressourcer vil de få tildelt? Desuden spørger mange sig selv i disse dage: hvem bliver det Personspørgsmål er selvfølgelig altid interessante i politik, men i dette tilfælde er det også vigtigt, fordi de to udvalgte personer kommer til at sætte rammerne for, hvordan fremtidige formænd og udenrigsministre skal arbejde, og hvilke opgaver de kan/skal løfte. Samtidig skal topposterne i EU helst besættes, så de reflekterer EU’s diversitet. Ideelt set skulle den nye formand være kvinde, skandinav, socialdemokrat og tale flydende fransk …

Formanden: rockstjerne eller kompromismager?
Den faste formand vælges af et flertal af EU’s stats- og regeringschefer for 2 ½ år. På papiret får han ikke travlt. Han, og det bliver højst sandsynligt en mand, skal sidde for bordenden, når stats- og regeringscheferne mødes en gang hvert halve år. Hvad formanden ellers skal få sin tid til at gå med, er uklart. Det er ikke nogen holdbar løsning. Politikere af den kaliber er typisk ikke så glade for at sidde med hænderne i skødet. Og hvis han er tilstrækkeligt om sig – i forsøget på at skabe nye opgaver til posten – er der åbenlyse muligheder for konflikter. Både Kommissionens formand, den nye udenrigsminister og det land, der har det roterende formandskab for EU, bejler til de samme opgaver:Det kunne fx være at repræsentere EU i G8/G20. Det roterende EU-formandskab har været en kærkommen lejlighed for mindre EU-landes ledere til at træde ind på verdensscenen og optræde offentligt sammen med fx den amerikanske præsident. Men hvad betyder Lissabon? Skal EU sende både kommissionsformanden, udenrigsministeren og den permanente formand samt en repræsentant for det land, der besidder det roterende formandskab? I så fald bliver der trængsel på talerstolen. Og hvem der skal modtage udenlandske statsoverhoveder på besøg i Bruxelles? Kampen kommer formentlig til at stå fra ’hus til hus’  – dvs. fra statsbesøg til statsbesøg.

Sidst men ikke mindst bliver det afgørende, hvilke ressourcer formanden får til sin rådighed. Vil han få sit eget sekretariat – der er stort nok til, at han kan påvirke dagsordenen – eller må han nøjes med at benytte de ressourcer, der er til rådighed i Ministerrådets sekretariat og så i øvrigt gå tiggergang hos medlemslandene? Den tradition, der etableres under den første formand får stor betydning for fremtidige formænd, og her spiller kandidatens attitude og personlighed en væsentlig rolle.

Der tegner sig et billede af to spidskandidater samt et antal outsiders til. De to spidskandidater har ret forskellige profiler og kan derfor forventes at ville bruge forskellige løsninger på de nævnte dilemmaer. Tony Blair, tidligere britisk premierminister, og den nuværende hollandske premierminister, Jan Peter Balkenende ser ud til at føre feltet. De er begge fra Nordeuropa, hvilket er et plus, fordi kommissionsformand Barroso er fra Sydeuropa. Blair er tilmed socialdemokrat, i modsætning til Barroso, der er borgerlig, men på minussiden tæller det, at han ikke kommer fra et af eurolandene.

Den væsentligste forskel på de to kandidater er imidlertid deres attitude. Blair er en politisk rockstjerne. Han har en lang succesfuld karriere bag sig og er i sig selv et internationalt brand. Balkenende er langt mindre kendt og har ry for at være konsensussøgende. Hvor Blair formentlig vil gå forholdsvist aggressivt til værks for at skabe en stærk præsidentpost, vil Balkenende forventes at arbejde mere diskret på de indre linjer – med tysk støtte, hvilket er væsentligt. De to kandidater byder altså også på forskellige konfliktniveauer.

Valget kommer også til at have konsekvenser for Barroso. Han er på den ene side interesseret i en stærk og markant formand for EU, men samtidig må han bekymre sig lidt om udsigterne til at få Blair som med/modspiller i Bruxelles. Bliver det Blair, får Barroso kamp til stregen om de opgaver, som de begge kunne have interesse i. Det betyder ikke, at Balkenede vil være en nikkedukke, men kampen vil sikkert ikke blive lige så åbenlys. For stats- og regningscheferne ville Blair være en fordel – hvis hans udnævnelse betød at der kunne flyttes magt fra Kommissionen til Ministerrådet – men samtidig er der sikkert mange, der bekymrer sig om i hvor høj grad Blair vil være et ’løsgående missil’.

Udenrigsministeren: old eller new Europe?
Der bliver konflikt om at repræsentere EU udadtil. Og den kommende udenrigsminister må også tage kampen op, hvis ikke vedkommende vil køres ud på et sidespor. Ud over at skulle forholde sig til EU’s formand kommer udenrigsministeren også til at stå over for en anden udfordring. Jobbet er nemlig en sammensmeltning af to nuværende stillinger: posten som EU’s Høje Repræsentant for Sikkerheds- og Udenrigspolitik, som pt. varetages af Javier Solana, og posten som kommissær for Eksterne Forbindelser og den Europæiske Naboskabspolitik, pt. Benita Ferrero-Waldner. Den gode nyhed for den kommende udenrigsminister er, at han eller hun ikke skal konkurrere med en anden om at være EU’s udenrigsminister. Men den dårlige nyhed er, at vedkommende både skal sidde for bordenden, når EU’s udenrigsministre mødes og samtidig være næstformand i Kommissionen. Umiddelbart skulle man ikke tro, at det var en dårlig nyhed. Det giver de bedste muligheder for koordination mellem de to organer, og hvad kan udenrigsministeren ønske sig mere? Svaret er enkelt: at vide, hvor hans loyalitet skal ligge! Helt grundlæggende varetager Kommissionen og Ministerrådet to forskellige interesser i EU-samarbejdet. Kommissionen varetager fællesskabets interesse, og medlemslandene varetager deres egne, i Ministerrådet. Dertil kommer, at de enheder, der i dag arbejder for Solana, organisatorisk skal slås sammen med de generaldirektorater i Kommissionen, der arbejder med udenrigspolitik. Tilsammen skal de udgøre én EU-udenrigstjeneste. I sig selv er det en svær organisatorisk øvelse.

Hvis udenrigsministeren får succes med både at være en dygtig formand på møderne mellem landenes udenrigsministre og samtidig en effektiv næstformand i Kommissionen, må man tage hatten af for ham. Det ville virkelig være en diplomatisk bedrift! Det er dog mere sandsynligt, at den kommende udenrigsminister vil blive tynget af at befinde sig i et konstant krydspres mellem de to institutioner.

Flere kandidater er i spil til obbet. Hvem der får det vil formentlig delvist blive afgjort af, hvem der får formandsposten, for at sikre bred repræsentation. Men samtidig er der væsentlige politiske spørgsmål, der spiller ind. Det udenrigspolitiske område er et af de mest kontroversielle i EU-samarbejdet. Det viste sig ikke mindst i 2003 i forbindelse med den amerikanske invasion af Irak. Med Anders Fogh-Rasmussen som yderst USA-venlig NATO generalsekretær kan det godt være, at de mindre-atlantisk-orienterede lande i EU gerne vil sikre sig en udenrigsminister, der ikke er helt så pro-amerikansk. Det kan fx blive et problem for Storbritanniens tidligere EU -kommissær Chris Patten og en fordel for den tyske oppositionsleder Frank-Walter Steinmeier, der samtidig får point for at være socialdemokrat. Men Steinmeier må forventes at være uspiselig for dele af stats- og regeringscheferne, ikke mindst på grund af udtalelser efter Irlands første Lissabon-afstemning, i der gik i retning af at smide Irland ud af Unionen.

Den rigtige kandidat
Det er altså langt fra let at finde de to rigtige personer. Stats- og regeringscheferne kan ikke klone den perfekte kandidat, og må derfor acceptere et kompromis. Som så ofte før er der en vis sandsynlighed for, at de kandidater, der har været længe på banen, når at blive slidt op, inden de kan blive udnævnt, og en ’dark horse’ løber med posten, som fx Barroso gjorde i 2004. Men lige meget hvem der får posten, tænker stats- og regeringscheferne også på, at udnævnelsen formentlig vil påvirke postens udformning mange år fremover. Traktaten er nu næsten i hus, men spillet om at udfylde dens rammer er først lige gået i gang.